Just Another Day [Archos]

Det var tydeligt at den brogede Solitaïre lyttede til hvert information han videre gav. Han havde hendes opmærksomhed og lige ledes havde hun hans. Han brummede lavmeldt, da hun kort efter han var færdig med at tale spurgte om havet var den eneste vej frem til de andre øer.

"Det er i hvert fald den eneste måde jeg kender til- med mindre man på mystisk vis besidder evnen til at flyve. Jeg var selv på vej til at drage videre."

Hun måtte tage det som en invitation hvis hun lystede, men uanset hvad med eller uden hende ville han inden dagen var omme drage videre til en af de mere frodige øer. Ønskede hun det kunne hun gøre ham med selskab over havet.

Den brogede hoppe stod med blikket rettet imod ham, da han igen talte. Han mente det var den eneste vej de kunne krydse havet på, medmindre man ejede en kraft der kunne få en til at flyve; men dette havde hun dog aldrig hørt om, selvom det var noget hun ofte havde drømt om. At kunne flyve frit, ligesom fuglene. Søge højere op og væk. Men det var egentlig ikek så meget det at være fri, men mere det at kunne gemme sig, blandt træernes kroner, væk fra alle andre. Hun blev hevet ud af sine drømmerier, da han nævnte at han ville drage videre. Kort drog et sørgmodigt blik over hende, inden hun tvang sig selv til stille bare at nikke til ham.

,,Held og lykke, på din vej”

Sagde hun da, og trådte nogle skridt bagud, for ikke at spærre vejen for ham. Hun kunne ikke krydse havet.. Hun turde ikke.. For tænk nu hvis hun røg under vandet igen, og dermed ville drukne… Det sitrede kort i hendes krop, uroligt, inden hun tvang sin brogede krop til at finde ro igen. Han ville nok gå nu, og det forstod hun godt. Hun var ikke godt selskab, og øen var hverken frodig eller fyldt med andre sjæle. Her var sand og goldt. Og hun var bare.. Solitaïre..

Archos bemærkede hurtigt hoppens reaktion da han forklarede at havet var umiddelbart den eneste vej, og han selv havde i sinde af krydse det. Frygtede hun havet? Archos stod for en kort stund og vurderede hende. Hvis hun frygtede vandet var hun strandet her. Alene og forladt i et område der ikke var særlig velegnet til at leve i.

"Jeg kan føre dig over havet hvis du ønsker."

Han tilbød det som et valg. Der var mange måder Archos havde kunne sige det. Han havde kunne give hende en ordre, som hun hid til havde været meget underdanig havde hun nok følt sig tvunget til at adlyde trods for hun ikke ønskede det. Archos kunne være hård og måske virke kold hjertet, men ej var han en potion hvor han kunne tillade sig at kommandere den brogede Solitaïre. Han ville ikke tvinge hende, selvom han muligvis havde muligheden. Nej han stod her som ligemand med den brogede.

Den brogede hoppe stod afventende, hun ventede på at han bød hende farvel og dermed ville søge væk fra hende, og overlade hende til den ensomhed hun så længe havde været vant til. For hun havde kun mødt denne Archos, og en anden hingst på denne ø. Disse var de eneste selskaber hun havde haft, trods hun var ankommet i den periode hvor der var koldt og frossent om natten; selv på denne ø. Hun brummede sagte med sine nervøse og usikre toner, inden hun søgte blikket ned imod sandet, for ej at stirre på den store og hvidlige hingst. Men han talte pludselig, tilbød hende hans hjælp til at krydse havet. Stille løftede hun hovedet, og man kunne nok nærmest se frygten i hendes øjne, og alligevel en vis taknemmelighed. Men hvad skulle hun sige? Stilheden åd dem i nogle sekunder, inden hun tvang sine usikre toner frem.

,,Jeg.. Det.. Det slugte mig næsten, da jeg kom hertil.. Men.. Jeg vil gerne prøve”

Sagde hun så, usikkert. Og trods hun ønskede at krydse havet, var hun så ræd at hun allerede nu kunne mærke skindet under hendes pels dirre lidt. Men det var ikke til at vide, hvornår hun mødt en anden på denne ø, som ville tilbyde hende den samme hjælp. Og den brogede hoppe havde jo som sådan intet at miste.. Hendes liv, ja.. men at være dømt til for evigt at være på den sandede ø, var nærmest lige så slemt.

