In times of thoughts [Armonia]

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

I et moment af filosofiske tanker og beundrende øjne stod den blege skikkelse. Hans grønne øjne betragtede med et tavst blik området omkring ham, og fæstnede sig i stilheden det overordnende blik såvel som de små detaljer. Han så skoven - hele skoven i alt dets flor og farver. Han lugtede den - alle de friske knopper og den milde brise der en gang imellem fejede igennem stammerne. Sneg sig ind imellem træer og buske og blomster og bregner. Han følte stemningen af liv omkring sig, og han hørte insekter summe travlt omkring ham. Det var idyllisk... jah, idyllisk var et perfekt ord for hvad der foregik omkring ham. Efter den lange vinter, havde han kort troet at sommer aldrig ville komme igen. Men nu var den her, og hamrede på alle hans sanser og hans opmærksomhed. Endnu engang...

"Spøjst..."
Hans stemme forstyrrede et øjeblik alle de arbejdende dyr omkring ham - fik dem til at stoppe alt og stivne, men efter nogle sekunder genoptog de deres små liv der fyldte en hel verden hver for sig. Langsomt sænkede hingsten sin mule ned imod en række myrer, og fandt med et lille brum en hvis fornøjelse i at se dem, omend andet burde være mere presserende. Men det var det bare ikke lige nu..
Rækken af myrer var arbejdere. De bar hver i ser på alle mulige ting, men en ting var de fælles om. Alle vandrede imod myrertuen, alle havde et mål og en pligt at udfylde.... Ligesom ham, før dette sted.
Hvornår var hans verden blevet så meget større end myrernes?

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Den rødbrune hoppe med den varme glød i pelsen, befandt sig oftest på den mindre ø, Chibale. Det var her hun følte sig ganske meget hjemme, langt inde imod øen, og dog alligevel ikke. Hun var der ofte, fordi en lille lysning havde vundet hende hjerte. I den lysning, snoede en å sig stille afsted, samt et kæmpe piletræ hvis hængende grene ofte omfavnede hende når hun lå under det og sov; det var der hun så sig selv som værende hjemme. Men i dag var den blide hoppe søgt afsted, i en rolig skridt igennem de tætte træer. Armonia elskede skoven, hun elskede alle de spirende blomster, de grønne blade i træernes kroner og de mange dyr der gjorde øen ganske levende. Hun levede af naturen – ligesom den levede af hende. For på hendes krop der levede naturen i bogstaveligste forstand; i manen og halen groede der små fine blomsterrangler, der aldrig visnede, uanset hvilken årstid det var. Men i manen strøg der også små levende snefnug ned af hendes røde hårstrå; og det gjorde de altid, også om sommeren. Om benene voksede der grønne spirende rangler, samtidig med at efterårsblade havde sat sig i hendes koder. Ak ja, den rødbrune hoppe repræsenterede alle årstider; for hun var Årstidernes Vogter i dette land.

Armonia gik afsted med fjerlette og bløde skridt, og sørgede for hele tiden at træde over eller udenom de små insekter der banede vejen foran hende. Hendes varme øjne søgte mod træernes kroner, hvor en smule sollys til tider kastede sig ned imod hende og varmede hendes sommerpels op. Bedst som hun gik der, i en behagelig mime, opfangede hendes sensitive øre dog lyden af en brummen. Der var andre på øen lige nu. Men i stedet for at vrinske og dermed forstyrre de mange insekter i deres gøremål, fortsatte hun sit sirlige og blide tempo i vedkommendes retning. Hun var meget lydløs, fordi hun gik så forsigtigt og blidt over jorden. Dér på stien, mellem træerne, stod en lys cremet skikkelse. Armonia udstødte et blidt og imødekommende brum i hans retning, og fortsatte sin skridtgang lidt endnu, inden hun stoppede i en acceptabel afstand af ham.

,,Goddag, du fremmede vandre”

Sagde hun da, med en fjerblød stemme, og smilede oprigtigt til ham. Om han blev skræmt over de levende blomster, rangler og snefnug der levede på hende, måtte tiden jo vise.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Hvor længe Jairo havde stået og betragtet dem, havde han inden reel idé om. Der kunne være gået 10 minutter, såvel som en time. Optaget af den endeløse række af mindre liv i et større system, havde han fuldkommen glemt at holde øje med noget så banalt som tiden, men lod sig blot falde i staver. Dog forsvandt verden omkring ham aldrig... nej, den levede videre.
En mild brummen, og den bleges ører vippede let bagud. En hilsen lød det som om, og selvom han ikke slap blikket fra myrerækken, kunne han fornemme tilstedeværelsen af den anden. Hun var ikke tæt på, men ganske høflig så det ud som om. Et lille smil trak kort mundvigen på den creamefarvede, men det var blot et spøgelse, så det forsvandt hurtigt. Selskab... selskab kunne være godt.

