[Rashn] Start of something new.

Månederne var gået, og vinteren var snart ved at være forbi. Det meste af sneen var smeltet, og rundt omkring var landet langsomt ved at spire igen. Den sølvfarvede hingst glædede sig til foråret. Det gav ham altid energi at se alting springe ud og give landet nyt liv. Her på det seneste var han begyndt at opholde sig meget på den sandede ø Zenobia. Her var varmere end på mange af de andre øer, og det var et klima, han befandt sig ganske godt i. Derudover var det ikke en særlig populær ø, så her rendte man ikke ind i folk i tide og utide, hvilket passede ham glimrende. Han brød sig ikke om at være helt ensom, men det passede ham perfekt at kunne gå for sig selv og kun støde på andre i ny og næ. Han forsøgte til stadighed at øve sig i at være social med andre og smalltalke lidt, men hvis han skulle være helt ærlig, gik det ikke så godt... Han var stadig fuldstændig lige så socialt akavet, som da han kom hertil - han havde ikke ændret sig det mindste, og da slet ikke til det bedre. Men han ville ikke give op; han nærede stadig håb for, at han en dag ville få det bedre og blive normal.

Hukommelsen fra tidligere var stadig helt væk. Han havde stadig ingen anelse om, hvor han kom fra - udover de tiltagende mareridt, der en gang imellem gav ham lidt praj i form af uhyggelige flashbacks. Men desværre var ingen af dem tydelige nok til at kunne give et klart billede af, hvor han kom fra. Det var en deprimerende tanke ikke at kende til sin fortid, men heldigvis havde han langsomt lært at leve med det. Det plagede ham ikke så meget længere. Han vidste, hvad han havde brug for at vide om sig selv; hans navn var Apeiron, og han levede i landet Andromeda. Nu var det op til ham selv at skabe en ny historie her.
Den stærke vind legede med hans man og hale, da han kom flyvende hen over sandet i en fyrrig trav. Musklerne bevægede sig stærkt under ham, og hans hoved var rankt hævet. Engang havde denne hingst været underernæret og sølle at se på; det var slut nu! I løbet af de sidste mange måneder havde han trænet og sørget for at spise regelmæssigt, og resultaterne var nu endelig ved at give pote. Han strålede af sundhed, og velværen lyste ud af hans ravgyldne øjne!

Rashn havde for længe siden taget den sorte fjendtlige hoppes ord til sig og havde i lang tid levet i ørkens golde landskab. Han havde i lang tid vandret uset rundt i solens hede og intet selskab havde forstyrret den arrede hingst. Ensomheden havde ikke plaget ham spor, til gengæld har han haft følelsen af at blot være til. Det var det eneste han var. Han levede ikke, men overlevede. Han var til men heller ikke mere end det.

Mange ville se Rashns liv som værende forfærdelig. Han havde intet formål, ingen relationer og han var altid alene og på vægt. Han kunne aldrig slappe af for alle levende var fjender. Rashn selv så hans liv som værende befriende, han levede ikke i de løgne som så mange havde været for dumme og blinde til at se de levede i. Han var måske næsten helt blind, men han følte hans øjne var mere åben en nogen anden sjæl med sit syn ved det fulde. Han vidste man ikke kunne stole på nogen, ingen andre end sig selv. Man har kun sig selv! Det var i hvert fald den arrede hingsts overbevisning, og hvis man kendte til hans fortid ville man nok kunne forstå ham.
Han var synderen, hans ar viste det til alle og en hver. Han var den sjæl der ikke kunne redes, han var en udstødt og en skændsel på alt. Et misfoster.

Hvor lang tid Rashn reelt havde vandret hvileløst i det løse sand var svær for ham at sige. De mange dage og nætter var alle sammen gledet i et. Her hvor årstiderne ikke kunne ses og mærkes var det svært over en længere periode at finde ud af hvor langt tid. Dage, uger, måneder måske endda år.

Han bevægede sig lydløst af sted over det golde landskab. Selvom hans hove bevægede sig i høj fart, afgav de ikke så meget som et hovslag af lyd, da de trådte ned i den bløde sand, der blot gav efter under dem. Dette var blandt andet en af grundene til, at han holdt så meget af at bevæge sig rundt på ørkenøen. Herhenne kunne man helt og holdent være sig selv. Der var ingen fare for, at andre heste vidste, hvor du befandt dig, da du kunne bevæge dig rundt på øen uden at afgive nogen lyd. Det kunne han godt lide. Selvom andre heste nok ville finde det utrygt, fandt han det meget betryggende.

Der var dog aldrig nogen garantier for ensomheden, og det var denne dag et glimrende eksempel på. For pludselig kunne en sort skikkelse spottes i det fjerne. Som Apeiron kom tættere og tættere på, kunne han bedømme den fremmede bedre og bedre. Det var en hingst, kulsort som natten. Hans krop var dog dækket af utallige ar, og om hans forben sad gamle, beskidte bandager viklet rundt om nogle store sår. Han lignede én, der havde været udsat for en hel krig, og Apeiron følte sig straks sikker på, at dette ikke var en hest, man skulle være i selskab af. Nogen ville kalde ham fordømmende, men han var blot paranoid. Alle hans alarmer blinkede rødt ved denne hingst, og hans instinkter fortalte ham derfor straks, at han ikke skulle være i nærheden af denne fremmede.

Med en let gumlen sænkede han sit hoved i en underdanig position, inden han bevægede sig nogle meter væk fra sporet foran ham for tydeligt at kunne give plads til, at den fremmede kunne gå forbi uden at støde ind i ham. Han holdt blikket i jorden og undgik at se op, da de to hingste nærmede sig hinanden. Med stive skridt og en let urolig haleføring skridtede han fremad og håbede blot, at denne fremmede ville fortsætte forbi ham uden yderligere kontakt.