På ny vandring (Illana)

Den ældre hingst havde længe gået rundt for sig selv i Andromeda. Alt for længe havde han vandret alene rundt. Det gjorde ikke den ældre hingst besynderlig meget ikke at have selskab af andre- men han savnede det da i ny og næ. Han havde i det sidste halve år ikke set til nogen. På afstand havde han da hørt andre, men ikke at han havde opsøgt dem.
Der var sket mange ændringer, nogen større end andre. Eagle havde gennemgået en forandring, en forandring han efterhånden havde vendet sig til. Han havde brugt meget tid på at lærer om sine nye evner, og efterhånden havde han også godt styr på hvordan de fungerede.

Den ældre hingst bevægede sig over en ø, en ø han så mange gange havde været på. Øen var velkendt og alligevel virkede den helt fremmede. De triste gråvejrs dage havde fjernet meget liv og lys fra øen. Vinteren havde ikke været besynderlig slem, men den havde sat sine spor. Normalt fandt Eagle alle årstiderne lige smukke, men det sjappede, grå, blæsende vejr var ikke noget han synes var specielt smuk eller tiltalende i forhold til de andre slags vejre.

Eagle havde ikke nogen bestemt kurs, det havde han sjældent, han nød blot at vandre og lade sine hove føre ham hvor end de måtte bærer ham hen. Opmærksomt lyttede han rundt, lyttede til hver en lyd han kunne opfange.

Vinden kom bagfra, da en gylden sjæl havde sat kursen imod Teylar's hjemstavn. Hun havde været på endnu en vandring, søgt på de omkringliggende øer og tilmed fundet den røde Armonia, en af de hun havde søgt længe; og nu var hun på vej til flokken for at hvile en dags tid, inden hendes søgen ville starte på ny.
Hun søgte de, som hun havde en masse til fælles med. Hun søgte nemlig de, som bar velsignelsen ligesom hun gjorde. De, som vogtede over Andromeda og dets liv, de, som havde modtaget velsignelsen på baggrund af særlige egenskaber. Vogterne.

Hun brummede stilfærdigt imens hun skridtede af sted. Vinden susede ganske kraftigt denne dag, og hendes ører lå let tilbagefoldet i nakken. Omkring halsen på hende hang Lyset, endnu trykket let ind i hendes kraftige, tætte vinterpels. Der hvilede det trygt, men altid vågent. Lyset var nemlig ikke en skikkelse, som sov; altid var det vågent, altid lyste de klare toner fra Illana's bug. Altid var det med hende.
- Og pludseligt, som hun nærmede sig flokkens grænser, begyndte Lyset at skinne kraftigt og hvidt, som det altid gjorde, når hun var i nærheden af vogtere eller nye. Illana standsede op med et samme og lod den slanke hals hæves. Hendes blik spejdede rundt i det grå vejr, indtil hun fandt dén, som havde vækket Lysets opmærksomhed. Et smil bredte sig hurtigt på hendes mule, inden hun sendte et vrinsk af sted imod en særligt guldglødende hingst; et vrinsk, som måske ville gå tabt i vinden, men hun forsøgte da.
Ørneøjet var hende nær, og hun vendte med ét rundt og satte i en ivrig trav på tværs af vinden, for at komme ham i møde.

Eagle forsatte frem i et roligt tempo. Det var først da lyden af et vrinsk lød, svagt på grund af vinden bag lyden væk fra ham, at han levede en anelse op. Han genkendte lyden. Vrinsket tilhørte den gyldne Illana. Eagle besvarede hende højlydt og med en meget imødekommende tone, før han spejdede efter hende i området. Det tog ham ikke lang tid at få øje på den gyldne hoppe, den havde kurs mod ham. Eagle lysnede op i et mildt smil, før han satte frem i trav selv for at tilbage lægge afstanden.
På passende afstand satte Eagle ned til skridt igen, hvor han til sidst stoppede helt op. Han havde ikke forventet at støde på nogen nu, men det gjorde ham bestemt ikke noget.

