Run and hide[Deianira]

Temperance

Vejret var... nogenlunde. Det var begyndt at regne for omkring en time siden, hvilket ikke gjorde dagen for den brogede hoppe meget bedre. Regnen gik igennem hende pels og hun frøs faktisk en smule nu. Dog det betød ikke, at hun var uopmærksom, faktisk kravlede hendes skind nærmest af de øjne der betragtede hende. Hun kunne ikke se dem, men hun vidste de var der.. Hver gang hun søgte efter dem, så rykkede de sig længere og længere væk.. De legede med hende! De forbandede, væmmelige skabninger.. Denne verden, denne Eden, var slemt ramt.. Hun kunne mærke det som en sygdom i hendes knogler.. Hun slog med den let krøllede hale, inden hun begyndte at trave mod en skov på lette, nervøse ben. Hendes hoved var træt, hendes krop var træt og hun manglede søvn. Manglen på søvn betød også at hun ikke havde den største appetit.. Det havde stået på i snart to uger og presset fra skyggerne blev større og større for hver dag. Hun travede på sine skrøbelige ben indtil hun nåede et skovbryn, hvor hun fandet det største træ, der kunne give hende en smule læ, mens hun holdt et vågent øje med sine omgivelser og skyggerne, der nok skulle dukke op på et tidspunkt.. Det gjorde de altid.

Regnen har fået mig til at søge tilbage til lyet mellem træerne; jeg var ellers på vej mod bjergene, som pryder den nordlige del af øen. Bjergene er en del af øen, som jeg ellers ikke har turde udforske endnu, men jeg er efterhånden blevet enig med mig selv om, at jeg er nødt til at komme videre. Nu står jeg så i stedet her mellem to store træer, og hviler på et bagben. Mine hale svinger let utilfreds fra side til side, men mit hoved er løftet højt og jeg ser opmærksomt rundt. Spejder ud over horisonten. Et øjeblik kunne man fristes til at tro, at det er fordi jeg leder efter selskab. I virkeligheden er det blot fordi, at jeg gerne vil undgå at andre heste ser mig; jeg vil hellere end gerne undgå selskab. 
Den tid jeg var ude i regnen har gjort mig gennemblødt, så jeg ryster mig i en voldsom bevægelse - hvilket resulterer i at vanddråber står omkring mig i alle retninger. Et dybt suk forlader min mule, jeg havde ikke planlagt at bruge endnu en dag i skoven, men det ser ud som om, at det er sådan det bliver.