A Wind of Summer | Jaidev

Under det træ, som Leonora havde valgt som værende hendes, stod hun i skygge for sommerens varme sol. Overalt omkring hende var der græs, frodige buske og fyldige træer, hvor grene rakte sig ud så langt de kunne. Vinden var mild, og strøg over det tætte græs, fik hvert et strå til at bugte sig. Hvis man ikke så ordentligt efter, lignede det næsten vand, som bølgede let i vinden; vand med en kraftig grøn og indbydende farve.
Leonora stod ganske afslappet og lod hendes blå øjne holde øje med det område, hvori hendes afkom som regel befandt sig. Daphne havde nået voksenalderen, og var sjældent så nær hendes moder, som hun havde været i de første år. Hun var sin egen nu, og skulle danne sig et liv, som hun selv ønskede det; men Leonora holdt stadigt øje med hendes datter, ligesom hun gjorde det med sønnen Seyé. Ingen af dem var dog i syne lige i øjeblikket.
Den sorte hoppe hvilede ganske let på det ene bagben og hendes ører blev vrikket rundt ved alle de lyde, som de kunne opspore. Fuglenes sang, vindes milde susen, insekter der kredsede i hendes nærvær. Naturen var fuld af lyde og indtryk, hvis blot man gav sig selv lov at sanse dem.
Uanende om hvad dagen ville bringe stod hun der, i skyggen af hendes hjemtræ og betragtede verdenen omkring hende.

A Wind of Summer

Tag: Leonora | Wordcount: 312  | Weather: Daylight, sunshine, warm

Solen hang højt på himmelen og kastede varme stråler ned over Andromedas land; det hviskede om sommeren, der var på vej til landet. Og som allerede var kommet. Alt var så frodigt, et sandt glansbillede. Under den varme sol var himmeldanseren på tur. Hans pels glimtrede i solens lys efter hans svømmetur og vanddråber hang i perler på hans lange sorte man. Det eneste der ikke var vådt, var kappen der luftigt og legesygt flagrede omkring hans våde skikkelse. Himmeldanseren havde sneget sig på et fremmede område, hans spraglede hove aldrig havde betrådt før. Han havde set en silhuet af dette sted, da han tog afsked med himmeldanserinden for noget tid siden. Nysgerrigheden havde siddet i ham siden, og som den standhaftige hingst nu engang var, havde hans ben og sind bragt ham til dette fjerne sted, hvor han i virkeligheden ikke var velkommen. De muskuløse ben kom travende i en flydende, ædel trav med høje knæløft og halen var hejst i en ilter og spændt bue. Han lignede en unghingst, der var blevet taget på fersk gerning. Men ak, himmeldanseren havde fået foråret og sommeren under huden, og i takt med at han befandt sig på et helt fremmede område, var humør højt. Det påvirkede de fjedrende og spændstige bevægelser, han ejede. Han nåede næsten ikke at ramme græsset, før han atter var sat afsted som en hoppebold. Ørerne var opmærksomt rettet fremad, og halen gjord et svagt svirp for enden. Dråberne kæmpede for at blive siddende i hans man, der klistrede omkring den muskuløse højst, der var knejst højt og nobelt sammen; næsten med en bue så ædel og fin, at den kunne samlingens med en svanes. Han brummede en enkel gang for sig selv, og havde ej fået øje på himmeldanserinden, der ej kunne undgå at bemærke den voldsomhed han kom dansende ind med, på dette ellers idylliske sted.

