På ny vandring (Illana)

Illana, den gyldne, lod sit indre forestille sig hvordan flokkens område måtte se ud fra øjnene af fuglene, der fløj mellem skyerne, bugtede sig mellem trætoppenes grene, dem der fløj ud over havet. Hvor måtte de se meget af verdenen, så meget som den gyldne selv aldrig ville kunne se. At se toppen af bjergene oppefra, at se hvordan en ø slangede sig gennem landskabet. Se Teylar oppefra, beskue dens medlemmer, se føllene lege. Det måtte være umådeligt fantastisk, det blev hun straks enig med sig selv om. Hun smilede bredt, inden hun gengældte den ældre hingsts puf, som han lod falde imod hendes gyldne skind.

,,Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan landet må se ud oppefra, men jeg er sikker på, at det er fantastisk. Hvis jeg havde din evne, ville jeg gøre det så ofte jeg kunne.."

Et lille fnis forlod den gyldne hoppes mule; ja, nok ville hun have teet sig som en unghest der var sluppet løs på en fantastisk eng, hvis hun havde en mulighed som den ældre guld-glødende hingst. Måske ville man kunne finde den gyldne i evig søgen på fugle, hvis øjne hun kunne dele. Tanken var munter og ganske fornøjelig; men så slog noget andet ind over - for den guld-glødende sagde jo, at det gav ham et godt overblik. Måske kunne han udnytte dette, til at finde de andre vogtere?
Med en lidt sigende brummen lod hun de ravfarvede øjne søge imod hans, med et næsten diskret spørgende udtryk.

,,Ørneøje, tror du at du kan bruge dine evner, til at lede efter Brêgo i flokken? Hvis du kan dele dine øjne med en fugl, der svæver over landet, kan du måske finde den brogede?"

Hun udspilede let sine næsebor - for egentlig brød hun sig ikke om at spørge om endnu en tjeneste; når hun i forvejen havde udspurgt hingsten omkring at møde hende, og de andre vogtere, på Tenga. Dog havde hun valgt at gøre det igen, for netop Ørneøjet havde faktisk evner, som var utroligt praktiske i forhold til den opgave, Illana endnu stod overfor, for at få samlet Vogterne inden næste fuldmåne.

Eagle lyttede til Illanas ord. Det fik ham til at små le, for som hun nævnte ville hun bruge evnen så ofte som muligt. Den ældre hingst måtte indrømme at det gjorde han også selv en del. Han nød det, og på samme tid kunne han øve sig og på den måde få mere kontrol over det. Jo mere han have brugt det jo bedre og lettere var det blevet.

"Jeg bruger min gave med jævne mellemrum."

Klukkede han muntert. Der gik ikke en dag imellem at han forsøgte sig frem, ofte med fugle, men af og til også med nogle af land dyr. Både store som små. Fuglene var dog hid til hans yndlings. Følelsen kunne ikke toppes af de andre dyr han hid til havde forsøgt sig med.
Atter talte Illana og den ældre hingst lyttede opmærksomt til hende. Hun havde knap behøvet at spørge, hendes udtryk i hendes blik talte tydeligt for sig selv.

"Jeg vil gerne give et forsøg."

Eagle brummede venligt til hende før han stoppede op. Han rettede sit blik imod himlen for at finde en fugl der fløj rundt over området. Det tog ham ikke lang tid at fokusere på en enkelt. Der var mange fugle i området og langt fra alle sad stille på en gren.
Eagle koncenterede sig, og det tog ikke lang tid før hans blik i sin egen krop blev sløret helt til og han mærkede følelsen af at slippe jorden. Det tog kun et split af et sekund før hans syn var hos den udvalgte fugl. Han søgte efter den brogede hingst Illana havde spurgt ham lede efter. Det havde været nemmest hvis Eagle selv kunne vælge hvor fuglen fløj hen af, så han systematisk kunne gennemgå området, men i stedet måtte han nøjes med den rute fuglen selv havde sat sig for. Det tog noget tid. Nogle minutter før den ældre hingst besluttede sig for at forsøge med en af de andre fugle; han havde prøvet et par gange før at skifte fra dyr til dyr uden at vende tilbage til sig selv inden, det gik ganske vidst også, men det var yderst besværligt.

