Golden Sand | Arion

En gylden sjæl vandrede stilfærdigt for sig selv på øen Zenobia. En af de mindre øer i landet, hvis top var dækket af sand. Det var meget længe siden den gyldne hoppe havde befundet sig på denne ørkenø, men noget havde trukket hende hertil i sommerens varme.
Endnu var hun våd på den kort sommerpels efter hun havde krydset vandet, og den lange man dryppede ganske let af det salte vand. Hun brummede for sig selv, inden hun rettede blikket imod øens indre, der hvor sandet for alvor tog over, og alle træer og buske var blevet fortæret af det tørre miljø. Bag den gyldne hoppe strakte havet sig, og andre øer kunne beskues i det klare vejr. Hun skævede kort tilbage, inden hun rettede blikket imod øens indre igen. Af en eller anden årsag søgte hun imod midten, imod noget hun aldrig havde færdes godt i; for selvom hun kunne ligne en ørkenvandre af bygning, havde hun aldrig søgt sådanne områder for andet end nysgerrighedens skyld. Hun slog frem i en let, fjedrende og elegant trav imod sandets domæne, alt imens hendes ører opmærksomt lyttede til omgivelserne omkring hende.

Om hendes hals hang Lyset, en krystal der var blevet hende skænket af den evige sjæl, Den Vise. Hun havde båret den i år nu, og hendes evner og styrker var vokset siden hun modtog krystallen på toppen af bjerget i Enophis bjergkæde, det højeste af dem alle, hvor Lyset den dag rørte jorden. Hun brummede sagte ved tanken om den vandring hun gjorde sig, en vandring der havde knyttet hende til en særlig sjæl, som hun da også måtte sige farvel til. Zekaryah, slangetæmmeren, havde i sin tid fulgt hende dertil, og han var efterfølgende draget ud på sin egen færd som portalens vogter. Hvordan mon han havde det? Hun rystede kort efter tankerne fra sig, da Lyset om hendes hals begyndte at ændre farve. Det lyste pludseligt mere hvidt, som det altid gjorde når der var fremmede eller andre vogtere i nærheden - men den gyldne sansede ej en vogter; og derfor kunne hun regne ud, at hun nok snart ville stå ansigt til ansigt med et nyt bekendtskab. Et smil bredte sig om mulen på hende, og hun udstødte et hoppet, imødekommende vrinsk, hvorefter hun sænkede sin fart og endte op i en parade. Hun skimmede rundt efter denne fremmede, som hun tænkte gemte sig et sted i blandet sandbankerne, men endnu så hun ingen. Spillede Lyset hende et pus? Eller gemte den fremmede sjæl sig blot godt?

Den skimle hingst, med de krystalblå øjne, befandt sig på øen Zenobia. En ø der emmede af sand og goldhed, og ikke så meget andet; hvis man da ikke kendte øen særlig godt. For selvom øen ved første øjekast virkede fyldt med sand og intet andet, ejede den skam også muligheder for vand og føde; hvis man bare ledte de rigtige steder. Arion, som den skimle hingst hed, havde før været på denne ø i en længere periode, og vidste derfor også hvor han skulle lede, hvis sulten eller tørsten nagede ham. Men det gjorde den ikke i disse øjeblikke, og derfor befandt han sig også ret langt inde på øen, hvor sandet var det eneste han umiddelbart kunne se. En let brise trak i hans lange og bølgede man, og fik ham til at se mere levende ud end ellers; for lige nu stod han blot majestætisk og beskuede området omkring ham. Han holdte af øen, men dog ikke så meget som af Enophis eller Leventera, hvor bjerge var til; og der følte han sig mere hjemme, i bjerge og bjergdale.
Stilheden var her, og det havde den været længe. Det virkede ikke til at særlig mange søgte til netop denne ø, og det forstod han måske egentlig godt, da de fleste nok hurtigt ville få paranoia over alt det sand.