Solens stråler kærtegnede alt, som de berørte; sommerens varme var mild, og ej klamrende fugtig som sommeren i hendes hjemland havde været. Et veltilfreds brum forlod hoppens mule i det hun flyttede blikket et kort øjeblik imod træernes tætte klynger, som dannede den ene væg, som udgjorde flokkens grænse. Hun vidste at der sikkert befandt sig andre fra flokken under træernes skygge, men hun havde aldrig haft et voldsomt behov for at være nær de andre hele tiden. Hun holdt af flokkens sikkerhed, og den hjemfølelse det gav hende, men ligeså holdt hun af at være sig selv.
En skikkelse i det fjerne fik den sorte hoppe til at vende blikket imod den åbne eng igen. Derude, kun omgivet af luftens frie rum, dansede en hingst afsted med høj fart og bevægelser, som nærmest krævede andres blikke. Himmelhingsten Jaidev var det, hvis kappe glinsede i alle vindes farver når solen kastede sine kælne stråler imod den. Leonora lod sine ører spidses helt, nærmest forundret over det syn der mødte hende; et syn af en hingst, hvis krop fløj afsted med elegance som en svane og styrke som en okse. Hun beundrede ham, det gjorde hun, og gemt under den sorte bringe bankede hendes hjerte i stigende rytme ved synet og mindet om den dansende kappeklædte hingst, hvis nærhed havde givet hende noget ganske særligt ved deres sidste møde. Et vrinsk, så lavt at end ikke hende selv kunne høre det forlod hendes strube, ja faktisk et vrinsk hun end ikke havde påtænkt at slippe ud. Det var som om hendes krop reagerede uden hendes vilje og havde søgt at kalde hingsten til sig; men hendes lyd kom ej langt, og med et næsten undrende fnys vævede den sorte hoppe et par skridt. Hun forstod ikke helt den følelse som gled igennem hende ved synet af den nærmest glitrende hingst, og det fik hende til at reagere usikkert. Da hoppen atter stod stille slikkede hun sig tænksomt om mulen, inden en agtsom brummen lød fra hendes bug. Var det glæde? Glæde ved at se den kappeklædte?
Uanset hvilken følelse det så var, besluttede hun sig kort efter for at slå frem i en imponerende, svævende trav ned imod den kappeklædte, hvis korpus havde fundet vej til flokkens indre; endda tæt ved hendes hjemtræ. Hvordan mon han havde fundet stien hertil? Snarligt efter hun var sprunget frem lod hun dog et vrinsk sendes imod ham, denne gang med kraft og sjæl bag; for hun ville gerne fortælle den kappeklædte Jaidev at hun havde set ham, og nu var på vej imod ham.

A Wind of Summer

Tag: Leonora | Wordcount: 493  | Weather: Daylight, sunshine, warm

Den ravnsorte man dansede omkring i farten, indtil den klistrede til hingstens knejste hals. Dråberne trillede langsomt ned fra manen og dryppede på hans fugtige skind, der svagt skinnede under solens varme stråler. De slanke, dog muskuløse ben dansede elegant under det store korpus, hvor himlen lå henover hingstens stærke ryg. Kappen kærtegnede himmeldanseren sidder ganske blidt, for derefter at flagre legesygt i vinden. Næseborende var udspillet, alle lugte her var nye og fremmede; alt skulle indprintes på hukommelsen. Halenrod knækkede og lavede en blød bue på den højtsatte hale, der tydeligt viste hvor ilter han var i dette øjeblik. De sortnede øjne skinnede i kappens glødend lys, og de så næsten ud som flydende guld. Ak, det var længe siden at han havde bevæget sig med dette temperament, der altid lå og ulmede under det mørke skind. Han forstod at beherske sig selv, men Jaidev var hverken doven eller kedelig, og derfor elskede han, at slå sig selv løs når chancen bød. Dette var den bedste mulighed, dette fremmede sted hvor den sorte himmeldanserinde var vandret hen efter deres sidste møde. Mulen gjorde en rynke, og ørerne ved sidelæns ved tanken om den sorte, han var kommet ind på.

En pludselig lugt ramte hingstens næsebor. Lugten var sød, lokkende og kraftig. En lugt han kunne genkende, selvom på den mørkeste dag. En lugt, der selv ville gøre den mest viljestærke hingst blød i bolden. Himmeldanserede kastede iltert med hovedet, for derefter at strække halsen så højt i vejret han kunne for, at se hvor lugten stammede fra. Da mødte hingstens mørke blik himmeldanserinden. Hun dansede ham i møde, og pludseligt lød hendes karakteristiske lyd i form af et kaldende vrinsk; udelukkende henvendt til ham. Jaidev satte hårdt hovene i jorden og stoppede op i et ryk. Han åbnede munden og kaldte maskulint og dominerende på hans himmeldanserinde, inden han med høj hale trippede ganske yndefuldt imod hende. Da hun var tættere på, brummede han dybt og imødekommende til hende og stoppede galant op. Han huskede hvor svært det havde været for hende sidst, at lade ham komme nær. Så han lod hende komme til ham. Manen lå kastet hen over den ene side af halsen, og saltvande dryppede lydløst ned mod den grønne jord. Et par enkelte dråber løb fra pandelokken og overpå næseryggen, hvilket fik himmeldanseren til at danne en lille rynke på den sensitive mule. Det kildede jo!

” Det glæder mig, at se Dem endnu en gang, himmeldanserinde Leonora. ”

Stemmen var som den plejede; dyb, mørk og maskulin. Men den var behagelig, og hans undertone var imødekommende og oprigtige. Han var oprigtig glad for at se hende igen. Med lettere dirrende næsebor strakte han forsigtigt mulen i hendes retning. Da ramte den velkendte, søde duft ham som et slag i ansigtet, og Jaidevs mandelformede øre vippede usikkert sidelæns. Dog fjernede han ikke den hilsende mule, der var rettet imod hende. Han kunne godt udholde det. Kunne han ikke?