Illana, den gyldne, stoppede sine skridt i en yndefuld parade, da den guldglødende hingst selv standsede. Hans latter, som havde lydt efter Illana's kommentar, hang endnu behageligt omkring dem, som havde eftermæglet af hans stemme sat stemningen i luften. Han indvilligede i at gøre et forsøg, kontakte en fugl og låne dens blik for at lede efter den brogede Brêgo, som højest sandsynligt vandrede et sted i flokkens område. Illana se nysgerrigt til, da den guldglødende havde udvalgt sig en fugl. Det var en fascinerende proces der udspillede sig for øjnene af den gyldne; hans aftegn, som i forvejen lignede flydende guld lyste nu endnu mere op, og omkring hingstens øjne nærmest skinnede det. Illana's ører blev spidset så meget de kunne, inden hun skuede imod himlens dække; hvilken fugl var det mon hans blik var delt med? Hun prustede højlydt, nysgerrigt, hvor imens Lyset om hendes hals atter begyndte at skinne helt hvidt. Når andre udøvede magi i Lysets nærhed, reagerede det kraftigt på det; og Lyset søgte ligeså at danne bånd med den magi, som Ørneøjet besad. Stråler fra krystallen om hendes hals skød frem, søgte imod den guldglødende hingst og berørte ham ganske forsigtigt, blandede sig med hans energi, mærkede på den. Så ren, som Lysets egen og af samme art - men dog havde Ørneøjet's magi sin egen finesse, sit eget særpræg, som det delte med Ørneøjet. Illana gøs, for hver gang hendes magi berørte andres, kunne hun fornemme det under det gyldne skind. Det kriblede under hendes pels, og hun kunne nærmest føle hendes egen energi blive beriget af hingstens ved hendes side.

Efter lidt stoppede Lysets stråler med at række efter hingsten, for kontakten var skabt. Lyset vendte tilbage til dets hvidlige gule lys, og Illana vrikkede ganske let med ørerne. Det var en speciel følelse at knytte bånd på denne måde; et bånd, som rakte ud over viljens. Dette var et magisk bånd, og for altid ville Lyset kunne føle den specielle energi som Ørneøjet besad når han var i hendes nærhed. Illana smilede let, inden hun rakte mulen frem for at røre ved hingstens brede hals, hvor hans guldglødende aftegn sad; og hun ventede nysgerrigt på at høre, hvilket syn den ældre hingst mon havde haft fra luftens enestående udsigt.

Den ældre hingst søgte i noget tid, havde fuglen ikke fløjet rundt i cirkler over samme område et stykke tid, havde det gået hurtigere med at få set området igennem. Til Eagles forbløffelse var området ikke nær så tomt som det kunne virke nede fra hvor hans krop og Illana endnu var. Oppe fra luften kunne flere heste ses rundt i området men også uden for. Det løftede altid humøret hos den gyldne hingst når han så forbløffende opdagede, at selv man troede man var alene, var det bare et spørgsmål om at dreje rundt om det næste hjørne og så ville man ej være alene længere.
Eagle slap fuglene, han lod den være alene. Han behøvede ikke længere trænge på og dele dens syn. For et split af et sekund var hans syn ingen steder, et sted i intet heden, men også kun for det korte øjeblik før hans syn atter vendte tilbage til hans egen krop. Det var altid en lidt besynderlig følelse at vende tilbage, for det føltes virkelig som det var hele hans sjæl der rejste med når han rakte ud efter andres dyrs syn. Som stod han blot helt tom på jorden og ventede på tilbagekomsten. Han brummede mildt og vendte sig imod Illana.

"Jeg vil ikke garantere for det var den brogede, jeg har set, men jeg fik et hurtigt blik af en jeg vil mene er ham. Hvis så, vandre han roligt rundt længere i den retning."

Eagle gav et lille kast med hoved i det retning han havde set en hest vandre. Oppe fra kunne det være svært at skelne imellem hvem der var hvem, speciel hvis det ikke var en man kendte. Måske var det denne hingst hun søgte, måske var det blot en forbipasserende eller en af flokkens andre medlemmer.

Hvordan magien virkede i landet, havde altid fascineret Illana. Meget magi, ud over hendes egen, havde hun dog ikke oplevet i landet endnu - men hun havde sanset at der lå langt mere, end øjet kunne skue. Lyset, som var ren magi, og som altid rakte ud for at danne bånd med andre energier, som det stødte på, fortalte hende altid når de mødte magi. At stå her, med den ravfarvede Ørneøje, var en oplevelse, som den gyldne ikke ville være foruden. Hun havde følt hans magi, Lyset havde rørt ham; hun havde set hvordan hans krop reagerede, og ventede i spænding på at høre, hvad han mon havde set.
Den gyldne hoppe havde lagt sit hoved let på sned, imens hun betragtede hingsten med de guld-glødende aftegn. Han var snart tilbage hos hende, og dette var mindst lige så fascinerende, som da han indledte sit skift af blik. Han så nu på hende igen og et smil bredte sig om mulen på den gyldne hoppe. Hendes ører var spidset, og lyttede intenst imens hingsten fortalte om hvad han havde set.
Hans vejledte hende i en retning, som han mente at have skimtet den brogede Brêgo. Illana så straks i samme retning, som hans hovedkast var rettet imod og nikkede herefter bekræftende. Hun ville undersøge det, så snart deres veje skiltes, og forhåbentlig ville hun finde den brogede leder.