Men den åd ham ikke, stilheden, dog han måtte dog erkende at han savnede selskab. Den skimle hingst elskede selskaber, og han elskede at drage på ukendte eventyr, gerne med en ved hans side. I hans tidligere liv havde han ført andre afsted, vist dem de rigtige stier og beskyttet dem. Men det gjorde han ikke mere; han var ikke længere en flok leder, men i stedet en simpel strejfer. De mandelformede øre vippede stille omkring, mens han betragtede den golde ø. Men stilheden blev kvalt, af et vrinsk der ejede hoppede og imødekommende undertoner. Lyden af hovslag opsnappede han også, men de stoppede kort efter vrinsket. Arion rejste sit hoved, og stak mulen i vejret, inden han udstødte et hingstet og meget imødekommende vrinsk tilbage til ejermanden der før havde givet lyd. I en fjerlet bevægelse, satte han i trav imod vedkommende, med høje og svævende bevægelser, mens han knejste nakken galant og vippede ørene lyttende frem. Efter nogen tid, fik han øje på en gylden og fin skabning, der, midt i sandet. Han brummede varmt og venligt i hendes retning, med en rungende og maskulin undertone, mens han stødt og elegant nærmede sig hende.

,,Me’lady!”

Sagde han da, og stoppede op da han var tæt nok på hende. Han bukkede let ned i forkroppen, og strakte det ene forben galant frem, således at han bukkede for den kønne gyldne hoppe. Igen rejste han sig op, og rettede sin krop i en rank holdning.

,,Det er mig en fornøjelse at støde på sådan en ganske køn gylden skabning. Mit navn er Arion – må jeg tillade mig at spørge hvilket navn De bære?”

Hans stemme bar en naturlig charme, med dybe og maskuline undertoner. Han bemærkede skam godt den mærkelige lysende ting om hendes hals, støttende ned af hendes bringe; men han sagde intet om den.

Længere inde mellem sandets banker gemte denne fremmede sig, som Lyset havde sanset. Snart hørtes en klang, en hingstet og ædel klang, som gav genlyd imellem sandets toppe. Illana brummede sagte for sig selv, og lod med det samme blikket blive rettet imod vrinskets retning, og snart kunne den gyldne hoppe beskue en næsten kridhvid hingst på sin vej imod hende.
Hans statur og fremtoning sagde den gyldne, at hingsten vidste hvem han var, og ej var bange for at vise det. Et smil tegnede sig om mulen på hende, og imens den hvide hingst nærmede sig, trådte hun selv et elegant skridt til siden, og lod hendes lange hals formes let nedad i en hilsende gestus. Hun brummede en anelse højere da hingsten var indenfor hørevidde og rettede sig op igen, for at lade sine ravfarvede øjne møde hans isblå, som stod i stærk kontrast til hans hvide skind. En hvid vandre, var hvad han var, og Illana ville lyve, hvis ej hun erkendte, at han var et flot syn.
Ved lyden af hans stemme, der hilste hende an, vippede hun ørerne en anelse længere frem, hvorefter hun gengældte hans noble buk, med en nejen, som hun havde lært af månehingsten. Hun rakte mulen en anelse frem imod den muskuløse hvide hingst, som præsenterede sig som Arion; et navn, som klingede godt og havde en særlig stemning over sig.

,,Arion, fornøjelsen er på min side; mit navn er Illana. Og tillad mig at spørge, du noble sjæl - er du ikke ganske ny i landet her?"

Hun lagde hovedet en anelse på sned, imens hun diskret lod blikket glide over hans sirligt hvide krop. Om hendes hals lyste Lyset endnu i de hvide nuancer, imens det fornemmede hingstens aura, tillod sig at føle lidt på energien der lå omkring ham. Dette skete i det uvise, og hingsten selv mærkede intet til Lysets energi, men den gyldne hoppe kunne fornemme det i hendes krop; for som altid lod Lyset den gyldne hoppe vide, hvad det følte og mærkede. Og Lyset mærkede en sjæl med rene hensigter, og et stærkt hjerte. Illana smilede atter, bredt endda, inden hun igen tilbød sin mule som hilsen til den hvide hingst.

