Længe siden (Djange)

Det var et syn der var blevet til en sjældenhed, at se den næsten helt hvide skyggehoppe væk fra Foehns kyster. Den hvide hoppe havde nu heller ikke forladt askeøen for ingen ting. Hun havde et helt klat formål ved at have forladt broderskabets område- hans område.
Hvor længe sæden det havde været at den blege hoppe havde betrådt netop disse områder, var efterhånden svært at sige. Det var i hvert fald før Belial var kommet til. Han var voksen nu. Trods det var så længe siden lignede alt sig selv. Her var dog lysere end Myth huskede, her var så lyst det nærmest skar i hendes tomme øjne. Den smerte fortrængte hun, der var kun en smerte hun ikke kunne glemme, og trods får hun stadig havde lyst til at skrige og vride sig over den manglede sjæl, den manglede skygge, var hun nød til at kæmpe. Man skulle have troet smerten ville høre op, det gjorde den ikke, men længslen efter hævn voksede og voksede og gjorde smerterne udeholdlige.
Den næsten helt hvide hoppe nåede til bjergende langt om længe og hun tøvede ikke med at forsætte. Han måtte være der. Det var her han hørte til! Det var her han havde vidst sin hule og kilden, her han havde bedt hende om hjælp. Myth fnøs, hun ville have hjulpet ham, med alt andet end det han havde spurgt hende om den gang. Alt andet end at vende sig mod det hun havde set som sin eneste redning. Den hvide hoppe fortrød ikke sit valg, heller ikke selvom det valg hun havde taget i sidste ende ville koste den hingst hun netop nu opsøgte. Den hingst hun rungede dybe følelser for, men ikke måtte. Den hingst der var fader til hendes to- uduelige sønner, hvor den ene af dem var grunden for hun var søgt her til i første omgang.

Man kunne nemt slå fast at den hvide skygge hoppe var følelsesløs, eller i hvert fald kun rummede hadefulde følelser- og til en stor del gjorde hun det også. Men dybt inde, begravet solidt var der mange andre følelser og det var disse følelser hun reagerede på nu. Hun måtte beskytte sin søn, trods han havde svigtet hende. Svigtet broderskabet. Myth bebrejdede sig selv for den del. Hun burde have vidst bedre end at lade en vogter tage sig af ham.. ikke at Belial var endt meget bedre. Det var et hårdt fnøs der kom fra den hvide hoppe. Belial var der stadig håb for, men Lupë var tabt. Han var for meget lig sin fader. Han er ikke i sikkerhed hos hende mere. Myth kan ikke beskytte ham.

Som den hvide hoppe noget op i bjergende lod hun et højt kaldende vrinsk lyde. Vrinsket var dødt i tonerne og det var koldt. Næsten et skrig. En forfærdelig lyd. Hun søgte en bestemt- og hvis andre skulle reagere ville de fortryde det. Myth var ikke i humør til fremmed, og bestemt ikke efter den forrige fremmede flået hende. Nej, kun den let brogede Djange ville ikke ende med at fortryde at søge hende,

Vinteren havde været lang, såvel som kold og hård. Det meste af vinteren havde han egentlig holdt sig sammen med Lupë, hvis ikke han havde været i flokken Teylar, hvor han vidste Brêgo og Illana kunne holde øje med ham. Som sådan var han selv meget tilfreds over Lupë og hans sind... i modsætning til Belial. Belial som han egentlig ikke havde set siden han var gammel nok til at drage fra Foehn uden den næsten hvide hoppe. Det seneste han havde ørt var jo endnu at Belial havde opsøgt denne Rumpelstilskin for at få sølle udseendeændringer, mod Lupës medødte kræfter. Vreden i ham nagede ham endnu, mest fordi han havde set hvor stort et tab det var for Lupë.

Den letbrogede hingst, bag rustningen der prydede hans stolte aura, blev nu vagt fra den ellers rolige stilhed. Næsten som et hylende skrig, bar klippevæggene vrinsket med sig som et ekko. Den store ørn der altid vågede i hans nærhed, lød et slående vingefang, før han bemærkede hvordan den løj bort... for nu. Anseende missede han de krystalblå øjne, skeptisk. Kunne det virkelig være? Anspændt stod han stolt og rankt for en stund, før han udsendte et hæst og hårdtslående fnys!

Sekunderne tog til i stilhed derefter, før han trådte frem, målrettet. Med kursen i retningen af udsagnet. Mod sin næsten hvide hoppe.

