A guardian in the night | Christian

Tusmørket lå tungt omkring den gyldne hoppe, da hun vandrede ind i Teylar's område. Hun var vendt tilbage til flokken efter at have søgt atter engang efter de sidste vogtere, som hun manglede at få kontakt til. Hun var efterhånden træt, lettere udmattet - men endnu ved godt mod. Det skulle nok lykkedes det hele, det var hun sikker på.
Hun vandrede ganske stilfærdigt imod hendes yndlings soveplads, et ganske tørt stykke jord, beklædt med kort græs, under et af de større træer i flokkens midte. Her søgte hun altid at overnatte, når hun var i flokkens område, for her vidste hun, at hun var i sikkerhed. Brêgo var her, et eller andet sted, og de andre medlemmer af flokke hvilede også trygt - og trods Illana endnu ikke havde det store bekendtskab til dem alle, da følte hun sig sikker i deres nærværd.
Snart var hun ved sin soveplads, og hun stillede sig fredeligt under det store træ, hvis stærke grene snart ville bære blade igen. Hun smilede kort for sig selv ved tanken om det store træ, helt beklædt med stedsegrønne blade, der rakte sig imod solen. Det var en smuk tid, foråret og sommeren - det havde den gyldne hoppe altid syntes.
Med et lille vrik med øret tiltede hun sit bækken på sned og gjorde klar til at gå til ro - men i det samme hørtes en puslen i nærheden, og den gyldne hoppe rejste sin lange og slanke hals for at spejde efter den, som vandrede omkring på de sene timer.

Den lille pony trissede rundt for sig selv i midten af Teylar's område. Han havde endnu ikke forladt flokken, efter han var kommet hertil sidste sommer. Vinteren igennem havde han været her, lært flokkens område at kende, lært hvor han kunne finde mad og i det hele taget være en rigtig vild hest. Det havde ikke været let for ham, men altid havde han holdt sig tæt ved den brogede Brêgo, og af ham havde han lært ufatteligt meget.
Den meget lange pels havde holdt ham varm på de kolde nætter; og nu, hvor vinden af og til ruskede, nød han blot at være skabt nøjagtigt som han var. Vinden kunne hyle nok så meget, og få alle de store heste til at skutte sig under træer og mellem buske - men han havde et fantastisk! Nærmest jo mere vind og mere ruskende vejr, jo bedre havde han det. De varme somre nød han skam også, men det kunne være trægt når han var skabt til et barskere klima - så nu var det om at nyde vinteren mens den var der.
Han brummede stilfærdigt for sig selv, imens han i en afslappet trav havde sat kursen imod et af de større træer i flokken. Han havde godt luret, at der af og til stod en hoppe med en særlig gyldne farve her, og af en eller anden grund havde han slået vejen forbi denne aften, for at se om hun var der.
Snart fik han øje på hende, og hun havde fået øje på ham. Han smilede venligt og gjorde et lille nik, så den lange og tykke pandelok gjorde et lille hop; hvorefter han travede hen imod den gyldne sjæl. Hende ville han gerne lærer at kende.

En mindre sjæl kom nu den gyldne i møde. En lille, sortgrå hest med lyse striber i den lange, tætte man. Illana havde godt set den lille hest enkelte gange, når hun havde været i flokken; men aldrig havde hun haft muligheden for at snakke med ham. Forundret rettede hun sine ører frem og brummede hilsende imod den lille hingst, som nu høfligt gav sig til kende.
Den gyldne hoppe vendte sin front imod den lille hingst og lod sin lange hals sænkes lidt ned imod ham. Hun var umådeligt fascineret af den lille størrelse - for han var mindre, end alle andre hun havde set. Hendes ører forblev helt fremme, og hendes næsebor let udspilede. Da han kom hende helt tæt, tillod hun sig endda at puffe undersøgende imod hans mule, inden hun trak hovedet til sig med et smil.

,,Godaften, du lille. Hvad bringer dig denne vej, så sent?"

Spurgte den gyldne hoppe med sine ganske milde toner. Hun svirpede let og afslappet med halen, alt imens hun betragtede ham diskret. Hans krop var lille og tæt, men synede stærk. Synede til at kunne klare barske vinde og sne uden problemer. En kvalitet hun sommetider havde manglet selv - for hun var ganske modsat. Hun var bygget til varme og milde vinde; ej disse hårde og kolde, som fandtes i landet om vinteren. Hun lagde hovedet ganske let på sned, imens hun afventede den lille hingsts svar.

