[PLOT:] Polarize

POLARIZE
______________________________

"Polarize is taking your disguises,
Separating them, splitting them up from wrong and right,
It's deciding where to die and deciding where to fight."

Han havde lovet dem det, og han havde ikke givet dem det; ganske vist havde han ofret sit højre forben til skyggerne, men havde det ikke også været en billig pris at give over årstidernes hjul? Når alt kom til alt, så havde budbringerne ikke været tilfredse, og Sicarius havde givet sit løfte om, at han med skyggernes stærke kræfter ville kunne få hjulet stoppet, og på denne måde give Vogterne det de havde fortjent – smerte og død over deres vantro skikkelser. Han burde have udnyttet sit møde med Lysets Vogter til det bedre, men på den anden side tvivlede han ej på hendes kræfter, og det kunne umuligt ende godt for ham hvis det blot var ham og skyggerne der udgjorde det højre forben der skulle modstå lysets blændende kraft.
Nu var han vovet sig bort fra Foehn, skønt det ikke var med hans gode vilje; hvis det stod til ham, var han blevet på askens ø til den dag han døde og skyggerne ville fortære hans legeme, men det ville være usandsynligt at hjulet var gemt på hvad der af langt de fleste blev betegnet som skyggernes egen ø – kun drumdristige eksistenser var uvidende nok til at kalde den andet. Foehn var deres sted, ganske vist, men snart ville hele Andromeda være det, hvis Sicarius’ færd bar frugt. Han mente selv at have finkæmmet enhver af Andromedas andre øer, såvel som en stor del af Enophis alene; kun et mindre skovareal såvel som bjergene stod tilbage som utilsete af falkeblikket. De isblå øjne hvilede tungt på bjergene som tårnede sig op foran ham, da de tre hove blev sat hårdt i jorden, imens skyggerne der udgjorde det sidste ben blot hvislede og snoede sig om hans brogede skikkelse. De kunne vente sig.
____________________________________________________________________

Wordcount: 294

Den sandfarvede hoppe bevægede sig med elegante skridt henover jorden. Hendes hoved var ædelt rejst, og hendes hale var fornemt løftet. Hun bevægede sig med høje knæløft, som hun kom spankulerende henover Enophis. Hun var i højt humør, og det smittede i den grad af på hendes kropsholdning. Hvad der skyldtes dette humør var ikke til at vide - måske det lækre vejr? Solen skinnede fra en blå himmel nedover det frodige landskab, insekterne summede hypnotisk i luften, og det høje græs kildede let hendes koder. Sommeren havde i den grad indtrådt landet, og hun elskede hvert et øjeblik af det!
Hun havde retning direkte mod Enophis' bjerge. Hvorfor vidste hun egentlig ikke, men øen var jo kendt for sine enorme bjerge, der måtte være et fantastisk smukt syn her om sommeren - et syn, hun ikke havde tænkt sig at gå glip af!

Bjergene tårnede sig op foran hende, og hun stoppede op med et mildt suk. Der havde altid været noget ved bjergene, hun fandt dragende og fascinerende - som om, at hendes kraftige hove var skabt til at vandre højere og højere op mod skyerne. Måske hang det sammen med, at hun selv kom fra et land, der stort set ikke bestod af andet end fladt land - så bjerge var ikke det, hun havde kendt mest til, hvilket nok kunne være en af grundene til den store fascination.
Tsavani havde efterhånden levet mange år i Andromeda, og hun havde aldrig nogensinde savnet sit hjemland. Andromeda indeholdt alt dét, hun havde brug for og holdt af. Hun så det i den grad som sit hjem nu. Hun oplevede så meget her og havde ikke den fjerneste lyst til nogensinde at rejse "hjem" igen.

Selskaber havde den sandfarvede hoppe mødt masser af, og et af dem, der stod klarest i hendes indre, var den gråbrogede skyggehingst, Sicarius. Hun havde fundet ham speciel lige siden deres første møde, hvor han endnu ikke havde været en skyggehest, og fascinationen af ham var aldrig helt sluppet. Stille lukkede hun øjnene i, mens hun tænkte tilbage på deres sidste møde. Hun havde fortalt ham om sine følelser, og han havde meddelt, at hun kun kunne blive en fast del af hans liv, hvis hun også tog del i skyggerne. Tsavani havde med vilje forsøgt at undgå ham i de sidste mange måneder, fordi hun i den grad var gået i tænkeboks. Skyggerne havde altid fascineret hende, men alligevel havde hun også født sig draget af Lyset. Det havde taget hende lang tid at komme frem til sin beslutning, men nu var hun endelig nået dertil, hvor hun var klar til at fortælle ham om sit valg. Hun åbnede atter øjnene og så op mod de høje bjerg. Snart måtte hun rejse til Foehn og finde ham; men først ventede der et eventyr forude!