Det var tydeligt at den brogede var klar til han bød hende farvel, hun havde allerede på forhånd taget afstand for at lade ham passere og rejse videre, men efter han havde talt mødte hun ham med angst i blikket. Den skimlede hingst havde vidst været korrekt i sine antagelser, denne hoppe frygtede havet-

"Jeg vil hjælpe dig. Jeg lader ikke havet sluge dig."

Archos gav et nik, næsten et buk for hende for at vise at han stod ved sine ord. Han var en hingst der stod ved sine ord og løfter. Hun kendte ham ej, og om hun virkelig ville stole på han nok skulle hjælpe hende var svær at sige, men hun havde sagt hun ville prøve. Archos havde i hendes tilfælde selv taget imod hjælpen, for at være strandet på denne ø, virkede ikke lige frem til at være særlig hensigtsmæssig.

Med lange men rolige skridt baggav den store hingst sig hen imod havet, helt hen til. Han stoppede op da alle fire hove var placeret i vandet, før han vendte sig imod den brogede hoppe. Han ventede på hende.

Den brogede hoppe hvis blå øjne stirrede ned i sandet foran hendes forben, lyttede til de ord der kom fra ham. Han ville ikke lade havet taget hende, sluge hende, og dermed gøre en ende på hendes eksistens. Nok var det en ynkelig eksistens hun havde indtil nu, fordi hun var bundet af at bo på denne ø, og bundet til ensomhed, men derfor ønskede hun nu stadig ikke at dø, eller gøre en ende på sig selv. Derfor gjorde det det også svært for den usikre Solitaïre, blot at hoppe i vandet og give sig til at svømme. Archos, den store hvidlige hingst, bevægede sig forbi hende, og ned til vandets kant, så hans hove stod under vand.

Solitaïre løftede forsigtigt sit fine hoved, og kiggede i hans retning. Han vendte sig i hendes retning, afventende. Han mente sine ord, han ville have hende med – han ville hjælpe hende. Stille samlede hun sin krop sammen, og rejste sit hoved en smule mere, inden hun med stive skridt bevægede sig ned til ham. Hun stoppede lige føre vandets kant, og tog hovedet nedad, for at betragte den smule vand der skyllede op, og næsten ramte hendes hovspidser. Ørene gled usikkert og nervøst bagud, mens hun udspilede sine næsebor og kom med nogle nervøse og sammenspændte fnys, ned i vandet. Atter rejste hun hovedet, og trådte nogle skridt fremad, så hun næsten stod side om side med Archos, men os kun næsten. Hendes skind sitrede, og ørene vippede konstant rundt og bagud, nervøst, mens hun trak vejret i dybe træk. Hun brød sig bestemt ikke om det! Men hun higede efter at komme væk fra denne sandede ø. Hun drejede stille blikket, og kiggede på Archos, nærmest higende efter hvilken som helst trøst, om at det hele nok skulle gå.

Archos stod med stor tålmodighed. Ventede på den brogede hoppe ville komme til ham. Han gav hende den tid hun havde brug for, for at nå ud til ham- trods for han kun akkurat var i vandet. Med nervøse skridt og tydelig tegn på angst over for vandet, kom hun dog ud til ham. Archos brummede venligt før han vendte fronten ud imod det åbne hav.

"Det skal nok gå. Havet er roligt i dag og turen er ikke så frygtelig lang. Husk blot på ikke at stoppe med at svømme før du atter kan mørke grund under dine hove."

Archos øje hvilede på hende. Hun så ikke tilpas ud. Den store skimlede hingst havde forståelse for hendes utilpashed. Hun havde fortalt ham hvorfor vandet for hende var en ubehagelig rejse. Archos ville ikke lyve. Hvis han kunne undlade det ville han ikke svømme heller. Selvom der ikke var utrolig langt, var det ufattelig hårdt at blive ved. Stoppede man undervejs ville man synke.

Den brogede hoppe stod stiv som et bræt og stirrede skiftevis ud på det store åbne hav, og tilbage til den hvidlige Archos, der stadig stod side om side med hende. Hun ønskede for alt i verdenen, at de bare kunne droppe svømmeturen og forblive på øen; og dog. Hun drømte om at komme væk fra denne ø, søge ud til andre mere tiltagende vidder, hvor der både var mere liv fra andre sjæle, men også andet at kigge på end sand, samt enkelte små vandhuller med lidt buske og græs omkring. For denne ø var meget gold og bestod mest af alt af ørken. Han talte, forsøgte at berolige hende. Han havde ret i det han sagde, det vidste hun. Hun havde svømmet før, i sit gamle land. Men der havde havet ikke forsøgt at sluge hende og trække hende ned, som det havde her, da hun pludselig var dumpet ned i vandet.

