Under the setting sun | Solitaïre

Tågen slørrede solens sidste stråler, som den gik ned bag horisonten. Drezar, en spraglet hingst med indadvendte ører stod ved kysten på øen Zenobia, en sandet ø, hvor ørkenen dominerede det meste. Længe havde han været på netop denne ø; for det var sådan, at han endnu frygtede det glubske hav. Et hav, han gang på gang havde forsøgt at krydse, men ofte var han ej noget længere ud, end havet netop havde kunnet røre hans bug, før han sprang i land igen. Han hadede det blå ocean mere end noget andet, fordi det afholdt ham fra at undersøge resten af dette land, som nu engang var hans hjem - og lod til at forblive hans hjem.
En af de bedre ting ved, at han havde været strandet på netop den varmeste ø af alle i vinteren var, at han ikke havde lidt overlast. Nok var øen sparsom hvad angik mad, men han var ud af en race, som kunne leve ganske fint af de sparsomme, strider græsser, som voksede ved kysten. Han stod derfor muskuløs, rankt og stolt og betragtede solen gå bort endnu engang, imens hans tanker kredsede omkring havet - og hans frygt for dette. Ville han mon nogensinde kunne overvinde det? Ville han kunne komme ud, slippe bunden og lade sig bære til den nærliggende ø?
Med let tilbagevendte ører fnøs han sagte, inden han vendte sin krop bort fra havet og begyndte at vandre ind imod grænsen til ørkenen. Her var der som regel behageligt varmt og ej for koldt om natten; for de varme vinde kom fra havet af, og holdt nattens frost borte. Her ville han tilbringe natten endnu engang; med mindre denne nat skulle være anderledes.

Lyden af vandet der plaskede imod ørene var invaderende og tung. Hun kunne høre det hele tiden. Høre de plaskende lyde. Og ikke nok med at hun kunne høre det, så kunne hun også smage det salte vand, der røg gennem hendes udspilede næsebord. Op og ned røg hun, imellem bølgerne, op og ned af vandet, med en frygt for pludselig slet ikke at komme op igen.. Hendes øre var klistret uroligt og skrækslagent ned i hendes våde man. Hun hvinede så godt hun kunne, i en forskrækket tone, idet en bølge væltede indover hende, og tvang hende nedunder vandet.
Hun hvirvlede rundt under vandet i det der føltes som minuttet, men som ikke var andet end nogle sekunder, inden hun kunne mære noget sand og sten under sine hove. Hun fik atter hovedet op, og kæmpede imod vandet, til hun nu nåede helt op til vandoverfladen, og bevægede sig ind imod land.
Solitaïre, den brogede hoppe, var gennemblødt af vandet, forvirret og energi forladt. Hun nåede end ikke helt op af vandet, inden benene kollapsede under hendes spinkle og feminine krop, og der lå hun så.

Hun lå stadig i vandet, dog var det ikke andet end få centimeter dybt, lige i strandkanten. Hendes næsebor dirrede og hun trak vejret tungt og anstrengt, inden hun fik hostet noget af vandet ud, i en anstrengt bevægelse. Hun løftede hovedet fra det bølgende vand i vandkanten, og stirrede ud på havet med store øjne; hvor pokker var hun henne? Den brogede hope kunne dog knapt se noget, grundet den tåge der var over himlen, og som stjal meget af solens sidste lys - desuden kunne hun i forvejen næsten intet se på sit ene øje, der havde lidt en skade midt i kampens hede. 
Hun samlede luft ned i hendes lunger, og lod et længselsfuldt og smertende vrinsk forlade sin krop, kaldende og ledende. Hvor var hendes hjem blevet af?