Himmelhingsten Jaidev responderede snart på det kald, som den nattesorte Leonora havde udsendt imod hans korpus. Hans elegante bevægelser blev standet i et majestætisk øjeblik, inden han fik vendt sin krop imod den sorte hoppe, hvis pels var dækket af isblå, krystallignende prikker; hans blik ventede hende, hans krop ventede hende, imens hun nærmede sig med yndefulde, graciøse bevægelser.
Skridt for skridt dansede den sorte Leonora nærmere; den intensitet der havde ligget i hendes krop under deres sidste dans, var også at finde nu. Hun var vågen, opmærksom og følende. Samtidigt var der også noget anderledes ved hoppen denne gang; for hendes krop havde ramt en særlig cyklus, der tillod hende at få afkom. Denne cyklus havde sat hormoner igang med at rase i hendes indre, og på grund af dette, var noget af hoppens sårbarhed for en stund forduftet. Det ville aldrig forsvinde fra hendes krop, men hormonerne ignorerede den sårbare hoppes sind, og overtalte hende til at gå længere end hun normalt gjorde det. Hun stoppede derfor ikke meter fra hingsten, men nærmere centimeter, hvorefter hun med et dybt, hilsende og feminint prust rakte mulen frem imod den kappeklædte Jaidev, hvis energi nærmest var smittende.
Hans stemme, hvori der klingede en glædes gensyn, fik den sorte hoppe til at rette sine ører frem og lade hendes isblå øjne søge imod hans. Så direkte havde hun ej været ved deres møder før - og dette kunne tilskrives hendes hormonelle tilstand hundrede procent. Dog var denne side, som den sorte netop nu udviste, også en sand side af Leonora, og nok det tætteste man kom på hoppen før Andromeda som muligt; hvis man så bort fra den hoppe hun var omkring hendes afkom.
Hun mimrede let med mulen, inden hendes milde stemme formede ord, som skulle hilsen hingsten an på samme vis han havde hilst hende.

,,Jaidev, himmelhingst, jeg er ligeså glad for at se dig igen. Hvordan fandt du mig, her?"

I hendes toner lå den glæde hun omtalte i langt højere grad end i hendes ordvalg. Aldrig havde den sorte hoppe været en, der pyntede og prydede hendes sætninger med farverige beskrivelser; hun sagde det som det var. Og hun var glad! Måske også lidt mere end glad for at se den kappeklædte igen. Dog undrede hun sig en anelse, for hvordan han netop havde valgt stien forbi hendes træ at danse på, det var et spørgsmål hun ikke helt kunne greje; for endnu havde ingen, der ej boede i Teylar's flok, fundet hendes træ.

A Wind of Summer

Tag: Leonora | Wordcount: 416  | Weather: Daylight, sunshine, warm

Himmeldanserens mandelformede øre vippede mekanisk om i små ryk. Han var på fremmede, ukendt jord som han ej havde betrådt før; og som han egentligt ej burde gøre netop nu. Derfor var han nødt til, at holde øjnene vågne og hørelsen skarp. Dog lå en del af opmærksomheden på den sorte stjernehoppe foran ham, for hun dansede tættere på ham, end han havde regnet med. Ganske små centimeter var afstanden mellem de to sjæle. Duften som den sorte hoppe havde omkring sig blev slået mod den mørke hingst, hvis hale hævede sig iltert bag den spændte bagpart. Overlæben blev spændt i en grimasse, og da den sorte danserinde rakte mulen frem, gengældte han gestussen med en dominerende og maskulin brummen. Næseborene dirrede på den hvide mule, og et forsigtigt nap blev gjort på den sortes hoppe mule; det var blidt som en fjer, som havde han næsten ikke rørt hende. Han frygtede stadig, at hun ville krakelere foran ham. Da hoppen søgte hans blik, gengældte han det med de tomme mørke øjne, der var i stor kontrast til hendes dybblå krystaløjne. Hun virkede tryg, afslappet; var det fordi hun kendte ham nu? De sidevendte øre vippede konstant rundt, indtil hoppens feminine og milde stemme fyldte luften mellem dem. Da pegede de sig nysgerrig fremad, og hun havde hans fuldendte opmærksomhed. Hun var ligeså glad for at møde ham, dog blev han sat til forklaringen, da hoppens undren blev sagt. Den spændte mule blev endnu mere spændt, mens han langsomt knejste den muskuløse hals op. Blikket flagrede hos den mørke hingst, inden det blev slået ned.

