Wanderlust [Canicus]

Askeøen. Den sorte ø. Øen med skyggerne, øen med den røde himmel og øen der længe havde været hendes hjem. Hendes græsgange og alt hvad hun havde kendt til. en gang havde Rasbell været uden for denne ø, og en gang var hun vendt tilbage for at blive. Minderne om den anden ø - skovøen var svage, men i tiden havde de rumsteret rundt i hendes hoved. Skovøen... alt var grønt. Alt var så... frodigt. Ikke fordi Fohen ikke var frodig - bestemt ikke! Askeøen havde små oaser af liv og lys, da asken fik alt til at spire hurtigt. Men der var bare.. anderledes der.
Hun havde tænkt længe, overvejet i noget tid og taget for og til... burde hun bevæge sig væk herfra? Hun var uendeligt meget i tvivl.. den askefødte ville helst ikke rejse over vandet, skulle de andre øer vise sig at være en skuffelse. Hun kendte ingen der, og tanken om at strejfe alene rundt havde aldrig været tiltalende. Men åh... åhh, hvor hun længtes efter at komme ud.

Hendes eventyr trang rumsterede i den støvbrune krop, og fik hende til at trave kysten tynd i hidsige skridt. Hendes hvide hale blafrede i vinden fra havet, og små utilfredse lyde over hendes tvivl undslap hende i ny og næ. For Rasbell ville meget, men kunne aldrig tage sig sammen til det. For det betød hun måske aldrig ville finde den røde igen.. og dét, vile være en katastrofe.

Eventyrlysten.  Det var et ord der kunne beskrive den unge hingst der netop havde krydset vandende der lå mellem hans vante rammer på de øvrige tætliggende øer og ud til denne mystiske vulkanø.  Han var ikke andet end lige trådt op på den tørre del af kysten og rystede sig endnu engang for at få det sidste vand af det røde skind som nu gav genskær i solen. Dog var pelsen mørkere da den var våd, men i solen stod den som tusind flammer midt i et inferno. Han var trods alt også en lille ildprins. Det var i hvertfald hvad hans moder havde fortalt ham.  
De blå øjne der ikke bar på mange flammer undersøgte kysten for liv, og det unge sind havde ikke opfattet bevægelsen i det fjerne, som han nu ubevidst begav sig imod i en rolig trav. Der skulle være tid til at udforske hver en lille sten dette fremmede sted. Han overvejede sine muligheder, inden han tog et par bukspring. Ud af øjenkrogen kunne han nu opfatte den anden, og han stoppede afventende op.  Mon det var en ven eller fjende?

Noget steg op fra vandet.. den askefødte stoppede med et sæt, og kneb øjnene en anelse sammen for at skimte bedre imod den klare sol. Noget småt, og noget orange... Hendes første indskydelse var noget flyvende. Kunne ild stige op af vandet? Var det et slags væsen? Var det ven eller fjende? Men efter at have taget nogle enkelte skridt nærmere, skimtede plagen ben og krop, og sukkede en anelse da det gik op for hende det blot var en anden hest. Eller noget der lignede. Det kunne egentlig være ligemeget.
Hun havde ellers lige håbet.... jah, hvad havde hun håbet på? Det fine hoved blev langsomt lagt på sned, imens hun med et let mistænktsomt udtryk betragtede den fremmede skikkelse begynde at bevæge sig. I starten kunne hun ikke helt greje hvilken vej. Men desto tydeligere han stod frem, desto hurtigere gik det op for hende det var en anden hest - eller rettere, et føl.

Aldrig slap hun det mistroiske, lettere irritable udtryk, inden at hun med en lav brummen tog et par fjedrende skridt frem, for igen at stoppe op, ligesom ham. De himmelblå øjne stirrede på ham, inden at hun med et lille fnys samlede kroppen, og henvendte sig til den anden.

"Hvem er du?"
Blev der råbt, og plagen hævede hovedet en anelse.

Det vagte begejstring hos den lille hingst at se en anden yngre sjæl, dog var hun ældre end ham, det var tydeligt, det hindrede ham dog ikke i at skridte hende i møde med et ganske roligt udtryk i de blå øjne.  Hun virkede dog knapt så afslappet jo mere han kunne få lov at se af hende, men stadig ung gjorde det at han ikke vendte sig om og gik, men derimod søgte selskabet.  Der var ikke tid til småsludder, og kontant kom hun med et spørgsmål før de overhovedet havde hilst. Hvor uhøfligt.  Canicus rømmede sig roligt og stoppede nu op på behørig afstand, for tænkt nu hvis askehoppen bed.  Hans mor havde lært ham at hopper godt kunne være farlige. Især en vred hoppe.

" Canicus, søn af Caedis. " 


Svarede han hende nu tilbage. Han viftede let med den røde hale, der bar enkelte sølvtråde. Han funderede nu over om hun overhovedet havde lyst til at have hans selskab. Det ville være en skam hvis hun ikke ville. Han var trods alt svømmet hele vejen herover. Det ville være spild hvis ingen overhovedet gad at snakke med ham.

