Uden formål

Det var mærkeligt at være uden formål. Hele sit liv havde Archos haft et enkelt formål, at beskytte og lede i de krige hans hjemland havde budt på. Nu var der intet. Ingen ting. Ud over det faktum at han selvfølgelig var i live, men det var der ikke besynderlig meget formål i.
Der var mange ting den store hingst skal havde fundet ud af; hvor var han, hvad for et land er Andromeda, hvilket terræn er der. Hvilke styrker er der. Hvem er fjender og hvem er venner. Der der skulle prioriteres. Udforskning af terræn var det første på dags ordnen.

Archos spejdede området som han gik hen over den kolde jord. Jorden var stadig kold, men luften og vinden følte. Det var et besynderligt vejr. Archos var van til hårde tørre og varme områder, hvor det var en fryd hvis der kom byger eller en god vind. Den store skimlede hingst holdt sig fra de helt åbne områder, så længe landet var fremmede, ville de åbne områder gøre ham til et let bytte. Opmærksomt så Archos rundt, det var vanskeligt kun at have syn på det ene øje, men han havde klaret sig fint med det de sidste par år-men nu hvor det var et fremmede land og han intet anede om områderne, var det en svaghed. Opmærksomt lyttede han til hver en lyd der kom ham for øre. Fugle der kvidrede ivrigt, vinden der ruskede i træernes tørre kviste.

Natten har været hårdere at komme igennem end normalt; drømmen mere realistisk, mere.. virkelig. Dette med resultatet, at jeg kun få timers søvn har fået - og denne har været ualmindeligt urolig. Jeg har derfor besluttet at bruge dagen skoven, i stedet for endnu engang at undersøge et nyt sted på øen. At vejret heller ikke ligefrem er super godt, forstærker mig blot i min beslutning; skoven giver trods alt mere læ. 
Med lange, trætte bevægelser slæber jeg mig gennem skoven. Snor mig forbi og over træerne. Jeg tager mange pauser, hvor jeg blot halvt sovende står og hænger med hovedet. Dog er pauserne korte, da de frygtelige dagdrømme kommer tilbage, hvis jeg står for længe. Engang imellem falder jeg så dybt i staver, at fuglenes sang får det til at gibbe i mig. Hvorefter jeg noget forskrækket ser mig omkring, kun for at finde ud af, at fuglene driller mig. Det føles ihvertfald sådan. 
Nu står jeg og hviler mellem to store træer, og kæmper for at holde mig vågen. Tvinger mine øjne til at holde sig åbne, ved at tælle træer. Det går dog hurtigt op for mig, at det har den totalt modsatte effekt. Et dybt suk forlader min mule; hvor er det dog træls. 

Archos bevægede sig så lydløst som muligt. Det var sådan han var van til at bevæge sig i nyt terræn, og specielt når man går alene og uden allierede.
Den skimlede hingst havde aldrig rigtig været troende, men nu hvor han vandrede i dette nye land han intet kendte til og bragt til på mystisk vis, var han begyndt at genoverveje om de mange historier og almægtige og guder måske var sande. Han havde hørt en stemme lige så tydeligt da alt var blevet lyst, han var ikke død trods han skulle have været. Han var ikke ved den smalle passage i blandt sine faldne brødre. Han levede. Han trak vejret, han kunne føle. Lige nu ville den store hingst gerne af med en anelse af det at kunne føle, hele hans krop var tung og øm flere steder gjorde det ondt; sådan var det altid efter en krig.
Archos havde gået i flere timer, han var træt hans nye mål var at finde et sikkert sted at hvile, og der på vendte han sig ind imod skoven. Træerne ville give ham læ og dække for frit udsyn, plus det er næsten fuldkommen umuligt at bevæge sig uhørt igennem skoven på grund af de mange tørre kviste der dækkede skovbunden.

