Just Another Day [Archos]

Sand, sand og atter sand. Det var hvad den brogede hoppe levede i, og havde gjort i en længere periode. Hun havde endnu ikke krydset det store hav, som nær havde taget livet af hende da hun dumpede ned i dette fremmede land. Den brunbrogede hoppe befandt sig på øen Zenobia, den eneste ø hun havde set indtil nu. Hun havde før betragtet horisonten og vandet, og vidste at der lå andre øer derude; men hun turde ikke krydset havet i et forsøg på at komme dertil. Stille vippede de mandelformede øre, inden hun lod mulen sænke sig lidt ned. Hun lå placeret ude ved kysten, tæt nede ved vandet, men dog i det tørre sand. Hun lå tit her og stirrede ud på havet, i et forsøg på at overbevise sig selv om, at hun en dag måtte forsøge at krydse det, så hun kunne finde de andre øer. Men nej.

En brummende lyd forlod den spinkle hoppe, der lå ned i sandet og slappede af. Ensomheden åd hende stille op, for der var sjældent nogen på denne ø; i hvert fald havde hun ej mød dem, men kun én enkelt i sin tid i dette land. Måske var hun bare dømt til for altid at være alene? Men det var nok også bedst. Ingen ville alligevel ønske selskab fra sådan en som hende. Hvad skulle de dog bruge det til.. De fine øre vippede igen, inden de lagde sig lidt sørgmodigt bagud, mens hun lod hovedet falde mere, for til sidst at ligge det ned i det tørre sand. Her var drivende varmt, og solen bagede ned på hende. Hun burde søge de palmer der gav hende skygge, men hun gjorde det ej. Ikke endnu. Her forblev den brunbrogede Solitaïre liggende, med svagt lukkede øjne, lyttende til havet stille brusen.

Archos havde længe vandret rundt i dette mærkværdige land, stadig overbevist om at han nok skulle finde et nyt formål. Der var dage det var svært at bibeholde håbet, de mange ensomme timer og lange dage under den bagende sol, kunne let for hele hans tilstedeværelse til at virke fortabt. Den store hvide hingst holdt dog stadig hoved højt. Han vidste at han havde fuldført sin tidligere opgave, sørget for de andre var noget i sikkerhed. Selvom hingsten nu var ensom og ladt alene i dette fremmede land, var han dog ikke ulykkelig.

Med lange skridt bevægede Archos sig igennem det tunge løse sand uden større besvær. Han gik rank og stolt frem, mens han lyttede opmærksomt til omgivelserne, blot for at intet nyt alligevel at høre. Få heste havde han set men ikke et tegn på liv på denne tomme sandbeklædte ø. Han måtte nok snart erkende at han måtte videre, og der ved blev den for lagte rute ændret, og han gik nu målrettet imod kysten.

Solen bagede nedover den brogede hoppe, og frembragte steder på hendes pels der blev lidt mørkere end ellers, fordi sveden i huden langsomt begyndte at bevæge sig ud i hendes tynde sommerpels. Hun havde dog efterhånden vænnet sig til denne varme der var, fordi hun nu altså havde været på øen i en del tid. Men hvor lang tid, det anede hun ikke – hver dag var ens. Alle dage flød ud i hinanden, fordi de alle lignede hinanden; de var alle uden formål. Alle uden mening. Men sådan havde det næsten altid været for den brogede hoppe. Hun havde ikke kendt mange i sit gamle hjem, men dog var hun i en flok, hvor der var en form for fællesskab, trods hun var lavest i hierarkiet – det havde hun altid været.

