Islands

{Armonia}

Chibale. Øen der ikke bestod af så meget andet end tæt skov, grantræer. Ikke noget optimalt sted at udfolde sig på, langt fra. Og alligevel fandt han sig selv her. Ikke at det havde været nogen ubevidst rejse, hans sind havde været med hele vejen, men på trods af det, så følte han sig nu overraskende desorienteret. Det var ikke en ø han umiddelbart selv ville foretrække, en del af ham fandt den måske nærmest klaustrofobisk. Der var imidlertidig noget helt andet som trak, noget som intet havde med omgivelserne at gøre, og som lod til at forvirre endnu mere end selv denne ø’s komplicerede net af skjulte og halvt skjulte stier og veje. Stier han nu forsøgte at navigere ad, og egentlig klarede udmærket efter de efterhånden mange gange, han trods alt havde været her. Imens var der stille i ham. Det var kun hans praktiske hjerne der fungerede, og den kun lige med nød og næppe, nok til at finde den vanlige vej.

Han vidste egentlig ikke, hvad han faktisk syntes om situationen, han havde fundet sig selv i. Den var uventet. Han fandt sig selv bundet. Frivilligt, utroligt nok. Mere end frivilligt, han havde selv bundet sig, det var et ønske han pludselig så vokse i sig, i den krop han troede umulig at binde til noget som helst. Først var der magien og ansvaret, naturligvis. Men selv efter alt det, så var der noget mere. Noget han ønskede endnu mere. Ikke at han helt forstod hvad det var, han fandt blot sig selv håbløst bundet, og han måtte til sin egen forbavselse indse, at han ikke ville have det anerledes.



Islands
274 words

Atter engang havde den røde hoppe indfundet sig på øen Chibale – den ø, som hun bestemt anså som værende hendes hjem. Hun holdte ofte til på denne ø, fordi den gav hende en indre ro, med de mange træer der hviskede i vindens bevægelser. De hviskede i hendes øre, talte til hende, og gav hende mange fortællinger om landet og dets hemmeligheder. Hun nød at befinde sig i dette område, nød at være i et med naturen på en helt anden måde.
Hun var gået ind i den lysning hun så ofte befandt sig i, en lysning som ejede et stort piletræ, med lange pilegrene der faldt blødt ned og vejede i vinden og den retning det bar grenene i. Træet var hun ofte under, fordi hun kunne skjule sig, og derpå kunne hun sove i fred, uden at skulle holde alt for meget øje med sine omgivelser.
Men denne gang stod hun blot midt ude i lysningen, med blikket rettet imod den lille rislende bæk der snoede sig foran hende. Hun kiggede ned i det rislende vand, og lod sit eget spejlbillede forblive deri, betragtende.

Stilheden var stor lige nu, men savnet var endnu større. Den røde hoppe havde mistet to af dem hun havde mest nær i sit store hjerte, to hingste der betød uendelig meget for hende, på vidt forskellige måder, og alligevel en smule ens. Hun havde fundet dem begge – men igen var de forsvundet for hende, og frygten for at de var væk for altid var intimiderende og næsten ubærlig for den røde hoppe. Hendes øre vippede stille ud til siderne, i en mere sørgende stilling, inden hun lukkede øjnene, og så et ansigt for sit sind. Den maskuline og stolte vogter af lydene – Matthew. Ved deres sidste møde havde han fortalt om sin vogter titel og hun om hans. Deres samtale havde omhandlet meget af det, om at vænne sig til den nye titel og de nye evner. Efter det, var han forsvundet sporløst. Hvorhen, det anede hun ej. Mens hun stod der og lod minderne rive i hendes indre, blev hun dog forstyrret. For noget i hendes indre vækkede hende, bød hende at lytte til omgivelserne igen. Hun rejste derpå hovedet, drejede sig omkring, og lod ørene glide lyttende og opmærksom rundt; og dér, et sted inde imellem de tætte træer kunne hun svagt høre hovslag. Hendes øre flappede helt fremad, idet hun lyttede mere intenst. Kunne det virkelig være ham? Var han i live?

I en hurtig bevægelse trippede hun fremad, men tvang derefter sig selv til at stoppe. Var det for godt til at være sandt? Hun mimrede stille med mulen, inden hun da udsendte et kaldende og søgende vrinsk, ud imellem træerne. Var det virkelig ham? Hendes toner var kaldende, glædelige og samtidig en smule tilbageholdne; for hvis det ikke var ham, ville en skuffelse nok indtræde, hvis en vidt fremmede trådte frem mellem træerne og ud i lysningen til hende..