Sandet under hovene på den spraglede hingst knasede let; vanligt. Den ædle hingst havde altid sat pris på sandet, om end det havde båret dårlige minder med sig i perioder. Sand var altid det først han mærkede, når piraterne i sin tid havde hevet ham af skibet. Og sand havde altid været det sidste han mærkede, inden han blev spærret inde i bundet af lastrummet på ny. Ja, sand var det sidste var landjorden han havde følt, inden hans liv var blevet endt - inden han kom hertil.
Med en prusten rystede han sin spraglede krop over, for at slippe de tanker der havde sneget sig ind i hans sprudlende sind. Han brød sig langt fra om dem, men han kunne ikke altid undgå dem, hvilket ærgrede ham meget.

Og godt, som han egentlig havde affundet sig med at tilbringe endnu en nat alene, hvor hans tanker kunne kredse om hans fortid, hans savn til hans sirene og hans længsel efter andre øer, vækkede en lyd hans sind. Han standsede brat op og løftede sit ædle hoved for at spejde efter det vrinsk, der havde haft en forfærdelig smertende karakter over sig; en lyd, som faktisk næsten virkede.. bekendt.
Hans krøllede ører blev efter lidt lagt utilpas i nakken, og en gysen gled over hans korte pels. Han huskede tydeligt en lyd, der mindede ham om dette vrinsk; nemlig det sidste forpinte vrinsk hans ven Thork havde givet fra sig, inden han måtte lade livet. Og et øjeblik glødede et spinkelt håb i hingsten; var det Thork? Var han kommet til dette land, som Drezar selv betrådte? Nej; sandheden var en helt anden, og da først han havde analyseret lyden lidt grundigere, var det ham også tydeligt, at det stammede fra en hoppe.
Han brummede en anelse utrygt, endda undrende, inden han med trippende bevægelser satte kursen imod vrinskets retning. Og inden længe så han en broget skikkelse liggende i vandet..

Den brogede hoppe lå stadig stille i det kølige vand, og våde sand. Det var bestemt ikke behageligt eller varmt at ligge her, men de trætte ben var ikke til at samle lige nu, så Solitaïre kunne komme op at stå. Hendes øre vippede uroligt rundt, inden de fandt bagud i en usikker og trist holdning. Hun ville bare gerne hjem igen..
De blå øjne stirrede stadig ud imod det åbne hav område, i et forsøg på at se mere end blot bølger og havblå nuancer – men hun kunne ikke se mere end dette. Endnu engang samlede hun luft i sine lunger, og lod endnu et hjerteskærende vrinsk lyde ud i intetheden, kaldende, længselsfuldt og fortvivlet. Stilheden kom igen, mens hun lyttede intenst; men der var ingen svar tilbage til hende.
Sandheden gik langsomt op for den spinkle hoppe – hun var ikke længere hjemme. Men hvordan hun var havnet her, det havde hun heller ingen idé om. Stille lod hun sit hoved falde længere og længere ned, inden hun til sidst blot lod manglen på energi overtage, og hun lod kroppen glide sidelæns ned, samt hovedet, således at hun nu lå på siden i det våde vand og sand.
Hun lukkede sine øjne i, og brummede i nogle sagte og udmattede toner til sig selv, i et forsøg på at berolige sig selv, som en mor ville gøre det til sit føl i en uvant situation.

Hun lå der nogle minutter, inden hun pludselig bemærkede lyden af hovslag, nogle hovslag der kom tættere og tættere på. Solitaïre løftede dog end ikke hovedet endnu, for måske var det blot en forbipasserende, der ikke havde set hende. Men hovslagene fortsatte i hendes retning, og hun rejste derfor hovedet op, og forsøgte også at rejse sin krop op – men dette lykkedes ikke. Hun virrede med hovedet, og brummede i nogle anstrengte lyde, mens hun endnu engang forsøgte at komme op. Denne gang kom hun op med forbenene, men bagbenene ville ikke helt makke ret endnu – og derfor lod hun forkroppen dumpe ned igen. Hun drejede hovedet, og stirrede i retningen af hovslagene, og med det venstre øje kunne hun nu svagt se en skikkelse der var tæt på efterhånden. Hun mimrede med mulen, mens ørene vippede uroligt frem og tilbage.

