Butterfly dreams [Belail]

Hvad var det...

De blå øjne fikserede på en lille lyseblå skabning blandt alt det blå. En skabning der snildt kunne sidde på hendes mule, og en skabning der så skrøbelig ud blandt alt det mørke. En skabning med store vinger, changerende farver der spillede i det svage lys og når den bevægede sig, blev den båret med vindende. Hvad var det her...
Den askefødte havde fundet en sommerfugl... og det var sjældent. Eller ved nærmere eftertanke, var det første gang. Den fine skabning passede ikke rigtig ind blandt disse klipper, men forlade dem gjorde den ikke. Den havde siddet der i en halv evighed nu, og Rasbell kunne ikke helt finde hoved eller hale i hvad hun skulle gøre ved den. Og derfor sad hun bare nu og kiggede på den. Den lille mule bevægede sig gentagende gange tæt på den skrøbelige skabning, men altid trak hun den væk igen; bange for at hun ville skade det kære væsen.

Den støvbrune kunne ikke helt finde ud af om hun kunne li den eller ikke, og stod derfor bare passiv mens hun overvejede. Ganske alene blandt Foehns klipper.

,
Belial havde ikke forladt den askebeklædte ø i evigheder, og han var stadig i for stor skam til at opsøge skyggehestene for selskab. De fleste heste ville blive total gak i lovet af at have befundet sig alene og kun i selskab med sig selv, men den store hvide hingst kunne nok i manges øjne ikkeblibe mere bims i låget end han allerede var. Det havde ikke gjort den største forskel på Belial at han stadig kun var i sit eget selskab, ude fra kunne der i hvert fald ikke ses nogen forskel, han gik lige så stolt og rank med løftet hoved, som den sorte skyggehingst havde lært ham, men inden i ville den store hingst mest af alt falde sammen og klynke- ikke acceptabel! Dette var nok også grunden for den store begejstring og iver han følte da han fik øje på den askegrå skabning længere fremme! Han genkendte hende, de havde leget en gang for hvad det føltes som længe siden nu, men hun var blevet større. Meget. Det var han også selv.
Belial satte i trav for at kortlægge afstanden endnu hurtigere og gav en ivrig brummen fra sig.

Rasbell ventede. Hvad hun ventede på vidste hun ikke helt, men et eller andet burde ske... sådanne skabninger kunne ikke eksistere uden formål, vel? Den mindre hoppeplag strakte forsigtigt mulen frem imod den en sidste gang, hørte hun en ivrig brummen. Den overraskede hende, og med et fnys kastede hun et blik bagud og så en hvid skikkelse nærme sig. Hvem var nu det!
Hurtigt så hoppen tilbage imod sommerfuglen, men væk var den. Så hun opad, fløj den hastigt videre og efterlod hende tilbage med en underlig følelse og et selskab der nærmede sig.

Rasbell øjne blev knebet sammen, og med et fnys drejede hun kroppen trippende omkring imod den anden. Hvid krop, kæmpe krop og små sorte prikker... Belail. Navnet ekkoede igennem hendes tanker, og den mindre hoppe samlede med endnu et fnys sin krop i en mere rank holdning og skulede imod ham. Ude i stand til at komme ud med følelsen fra før - en følelse hun ikke helt vidste hvordan hun skulle håndtere, blev den hurtigt til et andet alternativ; vrede.

"Dig.."
Sagde hun en anelse vrissent, og spankulerede et skridt fremad imod Belail. Det faldt hende ikke ind at hingsten ikke forstod hvorfor hun var irritabel. Blot at han da måtte forstå.

"Se nu hvad du har gjort...!"
Sagde hun, og kastede et sigende blik imod himlen, hvor sommerfuglen for længst var forsvudnet fra.