Dealy Myth lyttede, hun forsatte med at lytte efter hingstens hun søgtes svar. Hun hørte ikke et vrinsk, intet. Det var heller ikke sikkert at den let brogede hingst ville befinde sig i bjergende netop nu, men han ville med sikkerhed vende tilbage før eller siden, og den hvide hoppe havde ikke tænkt sig at vende rundt før hun havde set ham. Af flere grunde længtes hun efter at se den let brogede Djange.
Det var målrettet at den blege hoppe begav sig frem og op. Hun havde kursen imod det ene sted Djange en gang havde vist hende, hun kunne vente der hvis ikke hun stødte på ham inden. Til forskel fra før i tiden virkede den næsten helt hvide hoppe ikke død i sine bevægelser. Den brogede Jivala havde vækket noget i hende, noget der havde gjort det muligt for følelser at nå overfladen; mest havde det været smerte og had, men flere følelser havde i ny og næ dukket op. Myth havde kæmpet imod, hun gjorde stadig. Følelser gjorde hende svag. Svag nok til ikke at kunne modstå Djange. En hingst hun burde ønske død. En hingst der var hendes fjende, men også så meget mere. En hingst hun nærede dybe følelser for.

Skyggehoppen var nået langt op i de bjergende hun ikke havde færdes i siden; siden hun havde vendt ryggen til Djange, men hun bevægede sig uden besvær. Bjergende var ikke stor forskel fra vulkanen. For uden disse var ikke herrens fængsel.
De kul sorte øjne var rettet lige frem stift var blikket, end blinkede den næsten helt hvide hoppe ikke. Øjne var og ville altid være tomme, det var nær som umuligt at trænge igennem de skygger der lå over hendes ellers brune øjne.

Han fortsatte med samme kurs, ind til han pludselig blev opmærksom på hvor hun egentlig befandt sig. Han stoppede brat i samme sekund som han opfangede lyden af hendes hove mod det hårde stenlag. Han missede de krystalblå øjne en kende, alt imens hans tilbagevendte ører rykkede en anelse på sig. Der blev stille igen, og kun hans eget åndedrag kunne han atter hører. Men atter hørte han nu de målrettede hovslag; og straks blev han sikker.

Målrettet trådte han ligeledes frem, hun var lige rundt om hjørnet. En blid brise gjorde ham sikker i sin sag, da hendes genkendelige duft blev båret der med. Hans standhaftige og præciserende skridt slækkede nu en anelse på holdning for der i stedet at øge skridtlængden. Han rankede sig dog endnu, alt imens det kolde og tomme blik så stirrende frem. Spejdende, som en hø efter sit magtesløse bytte.

Det slog ham hårdt, som vandrede han uvidende ind i en usynlig mur, da hun pludselig var i syne; den næsten hvide hoppe. Hans moder til hans to afkom, hans i og for sig mage, hans store kærlighed.. hans fjende, på så mange punkter. Det sitrede helt i hans indre af bar' synet ved hende, mens han halvt var stoppet op for et kvart sekund. De intetsigende og døde øjne, den varierende lyse pels, de slanke linjer og efterhånden mere og mere fyldige man, så han for sig. Men denne gang i live, frem for i sine drømme.

Men noget var anerledens... Stille lød en hingstet, hæs og dyb brummen fra den let brogede hingst; mens han samtidig atter nærmede sig, roligt, langsomt.

Hun var mere, levende på en måde? Mere udtryksfuld i sin aura, ikke meget. Men det var alligevel så han bed sig mærke i det?

Den næsten helt hvide hoppe stoppede op som hun kom rundt om hjørnet af et klippestykke. Helt mekanisk var hendes bevægelse. Det kantede hoved blev løftet. Han var dér! Lige dér foran hende. Han så ud som han havde gjort sidst hun så ham. Han var præcis som hun huskede ham. Stolt og rang. Fast som en klippe.
De mandelformede øre rykkede sig en anelse fra nakken, hvor de ellers altid sad som kunne de ikke vende den modsatte vej. Hun tog ikke lang tid om at genoptage sine skridt og rykke nærmere ham. Hun ville tæt på ham, hun ønskede at røre ham. Hendes indre var i ren kaos af følelser, og den enorme savn blussede op. Hun længtes efter den hingst hun ikke burde være med, men hun inderst inde ønskede det. Selvom skyggerne fik hende til at få blandet følelser.
Myth gengældte hans brummen hæst. Hun stoppede op, stadig med en anelse afstand til ham, før hun søgende strakte mulen frem imod den let brogede hingst. Det slå gnister for hende; for hun havde lyst til røre ham blidt, mens skyggerne i hende havde lyst til at flå ham. Det var mærkeligt og svært at hade og elske en og samme person. Myth ville kæmpe imod hvad hun burde, før at udtrykke hvad hun selv vil.
Hun vil ikke skade ham, Hun ønsker ikke at skade ham. Lige nu; aldrig- men kom det til stykket vidste den hvide hoppe at hun ikke ville kunne modstå skyggernes, herrens ønske. Alt det her.. var kun på lånt tid. Det gjorde ondt at tænke på, men de to havde gået af to forskellige veje og det ville betyde i sidste ende at de aldrig rigtig vil kunne være sammen. Hun vidste det fra start, og hele forløbet igennem havde det været forkert og alligevel af egoistiske grunde havde hun ikke stoppet det. Ikke en gang prøvet.