POLARIZE
______________________________

Hvislende blev den lune sommerluft hevet henover læberne; ganske vist var det nuværende vejr ikke ligefrem ideelt for skyggerne, men skulle hjulet være stoppet ville det efter meget kort tid blive uudholdeligt varmt, og så ville det ej heller være rart for vogterne eller de normale heste. De måtte bare have tålmodighed, og nu hvor de havde ventet så længe kunne de vel også vente et stykke tid endnu, ikke sandt? Det ville betale sig i sidste ende, det var han vis på. Roligt steg en dyb brummen op fra brystet og bugtede sig omkring ham; dette var stedet. Han kunne næsten mærke det, trods det med al sandsynligt ej var andet end indbildning. Isblikket var fæstnet på bjergene – enhver tanke havde viklet sig omkring bjergtoppene, og det var først da skyggerne begyndte at hvæse rasende til hinanden og nappe i huden omkring benet, kunne han høre det – en fremmed nærmede sig, og de mandelformede ører vippedes opmærksomt tilbage, såvel som hovedet som blev rykket mekanisk for at følge lyden af den fremmede.

Til at starte med, var det som en feberdrøm; en gylden skikkelse tonede sig frem foran ham, en lang cremefarvet man og øjne så blå og kølige som is – hans guldhoppe, Tsavani som virkelig kom på det forkerte tidspunkt. Han burde ikke lade tankerne florere om noget så arbitrært som hende når han havde så vigtige ting at tage sig til. Han havde hele landets fremtid for sine hove, og han kunne umuligt lade Tsavani ødelægge det i sidste øjeblik; hun var sikkert også udsendt fra vogterne for at sabotere dette. Alligevel begyndte han ikke at gå, men betragtede hende som hun nærmede sig. ”Guldhoppe,” lød stemmen, nærmest blidt, men stadig med den mekaniske stemme, som et kor af de tusinder af skygger der snoede sig omkring hans ben og fyldte hans tanker med mørke, ”hvad gør du dog her? Burde du ikke være ved … Teylar?” Det sidste blev vrænget ud, skønt han ingen egentlig grund havde til at tro det. Idéen var blot blevet sået, efter Illana havde fortalt om Tsavanis fascination for lyset og vogterne.

____________________________________________________________________

Wordcount: 351

Med ivrige skridt bevægede hun sig hen over engen i retning mod bjergene foran sig. Hun slog livligt med hovedet og betragtede den smukke, frodige eng for hendes hove. Sommeren havde i den grad indtrådt landet, og hun nød hvert et øjeblik af den. En mild sommerbrise gled over engen og legede lystigt med hendes kraftige man, der var lige så frodig at se på som det grønne sommergræs. Hun nød omgivelserne omkring sig og havde for en stund helt glemt alt om Sølvhingsten igen.
Men pludselig, som taget ud fra den mest levende drøm, dukkede han op på engen foran hende. Han stod med ryggen til hende og betragtede bjerget foran dem, men der var alligevel ingen tvivl i hendes sind; hun kunne kende hans krop på lang afstand. Pludselig var det som om, at han mærkede hendes blik i sin nakke, for han drejede nu hovedet og vendte sig om mod hende. Hun sank en klump i halsen, som hun trådte nærmere. Han blev stående og gjorde ikke mine til at gå, men alligevel var hun usikker på, om hun burde træde nærmere eller vende om. Deres sidste mange møder var jo alle endt med, at hun var gået såret derfra; så hvad ville hun overhovedet få ud af at opsøge ham igen?

Alligevel fortsatte hun nærmere. Hun kunne ikke bakke ud nu. Hun måtte fortælle ham om sit valg, og hvad kunne være bedre end dette tidspunkt, hvor han på magisk vis var dukket op foran hende? Det kunne ikke være et tilfælde, at han befandt sig på Enophis denne dag... Skæbnen havde valgt for hende.
Hun trådte nu helt hen til ham og stoppede op på lidt afstand. Skeptisk betragtede hun ham med de isblå øjne; forsøgte at aflæse hans kropssprog. Hvordan mon han ville reagere på hendes ankomst? Hvad gik igennem hans hoved lige nu? Hans stemme lød pludselig i hendes ører. Den var overraskende blid, men stadig mørk og nærmest mekanisk, som talte han med flere stemmer på én gang. Guldhoppe... Hun lagde kort ørerne i nakken. Hvorfor tiltalte han hende med det navn, som han havde brugt ved deres første magiske møde? Var det mon en hentydning til, at hun stadig betød noget for ham? Hun så på ham med et neutralt blik og vovede pelsen.

„Sølvhingst..."

Det var ikke noget, hun havde kaldt ham i meget lang tid. Ordet lå dog stadig godt på tungen og passede fortrinligt til ham. Selvom han havde ændret sig meget af udseende og var blevet mere mørk, var han stadig hendes Sølvhingst.
Hun lyttede nu til hans næste ord og kneb let øjnene sammen. Hvad fik ham dog til at tro, at hun var medlem af Teylar? Det havde hun aldrig selv fortalt ham, så hvorfor havde han antaget det? Havde han snakket med nogen, der havde fået ham til at tro det - eller var det blot et skud i tågen fra hans side? Hun så en anelse mistroisk på ham med de sammenknebne øjne.