"Hver hilset Illana."

Eagle stemme var både varm, mild og venlig, og det samme var det rav gyldne blik. Han brummede dybt og hilsende før han bukkede respektfuldt for hende. Om hans lyse mule var hang et venligt smil. Af alle han kunne støde på, var han ganske tilfreds over at det var den gyldne Illana og lyset.

Vindens susen generede ikke den gyldne hoppe, selvom hun huskede tider, hvor dens ubarmhjertige kulde havde fået hendes pels til at ryste. Hun havde heldigvis tilpasset dig, og stadigt satte hun mere og mere pels i vinterens måneder, så hun ej længere var tvunget til at vandre hvileløst for at holde varmen.
Kort efter hun havde sat imod Ørneøjet, besvarede han hendes kald og lod ligeledes sin krop sættes imod hende i en ædel trav. Nærmest synkront sænkede de to gyldne heste farten, og snart stod de overfor hinanden. Med et smil rakte Illana sin grå mule frem, for at hilse den ædle herre an, som hun ikke havde set i et godt stykke tid.
Lyset om hendes hals glødede også i de hvide nuancer, som det altid gjorde når det var i nærheden af en Vogter; det hilste Eagle, ligesom Illana selv gjorde det.

,,Og jeg hilser dig, Ørneøje. Atter krydses vores veje - men dog havde jeg ej regnet med, at støde på dig så nær Teylar. Hvad bringer dig til denne ø?"

Hun smilede ganske muntert; hun havde ting, hun skulle snakke med denne hingst om, et spørgsmål hun skulle præsentere ham for - men allerede havde hun snakket med ham om Skyggernes hvislen i landet, da den mødtes på den magiske ø Tenga. Hun behøvede derfor ej at give hingsten megen ny information omkring de lumske, ondskabsfulde skikkelser, men ligesom alle andre vogtere hun var stødt på, ville hun bede ham måde hende på Tenga igen; dog ville hun blot høre hingsten ad, hvordan han havde det, inden hun ville præsentere ham for endnu en vandring at drage ud på.

At møde den gyldne hoppe af alle han kunne møde på netop denne vandring var en stor glæde. Der var mange han ville have været glad for at støde på jovist- den ældre hingst havde endnu ikke mødt nogen i dette fantastiske land han ikke har brudt sig om, men netop den gyldne hoppe var altid et glædeligt selskab. Hun rummede så meget venlighed og livsglæde, hun var i sandhed et godt selskab. Den ældre hingst kunne nemt bruge timer i hendes selskab, det var han sikker på.

"Jeg går ikke med bevidste mål for hvor jeg skal ende når jeg vandre, men nu hvor jeg er her, vil jeg indrive et gammelt løfte jeg gav en bekendt."

Han ville opsøge den sorte stjerne klædte hoppe Leonora, som han for lang tid siden havde mødt og sagt han en dag ville kigge forbi den flok hun hører hjemme i. Løftet var gammelt, og måske havde stjernehoppen glemt alt om det, men Eagle havde ikke og han ville til en hver tid holde et løfte uanset hvor lang tid der ville gå. Han havde været forbi en gang, men kun mødt et meget lille føl.

"Hvis du ikke har en bestemt disnation kan vi følges ad. Jeg er på vej imod den flok der høre hjemme på denne ø."

Måske havde den gyldne hoppe slet ikke den vej, og så ville han bruge den tid det nu tog at være i hendes selskab, lytte til hvad der skulle lyttes til, svare på hvad der skulle svares og generelt fortælle hvad der var at fortælle.
Eagle var ikke en af travl type. Han tog den tid alt behøvede. Han havde intet hastværk, livet var for kort til at stresse og fare rundt. Selvom man ville have troet af en hingst i hans alder at han ville se det en anelse anderledes- for tid havde han jo ikke evig af, og trods for han med årene var kommet til at se noget ældre ud, følte han sig bestemt ikke gammel endnu. Tid var der nok af.