"Goddag, ma ady"
Kom det fra hingsten, hvis syngende accent bar dybe spor af at han ikke var herfra. Tegn fra et fjernt land, en anden kultur og en anden tid. Den blege løftede langsomt sit fine hoved, og med rolige bevægelser slap han fokusset fra myrerne, og vente det imod en højst mærkværdig hoppe. Hun var rødbrun... men også mere. Hun var... magisk. Overraskelse var ikke hvad man sporede i de grønne øjne. Heller ej glæde eller vrede. Nærmere en dyb eftertænksomhed, som hans øjne gled over hendes detaljer af natur og liv. Vinter... sommer, efterår og forår. Hvem var hun dog? Hvad var hun dog?
Den blege nikkede efter lidt tid til hende, og rømmede sig da. Hun havde skam forbløffet ham, selvom det ikke kunne ses. Og i sin forbløffelse havde han glemt sine manere, hvilket fik en lille klokke til at ringe i reprimande.

"Undskyld, ma lady, De overraskede mig en anelse..."
Sang han, og hævede da hovedet igen. Den slanke hingst tog endnu et skridt imod hende, inden at han stoppede op for at vente på en invitation til at komme nærmere.

"Jeg kaldes Jairo, skulle du ønske et navn på et ansigt.."

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Den røde hoppe betragtede den cremhvide hingst, hvis farve var meget sart og fin. Til hans pels stod de grønne øjne meget ud, men ej på en måde der virkede sær eller mærkelig; ak nej, det klædte den sarte creme pels, at de grønne øjne skinnede sådan. Han var skam en flot hingst, og ej i en farve som den rødbrune hoppe før var stødt på i Andromeda, trods hendes mange år i landet. Hun var en af de, der havde vandret her længst efterhånden, selvfølgelig sammen med en håndfuld andre, som også kendte landet lige så godt som hende. Hans blik var på en flok myre, der stimlede henover stien, ind i skoven og tilbage til deres hjem, deres myretue. Han hilste hende, med en accent der ikke bar præg af at havde været i landet længe; og dog. Andre hilste også med ’Ma lady’, dog ej på samme måde. Alle var forskellige i deres talegaver. Hans blik hvilede over hende derefter, som søgte han at finde ud af, hvilken skabning hun dog var, med disse særprægede livligheder på kroppen; og hun bebrejde ham skam ej. En undskyldning kom derefter, og dette fik blot den blide hoppe til at smile varmt i hans retning.

,,Du skal ej undskylde, vandre. Det var blot mig, der ikke var tydelig i mine skridt, mens jeg nærmede mig”

Svarede hun oprigtigt og med den blide og varme tone hun ejede. Han rejste hovedet, og tog et enkelt skridt imod hende, afventende, inden han præsenterede sig selv med sig navn, Jairo. Armonia brummede varmt til ham, og nikkede roligt. Hun inviterede ham nærmere, ved selv at træde et par skridt i hans retning; for nærhed var hun bestemt ikke bange for.

,,Jairo, mit navn er Armonia. Det er mig en fornøjelse at være stødt på dig i skoven på øen Chibale. Men sig mig, er du søgt hertil for noget bestemt, eller førte dine hove dig blot denne vej?”

Hun spurgte med nysgerrighed, mens de varme øjne betragtede hans grønne øjne. Hun nød bestemt selskab, for det var længe siden.

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Et varmt smil, der bestemt klædte den ligeså varme hoppe. Selve hendes aura næsten emmede af oprigtig glæde over at se ham, hvilket bestemt var et særsyn blandt mange. Det var sjældent man talte helt sandt.. selv blandt venner. Men uden at være clairvoyant, og uden at kende meget til hende som person, fornemmede han en... god stemning omkring hende og i hende. Det var en velkommen forandring.
Et smil gled over hans mule, og en mild klukken forlod ham. Om hans hove blot havde ført ham denne vej? En mere rammende måde at beskrive hans vandring i hele Andromeda var svær at finde. For han var en strejfende sjæl der endnu vandrede uden bestemt formål. Han kendte ikke engang nok til landet til at sige øen her egentlig hed Chibale, men tog hendes ord for det. Derfor nikkede han blot en anelse, og rankede den smalle krop. I takt med at han nærmede sig, flød hans stemme ud i området omkring dem.

