[Deianira] Alone in the Storm.

Alone in the Storm
______________________________

Den gråskimlede hingst var vendt tilbage til hovedøen Enophis. Her havde han ikke været meget længe. Det var som om, at denne ø var alt for stor og populær for ham. Dens population var simpelthen for stor til, at han rigtigt kunne føle sig hjemme her. Det var en af de få øer, hvor det simpelthen ikke var muligt at vandre særligt længe uden at støde ind i et nyt bekendtskab. Det kunne såmænd også være hyggeligt nok en gang imellem, da man i hvert fald undgik at blive ensom på den måde. Men som regel var det simpelthen lige for meget af det gode for denne hingst. Han brød sig ikke om at være helt alene, men der var alligevel mange situationer, hvori han foretrak sit eget selskab fremfor andres. Alligevel havde han besluttet sig for at krydse havet og rejse til denne ø. Han havde nu befundet sig på den i et par dage og kunne allerede godt mærke, at han var ved at være klar til at forlade den igen. Det havde været meget rart at besøge den igen og opleve lidt liv og glade dage, men nu var hans sociale kompetencer altså ved at være brugt op. For ham var Enophis lige som en hovedstad; et sted, der var spændende og sjovt at besøge, men som man alligevel glædede sig til at komme væk fra igen.

Han vandrede lidt rundt på må og få og ventede på et godt tidspunkt til at krydse havet igen. Vinden var kraftig i dag og ruskede udover havet, hvilket resulterede i kæmpemæssige bølger, der så ud til at opsluge alt på sin vej. Det var derfor ikke ligefrem et vejr, der tiltrak én at begive sig ud på havet i. Han befandt sig derfor nede ved strandkanten og bevægede sig bare hvileløst frem og tilbage, som håbede han på, at der pludselig ville ske et mirakel, der gjorde havet roligt og i stand til at krydse. Det skete naturligvis ikke... I stedet tog stormen til og hvirvlede sand og støv op omkring ham, der satte sig i hans næsebor og fik ham til at nyse adskillige gange. Vinden havde ordentligt fat og bed sig igennem marv og ben. Det gik hurtigt op for Apeiron, at det ikke nyttede noget at blive stående hernede... I værste tilfælde ville det bare give ham en grim forkølelse. Han slentrede derfor længere op på land igen og stillede sig i læ mellem en tæt dynge træer. Her lukkede han øjnene i og blev tålmodigt stående, mens han ventede på, at stormen skulle drive over. Der var ingen tegn på liv omkring ham, og han håbede, at det ville forblive sådan - det sidste, han havde lyst til lige nu, var en eller anden tåbe, der skulle komme forbi og pådutte ham sit selskab.
____________________________________________________________________

Wordcount: 469

Stormen har raset på øen jeg opholder mig på længe nu. Da det begyndte at blæse op, opholdte jeg mig stadig ude i det åbne område, hvor jeg endnu engang var igang med at udforske øen. Endnu har jeg ikke turde at bevæge mig mod nogle af de andre øer. På det tidspunkt var det nok at vende bagparten mod vinden, for at undgå kulden og regnen. Til sidst måtte jeg dog give op, og vende tilbage til skovens tryghed og læ. Så her befinder jeg mig nu, på en lille sti mellem træerne. 
Jeg bevæger mig med rolige, lange skridt og et sænket hoved hen ad stien. Slanger mig smidigt forbi diverse store træer, som dog stadig bøjer sig svagt i stormen. Vinden der hiver i træernes grene, hyler og larmer, så det ellers normalt fredelige område virker så.. uvenligt og hårdt. Efterhånden er jeg blevet gennemkold i kroppen; jeg har ikke den tykkeste vinterpels eller store fedtdepoter, som kunne hjælpe. "Atjuu!", jeg nyser så højt, at jeg selv bliver noget forbavset. Endnu engang kilder det i næseborene, og endnu et højt nys slipper ud. I en irriteret bevægelse ryster jeg på hovedet, hvorefter jeg med en lige så irriteret bevægelse svinger med halen. Lorte forkølelse, som kommer på grund af et lorte vejr. Æv. 
Mit blik glider langsomt rundt mellem træerne, sonderer terrænet. Leder efter det sted, jeg vil stå i mest læ. 

Opmærksomt flakkede hans ører fra side til side; lyttende efter de mindste tegn på liv omkring ham. Endnu hørtes dog ikke andet end den rytmiske lyd af regnen, der taktfuldt trommede mod trætoppenes kroner. Stilheden varede dog ikke længe. Snart hørtes en høj lyd, der mest af alt lød som en hest, der nyste. Apeiron hævede straks sit hoved og vippede opmærksomt med de hvide ører. Hvor var lyden kommet fra, og var det her i nærheden? Han spejdede uroligt rundt med sine gyldne øjne, men endnu kunne han ikke se andet end det grå og regnfulde landskab omkring ham. Uroligt trådte han et lille skridt fremad og stak hovedet ud i regnen, mens en nervøs brummen forlod hans strube.

„Er... er her nogen?"

Endelig har jeg fået øje på et træ, med en krone stor nok til at holde min krop i læ for regnen. Snøftende bevæger jeg mig gennem regnen mod træet, lige indtil jeg hører en stemme og et andet sæt hovtrin - er jeg ikke alene? Jeg stivner i hele kroppen, spænder i hver muskel, alt imens jeg ser opmærksomt omkring. Mellem træerne ser jeg nu den anden hest. En grålig hingst - den ligner frygteligt meget et spøgelse. Hvor tragikomisk det ville være, hvis hesten var mit fortids-genfærd, ude på hævn. Ha. 
Med et skeptisk blik betragter jeg den anden hest, venter på hans reaktion. Selv ser jeg ikke ligefrem venlig ud - men heller ikke truende. Måske mest af alt kold, trist og ligeglad. Følelser jeg oplever mere og mere for tiden, i takt med at drømmene bliver flere og flere. Følelserne - eller mangel på samme - er blot min forsvarsmekanisme, en overlevelses tilstand.