Den gyldne hoppe, hvis ravfarvede øjne hvilede på den guld-glødende hingst, smilede blot endnu bredere da Ørneøjet fortalte, at han var her for at indfri et løfte. Et løfte som den gyldne sjæl ikke kendte til, men et løfte hun øjeblikkeligt var blevet nysgerrig over at få uddybet, såfremt den guld-glødende hingst ville. Hun brummede sagte, og nikkede ved hans næste ord; han bød hende at følge ham imod Teylar, hvilket Illana ikke havde noget imod. Hun havde søgt selskabet mere end retningen, og derfor fulgte hun gerne Ørneøjet i flokkens retning, i stedet for at søge længere ud på øens vidder. Hun vendte sig med det samme, og placerede sig ved hingstens side, hvorefter hun satte retning imod flokken i en afslappet og rummelig skridt.

,,Min retning var ej bestemt, Eagle, og jeg følger dig med glæde til Teylar, det sted jeg kalder mit hjem. Må jeg spørge dig, hvad det er for et løfte, som du er her for at indfrie?"

Hun skævede til ham, med et diskret smil; om end et der bredte sig hele vejen til hendes ravfarvede øjne. Hun rakte mulen ud imod ham, for at nappe blidt imod hans velformede og stærke hals, som var dækket af de nærmest pulserende glødende aftegn. Det var fascinerende som Den Vise valgte at udtrykke sine gaver til hans Vogtere; hos nogle mere end andre. Illana brummede sagte inden hun lod blikket føres fremad igen - fremad imod Teylar.

Det varmede den ældre hingst at den gyldne ville følge med ham. Han nød hendes selskab, og selvom hun var langt yngre end ham selv, følte han altid hun havde en masse svar, viden: visdom. Hun var en ædel hoppe, og en af dem Eagle havde størst respekt over for. Hun var som alles beskytter. Det var i hvertfald sådan Eagle så hende.

"Dit hjem," nikkede den ældre hingst. " jeg har for længe siden lovet Leonora at komme forbi flokkens område og hilsen på, fortælle de historier jeg nu en gang kender hvis hun stadig ønsker at høre dem. Jeg ville dog ønske mine skridt havde bragt mig i denne retning noget før, men nogen gange er det ikke den vej man regner med man skal, som man kommer."

Eagle brummede og gav sig kort til at se på den gyldne før han rettede blikket frem for at se hvor han gik. Jo vidst lod han sig bære frem udvidenhed om hvor han ville ende, men dette er dog ikke ens betydning med han ikke ser hvor han sætter sine hove.

Snart skridtede de to sjæle side om side med retning imod Teylar's grænser. Illana, den gyldne, lod sine øjne betragte den guld-glødende hingst imens de drog frem og han herefter svarede på hendes spørgsmål. Han fortalte, at han ønskede at finde den stjernespækkede Leonora, en hoppe, som Illana kun havde ringe kendskab til. Hun havde mødt den sorte hoppe få gange, og sidste gang var det i selskab med hendes datter; den lille lyse Daphne. Illana smilede let inden hun puffede imod den velansatte hals som Eagle bar, hvor de glødende aftegn havde bredt sig. De var utroligt smukke hans aftegn, det syntes hun; og de klædte den ravfarvede hingst godt.

,,Leonora vil sikkert blive glad for dit besøg, kære Eagle. Nok kender jeg ej meget til den sorte hoppe, men hun vil sikkert værtsætte en ven i disse dage. Hun holder til et bestemt sted i flokken med hendes afkom, jeg kan følge dig dertil, hvis du ønsker?"