Belial så på hoppen der kom imod ham. Okay hun var stadig lille, lille i forhold til ham. Nu var Belial også blevet stor, voksen .. Eller voksen er måske meget sagt om den unge hingst, for hans sind var bestemt ikke voksen endnu, men hans krop var og musklerne var lige som kommet til ham. Ikke at han havde været lille og splejset, men nu var det som han næsten eksploderet, overdrivelse fremmer forståelse.
Aske hoppen virkede ikke just glad, men det kunne Belial altså virkelig ikke tage sig af lige nu, for han var virkelig glad for at se hende. Hun var jo sød, også selvom hun var lidt mærkelig.

Dig, ja selvfølgelig var det ham, hvem ellers. Belial himlede med øjne før han hakkede ud efter hende, da han var tæt nok på. Han vippede ørene frem og forsøgte at finde ud ad hvad hun mente han var skyld i. Belial rynkede undrende på den spraglede mule.

Ikke længe gik der inden han hakkede ud efter hende, og med et mindre hvin hev hoppen mulen til sig. Igen! Hvor vovede han! De himmelblå øjne lynede, og med et fnys hakkede hun ud efter belails ører - voksen eller ej! Størrelse havde aldrig skræmt den mindre hoppe... størrelse og styrke holdt hende ikke tilbage fra at prøve og selvtilleden gavnede kun hendes ego. For hun kunne det meste... for søren, hun havde fået en voksen hingst til at krympe sig ved lyden af hendes stemme da hun var yngre, så det kunne hun også nu.
Men denne hingst... et sted i baghovedet fornemmede hun intet rigtigt ville synke ind, og derfor hapsede hun bare en sidste gang inden hun dansede uden for rækkevidde af tænderne. Den hvide hale slog små opstemte slag bagved hende, og med et suk tog hun et skridt tættere på Belail igen.

"Men... lang tid siden"
Sagde hun, og brummede. Blikket flakkede en gang imellem tilbage imod hvor sommerfuglen havde været, men den kom ikke tilbage... det drog.

Belial lyste op i et stort smil og lignede alt i alt en kåd plag han hun snappede ud efter ham. Hun forstod det og det gjorde ham glad, hun var en af de normale. Normal efter Belials verden i hvert fald.
Den unge hingst fulgte hende med blikket da hun dansede væk fra ham, men uden at forsvinde helt. Hun kom dog nærmere igen og dette kunne den unge hingst faktisk godt lide, han fortrak at være helt tæt på. En ting Belial ikke helt forstod, var grænser. Der ar selvfølgelig mange ting den unge hingst ikke forstod, men det var grundet de mange misforståelser han havde opfanget igennem sin barndom.

Belial nikkede ivrigt som svar da hun konstaterede det indlysende- det var længe siden. Belial havde været plag da han sidst havde set den askegrå, og nu var han voksen, selvom det var lidt for voldsom en titel taget i betragtning at hvordan han opførte sig. Belial nappede ud efter hende igen, denne gang knap så voldsomt faktisk tæt på at det slet ikke ville gøre spor ondt hvis han fik fat. Han trippede nærmere hende, mere for at undgå hun skulle bevæge sig for langt væk.

Den askefødte målte ham tavst med øjnene, og bed med blandede følelser fast i hvordan han var skudt i verjret indenfor små måneder... Han var høj. Højere end hendes mor, og meget kraftigt bygget. Selvfølgelig var han ikke den højeste hun nogensinde havde set - nej, det måtte være hendes far eller den grå hingst hun mødte for lang tid siden, så lignede det at han var større end udadtil. Måske var det hans bygning. Måske var det hans hovskæg. Eller noget helt tredje. Rasbell selv, kunne i hvert fald ikke sætte helt hov på det, omend hun vidste det var der.
De himmelblå øjne blev knebet en anelse i ved hans ivrige nikken, og hendes milde mistænktsomhed over hans stille svar viste sig at bære frugt. Han nappede ud efter hende igen, hvilket hun halvt om halvt havde forventet fra den hvide. Men undgå det gjorde hun ikke.