Solitaïre vippede stille med ørene, inden hun åbnede sine blå øjne, og stirrede udover det blågrønne hav, der sirligt bevægede sig en smule i vindens tag. Men det var dog ikke meget – der var næsten blikstille denne dag. Hun brummede i en sagte tone, og prustede en smule, i en tænkende grimasse. Mon hun snart skulle forsøge at krydse havet? Men bare tanken fik hendes skind til at dirre i frygt og foragt; det blev heller ikke i dag. De mandelformede øre vippede i en pludselig bevægelse bagud, da nogle lyde forstyrrede hende. Var der nogen på vej? Hun lyttede intenst, og mente bestemt at det var lyden af hovslag. Men det måtte være indbildning… - for der havde ikke været andre sjæle i nærheden af hende, igennem flere måneder. Hun forblev derfor liggende, og lukkede atter sine øjne i, mens hovedet hvilede fladt imod det tørre og varme sand.

Den salte lugt blev tydligere, deler ville ikke gå lang tid før havets urolige overflade ville nå den store hingsts blik. Havet var det eneste den skimlede hingst forventede at for øje på forude, men det skulle snart vise sig at trods alt ikke var helt alene på denne ø. Forsat med faste skridt bevægede Archos sig igennem sandet, som var det mest naturlige underlag at bevæge sig frem i. Musklerne under det lyse skind var spændt, og flere sted var sveden dog blevet synligere på grund af den voldsomme varme, og når hingsten så ikke lige frem tog det hele i et roligt tempo kunne det ikke undgåes.

Med et ryk stoppede den store hingst. For nu hvor han endelig kunne se, hvad han længe havde kunne dufte var det ikke kun et uroligt hav med brusende bølger han fik øje på. I sandet lå en broget heste skikkelse. De mandelformede øre vippede fremad for en kort stund, før de igen fandt tilbage i afslappet tilstand og han igen sat i bevægelse. Han brummede dybt, blot for at gøre denne fremmede opmærksom på hans tilstedeværelse.

Det var ikke løgn, det hun havde hørt. Det var ikke bare hendes hjerne der spillede hende et pus. For lyden af hovslag blev markant højere og højere, indtil der pludselig lød en brummende lyd i hendes retning. Mange tanker for igennem det eftertænksomme hoved, for hvem mon det var? I nogle sekunder lå hun bom stille, og forsøgte nok mere eller mindre på at gøre sig usynlig, i et tåbeligt forsøg på at vedkommende da ville gå videre og ikke længere ville kunne se hende; men det vidste hun jo godt aldrig ville ske. Hun rejste derfor hovedet stille op, og drejede lidt uroligt hovedet bagud, for at kigge på den skikkelse der kom hende nærmere; en skimmel hingst, med stor man og hovskæg.

Solitaïre fik rejst sin krop, og vendte sig om så fronten var imod den fremmede vandrer der kom imod hende, uden tøven. Men hos hende var der utryghed og usikkerhed at spore, ganske tydeligt endda. De fine øre vippede uroligt bagud, og hun lod hovedet sænke sig en tand i en underdanig holdning. Hele hendes krop spændte op, og hun brummede i nogle usikre toner – til sig selv. Hendes blå øjne stirrede ned i sandet, og ikke på ham, for det virkede uhøfligt at stirre på ham, og det måtte man ikke; det havde hun lært i sin gamle flok. Hele hendes aura emmede af usikkerhed og utryghed, og samtidig med det så hun nok ikke særlig imødekommende ud, fordi hun stod så underdanigt med hovedet og samtidig stirrede ned i sandet, somom den fremmede ikke eksisterede.

Det kom bag på den store hingst at se en fuldvoksen hest virkede så underdanig som denne fremmede hoppe gav udtryk for. En rynke kom frem på den mørke mule af undren. Jovidst kunne han da virke hård og ufølsom i sine takter, og måske kunne en fremmede hurtig anse ham som en trussel. I mange dage havde Archos selv holdt sig meget i skjul, ind til han havde fundet ud af at dette land ikke var som det han var kommet fra. Herr var ikke store flokke og hære at frygte, han kunnet vandre frit uden at skulle holde øje med sin ryg.

