A new chance | Toshiro & Lucan

Med målbevidste skridt bevægede hun sig fremad. De høje græsstrå kildede om hendes koder og gjorde dem let fugtige. Det havde regnet natten over, hvilket fik de mange små regndråber i græsset til at glimte let i solens stråler. Landet her var frodigt og smukt. Den gråskimlede hoppe, Silvara, var lige ankommet hertil. Hun var vågnet op på denne eng, liggende i græsset uden at have nogen som helst anelse om, hvordan hun kom hertil. Det sidste, hun kunne huske, var, at hun havde ligget i sit hjemland og været døden nær. Efter det huskede hun ikke andet end et stærkt, blændende lys, og så var hun vågnet op her. I modsætning til, hvad man ville regne med, var hun dog ikke flippet helt ud - tværtimod så hun dette som en oplagt chance for at starte på en frisk, og den havde hun tænkt sig at gribe!

Han slog øjnene op. Et skarpt lys blændede ham et øjeblik, imens hans hjerte hamrede i hans bryst. Hvad skete der? Hvor var han? Han kunne stadig mærke slagene imod sin krop, larmen, de vrede stemmer. Det tog adskillige sekunder, før det gik op for ham, at den vrede hob var forsvundet. For hvad der føltes som sekunder siden, havde han villigt overgivet sig til døden. Han havde lukket øjnene i og taget imod smerten. Det havde været hans valg, et nødvendigt valg. Han hørte til hos Guden, det havde han altid vidst. Hans legeme og sjæl var Hans egendom, og hans tid var kommet.

Alligevel var han her. Smerten der før havde dunket i hele hans krop svandt ind, og hans blik blev klart. Måske var hans tid alligevel ikke kommet, tænkte han, idet han kom på benene. Måske havde Han en plan med ham endnu. En let gysen løb langs hans rygrad i det han lod blikket glide ud over landskabet. Det var et frodigt land, så anderledes fra det grå og klippefyldte land han kendte. Og havet... havet var så langt borte. Han hævede hovedet med et let træk i den ene mundvig. En udfordring lå foran ham.

"Dæmon! Monster!" Ordene rummet stadig i hans ører.. Hans krop rystet stadig. Det var som om, at hans krop var blevet traumatiseret over noget, han dog ikke kunne huske. Det føltes som om, at hans krop var død.. men på en måde fungeret den stadig?

Hvad skete der? Hvor var han?
Hvad var det her for et sted? Drømte han?

"Mor..?" Fortvivlet og bange slap ordene ud af hans mule, "Mor? Mor!!? Hvor er du?" Hurtigt sprang han op på sine livløse, rystende ben og kigget forvirret rundt på landskabet. Nu huskede han det hele.. alt det, han havde gjort.. Håbløst mumlede han ud sit mors navn, og kigget fortabt på den fjer der blidt dansede i vinden og landet så fint foran ham. Det fik et trist smil til at komme frem på hans mule, "Hvad har jeg gjort.." Han samlede fjeren op og forsigtig satte den tilbage i hans man. "En dag.. vil jeg flyve igen og jeg vil rette alle mine fejl.. Jeg vil gøre dig stolt mor, det lover jeg! .. Men.."....
"Men.." Med et forvirret blik kigget han atter rundt, "Hvor er jeg?"

En kølig morgenbrise gled over engen og omfavnede hende. Hun lukkede nydende øjnene i og sukkede mildt. Af alle steder, hun kunne være endt, var dette bestemt ikke dårligt. De blå øjne spejdede let henover engen, søgende efter liv.
Hun havde ikke gået mange 100 meter, før en skikkelse dukkede op længere henne ad engen. En brun hingst stod og spejdede ud over området, præcis som hun selv havde gjort kort forinden. Hvis ikke hun tog meget fejl, ville hun mene, at han så lige så forvirret ud som hende selv. Det var dog endnu ikke gået op for hende, at andre var kommet til landet på samme måde som hende selv, så hun tænkte, at han nok ville kunne hjælpe hende med at forklare, hvad det her var for et sted. Med elegante skridt bevægede hun sig hen til ham og bøjede hilsende nakken. „Godmorgen." Hendes stemme var varm, og et blødt smil lå om hendes mule.