Den skimle hingst, stod med den ranke holdning og betragtede den gyldne skabning foran ham. Hun nejede fint ned efter hans buk for hende, og dette fik et let og fornøjeligt smil frem på hans mørkere mule. De fleste her i landet havde nærmest kigget skeptisk på hans meget generøse hilsen, men sådan gjorde man nu engang i hans hjemland, i hans flok. Hun rakte også mulen i hans retning, og dette gengældte Arion ganske resolut ved selv at strække mulen roligt frem, og røre hendes finde mulespids. Han åndede let imod hendes fine gyldne mule, i en venligsindet gestus. Dog trak han mulen en smule til sig, da hun nu præsenterede sig selv, under navnet Illana. Om det betød noget, det vidste han ikke, men navnet harmonerede mede hendes udseende, let, fint og mundret – ja, det var hun jo altså i den charmerende hingst øjne.
Den mærkeligt ting om hendes hals lyste stadig, i en mærkelig hvidlig farve. Arions blå øjne kunne ikke lade være med at kigge nysgerrigt ned på det, men dog fjernede han bestemt ikke fokus fra den kønne gyldne hoppe, Illana.

,,Illana. Et navn der passer yderst smukt til Dem, gyldne fine skabning. Og De har så sandelig ret, jeg har ikke befundet mig så længe i dette land. Er det meget tydeligt?”

Det sidste fik han sagt med en let drillende undertone, for det var såmænd ikke nogen bebrejdelse, men mere i dril. Han nikkede let til det han selv sagde, for at understrege at hun havde ret. Hans strakte mulen imod hende igen, da hende gyldne lille mule selv kom tættere. Han indåndede hendes duft, lagrede den i hans hoved, så han til enhver tid ville kunne huske hendes duft igen, hvis de nærmede sig hinanden. Og han håbede bestemt de så hinanden igen.

,,Deres skind falder godt i med sandet, Me’Lady. Dog skinner De mere. Og det samme gør Deres fine smykke, det klær Dem.”

Sagde han da, og brummede i en galant og naturligt charmerende tone. Det var jo sandt det han sagde.

Omkring hendes smalle bagpart viftede den fyldige, mælkehvide hale. Vinden blandede sig også med de lange, lyse hår, og manen kravlede sirligt omkring hendes hals. Illana, hvis ravfarvede øjne betragtede den hvide vandre foran hende, stod ganske elegant placeret foran hingsten, hvis aura både emmede af charme, selvtillid og driller, en blanding, som den gyldne hoppe fandt utroligt forfriskende og spændende. Da hans mule kom hende nær, gengældte den hilsen hun havde tilbudt, og hans udånding spredte sig ned over hendes grå mulespids, brummede hun mildt og muntert. Hun tillod sig at nappe ganske blidt efter hingsten da han trak mulen til sig og herefter slog hun let med hovedet.
En ganske mild latter forlod den gyldne hoppes mule, da hingsten bekræftede hendes tanke om, at han var ny; eller, det var nok ej en tanke, men mere en følelse skabt på baggrund af Lyset, som altid sansede nyes tilstedeværelse. Der lå en særlig energi over dem, rester måske, af den magi som havde ført dem hertil.

,,Du viser det ikke tydeligt, Arion, men ser du, jeg har en lille hemmelighed der gør, at jeg ved du er ganske ny"

Sagde hun med et skær af mystik over sig. Sjældent tog den gyldne hoppe drilleri og mystikken til sig, og udtrykte den via sin elegante krop - men hingsten her, som netop emmede af det nøjagtigt samme, fremkaldte det i hende, trods de endnu ikke kendte hinanden. Hun trippede et lille skridt til siden, inden hun atter rettede sig op i en fornem parade.

,,Jeg takker dig, Arion; og ser du, smykket som hænger om min hals, er netop grunden til, at jeg kan gisne om din tid i landet her. Landet rummer magi; ikke blot en slags, men flere. Den magi, som mit smykke er skabt er, er en magi skænket af den, som har ledt dig til landet. Den Vise gav mig dette smykke og med det evner. Når jeg møder en fremmed, som ikke har været i landet længe, lyser krystallen om min hals næsten hvidt. Dette fortæller mig, at jeg er i nærheden af nye; og det er nu en egenskab jeg er ganske glad for at have fået."

