|
|
Post by Deleted on Feb 13, 2016 23:08:42 GMT 1
"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art", En hvisken hørt for længe siden, men som stadig hjemsøgte hendes tanker. Et løfte som formede en tanke. En tanke blev til en idé, og idéen var forbudt...
Men hvorfor var den forbudt? Hvorfor skulle hun holde sig inde for de regler hun fornemmede var blevet lagt foran hende? De havde lagt for hende.. Det havde hun aldrig rigtig gjort, og vidste ikke om det var en livstil hun ville tage til sig. Holde sig på måtten, finde den rene sti. Ikke tjekke alle de snirklede veje og krogede mønstre som den kunne indeholde. Hende, som bevægede sig over landet som vinden blæste. Hun var en lunefuld skikkelse, en rastløst skikkelse, en besnærende skikkelse.. De mørke læber bukkedes opad i et smil; ganske karakteristisk for den røde skabning. Hun var Fame - ørkensirenen. Hun havde ingen grund til at holde sig fra Enophis. Eller frygte Enophis
Dette var tanker hun måtte gentage for sig selv, idet at hun nærmede sig bjergkæden. De var beroligende for et oprørsk hav, og dulmede den nagende fornemmelse Fame følte i kroppen. Bekymring var ikke det rette ord at bruge.. Det var nok nærmere en forventning.
Foran hende så hun de takkede tinder tegne sig i skarp kontrast imod den lyserøde himmel. Det havde taget det halve af dagen at nå til Enophis, og hun var kommet langt senere end hun først havde regnet med. Derfor var det blevet aften. Men aftentiden var nu engang den røde danserindes foretrukne tid, og hun yndede den mystik det skabte omkring hende. Enophis var ikke en ø hun havde set meget af, og fandt en fængende skønhed i de forårsfyldte områder.
Fame slog med hovedet, og i et brus faldt den lyse man omkring hende. Hun ledte, og søen måtte være her i nærheden. Det havde han sagt, dengang på øen. Den røde smilede, men ganske blidt for en gangs skyld.
Hun måtte efterhånden være der...
"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 17, 2016 7:38:38 GMT 1
 Tiden gik, mens han endnu ikke følte sig meget ældre ud fra dengang han kom til Andromeda. Det var næsten det mest smukke ved landet i sandhed; for selvom han ærligt kunne indrømme sine to sønner, såvel som datter der lige var tre år ældre... følte han sig ikke ældre. Jovist var han mere muskuløs end dengang, som tre års, hvis ikke knap to. Han var prydet med en langt større viden, for ikke at nævne visdom. Alt imens han endnu var en a de få der havde en titel i dette land, samt en tilhørende magi. Roligt begav den stolte og ranke skikkelse sig ned af den sidste snoede sti, ude på bjergsiden. Himmelen slog sig et rødeligt og orange skær, alt imens de tilbagedrivende skyer, dannede smukke bølger i form af struktur over himmelen. Det var endnu nattefrost for tiden, mens dagene var varme når solen stod på. De små forårsblomster der utrygt og sørgmodigt hang med deres hoveder her om aftenen, vidnede på at foråret ikke helt var her endnu... Han kolde og tomme krystalblå øjne spejdede sig frem over Enophis der bar et smukt lyserødt tæppe fra himmelens skær, mens hans øjne atter søgte søen. Fame...Siden den aften på Øen, havde han af pligt holdt nøje øje med denne sø. Han havde jo selv opfordret hende. Men endnu havde hun ikke været her de aftener han havde. Måske hun havde været her forgæves... og opgivet? Et lettere halvt skuffet og dæmpet fnys forlod hans lyserøde mule ved bare tanken, mens dampen steg til vejrs i den atter kolde aften han gik i møde. Hans forhove rørte nu græsset på engen, før noget i hans øjenkrog fangede hans blik. Var det?... Brat stoppede han op, mens hans kolde og tomme øjne missede sig afventende, en del skeptisk. De gyldne lokker han nu så, under den rustenrøde feminine bevægelse struktur, var dog ikke til at tage fejl af. Fame! Det gav et sæt i ham, ikke fordi hun var langt væk og ude for rækkevidde, men fordi det gik op for ham at hun havde kurs mod søen!
|
|
|
|
Post by Deleted on Feb 20, 2016 3:29:16 GMT 1
"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art", Det var langsomt hun nærmede sig... langsomt og roligt, da den røde ikke nødvendigvis havde travlt. Hun tog sig tid, og nød disse fremmede steder, de fremmede færte og en gang imellem de fremmede smage. Jah, græsset var bestemt grønnere på den anden side, og mens hun vandrede igennem den frodige skov, nippede hun afslappet til enkelte totter der var brudt igennem sneen. Men fremad kom hun dog, og ganske sikkert begyndte en sø at træde frem i blandt skovens træer. Det var som om de trådte til side, og tillod denne oase af.. ro at finde sted. For ro var hvad der omgav søen, og ro var hvad den rustfarvede følte. Og det var efterhånden en sjældenhed.
Fame opdagede hun havde holdt vejret, og pustede ud. For selvom hun var rolig, til dels fredfyldt, var der en lille kugle af spænding et sted derinde. Den var lille, og den var næsten ikke mærkbar. Men da hun trådte ind i lysningen, kunne hun ikke lade værd med at lade blikket glide rundt i denne spænding. Men han var der ikke...
Fame kunne ikke sige om hun var skuffet. Eller, hun ville ikke erkende hun var skuffet, og trådte derfor med smidige skridt nærmere den krystalklare sø for at tænke på noget andet. Det havde også været fjollet.. det havde været fjollet at tro han ville vente ved søen... de mørke øjne blev let knebet sammen, og med et tvetydigt udtryk stoppede hun foran søbredden. Splittet i ligedele skuffelse såvel som kølig arrogance, der ganske naturligt faldt til hoppens kønne ansigt.
Og hun så ned i vandet, og så et forvrænget billede af sig selv stirre tilbage. Spejle... hendes... en kær ven havde engang sagt hvordan spejle reflekterede sjælden, og fremhævede dets karaktertræk. Men da hun så ned i det slørede billede, var hun ikke sikker på hvad hun så. Sig selv - det var sikkert. Men alene i lysningen nåede et lille spørgsmål hende.
Men kunne hun li' dette billede af sig selv?
Fame fnøs, og trak med et ryk hovedet væk fra vandet.
"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".
|
|
|
|
Post by Deleted on Sept 13, 2016 9:01:46 GMT 1
Den rustenrøde skabning kom nærmere og nærmere vandet, alt imens det eneste de kolde krystalblå øjne så, var de smidige dansende bevægelser, som alt i alt lokkede ham så grueligt. Bare tanken om den fare i hendes selskab, bredte sig allerede blot ved synet. Men ikke en aftagende eller distancetagende følelse, nærmere et iver. Iver efter... spændingen måske? Som et rovdyr bar han sig smidig frem, målrettet og fokuseret på sit bytte, mens den yndefulde sirene slangede sig ned til søens bred. Hvad hun i grunden lavede ud over at betragte sit spejlbillede, bed den muskuløse hingst sig ikke nærmere mærke i. Hans fokus lå nu på hendes gyldne lokker, der fængende bølgede smukt, som havets livlige leg, efter hendes mindre kast med hovedet. Roen lå over omgivelserne, så vel som over dem som individer, mens Djange roligt og stolt bar sin ranke positur omkring søens bred for at nå hoppen. Der ville ikke gå længe før hoppen sikkert ville opdage hans indtrængen på hendes selskab...
|
|