Illana brummede sagte, inden hendes smil bredte sig om den grå mule. Alt imens glødede Lyset om hendes hals i en lidt mindre klar nuance; det havde følt og mærket tilstedeværelsen af en anden vogter, hilst ham an, og nu lod det sig blot behage af stemningen der lå omkring de to sjæle, der delte et fælles mål i landet - nemlig at beskytte dette.

Rafle puffede blidt tilbage til Illana. Han kendte hende ikke specielt godt, og alligevel følte den æ lyder hingst at kendte den gyldne lys bærer. Deres veje havde krydset hende få gange, og alle gange lige så behagelige og hjemlige. Illana var en af de få Eagle betragtede som en ven. Ikke han var nærrig med den titel, men alle de andre han havde anset som venner var forsvundet, eller i hvert fald havde han ikke set dem i år nu. Måske de var her et sted, landet var trods alt stort.

"Det håber jeg, og det ville glæde mig hvis du føre mig hen til hende, mange tak."

Han spurgte ikke ind til hvad Illana mente med at Leonora havde brug for en ven i disse dage, hvis den sorte stjerne hoppe var faldet tilbage til det sted hun havde været første gang han havde mødt hende, ønskede han mere at høre der fra hende selv.

"Hvordan går deT med dig for tiden?"

Eagle så på Illana igen, han ønskede oprindeligt at høre hvordan hun havde det disse dage. Var hun stadig tynget af bekymringer om disse ondskabsfulde skygger hun havde omtalt sidst deres veje var krydset.

Hendes skridt var lange og elegante, og hendes takt og tempo matchede den større, mere robuste og noble hingst godt. Side om side vandrede de, den ene gylden af skind og den anden guldglødende af aftegn. Illana smilede let, inden hun lod sin lange hals strækkes let frem så hun kunne puffe imod hans skulder. Der var en ganske særlig kemi imellem dem, som var de bundet af et venskab der rakte længere end den tid, de rent faktisk havde brugt sammen. Det var en rar fornemmelse, for nok kendte den gyldne hoppe mange i landet her; men få var hende egentlig nær. En mild brummen forlod hendes mule inden hun bekræftende nikkede; hun ville da føre ham til træet, hvor den stjernespækkede Leonora holdt til.
Kort efter spurgte han indtil, hvordan det gik med hende. Illana brummede sagte, inden et let vemodigt smil tegnede sig om hendes mule. Hun huskede godt at have udtrykt hendes bekymringer omkring Skyggerne til den guldglødende hingst før; og disse bekymringer var blot blevet mere virkelige siden deres sidste møde.

,,Ørneøje, mit liv bringer mig megen glæde; men ligeså også bekymringer. Jeg har fortalt dig, om disse Skygger der lever i landet? Jo ser du, den frygt jeg bærer omkring disse nærmer sig en virkelighed mere, end jeg er tryg ved. Faktisk har min færd de sidste måneder været rettet imod at finde Vogterne. Jeg har da også et spørgsmål til dig, ærede Ørneøje, for jeg ønsker at samle os alle på Tenga - det ene sted, hvor jeg ved Skyggerne ikke kan nå os. Det er vigtigt vi står sammen nu, for ellers vil vi være sårbare overfor deres stadigt forøgede styrke."

Selvom hun begav sig uden om emnet "hvordan går det med dig", da følte hun at det var vigtigt at få disse ord sagt. Hun gav sig gerne i kast med at snakke langt mere om hendes eget liv, når hun havde fået klaret det, hun egentlig havde søgt den guldglødende hingst for; også selvom dette måske kunne virke uhøfligt sådan at brase ud med. Et lille uskyldigt smil tegnede sig om hendes mule, inden hun rakte den ud imod den ravfarvede hingsts egen mule.