” Tilgiv mig, Leonora - jeg ønskede blot, at De kom sikkert hjem efter vores sidste møde. Mit blik fulgte Dem denne vej, og nu måtte jeg se, hvor det havde ført Dem hen. ”

Stemmen var dæmpet, skyldig, men oprigtig. De tomme øjne hævede sig langsomt og betragtede hendes isblå, frygtede et øjeblik at hun ville misforstå ham og hans intentioner. Langsomt trådte han et skridt nærmere på den sorte, og puffede til hendes lange man, hvorefter han prustede varmt til det sorte skind på hendes hals. Han havde savnet hende. Et øjeblik stod han der, inden han fjernede sig og med trippende bevægelser dansede hingsten hen på hendes side. Han kunne ej stå stille; det hele var så nyt og fremmede, og han måtte ud og undersøge det. Det tomme blik betragtede hende, men hele kroppen dirrede på ham, spændt og klar.
Ville hun mon vise ham hendes hjem?

Den varme vind, som strøg over landets bugtede terræn, flettede sig ganske let ind imellem de tunge lokker, som smøg sig om den sorte hoppes hals og løftede dem blot en anelse, fra hendes lange og slanke skikkelse; så slank en hest med hendes bygning nu kunne være. Den sorte hoppe, hvis krop var spækket med særprægede krystalblå prikker var stoppet op langt tættere den kappeklædte end hendes sind normalt ville tillade det; og hun havde hilst ham an langt mere imødekommende end nogensinde før. Hans reaktion vakte en svag glæde under det sorte skind, og de ord der efterfølgende blev sagt som svar på hendes undren, fik et lille smil til at tegnes omkring hendes mulespids. Han havde ønsket at hun kom sikkert hjem, efter deres dans under månens åsyn havde endt, og derfor havde han fulgt efter hende. Dog havde den sorte hoppe ej lagt mærke til, at den kappeklædte havde fulgt hende, hvilket atter satte spørgsmålstegn i hendes sind, og en lettere undrende rynken over mulen erstattede det lille smil - som kun det vågne øje kunne spotte. Hun brummede sagte, inden hun hejste den velformede hals og lod de krystalblå øjne søge hans, hvis sorte dybde som altid fik dem til at syne uendelige.

,,Dette er Teylar, den flok som jeg har søgt som værende mit hjem i dette land. Men, hvilke farer lurer siden du ønskede at vide om jeg kom sikkert hjem?"

Hendes spørgsmål var oprigtigt; for længe havde den sorte ikke følt farer i landet. Hun kendte til at der fandtes nogle; for hun havde mødt en stor en af slagsen ved hendes ankomst til landet. Ligeledes have hun lært hendes afkom om en trussel, der blev kaldt "skygger", men aldrig var det noget som den sorte hoppe selv havde stiftet bekendtskab med; men den viden hun havde samlet fra de selskaber, som hun under sin tid i Andromeda havde mødt, havde hun videregivet så godt hun kunne til de to, som hun havde opfostret. Hun mimrede let med mulen, inden hun forsigtigt og med den vante følende karakter lod den søge frem imod den kappeklædte igen, hvis særlige sjæl hun følte en tryghed ved; en tryghed, som hun kun havde opnået med én anden sjæl i landet her - desværre den sjæl, som hun havde mistet.

A wind of Summer

Tag: Jaidev  | Wordcount: 397  | Weather: Daylight, sunshine, varm

Efterårssolen varmede ned over de to sjæle, der med deres stolte og dansende bevægelser betrådte den jord, som var fremmede og ukendt for den ædle himmelhingst. Det var område, der blev hersket over; et territorium, hvor himmelhingsten ej kunne tillade sig at komme væltende ind. Men det var nøjagtigt hvad han havde gjort, ved at lade hans slanke ben danse ham igennem det mosgrønne græs. Duftene var anderledes end udenfor området og sjælene der vandrede i nærheden var ej nogen, som den kappeklædte kendte til. Dog havde hans optræden fangede én beboers opmærksomhed. Den natsorte danserinde med det stjernespækket skind. Deres sidste møde lå stadig på hukommelsen som et kærkomment minde fra deres aften. Så det gjorde bestemt ikke noget, at han atter mødte den ædle Leonora. Hun vandrede tættere på ham, end hun førhen havde gjort. Om det var fordi, at hun stolede på ham, eller om det var fordi visse hormoner hærgede i hendes krop, vidste Jaidev ej. Men duften hang som en usynlig krans omkring hende og fyldte luften med lokkende toner. Kæberne spændtes og musklerne blev tegnet under det mørke skind. Han var beherskede, det havde han altid været. Men det ville være løgn, at sige at han ej blev kåd i hovedet og hormonerne boblede under det mørke skind. Et par krystalblå øjne fangede hans blik, og feminine toner rev han bort fra den koncentration der for et kort øjeblik siden havde været på hendes lokkende duft.