Skridt for skridt nærmede den spraglede hingst sig den liggende, brogede hoppe, hvis brunlige nuancer faktisk mindede en anelse om hans gyldenbrune. Han udstødte nogle undrende, undersøgende fnys, inden han var hende så nær, at han kunne se hver en detalje på den liggende hoppe.
Hun synede så udmattet, at det næsten skar igennem hans egen krop. Han huskede selv at have ligget i vandkanten, ude af stand til at rejse sig, og det var bestemt ikke et rart syn, at se en anden på nøjagtigt samme måde. Han lagde atter utilpast sine ører i nakken, der ellers altid stod peget nysgerrigt frem. Hans lyde blev en anelse urolige, men dog endnu utroligt hingstede, inden han sænkede sin mule undersøgende imod den liggende hoppe. Han vidste, at han ville have hende op - for instinkterne i denne hingst talte så tydeligt, at det næsten var helt skræmmende - og han vidste, at blev hun liggende, var det ikke sikkert hun nogensinde kom op igen. Hans brummende lyde responderede på de lyde, hoppen selv havde udsendt. Nogle beroligende lyde. Hans derimod var opmuntrende, nærmest krævende; hun skulle op nu. Hans slanke forben trippede en anelse utroligt, da han stillede sig med siden til hende, hele tiden med mulen nede omkring hendes krop. Et nap sendte han imod hendes nakke - markerende, men også hjælpende. Han ville hende skam intet ondt, overhovedet. Han begyndte tilmed at skrabe i det våde sand ved hoppens ryg, imens hans lyde blot blev mere og mere intense. Både fordi han vidste hoppen var i fare, men også fordi de smertede ham selv, at se en anden sådan. Så han mente, ganske enkelt, at det var bedst for dem begge, hvis hun kom op så hurtigt som muligt.

Den brogede hoppe lå stadig helt ned i det våde sand og havvandet der bølgede op på hende, i takt med de bølger der kom længere udefra havet. Hendes øre vippede uroligt omkring hende selv, mens skikkelsen kom helt tæt på – en broget hingst, lige som hende selv, om end med en mere gylden farve og lidt ekstra aftegn end hende selv. Han lignede en, der kunne komme fra hendes eget land af, hvis ikke det havde været på grund af de lidt anderledes øre, og den fremmede lugt han bar med sig. Nej, hun kendte ham ikke.. Hun gumlede uroligt ud i luften, mens ørene fandt helt tilbage i en underdanig og ræd holdning – hun ville ikke have ballade. Hvis hun var havnet i hans område, måtte hun skynde sig væk, så hun ikke kom i problemer. Hendes gumleri blev ved, ud i ingenting, af underdanighed, indtil hun dog opfattede at hingsten ikke kom for at bide hende. Han brummede i nogle urolige og hingstede lyde, nogle lyde der stod i ret stor kontrast til hendes lyse og beroligende toner. Ville han hjælpe? Hendes gumleri stoppede, mens dog mimrede hun stadig forsigtigt med mulespidsen, utrygt ved situationen. For alt var nyt og fremmede. Hans mule søgte ned i hendes højde, hvilket per automatik fik hende til at dreje hovedet efter hans mule, for kort at snuse imod den, med udspilede og dirrende næsebor, fordi hun var forpustet.
Han sende et nap efter hendes nakke, hvilket fik hende til kort at krybe lidt sammen i nakken, fordi hun kort frygtede for et bid, indtil han da gav sig til at skrabe i det våde sand, og blev ved at sige lyde, der blev mere og mere intense, for at få hende op. Hun vippede uroligt med ørene, og brummede i nogle undskyldende toner, både over for sig selv og også ham. Hun løftede hovedet i nogle virrende bevægelser, i et forsøg på at få ’fart’ på sin forkrop. Hun skubbede forbenene frem for sig, i en stilling der kunne få hende op; hvis de ellers makkede ret. Nogle prustende og hivende lyde kom fra hendes krop, inden hun da kom op at stå med forparten – så nu manglede kun rumpen. Hendes ben dirrede, og det våde vand rendte ned af hendes sider og ben. Pokkers til vand…
I et anstrengt ryk fik hun sine bagben med sig op, og hun stod nu op, stadig med koderne i det kølige vand: men hun stod. Benene var let spredte ud til siderne, for at stå mere stabilt, og hendes hals og hoved hang. Næseborene dirrede endnu, og et voldsomt prust kom fra hende, så noget vand sprøjtede ud.. Hun drejede stille blikket over på hingsten, og brummede i en sagte og undskyldende tone, for hun var jo måske et sted hvor hun ikke måtte være.