Den fremmede stoppede, og bifaldende brummen kom lavmælt fra den støvbrune hoppe. DEt var godt at han stoppede... det var godt at han holdt sig til de regler hun selv fulgte. Nemlig at hun satte tempoet. Hun havde før oplevet hvordan andre prøvede at møve sig ind i hendes planer - skubbe dem ud af retning og vej. Og det fungerede ganske enkelt ikke for nogle af parterne.
Hoppens ører vippede let ved hans stemme, og med et kort nik tog hun nogle afmålte skridt tættere på. De isblå øjne scannede ham, fæstnede sig ved større eller mindre detaljer, og når alt det var overstået, lod hoppen det utilfredse udtryk falde en anelse. Navn og udseende. Det var hvad hun havde brug for her i starten. Vagt tiltede askehoppen hovedet en anelse på sned, før at et kort smil gled over hendes mule.

"Canicus... et sjovt navn".
Mumlede hun. Mest for sig selv, og ansigtet faldt tilbage i de overvejende folder. For hvad lavede denne Canicus, søn af Caedis her? Hun faldt lidt til at spørge hvorfor, men besluttede hurtigt det var et dumt spørgsmål. Der var mange der fyrede dumme ting af her... og hun ville ikke være en af dem.

"Jeg er Rasbell, datter af Fuyu no Kitsune".
Sagde hun, og den bløde stemme bar et strejf af hoppens utålmodighed, så det kom ud lidt hurtigt. Men hvis han præsenterede sig med forældre, skulle han ikke være den eneste. Rasbell vippede kort hovedet den anden vej, inden hun tog endnu et skridt nærmere.

"Kommer du fra Skovøerne?"
Et strejf af nysgerrighed havde sneget sig ind i hoppens ellers nonchalante tone, og hun blinkede kort.

Canicus smilede svagt til askehoppen. Hun så ud til at tø en lille smule op af hvad han kunne finde ud af at læse på hende.  Det gjorde ham ganske tilfreds i det hans svømmetur så alligevel ikke havde været forgæves. En kort kommentar på hans navn fik ham til at rynke let på mulen. Hvad var der mon sjovt ved hans navn? Fjollet hvis man spurgte ham.  Han nåede dog ikke at fundere mere over det, inden hun utålmodigt fik sagt sit navn. Aha! Så kan hendes navn da også bare være sjovt.  Canicus udtænkte allerede en mesterlig plan for hvad han skulle sige til hende, og et lille lusket smil matchede nu udtrykket i hans øjne, men igen nåede han ikke langt før han blev nødt til at gemme de nederdrægtige planer til senere. øv!
Skovøerne? Mon hun mente Chibale? Canicus trak på skulderne med et lille smil før han nu begav sig ud i et svar.

" Altså jeg er født på Leventera. I en skov, men jeg har også været på Chibale, hvor der ikke er andet end skov. Så er der Enophis hvor der er bjerge, og Zenobia som bare er en kedelig bunke sand, men jeg har aldrig været her? Ellers jeg er her nu, men altså. "

Canicus snakkede hurtigt i det han blev en anelse ivrig. Det hindrede ham dog ikke i at tilte hovedet på sned og betragte hende yderligere. Gadvide om han ville vokse hende over hovedet når engang han blev ældre? Man kunne jo håbe. Ligenu var han jo bare følgrim.

Hun skulle ikke vente længe før der kom svar. Og et ganske langt et vel og mærke... han fortalte en masse om øerne, men spørgsmålet blev der i princippet ikke rigtig svaret på, og det fik hoppen til kort at rynke en anelse på mulen. Hvorfor kom der ikke bare et ja, eller et nej? Men dog, Rasbell glemte det hurtigt og lyttede i stedet med et nysgerrigt blik på hvad han ellers sagde. For han kendte til så mange flere øer end hende... og han var yngre end hende! Utroligt...
Den mindre anerkendelse fandt dog aldrig vej til askehoppens øjne, og hun nikkede i stedet med et påtaget lille sammenknebet blik. Som om alt egentlig irriterede hende, og der skulle meget til at muntre hende op. Selv med selskab.

"Godt så"
Kom det kortfattet fra hende, og den lange hoppe gik nærmere ham. Hendes fjedrende skridt fik hende trippende til at gå lidt til siden, hvor hun så nærmere på hans våde krop. Han var så lille... og det var godt. I hvert fald for nu.
Med et lille ryk vendte hun blikket tilbage imod rødlingen, og rømmede sig kort. Han havde aldrig været her simpelthen? Så var det næsten hans lykkedag, for Rasbell havde levet hele sit liv her! Og det var jo fantastisk, ikke? Den støvbrune tog et sidste skridt imod ham, og puffede en enkelt gang til hans kind.

"Du er på Foehn, hvor der er.."
Rasbell smilede kort, imens hendes lille kunstpause trak ud til nogle sekunder.
"En masse aske. Og ikke nok med det, har vi klipper, en vulkan og både min mor og far hængende et eller andet sted... fantastisk, ikke? "
Stemmen faldt over i sarkasme, og Rasbell slog et smæld med den hvide hale. Hun fattede simpelthen ikke hvorfor man frivilligt tog herud... men på den anden side, hun fattede heller ikke hvorfor hun blev. Her var intet at spas og det var sjældent man mødte nye heste. Alt i alt, havde han taget et sats ved at komme herud... og det vidste hun ikke om hun beundrede ham for, eller fandt dumt.