Ancient Misery [Djange]

Ancient Misery
_________________________________

Foråret nærmede sig med hast, trods kulden endnu havde sit ubarmhjertige greb om landet. Nænsomt og påpasseligt var den sidste snert af vinter, som vintergækker bøjede deres hoveder for rimfrosten der kyssede deres hvide kronblade. Det var en overset skønhed, hengemt bag skovens mørke muld, kun beskuet af øjne der ønskede at se dem. Solani ønskede ej at se. Skoven var lagt bag hende, og i bjergene var der ingen sol der varmede den mørke pels, ej heller smeltede isen der endnu lagde sig i dens mørke stråler. Foråret var i sandhed et limbo af fastklemte følelser, et sted imellem sommerens lumre og velduftende varme, og vinterens kulde hvor end ikke den stærkeste sjæl formåede at gemme sig. Føllet var for længst borte, og hun huskede tilbage på det forgange år hvor hun frygtede den dag det skulle se Andromedas lys. Bjergene var et deja vu fra tiden dengang, hvor bekymringerne synedes færre, og hendes møde med bjerghingsten Djange. Hun huskede det endnu, på trods af de mange måneder der havde ligget imellem deres korte møde, men i en tid af savn var det de gode selskaber man måtte huske på. Det var med ynde så vidt som elegance at hun betrådte bjergenes uslebne sten, med de tofarvede øjne higende efter at se en anden. Hvem som helst der var at finde i morgenens nyfødte kulde, trods der selvfølgelig var eksistenser hun hellere ville møde her end andre.
___________________________________________________________________________

Wordcount: 238

Det tidlige morgen bar endnu på frost. Først når solen ville titte frem og stå på nogle timer, ville frosten på græsset, træerne og blomsterne smelte. Dog var her endnu mange steder oppe i bjergende, som stadig ikke fik noget direkte sollys. Hvilket resulterede i endnu glatte stier, var var prydet af skygge disse første forårsdage. Han havde egentlig godt sanset en skikkelse, en anden sjæl, men ikke endvidere gjort sig noget ved hesten, sådan lige umiddelbart.

Det var først da hans sti, krydsede en anden, at han synes at kunne genkende denne skikkelse, som var på den krydsende sti. Den mørkglødet hest var sig roligt og sikkert afsted, mens vedkommende så en kende søgende ud. Sjælen var et stykke væk, og på vej væk fra i hvilken retning han var i forhold til...

Vedkommendes sti drejede nu, og pludselig var det som om det gik op for Djange hvem denne hest var!

Solani!

Et sæt løb igennem ham, mens han så hende fortsætte frem, snart omkring et hjørne, før han slog et hæst kaldende vrinsk op, som fluks blev båret med at den kolde luft mellem bjergsiderne.