Myth søgte hans blå øjne. Hun søgte ind i det tomme intet signende dyb, som hun så mange gange havde gjort før. Igen lød en brummen fra hende, denne gang mere lavmeldt. Hvis blot han ikke havde valgt at støtte lyset og løgnene. Hvis han kunne åbne øjne op og se den sandhed Myth kender og tror på. Hun ville aldrig tvinge ham, som hun aldrig ville tvinge sine sønner- heller ikke selvom de begge har skuffet hende stort. De begge havde forrådt hende. Og trods dette- kunne den næsten hvide hoppe ikke lade tingene gå sin gang. Hun måtte beskytte dem som hun kunne.

"Djange."

Stemmen var hæs og slidt at høre på. Hun havde ikke talt med nogen i dagevis.. måske endda længere. Den næsten hvide hoppe havde mistet fornemmelse af tid fra den dag den fremmede brogede hoppe havde stjålet fra hende- flået hende. Siden den dag har hun følt. Følt alt! De barrikader skyggehoppen havde lagt op var svækket, næsten helt væk.

Der var hun jo...

Hendes mekaniske genkendelige bevægelser satte minder i gang, mens han forsøgte at huske hvor lang tid siden det egentlig var han sidst havde set hende. Belial var også voksen nu, og om det havde været før Belials tid eller lige efter han var kommet til, kunne han ærligt ikke mindes?

Hun bevægede sig yderligere, og fortsatte med dette, mens hendes genkendelige brummen lød for hans ører. Kort havde hans tilbagevendte ører rykket en kende på sig, i samspil med hendes mule var blevet strakt frem. Den spraglede mule, som han endda huskede endnu mørkere end den var nu. Tiden var gået, både for landet.. men også for dem.

Deres blikke fangede hinandens, alt imens hans kolde og tomme blik så i hendes døde og intetsigende. Alligevel opstod der atter et virvar af følelser hos den let brogede hingst, som der nu altid gjorde. Det var ham ikke til at forstå han hun havde opsøgt ham? Det måtte være den første gang... faktisk.. siden hun besluttede at vælge den mørke side. Hvilket satte en del tanker, samt skyldfølelser op. Måske hun ikke var så død og følelsesløs som han indimellem var begyndt at ærgrer sig over. Ak ja.. Han savnede hende mere og mere, for hver dag. Men ikke som hun var, nærmere som hun engang var. Dengang hun var den stille næsten hvide hoppe, med en aura han ikke den dag i dag overhoved kunne forklare. Dengang hun bare de dybe bløde øjne, som han kunne svømme langt ind i, uden alligevel overhoved at få et eneste svar. Han savnede hende.

Noget gav ham dog et mildt håb om hun måske stadig var der inde, når nu hun stod her? I dette samme sekund. På Enophis - i bjergende.

Atter lød hendes brummen, efterfuldt af hans eget lave respons i form af en stille hæs brummen. Selv strakte han nu mulen nærmere, uden at tabe den ranke holdning alt for meget.

Djange.

"Deadly Myth."; hans svar kom nærmest overlappende på hendes udtale, næsten hviskende, sageligt - på trods af at hans stemme endnu forholdt sig hæs og tonløs.

Han strakte det sidste stykke, og lod da også kroppen følge med ham nærmere hende, før det slog ham hårdt, at hun var kold - da først hans varme mule berørte hende. Svagt lukkede han stille øjnene i, af en svag pinsel, som han end ikke afslørede for hende. Roligt åbnede han de kolde og tomme øjne på ny, mens han ej lod sig slippe af hendes blik.