Den lille pony trådte an foran den gyldne hoppe, som havde et ganske særligt smykke hængende omkring sin hals. Han rettede sine små, afrundede og dunede ører helt frem og rakte omgående hans mørke mule frem imod hendes, da hun tilbød sin. Han snusede ganske nysgerrigt til den høje, spinkle hoppe og gengældte hendes puf uden bekymring. Hans smil, som herefter blev placeret på hans mule, bredte sig helt op til hans øjne, som lå gemt bag den tykke pandelok.
Han stillede sig hurtigt ganske præsentabelt, da hoppen hilste ham an. Med et respektfuldt nik brummede han ganske kort, inden hans erfarende stemme brød stilheden, som hoppens ord efterlod i det tætte tusmørke.

,,Godaften, du gyldne hoppe. Jeg ledte såmænd efter et passende sted at sove, men af ukendte årsager slog jeg vejen forbi dette træ, hvor jeg sommetider har set dig sove. Jeg tænkte, at jeg måske var heldig at træffe dig - og heldet havde åbenbart tilsmilet mig denne aften. Tillad mig at præsentere mig selv - Mit navn er Christian. Og hvilket navn bærer De, smukke hoppe?"

Den lille, ældre herre, ejede både høflighed og charme. Begge ting han yndede at benytte når chancen var det. Hans venlige smil blev siddende omkring hans mule, hvorefter han gjorde et galant buk med nakken for den høje hoppe, inden hans blik atter nysgerrigt var rettet imod hende. Han var så fascineret af de høje heste her - men også af den magi, der syntes at findes i landet - en magi, som denne hoppe også lod til at have. Ligheden med Brêgo's smykke var i hvert fald slående, og denne hoppe måtte have mødt det selv samme "lys" som Brêgo fortalte om i sin tid. Han brummede muntert, imens hans tætte hale lystigt svingede omkring hans bagpart.

Illana, den gyldne, lod smilet brede sig endnu mere på den grå mule, da først den lille hingst gav sig i kast med at besvare hendes spørgsmål. Han havde åbenbart søgt at møde den gyldne sjæl, hvilket havde lykkedes ham denne aften; og Illana kunne ikke lade værre med at føle sig ganske beæret. Hun rakte på ny mulen tættere den lille hingst, som nu præsenterede sig som Christian - et navn, som Illana ej havde hørt mage til før. Hun brummede en anelse forundret, inden hun med sine milde, varme toner gav sig til at svare; for den lille hingst havde spurgt efter hendes navn, og det skulle han selvfølgelig have.

,,Mit navn er Illana; og det er mig en ære at møde dig, Christian. Tillad mig at spørge, hvor stamme du egentlig fra?"

Måske var dette et lidt voldsomt spørgsmål, men den gyldne hoppe var både af høflig og nysgerrig natur. Hun fornemmede ikke, at det var at gå over grænsen hos den lille pony, som havde vagt en ganske behagelig, gul nuance i krystallen om hendes hals. Allerede nu brød Lyset sig ganske godt om den lille sjæl; og det mærkede Illana tydeligt. Hun brummede mildt imod hans lille mule, inden hun bakkede en smule og inviterede ham ind under det træ, som hun altid sov under. En ganske venlig gestus, der også indikerede at hun stolede på den lille sjæl. Om han ville tage imod det eller ej, var dog helt op til ham selv.

Nysgerrigt betragtede den lille pony hoppen foran ham; alt fra hendes smalle hoved, til hende grå mule - til den slanke hals og bringe, hvor smykket lå. Til smykkets nuancer, som var gledet imod det gule, til hendes lange og slanke ben. Hun måtte være skabt til fart, hvor han selv var skabt til at klatre i barske omgivelser, modstå vinden og leve af nærmest ingenting. Så langt fra hoppen her var han, men netop de store forskelle vakte mange nysgerrige spørgsmål i sindet på den ældre hingst. Han smilede bredt da hoppen præsenterede sig selv, og herefter spurgte hvor han kom fra - det var en fortælling som han nød at dele med andre. Dog inden han gik i gang, havde hoppen gjort plads til ham ved sin side under træet, og med et taknemmeligt nik trissede han ind og stillede sig pænt ved hendes side. Han så ingen grund til ikke at tage imod sådan en invitation; især ikke fra en hoppe.