Der gik ikke længe fra, at den spraglede Drezar var trådt an ved den liggende hoppe og begyndt sine opmuntrende udfald, til hun prøvede at rejse sig. Hele tiden var hoppens aura og adfærd enormt underdanigt, hvilket fik den spraglede hingst til at udsende atter nogle utilfredse lyde. Hun kunne da ikke bare underkaste sig den første af den bedste? Hun måtte da kæmpe - det kunne jo være, at han havde været et af de bæster som fandtes i landet, som bare ville tryne andre? Uforstående overfor dette, blev han ved med ivrigt at skrabe i sandet ved hendes side og "kalde" på hende, for at få hende op. Da hun endelig fik hævet sin forpart op, bakkede han sin egen krop ned ved hendes bagpart - og da hun fik lænet vægten nok frem til at strække sine bagben, kilede han sin bagpart ind under hendes for ligesom at gribe hende, hvis hun skulle falde. Dog kom hun op, og han trippede øjeblikkeligt væk igen med en voldsom hovedrysten. Hans brummende lyde blev langt dybere og mere hingstede nu, hvor hun stod. Ha standsede foran hende og lod sine øjne beskue hendes blot et øjeblik, inden han iltert rejste sig på bagben, drejede sig, så han stod med siden til hende og fægtede med de slanke forben ud i luften, op mod land. Da han landede, slog han herefter sigende hovedet imod det indre af øen, hvorefter han begyndte at trippe derop ad. Afstanden til hoppen blev dog ikke forøget meget, da han ville være helt sikker på at hun fulgte efter ham. Hans blik veg ej heller fra den brogede hoppe, hvis skikkelse han aldrig havde set før; men en ting var i hvert fald lettet i hingstens sind. Hun græd ej længere af smerte - og det var godt for dem begge.

Den brogede hoppe forblev stående på alle fire ben, der dog dirrede under hendes krop. Hun var udmattet, kold og træt. Men det var ikke så meget disse fysiske fejl der tyngede hende, det var mere det psykiske. For hun var dybt forvirret, og meget usikker. Hun var bange, fordi hun ikke kendte til disse områder, og pludselig bare var dumpet ned i dette område. Hvad pokker var der dog sket med alt det hun før havde kendt til? Hun anede det ikke. Og det var de mange spørgsmål der drillede hendes i forvejen skrøbelige sind – spørgsmål som ingen måske ville kunne besvare. Og ville hun nogensinde komme hjem igen?
Hingsten brummende lyde var der hele tiden, de var kaldende og opmuntrende. Han ville bestemt have at hun forblev stående på alle fire ben, for han lod sin egen krop være til rådighed, hvis hendes balance skulle svigte – men det gjorde den dog ikke. Ikke endnu. Hans brummende lyde blev dybere og mere maskuline, og han lod nu sine øjne kigge imod hende. Hendes ene øje var mat at kigge på, og med et ar nedover, mens det andet var klart og blåt. Hun brummede selv, med nogle anstrengte toner, mens hun stirrede på ham. Hvad ville han mon? Han rejste sig pludselig, så forbenene ikke rørte det våde sand længere, og drejede sin krop, så han havde fronten imod det sandede og tørre land foran dem. Her fægtede han med forbenene, i en sigende bevægelse, inden han landede, og slog med sit hoved i selvsamme retning. Han ville bestemt have dem i den retning. Hun veg kort med hovedet over hans bevægelser, og virrede derefter hovedet en lille smule op og ned, i nogle lidt anspændte bevægelser, idet han bevægede sig trippende afsted fremad, dog uden at skabe for stor afstand.
Hun brummede i nogle beroligende lyde til sig selv endnu engang, inden hun stirrede imod det store og åbne landskab, der kun bestod af sand, i hvert fald det hun indtil videre kunne se. Endelig fik hun sine ben til at makke ret, og hun bevægede sig afsted i hans retning, med dirrende og urolige bevægelser. Allerede nu var musklerne stive af kulden fra vandet; så det var bestemt det bedste hun kunne gøre; at bevæge sig og komme væk fra vandet. Hendes øre vippede uroligt omkring hende selv, mens hun stirrede direkte ned foran hende, for at se hvor hun skulle gå; for tusmørket var begyndt at træde ind – og dette gjorde det svært for hende at se hvor hun skulle gå, grundet hendes handicap.
En brummende lyd forlod hende nu, i en taknemmelig tone, henvendt til hingsten. For han havde lige hjulpet hende. Og det skyldte hun ham et tak for..