Archos stoppede på en rimelig afstand, først havde han haft tænkt sig at forsætte forbi denne fremmede hoppe og blot rejse videre uden at tage meget notits af hende, mentor nærmere han var kommet, jo mindre havde han kunne få sig selv til dette. Han skulle videre før eller siden, men en kort pause gjorde ham nok kun gavn.

"God eftermiddag."

Bød han den fremmede som hilsen ned et dyb nik ned det store ædle hoved hvor efter han rettede det seende øje imod hende.

Han var ufatteligt smuk. Den store man der blafrede let i vinden, og det fyldige hovskæg der gik nedover de store hove. Han var yderst køn, og slet ikke en hingst som Solitaïre før havde mødt, hverken her eller i sit hjemland. Hun kunne ikke lade være at være en smule fascineret af hingsten der kom tættere og tættere, og på en eller anden måde ønskede hun at rette sit blik op og dermed betragte ham; men hun gjorde det ikke. For hvad nu hvis han ikke ville have det, og dermed ville hukke ud i hendes retning, for at afrette hende og fortælle hende at det måtte hun bestemt ikke.
Han kom tættere og tættere, inden han stoppede lidt fra hende, og sendte sine toner i hendes retning med en hilsen, en hilsen der mindede meget om måden at hilse på derhjemme, og så dog alligevel ikke. Solitaïre bukkede svagt ned i nakken, inden hun brummede i sagte hilsende toner. Blikket forblev i jorden, lidt endnu.

,,Godeftermiddag”

Besvarede hun da, med en lys klang i sin stemme, men dog med usikre undertoner at skimte. Stille lod hun blikket glide fra hans hove, op af hans ben og til slut hans bringe. Men hun søgte ikke hans øjne; for hvis deres øjne skulle mødes, skulle hun ’inviteres’ til dette. I hendes rang i flokken, måtte hun ej have øjenkontakt, medmindre hun blev indbudt til dette. Og det hang meget dybt i hende.

,,Mit navn er Solitaïre”

Præsenterede hun da sig selv, med usikker stemme.

Hoppen hilste han lige ledes, hendes toner bar en tydelig klang af usikkerhed, en usikkerhed Archos kendte til men aldrig havde kunne acceptere da usikkerhed betød man ville fejle i krig, men dette var ikke en krig. Her var roligt, og fredeligt. I hvert fald hvad den store hingste vidste af. Han kendte ikke til landet, gjorde han ville han også vide at i flere årtier havde der været optakt til en krig, men alt dette var ukendt for den skimlede hingst.

"Jeg hilser dem, Solitaire, mit navn er Archos. Hæv du blot blikket vi er lige stillet her, jeg er ikke din overordnet."

Hoppens måde ikke at se direkte på ham forekom ikke Archos fremmede. Han havde været hærføre og højere ranget end mange og der ved van til at netop dette, men aldrig uden for krigszoner. Han vidste dog hvordan han skulle takle det, måske gjorde det gav måske ikke.

Den brogede hoppe, stod med øjnene hvilende imod den muskuløse bringe hingsten ejede. Hun flyttede ikke blikket derfra, trods hun higede efter at betragte hans ydre, da det var så ulig hendes, så dragende og flot. Hans stemme lød kort efter, og ordene mindede om de ord, hendes flokmedlemmer havde udtalt til hende, når de mente at hun gerne måtte rettet øjnene op til deres, hvis hun havde fortjent det. Men havde hun da allerede fortjent denne kontakt? Hun satte sig dog ej imod, da dette også ville forkert, og i langsomme bevægelser løftede den brogede hoppe sit hoved op, og lod de dybblå øjne hvile imod hans øjne. Han var i sandhed flot. Speciel, men på en fortryllende måde, med det store korpus og fyldige man.

,,Bed mig blot kigge bort, hvis det er dette du ønsker”

Sagde hun sagte, og nikkede understregende. Han måtte til en hver tid bede hende kigge bort og ned igen, hvis kontakten skulle brydes hos de to fremmede sjæle.