,,Jo ser du, Illana - lad mig sige, hvilket smukt navn - jeg stammer fra en verden, som er meget ulig denne. Min verden rummede mange lande, delt af store have, hvor naturen var meget forskellig. Jeg selv boede kun i ét land, og her boede jeg hos væsner kaldet mennesker. Disse vandrede på to ben, og passede og plejede de heste, som de havde. Jeg boede på en fold, et område afgrænset af et hegn, så hestene ikke løb bort fra deres mennesker. Her fik vi mad, de plejede vores pels, og de red på os - sad på vores rygge - og vi bar dem rundt; i skoven, øvede dressur, sprang med dem. Alle mulige ting! Og så havde vi bokse og læskure, som man kunne stå i om natten, eller hvis det regnede. Lidt ligesom dette træ! Ja, min verden var meget anderledes end dette liv - men jeg tror også på, at du har en historie som starter et andet sted end her?"

Den lille pony lagde sit hoved på skrå, imens han betragtede hoppen. Han vidste udmærket hvordan han selv var kommet hertil - han skulle nemlig være død. Og mon ikke også han egentlig døde? Han havde ikke snakket med så mange om dette endnu, men han havde en formodning om, at de nok havde noget til fælles, de heste der boede i dette land. Måske var alle kommet hertil, efter de var døde? Måske var det her land en chance til? Han brummede nysgerrigt imod den større hoppe, alt imens han meget nøje betragtede hende og hendes reaktioner.

Den historie, som Illana nu blev præsenteret for, var så forskellig fra alt hun havde hørt før. Forundret spidsede hun sine ører imens den lille hingst fortalte - fortalte om mennesker, der red på hestene, gav dem mad og passede dem; men også lukkede dem inde på områder hvor de ikke kunne komme fra. Hvorfor gjorde de dog det? Hvorfor kunne de ikke bare stole på, at hestene blev der, hvis de holdt af dem? Illana svingede ganske let med halen imens hun lyttede. Den lille pony lod til at have en helt særlig evne for at fortælle - hans toneleje var fascinerende og han lod til at have så mange ting han ville fortælle. Hun smilede diskret, imens hun lyttede - og først da han var færdig, og spurgte hende om hendes historie, rømmede hun sig let.

,,Du har ganske ret, Christian. Og mange tak for komplimentet. Min historie startede i et andet land, ligesom din - men jeg har altid været fri. Vandret som en fri sjæl, uden at være spærret inde. Jeg har aldrig mødt disse mennesker du fortæller om, så jeg har svært ved at forestille mig hvordan de ser ud, og hvordan det må være. Men må jeg spørge, hvad er dressur, og hvordan var det at springe med noget på ryggen?"

Hun sænkede sit hoved ganske let igen, for at beskue ham tættere. Hans lange pels var ganske pæn faktisk, og på nogle punkter mindede den lidt om hende mages; blot tykkere endnu. Tanken om den månebrogede hingst fremkaldte et ganske særligt smil om mulen på den gyldne hoppe - og hun havde en idé om, at den månebrogede ville synes om den lille hest, som Illana selv gjorde det allerede. Hun viftede stadigt med den næsten mælkehvide hale af og til, imens hun spændt ventede på at høre mere om denne lille sjæls verden, som var så anderledes fra hendes.

Interesseret lyttede den lille skabning til den større hoppes ord. Han havde ganske ret i, at hun selv stammede fra et andet land - men et land, hvor hestene havde vandret frit. Mon det var samme land, som den hvidmaskede hingsts? Han brummede let; for hoppen her var langt fra lige så høj som ham, og han havde ytret at alle havde hans højde derfra hvor han kom. Så nok ikke samme land, men ligeså et land hvor alle vandrede frit. Han studsede et øjeblik over det - for det lå ham så fjernt, men på en måde misundende ham dem lidt. Hvis han selv havde levet frit, havde det nok været lettere for ham nu hvor han var havnet her.
Han rystede let sin lille krop over, inden han rakte op efter hoppen med et smil. Han ville med glæde fortælle hende om, hvordan det var med menneskerne - og nu hvor hun spurgte ind til det, gav han sig ivrigt i kast med at fortælle på ny.