Solitaïre nikkede forsigtigt til det han sagde, inden hun lod mulen sænke sig en smule, således at hun svagt rørte vandoverfladen. Det var ikke rigtig koldt, for sommeren var her, og solen havde derfor længe varmet imod det store hav. Forsigtigt tog hun nogle skridt fremad, sådan at hendes hove var helt dækket, og at vandet stod halvt op af hendes ben, så det næsten rørte de brogede knæ. Hendes vejrtrækning var anstrengt allerede nu, fordi hun frygtede at træde længere ud. Og den brogede hoppe gik da også i stå her, ude af stand til at gå længere ud lige nu, uden at have Archos ved siden.

Archos så på alt imens den brogede Solitaïre vangrede lidt længere ud i vandet. Hun var næsten ude i vandet til hendes knæ før hun gik i stå. Den store skimlede hingst smilede svagt, men opmuntrende og roligt bevægede han sig med hende og lidt længere ud i vandet. Han drejede den store hoved en anelse og så på den brogede med den ene øje han kan kunne se på.

"Hold dig tæt til mig, og jeg skal nok støtte dig igennem det."

Han brummede roligt og opmuntrende til hoppen. Han stod stille et kort øjeblik, blot for at lade hende vende sig til vandet og nå op til ham, før han atter begav sig længere ud i havet. Det tog ham ikke mange skridt før havets bund nåede længere og længere ned og vandet gik ham op til halsen. Få skridt mere og han ville ikke længere kunne gå, men være nød til at svømme.

"Her fra, begynder bunden at dykke kraftigt, husk at blive ved at svømme."

Archos ventede på hende, han ville ikke gå længere ud før hun var med ham, var helt ved siden af ham. Archos var ikke den hurtigste svømmer og der på anså han det yderst vigtig at hun ikke kom for langt væk fra ham, i tilfælde af han skulle træde til for at sørge for hun blev over vande.

Den brogede hoppe ønskede sig alle andre steder hen, end lige her i vandkanten, hvor vandet hele tiden ramte imod hendes ben og dermed gjorde hende opmærksom på at hun befandt sig i det der var frygtindgydende for hende. Den store lyse hingst smilede til hende, som forsøgte han at opmuntre hende, inden han bevægede sig forbi hende og længere ud. Han talte – hun skulle holde sig tæt på ham, og dette havde den usikre Soliraïre bestemt også tænkt sig at gøre. Langsomt og forsigtigt bevægede hun sig ud længere ud imod ham. Han stod nu med vand helt op til halsen, hvor hun kun fik det til bringen. Her gik hun i stå.. Hun brummede uroligt og usikkert, inden hun små panisk nærmest hoppede frem til ham, for at stå side om side med ham, og så vandet fløj op omkring dem.

Vandet gik hende til halsen, lidt højere op end hos ham. Hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede i bringen og hvordan blodet pumpede rundt i hendes krop. Hun var bange – ja nok nærmest helt panisk. Men hun forblev ved hans side, lyttede til hans ord, men hun svarede ikke. Det kunne hun ikke. Hun var klar over, at næste gang de trådte fremad, var hun nødt til at svømme og dermed miste fodfæstet som hun dog indtil videre havde. Hun frygtede det.. men hun skulle væk fra denne ø, og dette var måske den brogede hoppes eneste chance.

Hoppen kom helt hen til ham, hun virkede ivrig men panisk. Archos kunne forstå hendes angst. Han kunne ikke fjerne den, men i stedet ville han kunne støtte hende; og det var hvad planen var. Han brummede roligt og opmuntrende. Et enkelt blødt puf før han trådte frem og lod underlaget forsvinde under hans hove; han var nu tvunget til at svømme. Til at begynde med svømmede han ikke frem, men trådte blot i vande alt imens han ventede på den brogede ville følge med. Han ville tage det roligt, når hun først var kommet ud hvor hun var tvunget til at svømme, ville tempoet være noget anderledes. Ingen pauser hvor han skulle vente til hun kunne vende sig til det. Så snart hun var kommet ud hvor der var dybt, måtte de svømme fremad og målrettet.