Eagle brummede roligt og spejdede en anelse rundt i området. Han havde været på denne ø så mange gange efterhånden, men stadig blev han forundret over dens skønhed hver gang han var her. Måske han virkelig skulle slå sig ned her, her hos den flok han kendte til og kendte flere der hørte til hos. Måske var det på tide at den ældre vandre stoppede op og så livet an koble fra et øjeblik.
Da Illana igen talte og besvarede hans spørgsmål, lyttede han opmærksomt. Han var glad for at høre at livet stadig bragte hende glæder, han ønskede ikke andet for hende end at hun skulle nyde disse glæder der blev hende givet. Hun fortjente det, men ud over glæden var hun stadig tynget af bekymringer om disse skygger, som hun også ført havde nævnt. Eagle lyttede til hvert et ord og da hun var holdt ende med ord så Eagle for alvor på hende.

"Det glæder mig at høre du stadig nyder livet.
Jeg høre dig og dine bekymringer. Jeg forstår dem, og jeg vil ikke vove at påstå du ikke behøver bekymre dig, men som jeg sagde sidst hav håb, du er ej alene. Jeg vil følge dig til Tenga, og jeg vil stå ved din side. Jeg vil beskytte dig og alle de andre der søger det; men allerførst skal jeg indfri mit løfte til Leonora."

Han puffede opmuntrende til hende, han kendte ikke meget til skyggerne og kunne have svært ved netop nu at frygte dem, men han forstod hendes bekymring og den ældre hingst vidste han skulle dele hendes bekymring. Han havde selv advaret flere om at holde sig fra vulkan øren, holde sig fra skyggerne. Ej havde han set dem med sine egne øjne, alligevel vidste han de eksisterede. Den ene gang han havde besøgt vulkan øen havde han mørket kulden og følelses af ubehag skylle over ham, blot ved at være der.

"Hvor mange er vi? Og har du fundet dem alle, eller ønsker du hjælp til at finde de sidste?"

Eagle havde aldrig skænket det en tanke, hvor mange vogter var der egentlig, og søgte hun stadig efter dem. Eagle tilbød sin hjælp for at gøre det muligt at samles hurtigere, for hvis skyggerne virkelig var blevet en større trussele, måtte de bruge tiden fornuftigt.

Teylar's grænse krydsede de to sjæle snart, og sammen vandrede de ind i de trygge omgivelser, som den gyldne hoppe havde udvalgt som sit hjem. Hun brummede en anelse muntert, i det de havde passeret grænsen og hun lod et smil vises til den guldglødende hingst, som en form for signalement om, at de var i flokken nu. Måske kendte han dens grænser, måske ikke; men i hvert fald ville han vide, at han var i flokken nu. De befandt sig ganske tæt på hinanden, så tæt at Lyset af og til ændrede nuancer, når det mærkede den magi, som lå i Ørneøjet; en magi, som Illana endnu ikke kendte særligt meget til.
Et øre blev vippet imod den ravfarvede hingst, hvis erfarende stemme atter talte. Hans ord skabte en ro, en glæde i brystet på den gylden hoppe og et taknemmeligt blik faldt imod den ældre hingst. Han ville gerne møde hende på Tenga, med forhåbentlig de andre vogtere og ligeledes ville han hjælpe med den søgen, som den gyldne hoppe endnu manglede at udfører. Hendes taknemmelighed forplantede sig enddog til et brum, inden hun nikkede.

,,Du kære Ørneøje, det gør mig glad at høre, at du vil dukke op på Tenga; og selvfølgelig skal du have lov at finde den sorte Leonora først. Jeg mangler endnu at opsøge den spættede Matthew, Lydens vogter og Jaidev. Brêgo regner jeg med at kunne finde i flokkens område. Tiden er endnu med os, og jeg håber at kunne samle alle til den næste fuldmåne. Hvis du på din vej kan finde Matthew eller Jaidev, ville det være en stor hjælp, kære Ørneøje."