Den mindre hoppe pustede sig op, Rasbell skulle til at komme med en lang reprimande over ikke at bide, inden at hun opdagede det for en gangs skyld slet ikke havde gjort ondt. Med en fesen lyd slap hun luften ud af munden og kiggede en anelse undrende på ham. Hvad var der lige sket der? Undren blev dog hurtigt erstattet af hoppens efterhånden naturlige misfornøjede mine, og med et lille fnys nippede hun efter hans ører.

"Hvor har du været i al den tid? Hvad har du lavet?"
Hendes lyse stemme var skam kommanderende, men den spidse del af sværdet var forsvundet en anelse.

Hun flyttede sig ikke da han havde bidt ud efter hende- selvom det ikke var helt så voldsomt et bid. Hun lod ham nappe- hvilket gjorde den unge hingst ganske tilfreds. Et hingstet smil der stadig bar tydelige præg på at han endnu var ung, dannede sig om den spraglede mule. Der kom dog stadig en lyd- ikke en lyd Belial genkendte det lød mærkeligt. Han vippede undrene med de mandelformede øre og rynkede på mulen, men lod det dog være ved det. Måske kunne hun et fremmede sprog, som den unge hingst ikke kendte,(Det er i hvert fald ikke hjernecellerne der trykker os Belial) Han måtte indrømme at det ville være ret sejt. Lidt lige som skyggernes talen og hviskende. Det var også som et fremmede sporg- Belial forstod som regel kun halvdelen af det og det var kun når der blev talt direkte til ham.

Den askegrå begyndte at nappe efter hans øre; Belial prustede og vippede ørene kort men lod hende alligevel. Det var sådan set ganske rart.
Det var først da hun begyndte at tale at Belial lod sig falde en anelse ned fra sin trone over fryd. Hun spurgte hvor han havde været i al den tid. Det var rigtig nok at Belial havde holdt sig lidt på afstand. Han havde ikke just været populær siden han havde lavet en handlen med den røde slange hingst- Belial var nok den der fortrød det allermest.
Som svar brummede han og kastede hoved ud i retning af den fjerneste kyst. Han havde brugt det meste af sin tid der- og også en del tid på at vandre i bjergende for at finde Lupë. Det havde dog været uden held. Den unge hingst havde endnu ikke fundet sin broder.

Den hvide mule mimrede svagt over hans ører, og stoppede først da han syntes at svare hende. Selvfølgelig var det ikke et rigtigt svar, men et kast med hovedet. Men hvad havde hun egentlig forventet? Det var efterhånden sjældent den askebrune havde talt med nogle rigtigt... Alle var så tavse her. Så hans kast med hovedet var intet problem.
De himmelblå øjne fulgte den linje der ledte ud imod kysten, og med en svag brummen betragtede Rasbell det. Der havde hun været ganske få gange, så intet under hun ikke havde fundet sin hvide ven her. Kysterne var dog intet specielt, så hvorfor ville han være der så længe? Blikket blev vendt tilbage imod hingsten, og Rasbell spidsede mulen en anelse. Jah, hvorfor?

Den hvide hale smældede kort bagved hende, og trippende drejede Rasbell nu hele kroppen imod kysterne, og gik en smule fremad.

"Hvorfor? Er der noget spændende derude?"
Hoppen prøvede at holde stemmen ganske neutral, men kunne ikke undlade det lille snert af nysgerrighed. Hun havde aldrig kunne sige nej til noget der bare mindede om et eventyr.

Den unge lyse hingst så på den askegrå; Hun virkede skuffet og alligevel nysgerrig. Det endte også ud i et spørgsmål; Ja hvorfor? Det vidste hun selvfølgelig ikke. Han havde jo i en mindre større grad forrådt hele sin familie på grund af sin uvidenhed.

"Jeg var nød til det."

Det blev en kort sætning, og der var ikke rigtig nogen begrundelse i det. Det var ikke sådan Belial havde tænkt sig at forklare det hele. Det ville kræve alt for mange ord, og det var ikke noget den unge hingst brød sig om.

