Let the game begin (Midnight Myth)

Den sorte hingst havde været i dvale tilstand alt for længe. Men det havde hele landet generelt. Han stod med blikket stift udover det brusende hav, helt nede ved vandkanten. De sorte øre vippede kort omkring, inden de lagde sig skråt bagud. Hans isblå øjne betragtede havet, uden at han én eneste gang rykkede på hovedet. Noget var snart i gære i dette land. Noget ville snart begynde eller slutte. På et eller andet tidspunkt ville en kamp opstå, hvor vogterne af landet ville støde sammen med skyggehestene, hans brødre og søskende. Det vidste han. Og han ville aldrig tøve med at gå forrest i den kamp, side om side med de der kæmpede for det samme som han gjorde. Den muskuløse hingst knejsede sin nakke dybt, inden han udstødte en brummede og tung lyd, der ikke emmede af venlighed eller andet. Den var tænksom, og mørk. Bestemt ikke smittende af karakter.

Han drejede sig omkring, så hans store korpus nu bevægede sig væk fra havet, og længere ind imod Foehn indre, med kurs imod vulkanen. Snart måtte brødrene og søstrene samles, og skabe et større fællesskab end det de havde lige nu. Hans ben strakte sig langt fremad mens han bevægede sig majestætisk og stolt afsted, med den knejste nakke, der tydeligt viste de mange muskler under hans sorte skind. Han nød stilheden, nød sit eget selskab; oftest mere end han nød andres. Men alligevel søgte han lige nu at finde noget liv på øen; sikre sig at alle var her og ikke var udvandret.
Volontaire løftede derfor sit hoved højt, og udstødte et mørkt og hæst vrinsk, der ofte kunne gå gemme marv og ben hos de heste, der ikke tilhørte denne ø eller broderskabet; de lyse og varme heste. Han standsede derefter, og kneb øjnene søgende i. Var der nogen i nærheden ville ha finde dem, og se at alt var som det skulle være.

Skræmmende nok havde den tofarvede hoppe holdt sig nær vulkanen i disse stunder, hvis ikke hun vandrede hvileløst rundt på øen, som hendes fangevogtere troede hun var fanget på. De var nogle fjolser. Hun var ikke fanget, nej hun opholdt sig her frivilligt. Farligt var at hun gik med sine egne fordærvende tanker. Men her på øen følte hun sig hjemme, som før hun kom hertil. En sagte prusten kom fra hoppen, der dog måtte se sig selv afbrudt af et mørkt og hæst vrinsk der nok ville have gået gennem marv og ben på så mange andre, men den sorthvide hoppe tiltede blot hovedet på sned, for noget bekendt hvilede over tonelejet, men det var så fjernt for hende at det var først da duften blev bragt med at hun måtte klukke for sig selv. Med et par dansende travtrin fandt hun nu vejen frem til hvor den ikke længere brogede hingst stod. Hun måtte studse en ekstra gang, jo det var ham som havde ofret sig for hans livs kærlighed.

” Ingen held i kærlighed kan jeg se? Det klæder dig ”

Et svagt udefinerbart smil spillede over hendes lyse mule, mens hendes hæse stemme sang ordene for ham, som var det en leg. Hun havde trods alt intet at tabe, selvom hun nær havde kvast hans hjerte, men så igen. Havde hun ville kvase det, så stod han i hvert fald ikke foran hende nu. Hun hvælvede let i halsen og slog et par hidsige slag med halen.

Den sorte hingst, med de særprægede isblå farver på bringen og øjnene, stirrede tomt fremad. Der var intet liv i hans øjne, da de ikke ejede nogle pupiller længere, men kun ejede denne ene farve der var kold og blå at kigge på. Ingen af hans brødre svarede ham og ej heller hans søskende. Der var stille. Dødstille. Men lyden af hovslag ramte hans sensitive og vågne øre, og frem kom den brogede hoppe, som han før var stødt på; men bedst huskede han hende som en del af Rumpels grotte. En slangehingst – og en slangehoppe. Hun talte. Nævnte noget, han ikke gad snakke om eller tænke på. Det var fortid og noget der for længst var død – dog ville det snart være endnu mere dødt end nogensinde før!
Han svirpede med sin kulsorte hale, og fandt et slangeagtigt smil frem på sine læber, inden han drejede sig omkring, så deres fronter var vendt imod hinanden. Hans isblå øjne stirrede tomt på hende, mens det slangeagtige smil forblev på hans mule. Han var slet ikke den samme hingst mere; overhovedet.