,,Archos.. Det er mig en ære, at møde dig”

Tilføjede hun kort efter, og hun mente ordene. Usikkerheden hang over hende, og det blev vist tydeligt med den underdanige holdning, og ørene der var flappet ud til siderne i en utryg holdning.

Archos rynkede en anelse på den mørke mule, hvorfor ville han bede hende kigge væk? De fleste kunne selv finde ud SF hvornår de havde brug for at vie blikket. Han brummede kort imens han iagttog denne hoppen der stod foran ham. Hun var af helt anden type end ham selv, hun var let og spinkel, meget fin ikke speciel muskuløs af bygning.

"Du står frit for hvor du ønsker at se i mit selskab, som sagt er du ikke af lavere støbning end jeg, her er vi på lige fod."

Måske sad hendes opdragelse så dybt på rygsøjlen at hans ord ikke ville gøre nogen forskel, men lige nu ønskede Archos ikke at skulle være kommenterede og ledene, men en at tale med på lige fod.

"Er de fra disse egne Solitaire?"

Måske denne brogede hoppe kunne kaste lidt lys på situationen, selvom han havde en ide om dette sted, dette land. Han kendte dets navn og han vidste han var her, redet fra døden, men præcis hvorfor- fordi han var værdig, men hvilken form for værdig og værdig til hvad.

Han rynkede på sin mule, som om han ikke forstod de ord hun før havde sagt. Mon han var uenig i, at han skulle bestemme hvor hun skulle kigge eller ikke kigge? Stille vippede hun med sine mandelformede øre, inden hun lyttede til hans ord. Han mente de var ligemænd, at de i dette land stod på lige fod. Måske havde han ret? Måske var der ikke de samme former for hierarki i dette land, som der var i hendes hjemland. Men det virkede sært. Det var næsten for godt til at være sandt, hvis hun blot var på lige fod med alle andre. For hun var jo bare.. Solitaïre.

,,Jeg vil forsøge at huske det”

Svarede hun da, med usikkerhed i stemmen, inden hun lyttede til hans spørgsmål. Men hun var bestemt ikke herfra. Hun anede intet om dette land, og heller ikke hvorfor hun var havnet her. Det hele var så mærkeligt. Så uvirkeligt, at være havnet her, uden dem hun kendte.

,,Nej, jeg.. jeg kender slet ikke det her land.”

Hun rystede lidt på hovedet, og tog blikket lidt fra ham, mens hun kiggede bagover ham, og indover det golde område bag ham, fyldt med sand og intet andet. Hun ville dog ønske, at hun kendte området. At hun turde krydse havet, og komme over til de øer hun kunne se ude i horisonten bag hende. Men det turde hun ikke.. Ikke endnu.

,,Kender du til stedet?”

Hun forsøgte sig nu med et spørgsmål, og det gjorde hun ellers sjældent, da hun altid havde lært, at hun ikke måtte spørge om noget, men kun måtte besvare de ting der blev hende spurgt om. Så at spørge om noget, var bestemt nyt og underligt.

Archos nikkede høfligt, det var da altid noget denne fremmede brogede hoppe ville høre sig et forsøg i at være på lige fod med ham. Det ville i hvert fald glæde hende.
Desværre fortalte hun at hun ikke kendte til stedet, det havde været rart med lidt mere information, men det var ikke her han kunne søge det. Et mindre nederlag, men ikke noget der ville påvirke den skimlede hingst.

"Jeg er heller ikke her fra, men jeg har da samlet mig lidt informationer om landet her. Ønsker du at vide dem, eller foretrækker du uvisheden?"

Det ville komme bag på ham hvis hun foretrak uvished, men man vidste aldrig. Det virkede til her var flere forskellige kulture blandet, hvilket Archos havde svært ved at forstille sig kunne være nemt, og var ganske imponeret over her ingen krige og kampe var. Ingen spor havde han i hvert fald kunne finde efter sådan nogle.