Hun smilede bredt nu, inden hun puffede imod den ravfarvede hingst. Det betød rigtig meget at han ville hjælpe hende, det gjorde det. Hun sænkede tempoet en smule, inden hun kort skimmede rundt i omgivelserne; det træ, som Leonora oftest var at finde under, var ej langt herfra. Hun ændrede diskret kursen imod netop dette træ, inden hun atter talte med de milde toner som hun ejede.

,,I alt er vi 7 Vogtere med du og jeg. Og jeg håber inderligt at flere vil komme med tiden."

Hun lod herefter blikket føres fremad igen, imens hun betragtede det frodige område, som Brêgo havde udset sig som værende flokkens. Det havde været et godt valg, og Illana vidste at flokken ikke kun gav tryghed til hende; men også de andre sjæle, som havde valgt at bosætte sig her.

Det var tydeligt, selv uden Illanas forsikring om at de netop nu trådte ind over flokkens grænser. Der var en anden lugt i luften. Den var egentlig ganske tydelig, men ikke til at sætte en hov på hvad den præcis lugtede af. Den var bestemt ikke væmmelig, lugten var nok tæt på at være lige så naturlig som træernes lugt, græssets og selv hen af regnens lugt. Eagle havde en gang før været på disse kanter, men da havde han ej fundet den sorte, tvært imod havde han mødt en meget lille hoppe. En plag, men meget mindre end de plage han ellers i sin tid havde set.
Eagle gengældte hendes brummene med et venligt puf. Det var tydeligt at den gyldne hoppe lyste op netop som de var kommet ind i flokkens område. Den ældre hingst forstod, at have et hjem og en flok var en stor glæde og en stor tryghed; et sted man kunne være i sikkerhed.

"Jeg kender ej disse vogtere du omtaler, men giv mig et kendetegn på dem og jeg skal lede og søge dem. Mine nye evner må give mig en vis fordel i sådan en søen. Ser du, jeg er blevet givet gaven til at kunne se igennem andre levende væsners øjne."

Eagle var glad for sin evne det var en helt fantastisk oplevelse. Han havde mest benyttet det igennem fugle, men han havde i sinde at forsøge sig med dyr under vand en dag, men lige nu havde han ikke helt styr på evnerne endnu og det var ikke længe af gangen han kunne holde kontakten med det udvalgte dyr. Eagle havde efterhånden erfaret sig, at så snart han ikke længere selv kunne se det valgte dyr mistede han forbindelse. Afstanden blev simpelthen for stor, i forhold til hvad hans evner lige nu rakte til.

"7, et godt tal hvis du spørger mig. Lad os dog håbe vi bliver flere, og det er jeg sikker på nok skal ske. Hvis der er noget jeg har lært imens jeg har været her i Andromeda, er at landet flyder med utrolige selskaber og alt kan ske."

Han brummede mildt. Han havde en fornemmelse at være i flertal, men han kunne lige så godt tage fejl. Faktisk havde han ingen anelse om hvor mange af disse såkaldte skygger der var. Var der nogen der vidste det? Måske var de i stort flertal og det kun var fordi Eagle ikke havde vidst hvor mange vogtere der var, at han følte de var mange.

Et lyttende øre var hele tiden vendt imod Ørneøjet, alt imens Illana's blik fredfyldt gled over omgivelsernes fascinerende farver og former. Imens de vandrede af sted med retning imod et ganske særligt træ, lyttede Illana både til hans åndedrag, skridt og brum. Da han på ny begyndte at snakke fjernede hun sit blik fra omgivelserne og lod hendes ravfarvede øjne betragte den guld-glødende hingst. Hans kendte ikke de to, som hun søgte; Illana brummede sagte med et lille smil. Det var en af Vogternes store svagheder - for de kendte ej meget til hinanden. Selvom det var med formål at stå sammen imod Skyggerne, at Illana var søgt ud for at samle Vogterne, så var det også nødvendigt af andre årsager. De burde kende hinanden, for uden viden om hinandens eksistens og evner, kunne de ej drage nytte af de egenskaber, som lå gemt i dem hver især. Sammen ville de altid være stærkere, og bedre til at beskytte landets magi. En sagte brummen forlod Illana's bug, hvor Lyset hans på ydersiden. Det lå blødt imod hendes korte sommerpels, og dets stadigt hvidlige Lys fik hendes pels til nærmest at funkle.