Mange følelser havde den askefødte... hendes følelsesregister strakte sig ud i begge retninger, og det tøvede ikke med at springe fra den ene ende til den anden. I nogle tilfælde var det godt. Og i andre, knap så godt. For hendes vrede var ikke bare vrede - det var isnende vrede. Og hendes glæde var ikke bare glæde, det var lykke.
Sådanne svingninger kunne skabe forvirring og splittelse, men specielt med denne hingst gjorde det intet. For det virkede ikke som han mærkede disse humorskift hos den unge hoppe, og hvis han gjorde, gjorde de ham intet.
Hendes ører vippedes en anelse frem imod den lyse skabning, inden at en fin lille rynke dannede sig på hendes mule. Nød til det? Sådanne tankegange havde hun sjældnent... Rasbell foretrak at betragte sig som en fri skabning, og det huede hende ikke at høre noget hun betragtede som en ven kunne føle sig tvunget til noget.

"Ingen er nød til noget, Blege/b]
Sagde hun, og smældede med den hvide hale. Hendes øjne prøvede at fange hans mørke, og den støvbrunes fnys lød igen.

"Vi har alle sammen valg at tage, i alle mulige retninger..."

Belial himlede med øjne. Selvfølgelig var det ikke noget hun forstod. Havde han forventet det? Måske. Håbet, JA!
Han prustede irriteret over hendes ordvalg. For lige præcis havde han været nød til at holde sig lidt på afstand fra sit nær kommende hjem- fordi han havde taget et valg, i den forkerte retning også. Han vippede ørene ned i nakken, blot for at demonstrere endnu tydeligere at han var utilfreds over hendes mening.

"Forkert valg."

Sagde han blot. Det var kort men burde dække ind. I hvert fald hvis man var nogen lunde van til at snakke med den lyse hingst, så vidste man at man selv skulle fylde hullerne i sætningerne, og selv tilføje stort set hver eneste detalje.

Irritation var hvad hun hørte fra den blege, hvis ører bevægede sig nedad imod hans kraftige nakke. Han var uenig med hende? Hendes blå øjne bev knebet sammen til en smal streg, og afventende så den askefødte på hendes brede, hvide ven. Utilfredshed kendte Rasbell godt til... det fyldte på trods af hvad man skulle tro, en stor del af hendes hverdag. Men hun havde aldrig hørt andres utilfredshed..

Hoppens hvide hale slog endnu et smæld i den stilhed der fulgte, inden at hun med et lille kast med hovedet satte farten en anelse op, for at komme lidt foran ham. Så, et forkert valg... og derfor gemte han sig på de øde strande. Ikke ligeså fantastisk som hun havde forestillet sig, men det kunne hun leve med.

"Er de stadig sure?"
Hoppens fine stemme lød, og hun drejede hovedet en anelse tilbage på at se på hans mutte ansigt. Og så smilede hun. Et lille et, der kort brød hendes ellers irriterede blik. For hun vidste ikke hvem de var, men gættede bare på det var hans mor.
Hendes mor var også sur på hende.. rimelig ofte endda...

Stadig sure? Belial var faktisk ikke helt hundrede procent sikker på om det stadig var sure. Måske ikke så sure, nok nærmere skuffet over ham. Og den følelse kunne han slet ikke klare. Han var ikke lige frem speciel ønsket, men ej ønsket. Han var ikke jaget bort. Ikke lige som Lupë der aldrig kom her mere. Belial prustede misfornøjet. Ja selv hans bror havde han ikke set siden, og det var nok fordi han at han stadig var sur. Hans moder; den hvide Døds Myte- som han havde hørt andre kalde hende, var i hvert fald sur! Hun var arrig og utilregnelig.

Belial trak på skulderen som svar og for en stund så på hende. Hun var i det mindste ikke sur på ham. Den sorte skygge hingst var heller ikke- men ærlig talt havde Belial ikke lyst til at tilbringe tid med ham og skulle igennem hans lektioner om hvordan man skulle opfører sig. Måske han bare skulle søge den hvide hingst, ham der ledte det hele og få afgjort hvad han skulle gøre for dem, for at være i kridt huset igen.