Illana smilede atter, inden hun lod sine ravfarvede øjne søge hans blå. Hans udstråling var hende fremmed, og på sin vis dragende; og den gyldne hoppe var allerede nu meget nysgerrig på at finde ud af, hvad denne hvide vandre gemte bag hans isblå øjne. Hvor kom han fra, hvad havde han med sig? Hvor ville han finde sig hjemme i landet, hvad ville han søge?

Arions isblå øjne hvilede hele tiden nysgerrigt og varmt på den gyldne hoppe, en varme der blev udtrykt på en venlig og imødekommende facon. Hans hvide øre var næsten hele tiden vippet i hendes retning, medmindre han kort tillod sig selv at lytte til deres omgivelser; for trods den gyldne hoppe sikkert kunne klare sig selv ganske godt, følte han alligevel den indlærte beskyttertrang overfor hendes fine sjæl. Hun var hans selskab nu og dermed hans ansvar – i hvert fald ifølge ham selv. Hendes nap fik ham til at brumme livligt, og kaste let med hovedet, inden han skrabede lystigt ned i sandet under ham, med knejst nakke, og udstødte nogle livlige og maskuline brummende lyde. Han fandt dog roen igen da hun talte. Hun begyndte at forklare. Noget om en magi – hun kunne dermed fornemme hvem der var nye, og det var han jo. Ikke fuldstændig ny, men bestemt heller ikke garvet i landet. Det var fascinerende! Meget fascinerende. Han følte en stor nysgerrighed, og de blå øjne stirrede derfor betragtende ned på lyset hun omtalte. Og Den Vise. Mange ting forstod han nok ikke helt – men det lød bestemt meget spændende. Han rankede sig op i en galant holdning, og lod de dybblå øjne hvile imod hende ravnfarvede og varme øjne, der passede så harmonisk til hendes ansigt.

,,Wauw – det er noget af en gave, som De har fået, lyder det til, du fine skabning”

Sagde han da, med den naturlige charme, meget oprigtigt ogmed en livlig gnist i de blå øjne, inden han rettede blikket lidt ned på lyset igen. Nysgerrigt.

,,Måske det lyder sært, men kan den også fornemme om selskabet som De befinder Dem i, er godt eller skidt?”

Se, dette ville jo i sandhed være en gave at have. At man på forhånd vidste om man skulle søge væk eller ej. Han brummede i en varm tone og rettede de milde og livlige øjne hen til hende igen, inden han nippede i hendes retning, efter den flyvske man der sirligt bevægede sig i vinden.

De informationer, som den gyldne hoppe havde skænket den hvide vandre, var mange; og de talrige informationer havde også et indhold, som rakte sig langt ud over det sagte. Dette var Illana godt klar over, og hvis den hvide, ædle hingst, havde spørgsmål, da ville det ej overraske den gyldne sjæl. Hun betragtede ham nøje da han rankede sig op på ny, lod sine lemmer placerer hans krop i en nobel stilling. Selv lod Illana sin slanke hals hæves lidt, hvorefter hun prustede en anelse højlydt; et prust, der signalerede at hun følte sig ganske tryg i de rammer, som der var opsat af selskabet.

,,Det er en gave, som jeg ikke kan sætte ord på; for ikke blot er det en evne jeg er blevet skænket; det er blevet en del af mig, dette Lys som der hænger om min hals. Og ligeså er mit ansvar overfor landet her, også fulgt med. Ser du, Arion, landet rummer, ligesom den gode magi, også den onde, og der findes Skygger i landet, hvis største ønske er at henlægge det i evigt mørke. Jeg skal beskytte Lyset, så disse skygger ikke slukker det for evigt."