,,Dressur er en disciplin, om bygger på hestens smidighed og styrke. Man skal bære sin rytter igennem øvelser, som kræver at man kan samle sig og bruge ryggen. Det er meget krævende, og jeg har ikke set nogen vild hest udøve sådanne øvelser; men jeg vil med glæde vise dig det en dag, når solen er oppe igen. Så er det lettere at se."

Han smilede og nappede ud efter hendes lange lyse man, som hang hende langt ned ad skulderen, ligesom hans egen gjorde. Han havde set mange heste til dressurstævner, af alle mulige typer, så han skulle ikke undre sig hvis den gyldne hoppe selv kunne nogle af øvelserne. Han rømmede sig kort efter igen, for der var mere at fortælle.

,,At springe med en rytter på ryggen er enormt sjovt. I starten var det svært, for hvis rytteren var ude af balance, følte man nærmest at man væltede til siden. Men når rytteren kunne sidde ordentligt, var det enormt sjovt. Så følte man at man fløj af sted og var ét med hinanden! Meget speciel følelse, og en jeg faktisk savner ret meget."

Kort gled hans blik over krystallen om hoppens hals. Den vakte så mange spørgsmål i hans sind, og selvom han var en høflig og tålmodig herre, følte han for at spørge indtil denne magiske genstand, nu hvor han havde besvaret nogle af hoppen spørgsmål.

,,Må jeg spørge dig, hvad det er for et smykke du har om halsen, og hvorfor det gløder sådan?"

Illana vippede sine øre lyttende rundt; mest af alt lyttede hun til den lille sjæls ord, som hun fandt umådeligt spændende - men hun lyttede også til omgivelsernes stille rislen. Det var en vigtig egenskab, for selvom de var i sikkerhed i flokken, kunne der komme farer forbi, som de ikke have råd til at overse.
Hun betragtede ham indgående, nysgerrigt; det han fortalte kunne godt lyde lidt som det hendes mage kunne. Han kunne samle sig i en sådan grad, at den gyldne slet ikke kunne forstå hvordan det var muligt, og danse rundt med en elegance ulig hendes. Måske var det netop dét som var dressur? Hun prøvede at forestille sig, hvordan det måtte se ud med et menneske på ryggen; men da hun ikke vidste hvordan disse så ud, kunne hun ikke få det til at passe. Et muntert prust forlod hendes mule, da den lille pony nappede hende i manen og hun skyndte sig at puffe imod hans mankekam med et lille grin. Hun rømmede sig kort efter han havde stillet sit spørgsmål om Lyset, som reagerede ved at lyse endnu mere klart - selvom Lyset ikke var en selvisk eksistens, så nød det når andre var nysgerrige omkring det.

,,Det jeg bærer om halsen, er en krystal som indeholder en lille del af det Lys, som Den Vise er skabt af. Den Vise er den sjæl, som vogter over landet, og sørger for at de, som har behov for det, finder vejen hertil. Den Vise er alle vegne, og kan fornemmes alle steder i landet - og han skænkede mig en del af sit lys, som jeg skulle beskytte imod de farer, som findes i landet. Det gløder ganske simpelt, fordi det er levende - og Lyset har sin egen vilje, som jeg blot kan mærke og forstå, men ej kontrollere"

Illana smilede let, inden hun med et lille slag med hovedet lod Lysets kugle fremkaldes over hovederne på dem. Hendes smil var en anelse skævt, imens hun betragtede den lille pony. Hvordan ville han mon reagere på dette?
Med en leende stemme snakkede hun atter, inden hun lod Lysets kugle svæve ned foran mulen på den lille sjæl.

,,Men nogle ting kan jeg kontrollere. Mine evner, som endnu er under udvikling, kan blandt andet fremkalde denne Lyskugle, som kan guide mig i de mørke tider, brede varme over en frossen ryg og jage Skyggerne bort, såfremt de søger at røre ved det."