"En mere rammende beskrivelse skal man lede længe efter, lady Armonia".
Sagde han og strakte forsigtigt mulen en anelse frem. Hans blik gled fra hendes nøddebrune øjne, og ned imod hendes blomster og rangler. I sandhed fascinerende. Og selvom høflige spilleregler bad ham om ikke at fæstne sig ved detaljer som udseende, kunne han ikke lade værd. Hans koncentration løb fra ham.
Derfor rømmede den blege sig kort, og fandt igen vej til hoppens øjne.

"Undskyd hvis deres udseende er et privat anliggende... men må jeg spørge hvordan? Eller måske nærmere hvorfor?"
Jah, hvorfor var det naturen havde valgt at lægge sig over denne hoppe? Skete det for alle, eller var hun... speciel.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Den cremede hingst, stod med blikket i hendes retning. Et smil gled over hans mule, inden han nærmest klukkede, efter hendes ord til ham. Hun smilede varmt i hans retning, og lagde hovedet let på sned. Hun nød bestemt at han klukkede, for det var en lyd hun ikke havde hørt i lang tid. Mange her omkring var ikke lette at få til at le eller smile, for mange sjæle i dette land havde været igennem mange ting, der nærmest forbød dem at mærke livets små glæder. Men sådan var det ganske enkelt ikke hos den rødbrune hoppe, der nærmest kunne se glæder i selv de mindste ting. Han talte, og tilkendegav at hans hove nok ganske enkelt bare havde ført ham i denne retning, ligesom hendes hove nok havde ført hende ubevidst i hans retning.

,,Måske der var en mening med din og min vandring”

Svarede hun blødt og roligt, og smilede oprigtigt til den cremefarvede hingst, der bestemt ikke virkede til ikke at bryde sig om hendes selskab. Selv lod hun sin mule række sig roligt imod ham, da han gjorde, og snuste hans dufte til sig, for at huske dem og koble dem sammen med hans navn og udseende. Hun brummede blødt, og lod svagt sin mulespids røre hans næseryg i en venligsindet og hilsende gestus. Hans blik gled over hendes mange levende elementer, inden han dog fangede hendes nøddebrune øjne igen, og hun hvilede i hans grønne øjne, mens hun lyttede. Hun forstod godt hans nysgerrighed, og ville gerne forklare. Roligt trak hun mulen lidt til sig igen, og lod ordene flyde.

,,Ser du Jairo. Dette land rummer langt mere, end hvad øjet ser og ej kender til. En magi er i dette land, en magi der for mange ikke er kendskab til. En sjæl så ren som det reneste, har bragt os alle hertil, både dig som mig. Den Vise, går denne rene sjæl under, en sjæl der ej viser sig for alle, men for få. Denne sjæl, vogter over landet og dets harmoni. Men Den Vise kan ej gøre dette alene, og derfor udvælger Sjælen nogle andre til at vogte over landet i samhørighed med Sjælen selv. Disse går under navnet Vogtere. Og en sådan en er jeg. Jeg er Årstidernes Vogter, og beskytter harmonien i naturen, ved at hjælpe med at skifte til de forskellige årstider, når tiden er inde. Men ej er vi her kun for at hjælpe Den Vise, Sjælen. Nej, vi beskytter landet imod ondskaben, imod Skyggerne som holder til på en anden ø, den vulkanske ø Foehn. Det er Vogternes fornemmeste opgave, at beskytte landet og sjælene der er her – det kan lyde sært og opdigtet, men det er dog sandheden jeg fortæller dig, kære Jairo”

Hun talte langsomt og forklarende, med en varm og oprigtig stemme, inden hun lod hovedet glide på sned for at betragte den cremefarvede hingst, og dermed se den reaktion der ville komme hos ham. Mon han ville tro hende?