Dette forklarede hun, selvom han ikke spurgte. Hun gjorde det ikke af trang til at fortælle om sig selv, eller godtgøre hendes egen eksistens; hun gjorde det, fordi landet netop nu stod overfor en stor farer; en farer, som ville påvirke alle. Ikke blot de, som allerede var en del af vogterne eller skyggerne, men også de, som vandrede på neutral grundt. Hvis landet blev henlagt i mørke ville alle som en miste deres sjæle, og ville vandre som tomme hylstre, til ære for Ondskaben selv. Illana brummede sagte, inden hun med et smil vrikkede sine ører frem, ved lyden af hingstens næste spørgsmål.

,,Om et selskab er godt eller skidt, er en definition jeg står alene med; for et godt selskab, kan sagtens komme fra de, som ej har rene hensigter."

Hun smilede skævt, inden hun rakte mulen frem for at puffe imod den hvide vandre, hvis korpus nærmest skinnede sølvfarvet under solens stærke stråler.

,,Lyset kan af og til sanse, om en anden hest har ondskab i hjertet eller ej. Men dette er ikke noget, som jeg vil påstå jeg kan konkluderer noget ud fra. Det er en følelse som kommer, men ej med alle jeg møder; og oftest kun med dem, der enten er berørt af Skygger, eller har et inderligt ønske om at slutte sig til dem."

Den skimmelhvide hingst, stod med rank holdning i hele kroppen. Han havde ikke noget at være flov over, og han vidste hvem han selv var, og hvad han stod for. Han var måske en af de få, der ikke var i tvivl om hvem eller hvad han var. Allerede i en ung alder, havde Arion fået præciseret hvad han skulle opnå med sit liv, og han havde lært en masse af sin fader, der ofte havde taget ham under sine vinger, i samarbejde med hans kærlige moder. Arion havde aldrig manglet noget, og dette bar han også tydeligt præg af; for han hvilede dybt i sig selv. Han brød sig allerede ganske godt om Illanas selskab, fordi hun også virkede til at hvile i sig selv. Hun prustede i velbehag, og dette fik den ranke hingst til at brumme velfornøjet tilbage, inden hun begyndte at tale.

Han lyttede opmærksomt til alle de ord hun sagde, mens hans øre vippede i takt med at hun fortalte om det gode og det onde. Den gode magi og den onde magi, hvor disse skygger hørte til. I hans land havde der også været en krig imellem det gode og det onde, og den skimmelhvide hingst havde altid været forkæmper for det gode; han var en leder, og han beskyttede de der var under hans beskyttelse, eller de der ønskede at være det. Han brummede i en mørkere tone, og kneb øjnene en lille smule i. Denne krig mellem lys og mørke, fik hans indre beskyttelses sans til at rumsterer i hans indre.

,,Illana, det er en stor gave der er blevet dig givet, du kære lysholder. Men jeg tror på, at du ikke er alene om at beskytte landet mod dets ondskaber?”

Dette blev både en konklusion men også et spørgsmål, inden han fortsatte hans tale.

,,Jeg vil til en hver tid, kæmpe for det der er godt for dette land. Jeg har ingen magi eller noget der binder mig til at beskytte nogen eller noget. Men i mit sind, har jeg altid lært at kæmpe for det der er rigtigt, og det der i mit sind føles korrekt. Jeg vil stå ved din side, og de andres side, af de der ønsker at kæmpe for det gode, for lyset”

Svarede han, med en maskulin og autoritær stemme. Altid var Arion glad for fornøjet, men når samtaler som disse kom, kunne han bestemt være meget autoritær i sit toneleje. For han var den fødte leder, og det ville han aldrig kunne lægge fra sig, selvom han ingen flok havde i dette land. Dette hindrede ham dog ikke i at kæmpe for det gode, og nedslå det onde.
Illana talte om definitionen af godt og skidt selskab, og dette fik et smil til at komme frem på den fine lyserøde mule, der ejede små områder med sort. Han svarede dog ikke, for hun rakte ud og puffede imod ham, og dette gengældte han med et venligt puf tilbage til hendes fine lyse man, inden han lyttede til hendes ord iden.

,,Jeg tror altid, at en definition af hvad der er godt eller skidt selskab for en, er op til sjælen selv at vurdere. Men det er nu ganske godt, at dit lys, Ma’Lady, kan hjælpe dig lidt på vej, hvis du ønsker det”

Svarede han, og brummede i en galant tone til den lyse hoppe, mens et naturligt charmerende smil stadig hvilede på hans mule.