Forundret lyttede den lille pony til de ord, som den større gyldne hoppe fremsagde. Hun snakkede om Den Vise, en eksistens han havde en formodning om hvad var, efter han havde haft snakket med den brogede Brêgo. Hun snakkede om Skygger, igen kun noget den lille sjæl havde stødt på i periferien. Hun snakkede om, at Lyset havde en vilje af dets egen, som var det en sjæl - og så alligevel ikke. Han måtte holde tungen lige i mulen for at finde meningen i det hele; men han vidste efterhånden, at landet rummede større magi end han selv havde kunnet forestille sig i sine drømme. Han brummede muntert, da først han mente at han havde fået styr på det hele i hovedet - men så blev han tavs. Foran ham svævede nu en kugle af lys, og dens milde varme kunne han snildt sanse på sin mule.
Forbavset var han, forundret. Tryllebundet måske. Han rakte meget forsigtigt ud, for at røre ved lyset, uden omtanke. Men han blev ikke mødt af en ubehagelig fornemmelse - nej, det var som at stikke mulen ned i et varmt tæppe, og samtidig føltes det som om hans energiniveau steg. Han endte ud med en lille latter, inden hans brune øjne søgte hoppens igen. Denne verden og dens beboere blev ved med at overraske ham!

,,Jeg må erkende, at jeg næsten er tom for ord. Din magi, Illana, er godt nok fantastisk. Aldrig har jeg set noget lignende."

Han viftede så ivrigt med sin hale han kunne, imens han indgående studerede den lysende kugle igen. Hvad var det mon? Hvordan kunne han forstå tanken om en energi, som ikke var en sjæl, og så måske alligevel? Åh, de mysterier der endnu var i denne verden for den lille hingst at opdage kunne næsten tage pusten fra ham. Han brummede ivrigt, inden han dog vrikkede sine små ører en anelse til siden - for hun havde også nævnt noget om "skygger", hvilket han ikke helt forstod hvad var.

,,Illana, du nævnte Skygger. Kan du fortælle mig, hvad eller hvem de/det er? Er de den farer, du omtalte?"

Han rakte mulen søgende imod hende, imens han ventede på et svar. Hvad var det mon hun snakkede om - og var det noget, som man burde frygte?

Illana, den gyldne, brummede glædeligt over den lille hingsts reaktion, da han rørte ved Lyset. Hun mærkede det selv, hvordan Lysets energi blandede sig med hans. Hun fornemmede en ældre energi, fyldt med erfaringer og oplevelser. Hun brummede mildt; for denne pony lod til at gemme på mange fantastiske fortællinger, og Lyset lod til at sanse det ligeså. Hun viftede let med halen og brummede muntert ved hans ord omkring magien og hun puffede ganske blidt til hans kind.
Snart efter spurgt han omkring Skyggerne; og Illana hævede hovedet med et lidt mere alvorligt utryk i de brune, udtryksfulde øjne.

,,Det har du selvfølgelig ret til at vide, Christian. Ser du, Skyggerne er levende væsner, som bor på øen hvor vulkanen har plads. Der er flere tusinde af dem, og de kan samle sig til ét væsen, eller forblive delt i mange. Disse Skygger har et ønske om et henligge landet i mørke og slavebinde alle dem der bor her. De rekruttere de, som de kan få overtalt, tilbyder dem magiske egenskaber med kræfter til at skade andre. Skyggerne har dog en svaghed overfor Lys, blandt andet, og håb. Men jeg vil råde dig til at holde dig fra øen med vulkanen, for Skyggerne kan yde store skader på dem, som de får fanget i deres net."

Hun brummede dæmpet, inden hun sænkede halsen en smule. Hun håbede så inderligt, at Skyggerne aldrig ville lykkedes med deres onde plan, men desværre lod deres antal af tilhængere til at vokse. Det var grunden til, at hun var begyndt at samle vogterne, for de var nødt til at stå sammen, hvis de skulle have en chance. Hun lagde blikket imod den lille sjæl - en sjæl, så uskyldig som ham, håbede hun aldrig ville møde Skyggerne; han fortjente langt bedre.

Christian lyttede meget intenst til den fortælling, som den gyldne hoppe kort efter kom med. Disse Skygger, levende væsner, onde og glubske som hun fortalte om, lød langt mere som en ond drøm end virkelighed. Dog var den lille pony sikker på, at hun fortalte sandheden, og det var en sandhed han måtte gå og tænke lidt over, for at forstå. Aldrig havde han været rigtig i fare før; så det var en ny tilværelse den lille sjæl atter skulle tilpasse sig. Han brummede eftertænksomt, inden han puffede forsigtigt til hoppens skulder. Det var tydeligt, at det også gik hende på, at der fandtes sådan en fare i landet - men det lød til, at Skyggerne frygtede Lyset. Hoppen kunne måske klare disse farer, hvis de angreb hende? Han brummede sagte ved sin tanke, men besluttede sig for ikke at spørge mere ind til dette for nu. Det var mange informationer han havde fået, og han skulle bruge tid på at bearbejde dem i sit sind. Han smilede derfor blot let til den gyldne hoppe, inden hans stemme brød stilheden imellem dem.