Som han lod blikket glide videre, først mod højre, så mod venstre, blev han klar over at han ikke var alene. En grålig skikkelse, let skinnende i sollyset, bevægede sig imod ham. Herfra så det ud som om hesten ikke havde hverken man eller hale. Han rynkede let med mulen, men bevægede sig så imod den fremmede. Den grå lod også til at have opdaget ham, for den gik imod ham med lette trin. Inden længe så han, at det var en hoppe - og at denne ganske rigtigt næsten intet hår havde. Hendes stemme lød imod ham med et hilsende godmorgen.

"Godmorgen,"

brummede han tilbage i et mindre varmt tonefald, men ikke desto mindre med en venlig tone. Han mærkede den velkendte tyngde mod hans bringe idet han standsede. En lettelse gik igennem ham. Idolet var rejst med ham. Guden havde stadig et formål med ham.

Med stille trin, besluttede Toshiro at bevæge sig ud i dette nye land og prøve at finde ud af hvor han var. Han kom ikke lang, før han så to skikkelser. "Undskyld mig." Sagde han med en lille og nysgerrig stemme, da han forsigtig kom tættere på. Han gled hurtigt blikket over de to fremmede, og kunne ikke lade være med at undre sig over, hvorfor hoppen ikke havde noget hår.  

"Ved i, hvor jeg er?" Spurgte han i et venlig tonefald.

Hingsten brummede et godmorgen tilbage til hende, og hun smilede let. Hans tonefald var ikke nær så varmt som hendes eget, men i det mindste lød han venlig.
Hendes ører flakkede nysgerrigt til siden, da de opfangede en stemme. Hun drejede hovedet i den angivne retning og fik øje på en broget skikkelse, der skridtede imod dem. Hun lyttede til hans ord og fik en undrende rynke på mulen. Var han også lige kommet hertil?

„Jeg må desværre skuffe Dem og sige, at jeg ej heller aner, hvor vi er. Jeg selv er netop ankommet hertil for ganske få minutter siden."

Afventede drejede hun hovedet mod den brune og så spørgende på ham. Måske han kendte svaret på deres spørgsmål?

Han betragtede roligt den grå. Hun var ganske spinkel, uden særlig meget huld eller hår. Hun så i grunden ganske sær ud, men Lucan havde ikke noget imod det. Det gjorde hende blot unik. Han skulle netop til at åbne munden, da en anden kom ham i forkøbet; en tredje hest kom skridtende ude fra siden, ganske ubemærket indtil hans stemme lød. Lucan vippede ørerne frem imod den brogede. Også han var unik, men fjerprydet man og røde markeringer malet på sin pels. Det mindede ham et kort øjeblik om hans hjem og de mange ceremonielle tegninger han også ofte havde fået malet - blåt i grønne og blå nuancer for at afspejle havet.

De to, hoppen og hingsten, udvekslede ord, og pludselig vendtes opmærksomheden imod ham. Begge var de åbenbart ankommet her for ganske kort tid siden. Nøjagtig som han selv. Han lo sagte, med en lun glød i de brune øjne.

"Jeg kan desværre ikke bringe andre oplysninger frem end jer. Jeg er også netop ankommet her, til dette... fremmede sted. Hvor end vi er havnet, så er jeg dog sikker på, at vi har et formål."

"Et formål?" Spurgte Toshiro på et forsigtig tonefald, og undrede sig over, hvad den fremmede mente med hans ord. Toshiro kigget nysgerrig på den mindre hingst, og dér gik det op for ham, hvordan han egentlig var meget højere end de to fremmede. Måske var det bare endnu en mærkelig ting om ham? 

Hendes ører var opmærksomt vendt mod den brune hingst, der nu talte. Desværre var hans ord ikke meget anderledes end dem, hun selv og den brogede havde fremsagt, og dette fik atter en undrende rynke til at forme sig på hendes mule. Endnu en hest, der lige var ankommet hertil? Hvad i alverden foregik der? Hvordan kunne det gå til, at tre fremmede og vidt forskellige heste dukkede op på det samme sted inde for ganske kort tid? Et par rynker formede sig på hendes pande, da hun tænkte, så det knagede. Hun så skiftevis på dem begge med intense øjne.

„Jeg kan kun være enig. Det kan ikke være et tilfælde, at vi alle er kommet hertil netop nu."