” Jeg frygter at mørket rykker tættere på os, Leonora. ”

Stemmen var lavmæld og ordrende korte. Men de var oprigtige, og beskrev nok den største trussel, der herskede i landet. Det tomme blik holdte forsigtigt i hoppens, håbede hun forstod. Et øjeblik overvejede han at berige hende med viden om, at vogterne netop var ved at blive indkaldt til forsamling, for at mødekomme den fare, der var ved at rejse sig i landet. Men ak, han ønskede ej at gøre den sorte mere bekymret end højst nødvendigt; ingen vidste hvornår mørket ville ramme dem alligevel. Da stilheden faldt over dem igen, søgte hoppens mule i hingstens retning. Jaidevs dybe, maskuline toner dominerende omkring dem, mens den stærke hals blev knejst som en yndig svanebue. En smule ophidset, dog stadig ganske forsigtigt fordi hun netop var så skrøbelig, nippede overlæben til hendes ene næsebor, mens det varme åndedrag ramte hende. Han havde bestemt savnet hende!

De blå øjne, som den sorte hoppe besad, hvilede imod de mørke, som den kappeklædte hingst gemte på. Imens denne intime kontakt stod på, fremsagde hingsten med lavmeldt stemme ord, som fik et øre til at vrikkes en anelse til siden hos den sorte hoppe; for nok havde hun hørt om dette mørke, men ej havde hun endnu sanset dets tilstedeværelse. Hvis det var sandt - hvilket hun ærligt troede på - kunne dette måske betyde, at det sikre hjem hun havde fundet og opfostret sine afkom i, måske var i farer. En lavstammet brummen forlod eftertænksomt den sorte hoppes bug, inden hendes fokus blev flyttet imod hingstens mule. Hun havde selv søgt ham, og hans repsons fik et øjeblik hendes sind til at vandre væk fra tanker om mørke og usikker fremtid; og i stedet blev hun i et ærligt øjeblik omslugt af hendes krops reaktioner. Hun responderede med en lysere, feminin tone inden hun lod sin lange hals hvælves en smule, da hans nip nåede hendes mule. Hun forholdt sig fuldstændig i ro, men under hendes kulsorte pels, som var dækket af de sirlige blå aftegn, sitrede det i hver en muskel. Hans nærvær, hans intense væren indhyllede hende i en særlig stemning, og i momentet betød omverdenen intet for hende. Hendes fokus lå kun på ham, og hengivent endte hun med et lade mulen søge ham endnu nærmere, så et større område af deres nået forskellige muler nu rørte ved hinanden. Hans ærlige, noble væsen var et, hun havde savnet, og hingstens særlige sjæl var en af de eneste i landet, som havde formået at finde ind til hendes. Han havde navigeret udenom hendes facade, som var bygget op af års pligt, og den sorg der var fulgt med hendes moders død. Og nu så han hende, som hun var; og hun så ham.
Der gik lidt, før den sorte hoppe trak mulen til sig igen og rankede sig en anelse. Hendes blå øjne hvilede fortsat imod den kappeklædte, men ej så intenst som før. Et lille smil prydede mulen hos hende, et lille smil som var forsaget af den nærhed de to delte. Og herefter lod hun sine toner lyde, for at besvare de ord, han før havde udtalt.

,,Jeg har endnu ikke sanset mørket, men har hørt fra flere at det er nærværende. Er der en mulighed for at undgå det? Er der noget, vi kan gøre?"

Hendes stemme var sagte, men tydelig. Alle de tanker og bekymringer der fulgte med mørkets trussel, var noget den sorte hoppe frygtede. Hendes sind, som i så mange sammenhænge var vokset sig stærkere, og mere solidt, var endnu for skrøbeligt til at kunne håndtere, hvis mørket skulle tage en af hendes kære fra hende. Og bare tanken om, at det lurede derude, kunne få hendes fundament til at rystes på ny. Hun trådte efter lidt et skridt nærmere den kappeklædte, for da at dreje om sig selv, så hun endte med at stille sig ved hingstens side. Det havde altid været noget, som den sorte hoppe kun gjorde med dem, som hun stolede på - og hvis der var nogen hun stolede på i dette land, var det den mystiske kappeklædte himmeldanser.