,,Landet her rummer så meget mere, end jeg nogensinde havde regnet med. Magi, farer, heste af alle typer, fantastiske landskaber. Jeg må sande, at det er overvældende; men alligevel føler jeg mig beæret over at være en del af det."

Hans smil vedblev omkring hans mule, inden han lod blikket glide forbi den lysende kugle igen. Han betragtede den et øjeblik, inden han lod blikket glide ud over den fredfyldte flok. Endnu kendte han langt fra alle, men flokken virkede bare så sikker. Han kunne ikke forestille sig farer her.
Et lille gab gled over hans mule; timerne var ved at være sene, og selvom selskabet var ham umådeligt spændende, og selvom de to kunne snakke mange timer endnu, var det ved at være tid for den ældre herre at sove. Et lidt uskyldigt smil sendte han den gyldne hoppe, som for at undskylde; trods søvnighed blot var en ganske naturlig ting.

Lysets kugle hang fredfyldt omkring de to sjæle, imens Lyset reagerede på den samtale, de to havde kørende. Den havde stimuleret Lyset ganske meget, og allerede nu var der en varm følelse omkring den ældre hingst, fra Lysets side af. Illana smilede ganske mildt, og da hans stemme brød stilheden på ny, lyttede hun. Hans visdom kunne let fornemmes gennem hans ord, men hans visdom rummede viden om en helt anden verden. Denne var for ham endnu ny, og den lille sjæl havde meget at lære - ligesom Illana endnu havde meget at lære om andre verdener, end denne. Hun var sikker på, at de to nok med tiden skulle udveksle mange ord, bruge mange timer i hinandens selskab - men denne dag var for alvor gået på held. Hun sænkede hovedet og puffede let til den lille skabning, som kort efter gabte. Hun lod en leende tone lyde, inden hun lod Lysets kugle svæve tættere på dem, så dets milde varme kunne sanses.

,,Christian, jeg må sande at du er en hingst med mange fortællinger, som jeg vil glæde mig til at høre; men dagen er omme, og jeg vil gerne tilbyde dig at sove ved min side i nat. Lyset vil våge over os, så vi kan trygt sove. Hvil du blot her, så kan vi sammen vandre til søen i morgen."

Illana brummede sagte, hvorefter hun stillede sig til rette under det store træ. Denne aften, som hun havde regnet med skulle tilbringes alene havde budt hende på et nyt venskab og ny viden. Hun gik til ro med mange tanker i sit sind; drømme om disse fremmede mennesker og den verden, som den lille pony kendte. Og samtidig med en glæde om, at have lært endnu en af landets beboere at kende.

Den større hoppe lod til at opfange, at den lille pony trængte til hvile. Da hun puffede til ham, strøg han hende forsigtigt over mulen, inden et smil fandt vej til hans mørke hoved. Hun tilbød ham at sove hos hende, og det var en gestus han ikke ville takke nej til. Han smilede ærbødigt til hende, inden han galant gjorde en nejende bevægelse for hoppen med Lyset.

,,Jeg takker dig for dit tilbud, Illana, og jeg vil med glæde sove ved din side. Må natten bringe dig gode drømme. Vi ses i morgen, når solen står op"

Derpå lagde den lille sjæl sig ved siden af den stående hoppe. Der gik lidt, inden han faldt helt til ro, for hans tanker kunne ikke rigtig stoppe med at cirkle omkring Lyset, Skygger, magi. Der var så meget han skulle forstå, men han var taknemmelig for den visdom hoppen havde delt med ham. Inden han lukkede sine øjne og faldt i søvn, beskuede han Lysets kugle en sidste gang. Det var en smuk ting, fascinerende ting, som han håbede han ville få at se igen. Under Lysets milde varme og årvågne energi faldt de to sjæle i søvn og vågnede først da solen var på vej over himlen igen.

[Slut]