Et dyb så uendeligt, som ville det aldrig høre op et tomt dyb hvor bag ved dybt inde bag ved var gemt alt hvad denne let brogede hingst havde på sinde, hvad der gemte sig i hans indre. Uendelig blå og dybe alligevel tomme som en skjold. Hun flyttede ikke sit blik fra hans, end ikke da hans mule røre hendes. Det slå gnistre af blandede følelser at mærke hans varme mule imod hendes kolde skind. Alt skreg i hende af modsætninger. En indre krig om hvad hun havde lyst til, hvad de havde lyst til, hvad hun burde og hvad hun ikke ville. Behag og ubehag. Alle disse blandede følelser var til at blive sindsyg af- og på mange måder var den næsten hvide hoppe gået hen blevet det. På mange andre måder var hun vågnet fra den dybe søvn hun havde været i.

"Jeg kommer på grund af Lupë."

Hendes stemme var hæs og næsten kun en hvisken, men ordende var tydelige, lyttede man godt kunne man fornemme det skjold der havde gjort hendes stemme kold og følelses forladt var svækket, og både vrede, sort og varme var at spore. Kun svagt, og man skulle virkelig lytte for at opfange det i de korte hæse toner.

"Han har forrådt os.. Jeg kan ikke beskytte ham. Hold ham væk. Jeg beder dig."

Det var ikke fordi den hvide skygge hoppe ikke ønskede at se sin søn, trods alt elskede hun ham; men hans forræderi kunne hun ikke gøre noget ved. Hun kunne ikke hjælpe ham, og han var ikke ønsket hos dem mere. Den næsten helt hvide hoppe var splittet på dette punkt, men hun kunne aldrig nogensinde gå imod broderskabet, imod herren, imod dem. Hun var dem i evig gæld og skulle til evig tid tjene herren og det sande rige. Hun ønskede ikke miste sin søn, men hvis han trods alt ville være i live, om hun så aldrig ville se ham igen. Belial skulle nok klare sig, hvis han da ville gøre som der blev sagt- for en gangs skyld. Hvis han betalte sin gæld.
Myth flyttede sig ikke fra den let brogede hingst, hun flyttede ikke sit blik fra det det dybe blå og tomme blik. Hun tvivlede ikke et sekund på at han ville passe på deres søn.

Atter så han dybt i hendes øjne, mens et langt tankesplid - kun af få sekunder - udspillede sig. Jeg har savnet dig. Var ordende han forestillede sig komme ud af hendes mule, med den hæse og ubrugte stemme han nu efterhånden kendte. En form for erklæring, en form for bekræftelse. Noget som nok ville gå godt i spænd med hans egne ord, jeg beklager jeg ikke har været der så længe, som han allerede havde foreberedt.

Man derpå åbnede hun mulen, og foruden det kolde skind imod hans varme, lød en sætning som han ikke havde ventet.

Hans blik som havde fordybet sig i hendes ellers afvisende, døde øjne, blev på sin helt egen facon vagt.

Lupë?

Stille havde en rynke faktisk nået vej til hans mule, alt imens han ikke nåede at tænke tanken omkring hvor egoistisk han nok virkede lige nu, sådan at blive stødt over at hun var her på grund af deres første fødte, frem for ham.

Et hårdt stik nagede den let brogede ved hendes næste ord. Rynket blev ikke mindre, alt imens hans øjne nu også missede sig skeptisk og en kende advarende. I grunden vidste han jo godt alt dette, men det faktum at hun nu beordrede ham til at holde ham væk fra Øen. Flokken. Hende. Virvaret af vrede og samtidig forstående følelse fyldte hingsten, mens han endnu valgte at holde tæt.

Han vidste han ville fortryde dette. Men hun var vel i sandhed heller ikke klar over hvilket tankespind hun havde sat i hoved på ham, siden hun afviste hans forespørgsel om hjælp. Stille trådte han et par skridt tilbage, mens han hejste hovedet og pressede ørerne i nakken. Anspændt og med de anspændte trækninger han nu var når vreden eller uretfærdigheden havde fundet vejen til ham, stod han nu der.

"Jeg skal nok holde ham væk."; blev hans hæse og intense ord, nærmest bidt ud mellem tænderne bag den rynkede mule. Ej slap han hendes øjne af syne, mens han nok nu virkede en kende truende?