,,Dårlige valg, kan sommetider resultere i de rigtige beslutninger i den sidste ende”

Svarede han med den hæse og mørke stemme.

,,Vi vandt – jeg vandt. Trods Rumpelstilskins magi, så står jeg her. I live. Mere levende end nogensinde før”

Tilføjede han derefter, med en hvislende stemme, og kneb øjnene i, mens han fortsat stirrede direkte på den sortbrogede hoppe. Mon han jokkede hende over hovene, med disse udtalelser? Hvis han gjorde, var han bestemt ligeglad.

Hun betragtede den mørke hingst og hans gemik. Den lille hingst havde ændret sig gevaldigt. Den sorthvide hoppe kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet i et mere uhyggeligt veltilpas smil. Hans ord ramte hende ikke, men fik hende blot til at smyge til nærmere den sorte. Hun slog et par svirp med halen og gnisterne sprang kort faretruende omkring hende, mens de lagde sig til ro i det hun løftede hovedet og holdt mulen tæt udenfor hans.

” Jeg håber du har helt og aldeles ret, ellers bliver vi begge slemt skuffede. ”

Hvislede hun til ham. Han var ikke den eneste der kunne tage en slanges mimik. Hans andre ord fik hende blot til at komme med et par kluk, mens hun trådte at skridt frem så de nu stod med forparten ud for hinanden.

” Godt min hov ikke smuttede så, ellers havde du været knapt så i live, men kære, den rigtige kamp er først lige begyndt. Den dag hvor du skal stå ansigt til ansigt, med din elskede Illana. ”

Hun lagde pres på elskede. Nok rørte det ham ikke, men han var igen ikke den eneste der kunne lege disse lege. Mylle nød dem, ja det vagte hende stor fornøjelse. Tænk at den lille brogede hingst kunne vise sig at være blevet så interessant. Den sorthvide hoppe studsede tit over hvad mørke gjorde ved andre. Nogle tog godt imod det, som han havde gjort. Andre ville krakelere under presset.

Den sorte hingst stod med øjnene stirrende i hendes retning, tomt og skødesløst. Han havde intet imod hendes ord der før var kommet, de nagede ham ikke. Hun trådte tættere på, så deres muler ikke var langt fra hinanden, og drejede sig lidt så deres forpart nu var helt ude foran hinanden. Hans slangeagtige smil forblev på mulen mens hun talte. Selv da hun nævnte Illana, med ordet ’elskede’. For ja, det havde hun jo ganske vidst været, men det var dengang. Volontaire brummede i en dyb og hvislende tone, inden han trådte et skridt tættere på hende, så de faktisk ikke kunne komme tættere. Deres muler var kun millimeter fra hinanden. Han prustede tungt i hendes retning, så hans ånde dermed ville ramme hendes mule.

,,Og dén dag, glæder jeg mig til.”

Svarede han, nærmest med en helt fornøjelig stemme.

,,Den dag, hun skal mærke, at hun tog de forkerte valg for sig selv; men ikke for mig.”

Han nærmest klukkede mens han sagde det, klukkede fordi han glædede sig til det opgør der en dag ville komme imellem de to, der tidligere havde følt for hinanden, men ikke længere. Normalt ville han bide en hoppe som den brogede, for de bemærkninger hun kom med – men på en eller anden måde morede hun ham.