Han var tæt på nu. Og det var ikke kun hans sanser, omgivelserne som fortalte ham det. Det dæmrede et sted dybt inde, han ikke havde synderligt forstand på, og så alligevel… Lyden af en rislende bæk svingede mod ham, summede svagt og harmonerede med al det lyd som allerede eksisterede inden i ham. Var dette klogt? Bestemt ikke. Det var nærmest egoistisk af ham, i hans eget komplicerede og sammenfiltrede, men alligevel kynisk skarpe sind. Han vidste jo godt, hvad det senere kunne ende med, hvad han var i stand til, han kendte sin egen selvdestruktive side.. En brummen undslap ham, dæmpet, men dyb og fuldstændig rolig, i kontrast med alt det der foregik under overfladen. Men han var egentlig ufattelig rolig i dette øjeblik. Han havde allerede bestemt sig.

Træerne begyndte at åbne sig, de afslørede den lille, skjulte lysning, han før havde fundet sig selv i. Ikke mange gange, den brunes besøg havde det med at være sjældne, små storme der ruskede op i den ellers usædvanligt fredfyldte lysning. Han forstod, hvorfor hun yndede at være her. Den emmede nærmest af hende. Noget der fik hans mørke næseborer til at virre kraftigt, og nu nåede lyden ham også, en bølge af hendes lyse stemme. Han rettede sine skarpe ører fremad, og mærkede hvordan han overgav sig. Og så stod han der igen, han hørte sig selv udstøde en dyb brummen, højere denne gang. Den fine, røde skikkelse tegnede sig midt i lysningen, som lys og centrum mens han selv var standset ude i yderkanten. Hun var alligevel ikke langt borte nu.

"Armonia."



Islands
265 words

Hun stod helt stille, med ørene fremme imod de hovslag der havde været derude. Glæden i hendes indre, var knapt nok til at bære i den spinkle krop; og hendes hjerte bankede imod hendes bringe, i glæde og samtidig i frygt for at blive skuffet. Var det ham, eller spillede hendes sind hende et pus? Der imellem de tætte træer, begyndte en skikkelse svagt at kunne ses. En brun skikkelse, med de fine hvidlige aftegn, der var blevet ham givet, den dag han blev en vogter. Det var Matthew hun kunne se, det var hun næsten sikker på. Han kom tættere og tættere på, og stoppede så op, så hun kunne se ham, men dog stadig mellem træerne. Han stod der, med blikket i hendes retning, og udstødte en dyb brummende lyd, der fik hendes hjerte til kort at stoppe sine galoperende bevægelser, af ren og skær glæde. Matthew… Han var fundet.

,,Matthew”

Svarede hun med en blide og varme stemme, efter hans hilsen, mens et varmt og dog lille smil bredte sig på hendes røde mule. Hun ønskede at gå tæt på ham. Mærke hans skind, og fornemme hans virkelige eksistens. Men hun holdte sig selv i skindet. Dog valgte den røde og harmoniske hoppe, at gå nogle skridt nærmere ham, inden hun standsede op igen, stadig med en fin afstand imellem dem; for hun ville ikke skræmme ham væk igen. Hendes mule lod hun glide lidt længere frem, imod ham, for at indånde hans dufte; de var virkelig ham. Han stod virkelig foran hende. Igen trak hun mulen til sig, inden hun lod sine toner flyde ud og stoppe stilheden.

,,Jeg har ledt efter dig”

Sagde hun da, med en oprigtighed i sin stemme, og en smule afdæmpet.

Den brune hingst flyttede ikke på sig lige først. Han drejede sine bløde ører rundt mod omgivelserne et øjeblik, nærmest som for at tjekke, at de virkelig var alene, inden han igen rettede dem frem mod den røde hoppe idet hun kom ham nærmere. Lyden af hendes stemme snoede sig frem mod ham, blidt, uendeligt blidt i hans egne hærdede ører. Hun talte til ham, sagde at hun havde søgt ham. Noget han ikke havde forventet, trods deres sidste møde og hendes tydelige signaler at hun ville ham.. Ham, som han var. En kynisk, sarkastisk tanke sprang op i ham, at den røde årstidshoppe ville fortryde det inden længe, men den var kun flygtig, en flygtig hvisken fra hans mørkere jeg. Den kvaltes ligeså hurtigt som den udsprang, og hans sind var tomt et øjeblik endnu, da duften af hende fuldstændig tog pusten fra ham.

Så genvandt han endelig fatningen.

"Jeg er her nu."