„Hvorfor i alverden skulle jeg være ved Teylar? Jeg er ikke medlem af den flok, så hvad får dig til at antage dét?"

POLARIZE
______________________________

Kæbemusklerne der spændtes under den brogede hud afspejlede tydeligt utilpasheden der prægede den stolte eksistens, som ellers sjældent lod sig brydes med andre følelser end den vrede der under alle omstændigheder var nødvendig for den kommende – og selvfølgelig ganske uundgåelige – konflikt imellem de mørke sind der befolkede Foehn, og vogterne der ’beskyttede’ landet. Efter Sicarius’ mening drev de nærmere landet i fordærv, afholdt den fra at se sine sande herskere, der – på trods af at have i sinde at henligge øriget i mørke – endelige ville udnytte det til dets fulde potentiale. Dog kunne han ikke skjule, at denne situation var alt andet end forventelig selv for han, hvis skygger ellers altid var hurtige til at forklare om ethvert ukendt moment der skulle optræde foran ham. De havde ikke advaret ham om hende.
Et irriteret udtryk gled henover de markerede ansigtstræk, som han betragtede hende med en dømmende mine, på trods af den nærmest blide klang i stemmen (en klang, som ellers sjældent skulle vove sig i nærheden af en som ham) der tidligere havde været at høre. ”Man hører jo ting og sager, Tsavani. Lysets vogter snakkede om din interesse for /dem/.” Stemmen afslørede tydeligt om væmmelsen der kom op i ham blot ved at nævne dette, og at Tsavani meget vel havde valgt deres vej gav ham en dårlig smag i munden. Han burde slet ikke være her, mindede han atter sig selv om, inden han langsomt rykkede hovedet så de isblå øjne nu var rettet imod bjergkæden der strakte sig frem foran ham.
”Jeg skal i gang med noget vigtigt. Hvis du har i sinde at ledsage mig, skal du være velkommen,” brummede han, og undlod selvfølgelig at hentyde til det faktum, at han hellere end gerne ville have hende med; dels fordi han faktisk nød hendes selskab, men i den grad også fordi han ønskede at høre hende nægte en sammenhæng med lyset i landet. Han håbede virkelig, at vogteren ikke havde talt sandt.

____________________________________________________________________

Wordcount: 327

Hun så, hvordan et irriteret og dømmende udtryk gled over hans isblå øjne, og det gjorde hende faktisk ret vred. Hvordan kunne han tillade sig at dømme hende for noget, der ikke var sandt? Og hvordan kunne han overhovedet tro, at han vidste noget som helst om hende? Han havde overhovedet ikke været i hendes liv i det omfang, hun havde ønsket, så han skulle overhovedet ikke stå dér og lade som om, at han kendte hende! Hun lyttede til hans ord og fnøs fornærmet. Det kunne da godt være, at man hørte ting og sager, men han burde overhovedet ikke stole på noget som helst omkring hende, der ikke var kommet ud ad hendes egen mund! Væmmelsen var tydelig at høre i hans stemme, da han bragte Illana og Lyset på banen. Hun forstod ikke, hvordan kan kunne vide noget som helst om det her. Havde han talt med Illana selv? Og havde Illana fortalt noget om hende? Hun mærkede en vrede vokse i maven, men lagde hurtigt bånd på sig selv. Uanset hvad Illana havde sagt til Sicarius, havde hun helt sikkert ikke gjort det i en ond mening. Hun løftede derfor blot et bryn og så på Sicarius med en uimponeret mine.

"Man hører ganske rigtigt så meget, Sicarius, og derfor burde du gøre klogt i ikke at lytte til ting om mig, der ej er kommet fra min egen mund. Jeg har ganske rigtigt vist interesse for Illana og Lyset, men hvad er der nu galt med at være nysgerrig på det ukendte? Du har bestemt tolket mere ind i mit møde med Lysets vogter, end du burde, Sølvhingst."

Hans blik gled nu en anelse fraværende op mod bjergkæden foran dem, og hun fulgte hans blik med øjnene. Hun lyttede nu til hans brummende ord og overvejede kort, hvad hun skulle vælge. Var han overhovedet hendes selskab værd lige nu? Ville deres forhold nogensinde blive til noget godt, eller kunne hun lige så godt opgive på forhånd? Hvis de altid skulle mødes og mundhugges på denne måde, var hun ikke sikker på, hvor længe hun gad at blive ved... Men da hun så ham lægge an til at gå, kunne hun alligevel ikke få sig selv til at forlade ham. Tiltrækningen af ham var stadig for stor. En del af hende elskede denne hingst og håbede på en fremtid i mørket sammen med ham, så hun kunne ikke bare lade ham gå så let... Desuden ville hun også gerne høre hans svar på hendes ord; give ham en chance for at forklare sig og gøre det hele godt igen. Hun trådte derfor op på hans side og brummede let som en accept; ventede med at sige mere, til han havde fået talt ud.