Myth slap ikke hans blik som han nu rykkede nærmere så hun næsten kunne mærke hans mule kildre mod hendes følsomme hår. Hans varme ånde kildrede i næseborene, mens hun returnerede den blot til ham. Hun drog kort et fornøjeligt suk over ham. Hun kunne ikke komme tættere på, eller jo. Den sorthvide smøg sig under hans hoved, inden hun nysgerrigt strøg mulen op over hans bringe. Hun fandt hans forvandling yderst fascinerende, men det var hans ord det fik hende til at lytte opmærksomt. Hun sendte ham et djævelsk lille smil ved de sidste ord, inden hendes mule søgte hans øre.

” Du ofrede alt for hende, og alligevel forrådte hun dig, svigtede dig. Det var takken for din ubetingede kærlighed. ”

Det var en slanges hvisken der så blødt fandt vej til hans ører, men talte hun om ham eller hende selv? Hun flytede sin mule fra hans øre og søgte nu øjenkontakten endnu engang.

” Brænd dem alle.. ”

Lød det dystert fra hende. Verden kunne brænde op for hendes skyld og hun ville blot stå og le. Hun havde intet at miste mere.

Hans nærhed til hende, irriterede ham ikke. Han havde selv valgt at gå så tæt på, uden nogen grund. Men det var netop også derfor han ikke bare hukkede sine tænder i hende, og markerede overfor hende at hun var for tæt på; for det var hun ikke. Hun morede ham, tændte gnister i hans indre for en hævn der snart ville komme – og han glædede sig. Han higede efter at nå dertil; at få sin hævn over de der havde forrådt ham. Og den hævn ville komme, hurtigst muligt. Men det krævede at broderskabet samlede sig og side om side søgte vogterne, for at gøre en ende på det der skulle være en ende på. Hun smygede sit hoved under hans, inden hendes mule ramte imod hans bringe, som var isblå i en form for flænge, fordi hjertet hos ham havde været hevet ud og derefter ind igen.

Han havde ofret alt for den gyldne hoppe. Det var sandt. Alt! Men han var blevet forrådt af hende og af hans eget naive hjerte; dette var slut. For altid. Hans smil blev større, slangeagtigt og bestemt ikke et smittende et af slagsen. Den sorthvide hoppe havde ret. De skulle alle brændes. Han stirrede på hende, da hun igen kiggede på ham. Han trådte hende nærmere, og lod pludselig sin mule ramme hendes kind, inden han smøg den op til hendes øre.

¤De vil alle brænde.. Hver og én, vil de forsvinde – se deres kære lide. Og jeg går gerne i fronten for det¤

Hvislede han, indædt og mørkt, med den hæse stemme, inden han trak mulen bagud og stirrede på hende. Mente hun mon nogen bestemte, der skulle brændes? Havde hun også været naiv?

Hoppen tog en dyb indånding og lod sin varme ånde forlade hendes næsebor da han rørte hendes kind. Normalt ville hun havde zappet ham, men eftersom hun havde rørt ham var det kun passende at han fik lov at gengælde. Hans hvisken var som sød musik for hendes mandelformede ører og hun mimrede let med mulen inden en feminin brummen fik lov til at synge fra hendes brystkasse. Blikket blev nu rettet mod ham igen og det hvilede i hans pupilløse øjne.

” I vandt denne gang.. Næste gang gør i arbejdet færdigt ”

Hvislede hun nu. Det var en klar hentydning til hvad der var hændt i den grotten hvor den sorte hingst hjerte skulle hentes. Hendes mule strøg tirrende over den isblå flænge på hans bringe, inden hun smygede sig ned at siden på ham og tog et par skridt fremad med fronten vendt mod havet. Hendes blik var mørkt da hun skævede ud på de andre øer hvor de uvidende holdt til. De kunne vente sig. Snart ville de brænde.