A Wind of Summer

Tag: Leonora  | Wordcount: 398  | Weather: Daylight, sunshine, warm

De maskuline, mørke toner som himmelhingsten ejede svandt ind i stilheden. Han havde oprigtigt fortalt hende sandheden, fortalt hvorfor han havde haft et øje på hende, da hun vandrede hjem fra deres sidste møde. De azurblå øjne han mødte fortalte, at hun troede på ham. Hun besvarede hans brum med hendes feminine toner, og da hans mule havde nærmet sig hendes, var det som om, at hun eskalerede indvendigt; som blomstrede hun på ny. Hun rykkede sig nærmere ham, søgte ham. De sortnede øjne hvilede i hoppens blik, forsikrede sig at denne skrøbelig hoppe også ønskede, at komme ham nær. Berøringen blev skabt mellem de to sjæle, da den sorte stjernehoppe gengældte hans nærhed. Kærtegnene, men fjerlet strøg han mulen over hendes næsebor, og søgte videre mod hendes lange, kulsorte man, hvor han puffede blidt til den. Bevægelse fik hendes fyldige man til at skilles, så han kunne bevæge den silkebløde mule ind mod hendes varme skind. Kærtegnene kørte han overlæben mod hendes sensitive skind, mens den maskuline brummen nynnede lavmælt mellem de to sjæle. Da hoppen rankede sig på ny, fjernede himmelhingsten mulen fra hende. Omkring hoppens mørke mule hang et lille smil, hvilket fik ham til at puffe en enkelt gang til hende med mulen, inden hendes toner fyldte stilheden på ny. Hans mandelformede øre rettede sig mod hende, lyttede til hvad hun sagde.

” Jeg tror ej, at mørket et uundgåeligt, ”

Jaidevs sortnede blik vandrede mod horisonten da ordne forlod den lyse mule. Der skulle være balance mellem lys og mørke, og når dette ikke var muligt, ville det kalibrere med hinanden. Noget var under opsejling. Der var en større mængde mørke en lys, og balancen var brudt. Himmelhingsten vidste, at der ej kunne være lys uden mørke, såvel som mørke uden lys - så længe det ej udkonkurrere hinanden. Da hoppen fandt hans side, stoppede han op i en rank holdning. Han brummede af hende en enkelt gang for, at få hende stoppet, mens de strejfende blik fangede hendes.

” De skal ej gøre noget, Leonora. Jeg vil passe på Dem. ”

Stemmen blev dæmpet, hård og oprigtig, mens musklerne under hingstens skind spillede. Han fastholdte hoppens blik, fortalte hende tavs at det var et løfte til hende. Både som vogter, der skulle beskytte sjælene i landet; men også fordi, at han holdte af hende. Der måtte ej ske noget med hans stjernedanserinde.
Aldrig.

Den måde hvorpå de to sjæle omgik hinanden, var præget af gensidig respekt, nærvær og kemi. Selvom de ej havde tilbragt mange stunder sammen, havde hvert møde de to sjæle havde udvekslet bragt dem hinanden nærmere; og trods hormonernes rasen, der inderligt bød den stjernespækkede hoppe at tillade hingsten at nærme sig, så var hendes væsen i hans nærvær ærligt. Uanset om hendes hormoner havde påvirket hende eller ej, var det ganske vidst, at hingsten ville kunne nærme sig uden at den sorte krympede sig. Hun stolede på ham, hengav sig til ham, fordi han var som han var; en ædel, nobel hingst, hvis sind var noget ganske særligt. Hun prustede sagte med en varm tone, da hans mule kort puffede imod hendes igen, og hun gengældte det med en diskret bevægelse, der tillod deres muler at mødes. Hendes isblå øjne søgte kort hans, i det hun havde placeret sig ved hans side, og et øre blev vendt imod hans kappeklædte skikkelse, så snart hans dæmpede toner lød. Mørket virkede uundgåeligt; det var hvad han sagde. Den sorte hoppe drog et kort suk, inden hun vrikkede begge ører tænksomt ud til siden. Hun havde altid håbet, at hun kunne sikre sine afkom mod mørket. Hvad der måtte komme af udfordringer på deres vej, ville være med til at forme dem, og lære dem at begå sig i landet på egen hov - men mørket var noget hun end ikke ønskede en fjende skulle møde.
Godt som hendes tankestrøm var begyndt, hørtes den kappeklædtes stemme dog igen på ny. Han fortalte, at han ville passe på hende, og et øjeblik frøs den sorte hoppe. Hendes ører var vendt imod ham, men ellers stod hun ubevægeligt og betragtede ham, imens en sær følelse bredte sig rundt i hendes krop.
Det var første gang i år, at nogen havde sagt de ønskede at beskytte hende. Nok havde hun fået vished om, at flokken og dens leder ville bringe sikkerhed, men det var mere som fællesskab. Nu stod der en foran hende, som mente at han ville beskytte hende. Sekunder gik, imens den sorte hoppes blik var fængslet imod den kappe klædte. Ville han virkelig beskytte hende? Hendes hjerte, som næsten havde føltes frosset i samme stund som hendes muskler, begyndte at hamre hårdere, men med langsommere rytme. Dét løfte var et, som gik den sorte hoppe til at føle glæde, tryghed - men også en form for savn. Det han tilbød hende, var noget hun kun havde modtaget fra nær familie - eller hendes tidligere mage Ahearn, og savnet blussede kortvarigt op på ny. Den tryghed hun havde fundet med Jaidev, mindede hende om det bånd hun havde delt med den hvide hingst. Efter lidt trak hun hovedet en anelse op, og hendes muskler slap deres krampagtige tag; hun drog et dybt prust, inden hun rakte mulen en anelse frem imod den kappeklædte danser.