Der var mange ting skyggehoppen ville have sagt, men hun følte hun var nød til at bringe denne besked før noget som helst andet. Det var hendes opgave at sørge for hendes sønner var i sikkerhed og når det fejlede- af flere fejltagelser måtte hun ty til andre måder at sørge for deres beskyttelse. Lige nu handlede det om deres først fødte søn, og Myth ønskede ham beskyttet, hun ønskede ham ikke død eller skadet- trods hun hadede hans forræderi. Hvad havde hun forventet, hun havde selv ladet sin søn blive hos Djange. Lade Djange om at tage sig af ham siden Lupë havde gammel nok. Jovist var hans gerning gjort som plag, det vidste Myth. Kunne hun have forhindret det, hvis hun havde fulgt med ham.. måske. Der var mange ting der kunne være anderledes hvis andre beslutninger var blevet taget. Sådan var det ikke. Man kunne ikke ændre på hvad der var gjort. Myth ville aldrig have tvunget sine sønner ind i skyggernes verden og rige, men hun havde aldrig troet at hendes egen søn ville vende sig imod dem helt.

Reaktionen der kom fra den let brogede hingst, kom bag på den hvide skyggehoppe og da hans adfærd virkede truende klappede ørene i nakken og bed tænderne sammen. Hans ord var en lettelse. Hun vidste Djange ville kunne passe på deres søn.

"Tak."

Selvom Myth af flere årsager havde lyst til at fare imod Djange eller blot vende rundt at gå efter hans ændring, blev hun standhaftig stående. Hun flyttede ikke sit blik fra de blå de dybe tomme blå øjne.
Hvad havde forårsaget hans reaktion til denne? Havde han forventet andet.. havde han forventet hun ikke ville prioritere sin søn? Havde han forventet hun aldrig ville kunne beskytte ham? Hendes verden var anderledes end den Djange havde valgt at leve i. I hendes var der konsekvenser for dårlige handlinger. Myth vidste også der en dag ville falde en konsekvens imod hende for hendes valg; for at være sammen med den let brogede hingst at få to sønner med en vogter. Hun havde trådt over grænsen. Hun vidste det, men forsat ignorerede hun det. End med viden om at hvis konsekvensen ville falde som forræderi, ville det koste hende livet; havde hun valgt denne hingst, hun havde valgt Djange.. og nu stod han dér! Trukket sig væk fra hende faret op.
Vreden boblede i hende. Den kom til overfladen, og flere lunefulde sjæle vågnede. Et iver af tanker og stemmer lød i hendes hoved- hun ignorerede dem til en hvis grad. For endnu ønskede hun ikke skade den hingst hun elsker.

Det var tydeligt at den næsten hvide hoppe foran ham reagerede prompte på hans egen adfærd. Hendes ører lå ned, lige som hans egne, mens hendes døde og kolde øjne atter ikke slap hans krystalblå. Han spændte mere og mere i kroppen, for hvert sekund der gik. Hendes ord, Tak, summede sagte ud af hans hoved, mens en svag ro forsøgte at bryde den spændte vrede der boblede i ham. Skuffelsen.

"Jeg savner dig."; mumlede hans hæse og intense stemme, tonløst, ud af en sammenbidt mule, som endnu forblev rynket en kende advarende - som ønskede han hende ikke nærmere. Ikke lige nu. Til trods for at hans ord var tonløse, og hans øjne kolde og tomme; var det som om der alligevel lå en vis anklage i hans ord. Måske hun ville høre det? Fornemme det?

Det var svært at sige efterhånden.. lige så svært som at det var svært for Djange efterhånden at se det som han i aller første omgang var faldet for. Der manglede bare meget, og savnet var blevet større dag for dag, men ikke efter hende.. men efter, hende.

Selvom han stadig holdt sig på afstand stadig var sammenbidt og anspændt sågar næsten truende formede han alligevel en enkelt sætning. Det var en simpel sætning, en der både var rar men også gjorde ondt at høre. Hans ord var toneløse og sammenbidte, men den næsten helt hvide hoppe havde vendet sig til dette. Det der ikke var som alle andre gange han havde talt, var den form for anklage der lå i hans toner. Myth rynkede på mulen. Hun forstod ikke den anklagene tone der havde lagt skjult, og hun kun havde opdaget fordi hun efterhånden kendte ham.

"Jeg savner dig."

Gentog hun hans sætning. For hun savnede ham. Hver dag, hver time. Hun vidste hun havde holdt sig væk fra hans domæne, hun havde holdt sig for sig selv i så lang tid. Hun havde været med til at tage afstand, end havde han ikke været at besøge hende. Hun ville ikke anklage ham for det, bærer nag over at han ikke havde opsøgt hende, for det bragte ham i stor fare at gøre netop det. En fare hun ikke ønskede at udsætte ham for.
Ordende kunne i sig selv virke tomme og døde, men dette skyldtes mest den vrede der var blusset op i hendes indre gjorde det svært for andre følelser at trumfe igennem. Men lyttede man godt, og så rigtig godt efter kunne man fornemme hvad hun følte bag vreden.