 

"Now the pale morning sings, of forgotten things,
She plays a tune for those who wish to overlook"

Et lille smil spillede bredere over den hvide mule, inden at det kort efter forsvandt i små bider. Mening... skæbne. Havde det været hans skæbne, hvis det da fandtes? Skæbnen var en smuk og forfærdelig tanke på samme tid. Nogle ville finde trøst i den idé - tanken om at der var en mening ved hver en smerte og hver en prøvelse man gik igennem. Andre ville slås imod idéen, tankerne om at man ikke var i kontrol over ens eget liv... Og hvad med ham selv? Jah, selv var den blege skabning nok lidt ligeglad. Han havde altid fulgt ordrer, og altid til et eller andet slags formål. Om han så skulle lege med på skæbnens spil var ingen forskel, og Jairo brød ikke sit hoved med overordnede grunde når tiden ikke var rigtig.
Det sitrede kort i hingstens krop ved kontakten fra hende. Det var længe siden efterhånden. Kontakt. Alle her virkede så pokkers kontaktsky, at den blege en overgang havde overvejet om det måske ikke var normen at være sammen med andre. Men hans tvivl blev for en stund lagt til grunde, og en nynnende tone kom fra ham da han gengældte hendes uskyldige hilsen.

Hendes ord var mange, og hun talte længe. Men det gjorde intet. Den blege lyttede opmærksomt, og selvom billeder og idéer gled over hans nethinde, kunne intet aflæses i det fine ansigt. Nej, han var udtryksløs indtil enden, og nikkede da blot en enkelt gang ovenpå hele hendes forklaring.

"Okay..."
Var hans ord, og den blege nikkede en gang mere. De mandelformede ører vippedes svagt bagud, og han kastede et kort blik på naturen omkring dem. En kamp imellem godt og ondt.. vogtere, magi og skygger. Og her stod han ovenikøbet med en af disse vogtere..Utænkeligt? Måske for enhver anden end den blege. Men han var opvokset med magi.. så hvorfor skulle den ikke også være her?
den slanke hals krængede opad i et knejs, og stille nippede Jairo til et af de nedfaldne blade der lå på jorden, inden at han samlede det op.

"Kan du mærke naturen omkring dig?"
Sagde han, og lagde det fine hoved på sned. Den blege slap bladet, og puffede kort til hendes lysende blomster.

"Og hvorfor skaber... Den Vise ikke flere vogter, for en bedre verden?"
Den hvide hale vippede en anelse bagved ham, og et spørgende udtryk tegnede sig i hingstens afventende ansigt.

"The fact that they've been blindly deceived
By those who preach, and pray and teach.
But she falls short and the night explodes in laughter"..

  

Den røde hoppe var opmærksom på den cremefarvede hingst foran sig. Hun ville gerne aflæse han reaktion. Men der var ej meget at se hos ham, trods hun forsøgte. Måske skjulte han sin forundring eller foragt, eller også stod han selv og funderede over de ord hun havde fremsagt. Der var mange ting at tage til sig, af det hun havde sagt, og mange ville nok blot le af ordene og ikke tro på at de var sande; og det var også okay. Den blide hoppe kunne ikke tvinge andre til at tro på hendes ord, selvom hun frygteligt gerne ville have alle til at forstå, at der fandtes mere imellem himmel og jord i dette land. Hans sitren i kroppen, over hendes berøring af ham, fik hende kort til at studse over tanken, om han måske ikke ønskede det. Men han gengældte dog hendes gestus, og dette fik et varmt smil over hendes røde mule; for han var dermed ikke kontaktsky ligesom så mange andre i landet. Hans ord var simpel, et enkelt ’okay’. Han samlede derefter et nedfaldent blad op fra jorden, og begyndte at snakke med det i munden. Det lød derfor en smule sjovt, og dette fik Armonia til at le ganske blidt af ham, men dog kun for en stund, inden hun selv kiggede ned på bladet der atter faldt til jorden, mens han puffede til hendes blomster i manen.

,,Jeg mærker naturen, som var den en del af mig selv. Jeg kan mærke når den lider, eller trives. Jeg mærker når tiden er inde til at skifte i vejrets hensigter. Om der er balance mellem vækst og udryddelse. Jeg er en del af den, og den er en del af mig.”

Svarede hun med bløde toner, og lyttede nu til hans ord. Hun forstod godt hans spørgsmål. Stille lod hun mulen ramme imod hans bringe, i en venlig gestus, og derefter trak hun mulen til sig igen, og mødte hans blik.

,,Ser du, Den Vise vælger de, som Sjælen mener er rene i deres hensigter for landet. Ej vælger han blot til højre og venstre, da magien ikke skal lande hos de forkerte hove. Hvis vi ej udnytter magien, for at beskytte landet, men i stedet ødelægge det, vil Skyggerne få magten. Andre er også vogtere i dette land, jeg er ej alene om det – men dog er vi ikke mange endnu.”

Svarede hun mildt, og kneb øjnene en anelse sammen, i en rolig grimasse, der emmede af harmoni og blidhed. For hun var harmonisk og blid, den røde Armonia.