Den hvide vandre, hvis selskab den gyldne hoppe allerede fandt sig godt til rette i, lyttede nøje til hendes ord. Han gav hende plads til at fortælle, hvilket var en egenskab den gyldne satte pris på - for ofte kunne hun forme nok så mange ord; og for den utålmodige lytter, kunne dette godt være belastende. Dog virkede den hvide vandre tålmodig, og samtidigt lod det til at han tog de informationer til sig, som den gyldne hoppe videregav. Hun brummede sagte, da hun havde afsluttet sine egne ord og inden hans autoritære stemme tog over. Hans spørgsmål fik den gyldne hoppe til at smile let; nej, hun var ikke den eneste der beskyttede landet, heldigvis - for det var en opgave, som ingen ville kunne stå med alene. Hun viftede ganske let med den mælkehvide hale, imens den hvide vandre, hvis navn lød som en stjerne i det fjerne, talte videre. Han fortalte, at han ville stå ved hendes side - på Vogternes side - og beskytte landet imod det onde. At en sjæl, der ej kendte meget til landet og dets beboere, og ej heller den gyldne, kunne sige sådan, var hun imponeret over. En lys brummen steg fra hendes bryst, inden smilet nåede hendes mule; hun havde en fornemmelse af, at hun stod overfor en meget usædvanlig hingst.

,,Arion, du hvide, dit mod og vilje er noget jeg allerede nu beundre. Jeg vil ikke takke nej, til at have dig ved min side når det gælder; og ligeledes vil jeg tilbyde dig min hjælp såfremt du skulle få brug for en, til at lede dig gennem natten."

Den gyldne hoppe brummede let, inden hun rakte hendes grå mule frem imod hans lysegrå, hvor blissen bugtede sig ned over, og efterlod et stykke med lyserød hud. Hun mimrede let med hendes, lige inden hun puffede imod ham, hvorefter hun graciøst trak sin lange hals til sig igen.

,,Alene er jeg ej, om at beskytte landets elementer. Vi er i øjeblikket 7, som vogter hver vores element i landet her. Jeg vogter Lyset, og en hoppe Armonia vogter Årstiderne. En hingst Jaidev vogter himlen, og det er blot eksempler på de, som deler dette ansvar med mig."

Den gyldne hoppe trådte et lille skridt frem, så hun begav sig ned ad siden på den hvidskimlede hingst. Hun nikkede sigende, inviterende til ham, med ønske om at han fulgte hende ned ad kysten på denne sandede Ø. Hendes ravfarvede øjne hvile på ham, afventede hans reaktion, inden hun skridtede videre med en naturlig elegance, som kun sås i få.

,,Arion, tillad mig at spørge dig - men hvor stammer du fra?"

Lød det da fra den gyldne hoppes mule. Hun havde altid haft en fascination for verdenen udenfor Andromeda, som hun vidste fandtes - hun kom selv derfra; men med tiden i landet her, og med de adskillige møder hun havde haft med landets sjæle, stod det klart at der fandtes flere verdener; for endnu havde hun ikke mødt nogen, der kom fra samme sted.

Den hvide hingst stod stadig med den ranke holdning i kroppen. Han havde ikke noget at være flov over, for han følte ingen skam over sig selv, trods sine nederlag i hans tidligere land. For det var fortid, og noget han dermed ikke kunne ændre. Det der skete her, det var nutid og dermed det han skulle leve i og med. Selskabet behagede den hvide hingst ganske meget, for den gyldne hoppe var en fornøjelse at tilbringe tiden med; så ren og fin samt veltalende. Hun talte nu, med de lyse og milde toner. Hun tilbød ham sin hjælp, hvis han en dag skulle få brug for dette, og det fik ham til at brede et venligt og imødekommende smil over mulen.

,,Jeg håber ikke, at jeg en dag får brug for hjælp – men såfremt jeg får det, vil jeg finde en ære i at have dig ved min side, du lyse Illana.”