,,Dine ord er noble, Jaidev, men jeg er ikke din at beskytte. Jeg er dog beæret over, at du betragter mig som en, der står dig nær nok til at beskytte - det betyder mere, end jeg lige kan sætte ord på"

Derefter tav hun. Hun ville ikke direkte afvise ham, såfremt han stod fast; for de følelser, som der spædt lå i den sorte hoppe var stærke nok, til at hun faktisk ønskede dette. Hun ønskede at hengive sig til en, så værdig som den kappeklædte, en hun stolede på; men de var ej bundet af mere, end venskab og derfor ville den sorte hoppe aldrig bede ham, om at bruge tiden og energien på at beskytte hende.

A Wind of Summer

Tag:  Leonora  | Wordcount: 405 | Weather: Daylight, sunshine, warm, no skies

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Solen hang højt et sted oppe på den skyfrie himmel og varmede de to sjæle. Det ’forbudte’ sted himmeldanseren befandt sig, havde endnu ikke bidt ham i røven. Trods han var opmærksom på, at han ej tilhørte den flok, der hørte til her. Ej kendte han lederen, og burde ej komme rendende som det passede ham. Men Jaidev havde aldrig levet efter regler eller normer. Nok havde han været et outcast, men han gjorde alligevel hvad han ønskede. Hans sortnede øjne betragtede den sorte hoppe med de sirlige prikker pyntende på hendes skind. Et øjeblik var hun stoppet op, stoppet med at gøre alt. Som stod tiden stille for hende. Som glemte hun at trække vejret. Var det hans ord, der havde påvirket hende? De mandelformede øre gled sidelæns, mens de bundløse, udtryksløse øjne forsøgte at læse hende. Forstå hvad der gik gennem hende dét øjeblik. Pludseligt genvandt hun sig selv. Hendes muskler havde været anspændte, krampagtige. Så slappede hun af, og søgte hans mulen. Indgående betragtede de sortnede øjne hoppen, inden han imødekom hendes mule med et forsigtigt puf. Da lød hendes ord; at hun var ej hans at beskytte. Han spændte i den lyserøde overlæbe, og bed kæberne sammen. Ak, hun var ej hans. Men han ønskede at passe på denne skrøbelig sjæl, der havde fundet en plads i hans indre på rekordtid. Hun havde været så sky, så afvisende til at starte med; men nu havde hun åbnet sit hjerte for ham. Det skulle ej smides på gulvet. Han rankede den muskuløse hals op, mens hans søgte hendes havblå blik. Fangede det. Holdte det fast.

” Ej er De min at beskytte, men det agter jeg at gøre, Leonora. Ej fordi at jeg er vogter og det er min pligt. Men fordi at De er min ven. ”

Der var noget forsigtigt over ordene. Noget skrøbeligt. Hun var hans ven. Hun betød meget for ham! Jaidev havde levet i mange år uden venner og nærkontakt med andre end hans faders oplæring engang imellem. Nu havde han denne hoppe som ven; det var dyrebart. Det skulle passes på, beskyttes. Han slap øjenkontakten, han ellers havde fastholdt under talen, inden blikket faldt mod horisonten. Uden egentligt at se på noget. En dyb, maskulin brummen steg fra det fremskudte bryst da han rømmede sig efter en tavshed, og puffede derefter kærtegnene og opfordrende til hendes skulder.

” Leonora, vil De ikke vise mig Deres hjem?”