Hoppen lod ham røre hende, uden at virke afvisende. Men deres berøringer af hinanden, var ikke kærligt ment, men bestemt, i den forstand at de hvislede til hinandens øre, hvislede til hinandens hævntørst. De ville begge det samme; brænde dem alle. Nedkæmpe dem, hver og én. Og dette gav dem en form for forståelse for hinanden – ellers havde den hjerteløse hingst bidt hende, eller knækket en knogle i hendes krop. Ak ja, smerter kunne han give dem alle; og han higede efter at gøre det!
Hendes ord kom ud, og han forstod dem. Det troede han i hvert fald – hun ønskede Rumpelstilskin væk; ligeså meget som den sorte og muskuløse hingst ønskede det. Et slangeagtigt smil luskede sig henover hans mule, inden han fulgte hende med blikket, da hun smøg sig op af ham, og stillede sig således at hun så ud imod horisonten, hvor de forskellige øer svagt kunne anes.

Volontaire drejede sig omkring, og så i samme retning som hende. Han stirrede dog på hende, og ikke ud i horisonten. Mon den sorthvide hoppe også ejede kræfter, ligesom han gjorde? Hvis hun gjorde, var de givet af Rumpelstilskin, og ikke af skyggerne; for dem var hun ikke en del af . Han kneb øjnene i, inden han gik op til hendes side, dog med afstand.

,,Rumpelstilskin skal nok forsvinde, fra jordens overflade. Det skal jeg personligt sørge for.. Ejer du magi?”

Hans stemme var hæs og mørk, og aldeles ikke venlig stemt. Men det var ikke pga. hende; sådan var hans stemme nu altså bare. Han kiggede ud mod horisonten nu, og ikke imod hende. Han forstillede sig den skræk der ville opstå i deres øjne, den dag slaget for alvor ville stå, deres skrig og kalden på deres kære og nære.

En svag prusten kom fra den sorthvide hoppe, mens hendes blik var fæstnet på de forskellige øer, mens hun i sit stille sind funderede over hvordan så stor en plan skulle iværksættes. Krig havde hun set som spæd. Landet var meget lig Andromeda og hun huskede godt hvordan de havde opholdt sig på den golde ø, i månedsvis. Hun pustede let ud og skævede kort til Volontaire der nu kom op på siden af hende. Hun forholdt sig dog stadig tavs da hun jo som sådan ikke havde meget at sige. Hun følte at hun havde meget til fælles med denne hingst, hvor de for ikke længe siden havde været vidt forskellige. Hun vippede let med de mandelformede ører da han talte, og derefter spurgt. Hun nikkede blot stille.

” Født med Magi, frataget den og derefter generhvervet. ”

Lød det blot roligt fra hende. Det var et kortfattet svar for hun ønskede ikke at give alt for meget væk, for den sorte var stadig en fremmed. Ligesom hun ikke forventede at blive indlemmet i hans såkaldte broderskabs planer. Hun slog et par slag med halen og trådte en anelse frem for at kunne få et bedre syn ud over horisonten.

” Taler de til dig? ”

Spurgte hun så henkastet. Hun mente her skyggerne som snoede sig rundt på øen. Sleske små skabninger efter hendes mening. Hun havde trods alt haft flere sammenstød med den hvide hingst. Han virkede noget så styret af dem. Hun trak let på smilebåndet ved tanken. Jo hun brød sig vidst ganske godt om at være her. Mere end hun nok ville indrømme ud af til.

Den sorte hingst stod som en statue ved hendes side. Hvis ikke det var fordi den hjerteløse vandre før havde talt og bevæget sig, kunne man i et øjeblik godt tro, at hans krop var gået helt i stå, som var den død. Men næ nej, den var ganske levende! Hans ene øre vippede til siden, lyttende til de ord hun nu fremsagde. Hun var født med det, derefter var det blevet taget, og nu havde hun fået det igen. Han nikkede blot kort til hendes ord, uden at spørge mere ind. Den sorte tænkte bestemt over hendes ord, og i hans hoved konkluderede han også, at den sorthvide hoppe nok havde fået sine magiske evner tilbage, ved at lave en pagt med RUmpelstilskin. Ligesom han selv havde gjort i sin tid – dog uden at få evner. Hendes spørgsmål ramte hans øre. Og dette fik et lusket smil frem på hans sorte mule, mens han brummede i en mørk og rusten tone. Skyggerne talte hele tiden til ham. Konstant. De levede jo på ham.