Efter lidt lod det til, at hoppen valgte at følge hans sti. Hun bevægede sig skridt for skridt efter ham, og han blev stående, trippende i sandet, og ventede til hun var ved ham. Hendes hoved hang lavere end hans, som havde hun brug for at have synet tæt ved jorden. Han brummede sagte, nærmest spørgende - men han lod hurtigt hans brummen dø ud. Da hun var ved hans side, dansede han nærmest ind ved hendes, ganske tæt, for at guide hende. Det var en gestus han sjældent udøvede, men han følte der var et behov for det nu; og på trods af, at de var komplet fremmede, da lod han hende mærke hans krop og håbede på, at hun ville stole nok på ham, til at han kunne føre hende bort fra vandets trussel. En trussel han endnu havde til gode at overkomme.
Hans lyde blev mere og mere dæmpede. Hans mule hang ud for hendes hals, imens hans ører meget nøjsomt lyttede til omgivelserne. Denne aften lod de dog til at være ganske alene, hvilket nok var absolut det bedste; for farer ville hoppen ej kunne overkomme, og ej heller hjælpe med at besejre. Han alene stod med ansvaret for at beskytte dem; og hvis den spraglede hingst skulle være ærlig, var det egentlig noget som han brød sig om - det her med at beskytte andre.
Da de nærmede sig grænsen fra kystens sand til ørkenens sand, var der lige nogle meter, hvor sandet var erstattet af jord. Ved denne grænse var der mange træer og buskadser fordelt rundt omkring på øen, men netop denne passage, hvor de to sjæle var på vej imellem, var der ganske øde. Det var egentlig noget skidt, for han ville gerne have hoppen til et sted med læ; for vinden kunne være barsk så tæt på det åbne ham. Han guidede hende derfor, med en forsigtig skubben med skulderen og mulen ført frem, for at lede hende på vej, til højre. Han måtte holde hende i gang indtil de nåede en klynge træer, hvor de kunne slå sig ned - og han kunne finde vand til hende. Det gode ved hans tid på øen her var, at han havde været tvunget til at finde vand, hvor der ej var noget, og han havde erfaret at træerne som regel kun voksede, der hvor er kunne graves vand frem af jorden. Dette havde han gjort utallige gange, og måtte gøre igen, når han havde bragt hoppen til et passende sted. Hans lyde var atter opmuntrende, da han var bange for at hun ville stoppe op; måske på grund af udmattelse, måske på grund af frygt. Men hun skulle videre, så han kunne finde et sted hun kunne samle kræfter - også selvom han så måtte skubbe hende af sted.