,,Matthew er Lydens Vogter; hans særlige kendetegn er en krystal om hans hals, og hans pels er nærmest spættet af marmorfarvede aftegn. Jaidev vogter himlen og bærer en kappe, som ligner himlen selv. Hvor disse oftest holder til er jeg dog uvidende om; ellers ville jeg håbe min vej på nuværende tidspunkt havde krydset deres."

Illana's blik var både en anelse vemodigt, men også stærkt; for hun vidste at de var derude, og at enten hende selv eller Ørneøjet ville finde de sidste to. Det var vigtigt de alle var samlet, for at kunne stå sammen imod de glubske Skygger, som bredte sig mere og mere i landet.
Den gyldnes mælkehvide hale svang ganske roligt bag hende i takt med hendes skridt, og snart var de så nær træet, af toppen af det kunne ses. Hun smilede nu en anelse bredere, da hingstens stemme igen lød; og da fortalte han hende noget helt fantastisk. Han fortalte hende om de evner, som han besad, evner der lød helt utrolige! Tænk at kunne beskue verdenen fra andres øjne af - noget Illana kun kunne drømme om. Hun lyttede intenst imens han fortalte og studerede ham alt imens nysgerrigt. Mon han kunne se igennem hendes, hvis hun lod ham? Og hvordan mon verdenen så ud fra en fugls øjne? Mange tanker fór rundt i hendes sind, alt imens hendes øjne hvilede imod hans krop.

,,Det lyder som en helt unik gave, som du er blevet givet Ørneøje; og jeg må sige, at den lyder utroligt passende. Må jeg spørge dig, hvordan ser verdenen ud fra synet af en fugl?"

Hun var umådeligt nysgerrig omkring dette, og for en stund tillod hun sig at lægge den alvorlige den af samtalen bort. Der var endnu tid nok til at få sagt det, som skulle siges i den sammenhæng; og nu ville hun for et øjeblik blot nyde hingstens selskab, og lytte til hans erfarende ord.

Den ældre hingst lyttede interesseret og nøje da Illana beskrev de to vogtere hun endnu manglede at finde, disse to som Eagle havde tilbudt sin hjælp med at finde. Ud fra hendes beskrivelse skulle det være simpelt, selvfølgelig ville de være til at genkende ud fra mængden. Selv efter mødet med lyset, Den Vise, havde hans eget udseende gået under en mindre forvandling. Det var ikke meget, men det var alligevel en ganske genkendelig forskel. Eagle nikkede sammentykkende. Han ville på sine vandringer søge disse to hingste. De måtte trods alt være at finde et sted der ude.

Eagle så sig an anelse omkring i flokkens område. Det var stort og frodigt og helt fredeligt. Her var flere lugte fra flere forskellige heste, flere Eagle ikke kunne genkende, men også nogle bekendte lugte. Eagle vidste han havde mødt flere der hørte til flokken, men at dømme nu, langt fra dem alle.
Opmærksomheden vendte den ældre hingst imod den gyldne da hun igen talte, og han hørte på hvert et ord hun sagde. Et smil tegnede sig om den lyse mule.

"I sandhed en fascinerende evne, synet igennem en fugls øjne er ganske ubeskriveligt. Jeg får følelsen af det endda er mig selv der flyver der oppe og ser ned. Alt virker småt og let, og jeg må sige det er virkelig nemt at danne et overblik."

Eagle brummede roligt og gav hende et venligt puf imod halsen. Han ville gerne dele det med hende, vise hende hvordan det var, men så langt strakte hans evner dog ikke. Det vidste han allerede nu.