Dancing lights[Illana]

Time: 17:50
Weather: Let vind, tusmørke. 
Date: 29/01 2016

---

Oh, sweet child.. Amuse me or else taste the endless void.. 

Aka Manah bevægede sig i en affjedret trav gennem græsset. Han var ved at være godt træt af, at landet her var så tomt. Han havde ikke set en hest i dagevis, men den mørke, sandfarvede hingst var tålmodig. Det havde han altid været.. Dog så længe han selv havde kontrollen, så var det hele fint, men hans hjerne var ved at briste med alle de tanker, der svømmede tundt der inde. Han tilbragte aftner og tidlige morgen timer i sit eget selskab og svarede på sine egne gåder, men det var skam utrolig kedsommeligt, at svare på ting, man allerede kendte svaret til.. Så nu var den lette, høje hingst bevæget sig rundt på en stor del af øen på jagt efter en hest, der var villig til at dele en samtale med ham. Om denne så ville synes om ham eller ej var vel op til hesten selv, men han ville i hvert fald nyde de i fulde drag! Selv hvis hans udvalgte blev irriteret over hans selskab, så ville han skam ej lade denne alene. Han var og blev en gud, han var blot fanget i denne krop, denne forkerte krop, der pressede ham sammen, så han ikke kunne bevæge sig, som han havde gjort før i tiden. Det var så frustrerende! Oven i det, så måtte han dele pladsen med to andre, der pladrede løs om, hvordan det var deres tur, det var fantastisk hvordan de havde høfligheden til at spørge ham først, men de kunne vel fornemme, at han var stærkere end dem alle til sammen! Aka Manah frydede sig let ved tanken. Han skulle nok komme tilbage til sin oprindelige styrke, ingen tvivl om det.. Det ville bare tage lidt tid.. 
Hingsten stoppede op, da han fangede færten af hest, han tog sig ikke tid til at undersøge om den var gammel eller ny, han udsendte blot et vrinsk og lod de mørke øjne søge rundt i det krybende mørke, der langsomt bevægede sig tættere og tættere om ham. Hingsten var langt fra en der var utryg i mørket, han mente selv han var en del af det eller.. Havde været en del af det, for en hest var vel ikke en del af mørket.. Han savnede dog at kunne falde i et med det.. 

Aftenen var ved at gå på held, da en gylden hoppe havde valgt at sætte sine hove på Enophis ø. Hun var atter søgt bort fra den trykke flok på Leventera, den ø som hun for alvor kaldte sit hjem. Og hvorfor var hun søgt væk? Hun søgte endnu at samle de vogtere, hvis sjæl hun ikke havde fundet efter hendes møde med Skyggehingsten. Hun blev nødt til at finde dem alle, fortælle om hvor stor en trussel Skyggerne snart var blevet; hvor talrigt de var vokset, og hvor vovemodigt de bevægede sig længere og længere væk fra vulkanens ø, Foehn.
Foran hende svævede Lysets kugle ganske elegant af sted i den stille aftenluft. Den oplyste med en varm nuance omgivelserne ganske let, og jog naturens Skygger bort fra den gyldne hoppe, som vandrede under Lysets kærlige berøring. De varme nuancer, som den lysende kugle sendte imod Illana, fik hendes gyldne krop til at lyse ganske let op, da lyset blev reflekteret af hendes klare farve. Magisk så det ud, og magiske var det skam; for Illana var Lysets hoppe, en hoppe, som var blevet velsignet af Det Evige Lys; Andromeda's ånd.

Stilfærdigt prustede den spinkle hoppe, imens hun vandrede af sted, uden nogen egentlig kurs, men med håb op at finde de, som hun søgte. Hendes søgen havde varet et par uger nu, og hun manglede kun ganske få; og herefter ville hun vende snuden imod den skjulte ø Tenga, hvor Vogterne kunne mødes.
- Og godt som hun gik i sine egne tanker, begyndte Lyset over hende at lyse i en helt anden nuance, som strakt smittede af på krystallen om hendes hals.

Lyset ændrede sig, fra den afslappede, gule nuance til en mere hvidlig. Denne nuance vidste hun betød é af to ting; enten stod hun snart overfor en Vogter, hvis eksistens kunne sanses af Lyset, ellers stod hun overfor en sjæl, som hun ikke kendte. Hun stoppede op et øjeblik, og lod både Lyset og hendes indre søge efter den energi, som der var blevet fundet. Hun havde en fornemmelse af, at den sjæl som var i hendes nærhed ikke var en Vogter, men en sjæl hun ikke kendte. Kort efter hørtes et vrinsk, udsendt fra denne fremmede hest og Illana reagerede med det samme ved at besvare vrinsket, med hendes klare og milde tone. Herefter satte hun kursen imod denne ukendte sjæl; for altid var den gyldne hoppe nysgerrig på at møde andre - og selvom hun søgte nogen bestemt, så havde hun tid nok, til at undersøge et eventuelt nyt bekendtskab på vejen.