,,Jeg takker dig, Ørneøje. Det er en stor tjeneste, og jeg håber jeg engang kan gengælde den. Men, Ørneøje, min nysgerrighed har altid været stor; hvordan ser flokken ud oppefra?"

Ivrigheden kunne sagtens spores i den gyldnes stemme, trods hendes liv efterhånden havde budt hende mange erfaringer. Hvis der var noget, som Illana aldrig blev træt af, var det at lære nye ting, og netop hendes nysgerrighed var nok det, som var grunden til hun den dag i dag vidste så meget om landets og dets magi; hun turde spørge, og hun nød at udveksle erfaringer og debattere om ting, meninger og oplevelser. Hun vrikkede atter let med ørerne inden hun venskabeligt puffede imod den lidt ældre hingst, hvis selskab var elskværdigt.

Da den gyldne Illana talte spidsede han ørene frem imod hende. Han lyttede opmærksomt til hendes ord. Et kort men høfligt nik kom fra den ældre hingst da hun takkede ham for hjælpen. Det var altid en fornøjelse at hjælpe hvor man kunne.

"Jeg håber du finder hingsten du søger. Og for at besvare dit spørgsmål, er flokken ganske enestående. Først antaget var her øde, utrolig øde og her nede fra ville vi ikke umiddelbart for øje på nogen; men her er flere. Selskab kan findes næsten om hvert eneste hjørne. Her er i sandhed en del liv."

Ufattelig nok virkede det her nede fra, som Illana og han selv var de eneste heste i flokkens område. Et område der både kunne give ly, men også åbne steder med græs. Et ganske godt område for en flok, lederen af flokken havde valgt et rigtig godt område.

Da hingsten fortalte om hans blik over Teylar, lyttede den gyldne hoppe med ivrighed. Han fortalte at der gemte sig sjæle flere steder i flokkens område, hvilket fik et smil til at tegnes om mulen på den gyldne sjæl. Hun vidste at flokken var levende, at her var flere; og selvom flokkens medlemmer ikke havde det stærke sammenhold, som kunne ønskes, så holdt de til her alligevel, fandt tryghed her, og det var langt det vigtigste. Hun brummede mildt, den gyldne, inden hun med et smil atter puffede imod den ravfarvede hingst. Lyset om hendes hals var faldet tilbage til dets vanlige, afdæmpede gule nuance, men i hjertet af Lyset var endnu en glød af den magi som Ørneøjet havde. Illana kunne mærke det, fornemme hvor kraftig den var, og kunne blive. Hun vrikkede let med det ene øre, inden hun lod en sigende brummen forlade hendes bug; det var ved at være tid til, at deres veje atter skiltes. Hun havde ledt ham i nærheden af den sorte Leonora, som han ønskede at finde, og hun havde fået spurgt om han ville møde hende på Tenga.

,,Du vise Ørneøje, en dag vil jeg håbe at jeg kan få et glimt af hvad du ser, når din unikke evne lader dig dele blikket med landets væsner; og for nu vil jeg byde dig farvel. Det et tid til at jeg må gå ud og finde den brogede Brêgo og fortsætte min søgen. Ørneøje, ved træet du ser til højre for dig, det store der står alene, der holder Leonora til. Hun er højest sandsynligt at finde i området vi er i nu. Det har været en fornøjelse at se dig igen, og jeg vil allerede glæde mig til næste gang; også selvom vi først måtte mødes igen på Tenga."

Hun lod sin mule strejfe imod hans, som en gestus der signalerede deres 'på gensyn'. Illana vidste i hvert fald at hun ville se den guld-glødende hingst igen. Hun smilede til ham, inden hun lod sin elegante krop vendes og hendes ben føre hende i den retning, hvori Ørneøjet havde skimtet den brogede Brêgo. De manglede så få nu, og hvis Ørneøjet ligeså havde held med at opspore en, eller begge af de hingste der manglede, da ville mødet på Tenga blive fuldendt.

[Out]