Som var hun en magnet og han blot et håbløst, men villigt offer, trådte han frem mod den spinkle Armonia og strakte sin stærke hals. Han tog hendes duft ind, ænsede knap alle de små lydbølger som summede mod ham nærmest konstant fra alle sider, lyde af vinden, af træer som sukkede, af hans egne skridt tættere på årstidshoppen. Den var euforiserende. Endnu en brummen undslap ham, en dyb bas som signalerede, at han ønskede hende tættere på sig. For første gang søgte hans mørke, brede mule det følsomme skind på hendes slanke, fintformede hals.



Islands
249 words

Det hele virkede næsten for godt til at være sandt. Som var det en drøm der spillede i hendes sind, og ej noget der i virkeligheden skete. Men nok havde den røde hoppe et drømmende sind, der ofte kunne lade hendes tanker flyde vidt og bredt – men dette var ikke en drøm. Han var her. For hun kunne ej kun se og høre ham, men også fornemme den duft han bar med sig. Den duft, der betegnede ham så godt og som kun tilegnede sig den ædle og maskuline Matthew, og ingen anden. Han trådte hende nærmere og nærmere, efter at have sagt det der var sandheden; at han var her nu. Men han trådte hende tættere, uden at hun bad ham om det, han gjorde det frivilligt. Helt tæt på hende kom han pludselig, og hun mærkede hvordan hendes varme hjerte slog et ekstra hårdt slag imod hendes bringe. Mulen strakte han mod hende, og lod den ramme imod hendes sensitive skind på den røde hals.

Et afdæmpet og roligt prust forlod hendes næsebor, ved den blide og varme berøring. Hun mærkede ham for første gang, hvor han vitterligt gjorde det af egen frie vilje, og ej blot fordi hun havde søgt det, eller selv havde rørt ham som en invitation. De røde øre vippede forsigtigt ud til siderne, i en afslappet holdning, inden hun trådte ham et enkelt skridt nærmere. Selv lod hun sin fine mule ramme imod hans muskuløse skulder, i nogle varme og blide berøringer. Hun havde savnet ham – det var der slet ingen tvivl om. Hun erkendte det, og ville ej føle skyld over denne trang til at se ham igen, høre ham og måske endda røre ham. Og det var hvad hun gjorde lige i disse sekunder, hun rørte hans brune skind, og han rørte hendes røde.

¤Du har været savnet kære¤

Sagde hun da med en afdæmpet hvisken. Der var ingen grund til at tale højt, for hun vidste at han kunne høre hende ganske tydeligt trods den lavmeldte og blide stemme.

Hendes skind var glat og uendeligt blødt mod hans brede, mørke mule. Varme løb fra hendes krop til hans, og omvendt, og han mærkede det hele, mens han nu og da virrede på sine let opspilede næseborer. Snart mærkede han også hendes lille, fine mule mod sit eget skind, mod sin skulder, hvorefter han flyttede yderligere på sig, så han kunne nå og mærke mere af den slanke årstidshoppe. Så tæt på forstærkedes duften af hende, den gjorde ham næsten ør, tømte hans sind og efterlod blot hans bredskuldrede krop med et langsomt mere intenst behov for at komme den røde hoppe nærmere. Hun hviskede til ham, ord han opfangede, men det var mere lyden af stemmen som trængte ind, disse blide, svage toner der nærmest gav genlyd i ham. Et svar til hendes ærlige hvisken havde været på sin plads, men den brune hingst var tom for ord. Hendes duft og skind og blotte tilstedeværelse spillede med hans hjerne, og han var ved at overgive sig, ikke bare til hende, men også til sig selv, til sit eget behov for at have hende. Matt vippede kort med ørerne, inden et dybt pust undslap ham, nærmest som en dyb sukken fra et sted dybt i hans bryst. Langsomt inspicerede hans mule hende nærmere, strejfede hendes røde skind helt op til nakken og den lyse man, hvor duften af hende blandedes med den søde duft af blomster.

Hun havde ikke trukket sig endnu. Han var skam opmærksom på hendes kropssprog, på hendes små signaler, selvom hans sind befandt sig i en tåge, eller nærmest i et klarsyn; der var ingen tanker som forstyrrede, og hans krop var tilfreds, næsten tilfreds. Den higede ikke efter bevægelse, der var kun den røde hoppe. Han brummede ind mod hendes varme skind, og stod sådan, stille, i et langt øjeblik.

Så trådte han endelig længere frem, ned langs hendes fine krop stadig med mulen nær det røde skind, langsomt.