Ved hendes ord, hvislede skyggerne i slangeagtige toner, og bevægede sig livligt og dansende op og ned af hans ben, hvilket tydeligt ville kunne ses af den sorthvide hoppe. Volontaire, den hjerteløse hingst, brummede i en markerende tone, som fortalte han skyggerne at de godt kunne ’pakke sammen’, og falde til ro. De skulle ikke forsøge at fange hende i deres spind; det var der ingen grund til. For hun havde selv et koldt hjerte, og var ikke som de andre små blide lam, der rendte rundt i det uvisse på de andre øer. Han drejede hovedet mekanisk hen i hendes retning, så de isblå pupilløse øjne hvilede stift på hende.

,,De taler altid. Hvisler i mine øre og mit hoved. De lever på mig.”

Svarede han, med en dyb og rungende tone, der hvislede ordene ud som en slange der hvislede med sin tunge. Hans store korpus bar den sorte farve næsten over alt, men trods dette, kunne skyggerne om hans ben stadig tydeligt ses, når de forsøgte at strække sig imod den sorthvide hoppe.

Den sorthvide hoppe skævede ned på skyggerne der nu begyndte at dansede op og ned af hans ben. Ørerne blev vippet en anelse bagud, mens hun betragtede dem nøje. Hun kunne godt høre deres hvislen, men hun var aldrig rigtig blevet synderligt påvirket af dem. En lav feminin brummen kom fra hende og hun vippede let med de mandelfomede ører til hans svar, et svar som hun da studsede over. Hvordan det måtte være konstant at have en lille stemme i hovedet. Hun rynkede kort på mulen og konkluderede at det ville hun ikke kunne holde ud. Hun slog et par svirp med halen, inden hun trådte et skridt nærmere den sorte hingst.

” Det lyder anstrengende ”

Hviskede hun stille med en feminin klang inden hun strøg mulen over hans skulder og derefter gik det par skridt frem så hun nærmede sig stranden. Hun fandt sig ganske tilpas tæt ved vandet, hvor hun kunne gå og vogte over de andre øer. Når hun kedede sig løb hun ofte hele strækningen tynd indtil hun sank sammen i sandet af udmattelse.

Den sorte hingst stod stødt og rankt som en statue. Han havde svaret hende ærligt før, en ærlighed han ikke altid ejede. Kun hvis det var til hans fordel at være ærlig. Han var ærlig overfor dem han følte han var nødsaget til at være ærlige overfor; og det var bestemt ikke alle. Den sorthvide hoppe kom ham nærmere, og standsede foran ham, inden hun svarede ham med en feminin klang, der stod i meget stor kontrast til den sorte hingst dybe, hvislende og mørke stemme, der før havde brudt stilheden. Hun havde ret i det hun sagde. Det var anstrengende, men det var noget han havde vænnet sig til; for sådan var det jo bare. Volontaire, den hjerteløse vandrer slog et stort slag med halen, så den svirpede bag ham, inden han stirrede frem efter hende, da hun bevægede sig længere ud til vandets kant. Han var tavs i nogle sekunder, inden han bevægede sig efter hende, med lange og maskuline skridt. Først da han nåede hendes side igen, brød han stilheden.

,,Det var anstrengende i starten. Ulideligt. Der var ingen ro, heller ikke i søvnen. Men nu er det bare en tilstand jeg er blevet vænnet til, noget der falder naturligt. Jeg kan ignorere dem, eller vælge at lytte til dem. Det er min egen beslutning.”