Jeg bevæger mig ind og ud af dagdrømmen, vågner og falder i søvn igen. Det føles så virkeligt og så helt igennem uhyggeligt. Synet af den døde hingst på jorden og det klistrede blod i min pels. Virkeligheden her i skoven og dagdrømmen blander sig sammen, bliver til ét stort rod. Uroligt bevæger jeg mig lidt frem og tilbage, forvirret. Hvordan kan det stadig føles så virkeligt? Hvorfor var min pels fyldt med blod? Jeg forstår det ikke, for man får ikke blod på sig uden grund, men jeg ville aldrig skade min aller kæreste! Det gjorde så ondt, at se ham ligge der. Død. En enkelt tåre triller fra mit øje.

Kviste og grene der knaser på jorden vækker mig pludseligt fra drømmen. Får mig til at fare sammen og se opmærksomt rundt. I første omgang kan jeg ikke se nogle andre mellem træerne omkring mig, men dette får mig ikke til at slappe mere af. Stadig påvirket af drømmen og med et voldsomt bankende hjerte, bliver jeg ved og ved med at se rundt. Dette med det resultat, at jeg drejer så meget rundt om mig selv, at jeg bliver helt rundtosset. Min krop ryster, på trods af at jeg hvisker beroligende ord til mig selv. "Drømmen er ikke virkelig. Slap af Dea, slap af". 
Der går dog ikke længe før end, at lyden af knasende grene og en hvid skikkelse kommer nærmere. Jeg står nu fuldstændig stivnet, og håber blot at skikkelsen ikke har hørt mig. 

Til at starte med virkede skoven lige så forladt som de åbne enge havde været. Det var kun positivt. Dog var det også bekymrende ikke at vide hvor alle beboerne af dette land var henne af. Nuvel havde Archos ikke set meget i de timer han havde været her, men mindst en burde han da have set- med mindre her var forladt. Det var ikke en tanke der behagede den store hingst- et var han var i live, men hvis han skulle leve i en tom verden, så havde Archos takket døden frem for dette.

En pludselig opfangelse af lyd fik den store hingst til at spidse de mandelformede øre. Han var ikke alene! Spørgsmålet var mere, hvem eller hvad der var i skoven sammen med ham. Det kunne nemt være en hjort der havde forårsaget lyden, men man kunne aldrig blot gå ud fra noget- at være uviden var farligt, og kunne koste en rigtig dyrt. Han havde bestemt sig i det øjeblik han havde hørt lyden at undersøge hvem eller hvad der havde forsaget den! Det tog lidt tid før han fik øje på den lyse skikkelse imellem træerne, men han fik øje på den. Først spændte den store hingst op og var allerede klar til kamp, lige til han så at dette var en hoppe, og umiddelbart var hun lige så alene som ham.

Der hvor Archos kommer fra var hopper ikke en trussel, aldrig. Man skulle værne og beskytte dem lige så vel som føl. Kun hingste gik i kamp. Der efter var hun alene, alene var ikke godt, men i dette tilfælde var det måske heldigt nok for Archos. Han slappede mere af i det han nærmede sig hoppen. Han stoppede dig på en stor afstand, tæt nok på til at han ville kunne høre hende og hun ham, men ikke så tæt på at et uventet baghold eller lignende kunne overaske ham. Han lyttede stadig opmærksom rundt- for selvom hun synes alene, var det jo ikke sikkert at det var et faktum.

Stadig stivnet, med hver enkel muskel i kroppen spændt, klar til at flygte - hvis det nu skulle blive nødvendigt. Jeg har et forvirret, næsten bange blik i øjnene, som flakker rundt for at finde en vej væk. Mit hjerte banker stadig voldsomt, selvom at jeg i mine tanker gang på gang beder det om at slappe af - som om jeg er ude af stand til at kontrollere min krop lige nu. Utroligt ubehageligt.
Langsomt trækker jeg vejret dybt, gør mig klar til at snakke. "Jeg ønsker blot at passere forbi - intet andet.", min stemme er lav, men der er ingen følelser at spore i den. Til mit held, heller ikke frygten eller forvirringen. Faktisk, er jeg i tvivl om denne hest blot er en ny del i drømmen.