Islands
324 words

Det var så underligt, pludselig at stå side om side med denne hingst, der så længe havde været savnet af den røde hoppe. Det virkede uvirkeligt at hun endelig havde fundet ham, eller at han havde fundet hende. En længsel havde været hos den røde Armonia, en længsel efter blot at se ham, samt et håb om at få lov at røre ham, blot én enkelt gang. At de så stod nu, med mulerne imod hinandens skind, var kun et ønske for hende, hun ej var sikker på at få opfyldt; men det var det nu. Matthew virkede afklaret med situationen, som søgte han selv denne forening imellem de to sjæle, og ej blot fordi han søgte at gøre den røde hoppe glad. Armonias øre vippede forsigtigt omkring, men lyttede nok egentlig kun til den brune hingst vejrtrækning, for alt omkring dem virkede så stille og fredfyldt. Hans mule gled op til hendes nakke, og den lysere man, hvor han kort lod den hvile. Selv havde hun sin mule imod hans skulder, inden den langsomt gled lidt op af hans hals, i små og sirlige bevægelser. Hun brummede i nogle varme og blide toner, ganske afslappet og afklaret med den situation de stod i. Hun ønskede ham tæt på, så tæt på som det var muligt. Men hun lod ham styre tempoet, styre hvor meget og hvor lidt han ønskede de skulle røre hinanden.

Langsomt trådte han længere ned af hendes side, med mulen der rørte hendes skind endnu. Det sitrede kort henover det sensitive skind, der hvor han rørte; men det var bestemt ikke af ubehag. Sanserne styrede hende, som de måske også styrede ham lige nu; instinkter, der ikke kunne lægges låg på længere. Hun ville ham, ville ham inderligt. Hendes hoved faldt et lille hak ned, i en afslappet holdning, mens hun nu lod sin mule svagt røre imod hans bag lår, i en inviterende gestus. Han havde lov, han måtte gerne træde så tæt på hende, og længere ned. Halen bag hende løftede sig en lille smule, ganske svagt, som svar på hans sirlige bevægelser ned af hendes side..

Den brune hingst veg ikke fra årstidshoppens skind et øjeblik, han ville mærke det hele af hende, et behov som længe havde ligget og summet et sted dybt i hans bevidsthed, men som han af skåret af, ignoreret, undertrykt. Endnu en brummen steg op fra hans hals, nu mere ophidset da instinkterne satte ind og flød gennem hans stærke, varme krop. Han gav slip. Igen. Som da han forlod sin flok, det lille kongerige der egentlig var hans, men som aldrig havde føltes sådan; var han stukket af? Stak han af nu, fra sig selv? Det var lige omvendt. Han virrede kraftigt på sine mørke næseborer, da han efter et langt øjeblik nåede ned bag den røde, spinkle, fintbyggede hoppe, Armonia. Så stod han lidt, nogle få sekunder, stadig i sin døs, som vejrede han kort situationen. Men hun gav ham lov, med små, sigende bevægelser som fik hans krop til at sitre indenvendig, duften af hende, følelsen af hendes skind...

Han var ophidset, men da han igen bevægede sig, og snart kun stod på bagbenene med sin halve vægt over hende, var han mere forsigtig, for han var tung og hun var let som en fugl. Hans brede mule gled kort over hendes fine ryg, inden de blev ét, i et tidsrum som forekom den brune alt for kort. Snart stod han igen med alle fire hove på jorden og med en dyb, beroligende prusten.



Islands
236 words

Den røde hoppe vippede rundt med sine mandelformede øre, lyttende til de lyde der kom fra den brune og ædle Matthew. Han bevægede sig galant længere og længere ned af hendes side, men stoppede dog op. I et langt øjeblik flyttede han sig ikke yderligere, men da skete det; han trådte bag om hende, og stod nu helt bag hende. Den røde hoppe vidste godt hvilken sti de fulgte lige nu, og det var den sti hun længe havde ønsket at følge, med ham ved sin side. Armoina havde dog aldrig turde håbe på, at dette ville blive en virkelighed for hende. Men det så det ud til at blive.. I det næste øjeblik landede han imod hendes ryg, tung var han, men ej tungere end at hendes ben godt kunne holde til det.. Akten skete, med hendes fulde accept.

I det næste stod han med alle 4 ben plantet solidt på jorden, og prustede i nogle beroligende lyde til den røde hoppe. Hun drejede sig omkring, således at de igen stod med fronten i hinandens retning. Hun vippede forsigtigt med de bløde øre, inden hun lod sin mule ramme imod hans, fløjlsblødt og blidt. Hun kneb øjnene en smule i, og brummede i en sagte og varm tone, kun henvendt til den ædle og maskuline hingst, der stod hos hende. Hendes krop emmede af lykke, for det var hendes ønske at blive moder, et ønske der længe havde fyldt meget hos hende; men mest af alt var hun lykkelig over at have fundet den brune Matthew igen, og at han stod lige dér hos hende.