Hans stemme var mørk og ru, en stemme der aldeles ikke emmede af venlighed. Men det var nu ikke fordi han ikke var ’venlig’, hvis det lige passede ham. Og han havde intet ondt at mene om denne sorthvide hoppe – men stemmen var nu engang hans, og ikke noget han forsøgte at ændre.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Den hvide skygge havde været væk længere, end hvad godt havde været. Så meget var han bevidst om. Den før så fyldige krop var indsunken, som det til tider hændte, men alligevel brændte en sær blød i hans snehvide øjne, som talte om en styrke langt over den kropslige. Hvislende slanger drog af jorden foran ham, forandrede skygger, rakte ud efter de få dyr der havde slået sig ned på vulkan øen, og de få sjæle der betrådte dem. Det var netop sådan et par, han var på vej til i dette moment. Med skridt fyldt af energi, der synes at være umulig taget hans stand i betragtning, nærmede dødninge hesten sig de to. Forræderen og broderen.
Med glødende øjne, der skilte sig ud fra sine mørke omgivelser, kom hingsten til holdt, og betragtede de to sjæle som de slangede sig om hinanden. Hvorfor han var kommet her, var der intet svar, men det smil der snart prægede hans mule, gjorde det snart ganske klart for dem, at det var underholdning. Så længe havde han været i sit eget selskab, lyttet til stemmer der stammede fra fortiden, fremtiden og fra ingen tider. Så længe... En kort latter, med toner som en dansende ild, sneg sig fra den arrede mule, før dele af skygger forlod hans krop, opsøgte de to.

Mørke spredte sig med ét omkring dem, omsluttede dem, udelukkede ethvert glimt af måneskær fra den overskyede himmel. Komplet mørke. Kun deres glødende pupiller lod dem vide, at de stadig var sammen. Med mørket kom stilheden, frarøvelsen af naturens lyde, og snart en hvislen, for svag til at tyde, men snart hævet til et utåleligt tonelege. Det var en hilsen, på fremmede ord kun én af dem forstod, og den anden måske havde hørt før;
"Alok volum, tah faal Qo, faal Rovaan. Beyn nust."

Stemmen spredte sig som torden, og med den kom omgivelserne gradvist tilbage. Foran begge sjæle befandt den hvide skygge sig nu, med et let smil spillende på de arrede læber.
"Broder, Gudinde. Vel mødt."

Oversættelse:
Alok volum, tah faal Qo, tah faal Rovaan. Beyn nust - Rejs dig mørke, find lynet, find vandreren. Hån dem.

De mælkehvide øjne vendte sig mod den sorte som han igen nåede hendes side. De mandelformede ører vippede roligt til hans ord og hun rømmede sig blot stille for at vise at hun havde hørt dem, men ikke havde yderligere at kommentere. En lav brummen kom fra hoppen og hun vippede ørerne en anelse bagud Noget kom og hun kunne ikke umiddelbart få svar på hvem. Hun forstod ikke skyggesproget. Hun hørte dem hvisle, snakke, synge, men sproget var ukendt.
Mørket omsluttede dem og tordenhoppens glød i de mælkehvide øjne intensiverede som gnisterne kort sprang advarende omkring hende. De mandelformede ører blev presset i nakken, men hun rørte endnu ikke på sig. Ikke før omgivelserne igen blev tydelige og afslørede den hvide skygge.
Med det lunefulde temperament tordenhoppen besad sprang hun nu frem efter den hvide skygge med blottede tænder og gnisterne springende mod ham ligeså. Bedst som hun var tordnet til angreb stoppede hun op med en næsten saglig feminin brummen og hævede hovedet en anelse, mens hun hvælvede let i halsen, men det lunefulde udtryk i de mælkehvide øjne forsvandt ej, mens hun tog et par skridt ind i mellem de to ’brødre’.
Den hvide skygge så sygelig ud rent fysisk, men hans fremtoning var ikke lig hans udseende og tordenhoppen var ikke sen til at suge hver en lille detalje til sig.

”Hvide skygge. ”

Lød hendes melodiøse feminine stemme næsten hvislende, mens hun fandt et fin standpunkt mellem de to, midt i det hele, blandt aske og skygger. Det var næsten som at være hjemme. Det var vel meget hjemmeligt, det var måske derfor tordenhoppen trivedes så godt på denne ø.