Lettere granskende studere hun de to hingste foran hende; forsøgte at finde ud af, hvad de mon havde tilfælles, siden netop de tre var blevet udvalgt. Hun kunne dog ikke lige umiddelbart finde de mindste tegn på ligheder i hverken deres udseende eller personlighed; så måske svaret lå i fortiden? Nysgerrigt så hun dem begge i øjnene.

„Hvor kommer I så fra?"

Lucan betragtede kort den brogede hingst foran ham. Jo, hans ord lød måske en smule.. Hmm, hvordan skulle han sige det? Ildevarslende? Han lo muntert. Han fornemmede en skræmt sjæl inde i den brogede. Men han skulle nok vise ham vejen.

Han vendte nu opmærksomheden imod den grå hoppe, der virkede mere sikker. Hun gav ham ret. En smule forbavset, men dog uden at vise det, så han nærmere på den spinkle hoppe. Han genkendte hende ikke, så hun tænkte tydeligvis ikke på det samme formål som han gjorde. Men det pirrede hans nysgerrighed endeløst, at tænke på hvilke formål der sendte heste hertil. Han kendte sit formål - men med hvilket formål var disse to havnet her?

"Jeg kommer fra et ø-rige med navnet Buhru."

Han så ingen grund til at vente på at den brogede talte først, han skulle nok lige samle tanker først alligevel. Nu rettede han blikket skiftevis fra den grå til den brogede, for at se hvem der først gav en bid af deres fortid til kende.

Toshiro lyttede nysgerrig med rejste ører, men ikke meget information fik han. Usikker, begyndte han at kigge rundt omkring sig. Han skammede sig over de ting han havde gjort i sin fortid, og lysten til at snakke om den var meget lille. "Jeg formoder mit hjemland, Shani, er langt herfra." Selvom skammen var der, var der alligevel en snært af stolthed som båret ordene. Hans flok var noget specielt, og i hans hjemland var den respekteret stort. Og alle båret deres vinger med stolthed. Det gjorde han også.. indtil dét skete. Og nu bragte han kun skam over Shani.

Den brune hingst var den første, der svarede. Han kom fra et ø-rige ved navn Buhru. Ikke et, hun havde hørt om. Han rettede nu skiftevis blikket fra hende til den brogede og opfordrede dem til at svare. Den brogede så sig en smule usikkert omkring, som forsøgte han at undgå emnet. Han endte dog med at svare, at han kom fra landet Shani, som han formåede lå langt væk herfra. Heller ikke et hun havde hørt om før. Hun kneb tænktsomt øjnene sammen.

„Jeg selv kommer fra ørkenen Karakum."

Deres lande havde altså ikke lige umiddelbart noget til fælles; derfor måtte svaret findes et andet sted. Hun så skiftevis på dem begge. Mon de var kommet hertil på samme uforklarlige måde som hende selv?

„Må jeg spørge, hvordan I kom hertil?"

Han lyttede opmærksomt til den brogedes ord. En rynke viste sig snart på hans mule. Om det var fordi han var utilfreds eller fordi han tænkte, det var svært at sige. Måske en mellemting. I hvert fald buldrede hans tanker rundt inde i hans hoved, som havde nogen sluppet en storm løs derinde. I Buhru var han en vis hest - han kunne bryste sig af at have besøgt, eller i hvert fald kende til, samtlige lande i hans verden. Han havde været i det kolde nord og det varme syd, han havde vandret på de endeløse sletter mod øst og i de enorme, fugtige skove mod vest. Men han havde aldrig hørt om Shani.

Derpå talte den grå, og også hun berettede om et sted han aldrig før havde hørt om. Karakum. Han vippede med de små brune ører. Hans blik søgte himlen over dem et øjeblik. Kunne det mon være...?
Hans tanker blev brudt af den grå hoppes ord. Han smilede let imod hende, med et stik af vemod i blikket.

"Jeg.. jeg døde."

Sagde han så, langsomt, og smagte lidt på de ord der kom ud af hans mund. Det var i hvert fald det sidste han kunne huske. Og dog. Han følte ikke at det har var himmelen. Dels fordi hans version af himmelen, slet ikke var sådan her. Hvis han virkelig var død, så havde han været hos Ham, i havet, hvor han hørte til.