Solitaïre havde håbet på, at den store hingst måske vidste meget om landet, således at hun kunne lære noget om det, og dermed ikke føle sig så ny. Men han var heller ikke herfra. Dog havde Archos, den store hingst, lidt informationer om landet, og det lød til at han gerne ville dele dem med hende, hvis hun ønskede det. Forsigtigt rettede hun sig blik lidt nysgerrigt imod hans øjne, så de igen havde øjenkontakt. Hun ville gerne vide mere om landet. Hvad som helst. Hun lod hovedet glide en smule på sned, inden hun lod sine forsigtige toner komme frem.

,,Jeg vil gerne vide, hvad du ved om landet, hvis det ikke er til for meget besvær”

Svarede hun, stadig meget usikkert, men også med en taknemmelig stemme. Alt hvad han kunne fortælle ville hjælpe hende, for hvis hun bare kunne nogle navne, eller nogle steder, så ville det hjælpe i hendes forvirrede og rodede hoved. Men den brogede hoppe tvang sig selv til ikke at have alt for mange forventninger i sit indre; for så kunne hun ikke blive skuffet. De blå øjne hvilede på ham, nærmest forsøgte de at hive informationerne ud af ham, trods han endnu ikke sagde noget. Solitaïre rettede blikket lidt ned igen, for ej at virke som om hun stirrede på ham, og der stod hun så med blikket imod hans bringe i stedet.

Archos havde forventet hun ønskede at høre de informationer han havde fået samlet sig. Det første lange tid han havde tilbragt i landet her, var netop at finde de rette informationer om de nye omgivelser. Det var noget der sad på hans rygrad, og han kunne ikke forstille sig hvordan man skulle kunne overleve og orientere sig hvis ikke man havde samlet de nødvendige informationer.

"Andromeda, som er navnet på dette fremmede land består af fem øer- jeg har i hvert fald kunne kunne finde flere end disse øer. Der er flere frodige områder, tre af dem sågar er frodige- så er der denne ørken ø og en ø der primær består af en vulkan og aske. Alt på den ø er stort set dødt og vissent. Der er nok ikke megen liv at finde der. Denne ø er lige så affolket- de tre andre virker til at have en del mere liv. Der er i hvert fald tydelige lugtspor efter andre heste.
Umiddelbart virker her fredeligt, jeg har ikke kunne finde nogle spor efter nogle krige og det virker ikke til områderne er delt op i territorier."

Hvis man lyttede til de ord Archos sagde og de ting han beskrev kunne det lyde af mange informationer. Det var ikke speciel mange, men nogen af de allervigtigste. Hvad der var af områder, hvor der var føde og drikke at finde og hvor man burde holde sig på afstand fra. At her var liv, men umiddelbart ingen fare. Så vidt Archos vidste.

Den brogede hoppe stod helt stille, mens hun ventede på de ord der skulle komme fra ham, de informationer han kendte til og gerne ville dele med hende. Da han begyndte at tale, rettede hun sine blå øjne op til ham, for at vise at hun lyttede til det han sagde. Og hvert enkelt ord han sagde, hver en forklaring, satte sig dybt ind på hendes nethinde, for at huske det hele. Andromeda, det hed landet. Og der var flere øer, præcis som hun troede, fordi hun kunne skimte nogle af dem ude i horisonten, langt væk fra denne sandede ø. Der var forskellige øer, nogle var golde og forladte mens andre var frodige og med en masse hesteliv. Hun ville ønske hun var en del af det, en del af noget mere frodigt og livligt; men så skulle hun krydse vandet. Stille brummede hun, tænktsomt, inden hun lod sine stille toner lyde.

,,Kan man kun komme til de andre øer, ved at krydse havet?”

Spurgte hun så. Måske var det et dumt spørgsmål men det kunne jo godt være, at man på en eller anden måde kunne krydse havet uden at være i det, og dermed komme til en anden ø. Ved sine ord, ville hingsten nok også blive klar over, at den brogede hoppe kun havde set denne ø, og ingen af de andre. For hun turde ikke krydse det store hav. Hun frygtede det.