Winter Calls

{Illana}

Den mørkebrune fandt sig selv ude i det åbne. Her var ikke mange lyde at opfange, kun vinden susede for hans ører og udgjorde sit eget sæt af bølger, der summede mod hans indre. Men her var plads, her var tomhed han kunne fylde ud med sin egen energi. Og det var netop hvad han gjorde. Matt strakte sit slanke, stærke korpus i en kraftfuld galop, med en af Enophis’ store skove i sigte. Han havde ikke set et øje på øen i dagevis, hvilket i hans stille sind ikke gjorde ham det mindste. Plads var hvad han havde haft brug for, tid til at lytte. Og mærke, vænne sig til den nye fornemmelse det havde været, at opfange al lyd ned til mindste detalje, mærke det respondere med noget inden i ham selv. Al lyd var en del af ham nu.

Mon de andre vogtere følte den samme slags tilknytning til det, de nu end var sat til at tage vare på? Det var til gengæld skabninger, han var opsat på at støde ind i, andre vogtere. Der måtte være et samarbejde, ellers så han ikke hvordan den cirkel, de trodsalt var, fungerede. Måske passede de blot hver deres lille andel. At være på egen hånd var også hans foretrukne tilstand, men med det her havde han accepteret et ansvar. Han brummede en anelse for sig selv, i en dyb tone, da han sænkede farten henover det stride underlag. Vinteren var her virkelig nu, kold og ubarmhjertig, sådan som han kunne lide det.



Winter Calls
254 words

En gylden hoppe stod i udkanten af en af de større skove på Enophis. Hun havde atter søgt denne ø, som hun havde gjort det utallige gange efterhånden i sin søgen efter de Vogtere, som hun vidste befandt sig i landet. Det var lykkedes hende at finde Djange i bjergene, Armonia i flokken. Eagle Eye lige ved udkanten af Teylar. Brêgo vandrede sine vante ture langs flokkens grænser - og hun manglede nu blot to. To brune hingste, som hun måtte søge, for at få samling på de, hvis skikkelser var blevet velsignet - de, som burde stå sammen, for at beskytte landet mod Skyggernes stadigt voksende trussel.
Et brum forlod stille hendes mule, i det hun kastede blikket ud over de åbne vidder, der lå mellem skoven og bjergene. Og om ikke heldet tilsmilede hoppe præcis denne dag - for en ganske særligt brun hingst, lod sin prægtige krop strækkes i galop over det åbne område. En hingst, hvis krop nærmest var beklædt med sølvlignende marmor. Hun hævede sit gyldne hoved, da Lyset omkring hendes hals begyndte at skinne velkendt hvidt, som det altid gjorde når det sansede en andens Vogters energi. Hun smilede kort for sig selv, inden hun lod et vrinsk forlade hendes strube, et kald imod denne brune Matthew, hvis sjæl hun aldrig for alvor havde været i nærkontakt med før.