Han svarede med rolige og stærke toner, inden han mimrede med den lyse mule, som hun svagt rørte ved. En brummende lyd forlod hans bringe, i ren og skær nydelse, inden han betragtede hvordan hun graciøst trak sit hoved til sig igen. Nogle sekunder gik, inden hun begyndte at forklare hvor mange de var til at beskytte landet. 7 i alt. Nogle navne blev også nævnt, men de var ikke bekendte for den hvide og ranke herre. Han kendte ingen af dem, men ønskede dog at han gjorde. Arion nikkede eftertænksomt og langsomt, inden trådte omkring, og dermed fulgte efter hende, da hun bevægede sig ned af hans side. Han ville med glæde gå side om side med den gyldne, selvom han ikke vidste hvorhen. Han svarede ikke yderligere på hendes ord, men brummede blot mere roligt, nu hvor han vidste at den lyse Illana ikke var alene om opgaven. De hvide øre vippede frem til hende, ved spørgsmålet om hans hjemsted. Kort rømmede den hvide ranke hingst sig, mens han gik side om side hos hende, med en naturlig autoritær holdning.

,,Me’Lady, jeg kommer fra et land der hedder Azühl. Et land, der mest af alt minder om Leventera eller Enophis. Åbne vidder, der er beskyttet at store bjergpas. Frodigt og fyldt med liv. Det område jeg holdte til i, var ledet af min fader, inden jeg selv overtog pladsen som leder. En stor og mangfoldig flok, der hvert år voksede sig større og større”

Han talte med stolthed i stemmen. For han var bestemt stolt over at have været områdets leder. Men han var ikke stolt over, at han i sidste øjeblik ikke havde kunnet beskytte dem; men det fortalte han ej. For der var ingen grund til at skabe en nedtrykt stemning, medmindre den gyldne selv spurgte.

Den hvide vandre, som den gyldne sjæl havde æren af at have som selskab denne dag, valgte at følge hende da hun bød ham. Snart vandrede de to side om side; hun med sine graciøse, naturligt yndefulde bevægelser og han med hans majestætiske aura, som hang omkring ham som en kappe. Hun brummede mildt, inden hun med et smil tillod sig at betragte ham, imens hans stemme forklarede; forklarede om det land han kom fra, et land der mindede om nogle af de øer, som Andromeda bestod af. Hun lyttede intenst imens hans ord blev spundet, og for sit indre så hun billeder af det land han beskrev; billeder af denne flok, som både var stor og mangfoldig. Hun brummede mildt da hans ord var nået til ende, og et lille puf tillod hun sig at sende imod hans hvide skind, som nærmest skinnede under solens stråler.

,,Det lyder til at du stammer fra et land, med både rigdomme og velfærd. Boede din flok det samme sted, eller vandrede den?"

Hun var nysgerrig, som altid - og særligt nysgerrig på hvad hingsten havde oplevet. Han havde været leder af denne flok, hvis størrelse voksede i antallet; og af erfaring vidste Illana at det krævede megen frodighed at opretholde en flok af stor størrelse på samme areal; havde den hvide vandre været heldig at bo i et område med nok mad, eller havde de vandret som nomader, i samme stil som Illana's egen flok havde gjort det i sin tid? Hun lagde hovedet let på sned inden hun lod blikket søge fremad igen. Hun førte ham imod Øens indre, imod et ganske særligt sted, som hun var stødt på under en af sine vandringer. Alt imens de begav sig videre ind over sandet, og deres hove sank dybere for hvert slag, lod Illana sine tanker vandre lidt omkring den hvide vandre. Hun havde efterhånden erfaret, at igen kom hertil af egen vilje; og ofte fordi livet i deres egen verden var på vej til at ende, eller bragte dem så stor sorg, at livet ej længere var værd at leve. Årsagen til den hvide i denne stund kunne vandre ved siden af den gylden var et spørgsmål, som hun gerne ville stille - men for nu gemte hun det væk; og når tiden var inde, ville hun da spørge ham, og fortælle hendes egen historie såfremt han ønskede at høre den.