Jaidevs reaktion på den sorte hoppes pludselige tavshed, hendes pludselige anspændthed, ænsede hun ikke. I de sårbare øjeblikke, inden hun havde ytret sine ord, var hingstens krop væk, og kun hans sjælelige tilstedeværelse kunne sanses. Som hun vendte tilbage, som hun havde fortalte ham, at hun satte pris på hans ord; da så hun ham igen. Så hans brune krop, hans kappeklædte ryg; hans noble udtryk og hans ædle statur. Dér så hun ham, blot et øjeblik, som værende smuk. Som værende mere end blot den kappeklædte danser. Hun knep sine øjne sammen og lod blikket ganske kort vige fra ham - Savnet til den, hun havde elsket var stort, og på nogle måder mindede nærværet med den kappeklædte himmelhingst hende om, hvad hun havde mistet. Hun drog et lydløst suk, inden hingsten rankede sig og lod hans øjne søge hende. Han fastholdt hende på en måde, der både var diskret, spørgende - men samtidigt dragende. Hun lyttede til hans ord, og mærkede atter hvordan hendes hjerteslag hamrede med voldsom kraft. Han gav hende ret; og alligevel ikke. Han agtede at beskytte hende, fordi hun var hans ven. I den sorte hoppes isblå øjne tegnede der sig nu noget, som sjældent sås. Hendes øjne nærmest glimtede, og udviste både overraskelse, glæde, sårbarhed og sorg på én gang. Hun havde mærket kærligheden på dets højeste; mellem hingst og hoppe og mellem hoppe og afkom. Men aldrig havde hun følt, at hun havde en ven, på samme måde som med den kappeklædte. Hun havde accepteret andre, af praktiske årsager, eller af den simple grund at hun brød sig om dem. Men at kalde en for sin ven, havde hun aldrig oplevet. Hendes blik flakkede lidt i hans, men kunne ej vige derfra. Hans dybe, mørke øjne havde fanget hende; og det stod den sorte hoppe klart, at der lå et venskab imellem de to, som var ganske unikt. Måske lå der enddog nogle følelser gemt i Leonora's dybe, sårbare sind, som på ny fik en gnist at brænde for. Hun mimrede let med mulen, og skulle lige til at lade endnu en nærkontakt opstå, men inden da flyttede hingsten sit blik, og tillod nu Leonora at flytte sit på ny. Hun drog et dybt åndedrag i stedet, rankede sig en anelse og gumlede eftertænksomt og accepterende. Ven. Måske mere? Hingsten betød utroligt meget for hende, det stod klart nu - men præcist hvad, det vidste hun ikke. Uanset var hun privilegeret at have den kappeklædte i hendes nærvær; og nært i hendes sind.

Han spurgte hende nu, om hun ville vise ham sit hjem. Et lille smil kunne anes omkring den sortes mule, inden hun nikkede med en graciøst og lidt mere sikker bevægelse. Endnu var hoppen præget af de hormoner, der tillod hende at avle; og hendes bevægelser var om end mere frie, så mere selvsikre end normalt. Leonora trådte et skridt frem med en inviterende bevægelse, hvorefter hun satte kursen imod Teylar's sø; et sted, som hun tilbragte meget tid ved. En varm sommerdag som denne, var det også et godt sted at starte - for efter de to heste havde danset under solens stråler, var deres kroppe varme og tørstige.

A wind of summer 

Tag:  Leonora  | Wordcount: 396  | Weather: Daylight, sunshine, warm, no skies

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Et sted i hingsten havde noget åbnet sig. Et mørkt, indelukket sted, som på trods af hans mange år i Andromeda stadig kunne påvirke ham. Han havde mange bekendtskaber i landet, og havde da også opnået at få et par enkelte venskaber. Trods han ej vidste det, ønskede han denne form for kontakt med andre; ønskede at kunne have nogen, at komme til når fortidens dæmoner hjemsøgte hans sind, nogen han kunne passe på og beskytte med sit liv. Et sted ønskede han, at de gamle ar snart ville hele, så han kunne åbne sit sind på ny. Men han var bange. Bange for at miste igen. Bange for at føle en connection, der ej var gengældt. Han var bange for at hengive sig selv. Men denne hoppe var så oprigtig, og hun havde åbnet sig som en blomst efter deres møder; hun viste ham hvilken dragende og fascinerende sjæl hun var, trods hendes nervøsitet i starten af deres møder. Hun var blevet en helt anden, og det åbnede noget i denne hingst. Hun var blevet en rigtig ven for ham. De sortnede øjne falmede, som trak han sig ind i sig selv, mens blikket hvilede på hende. Hun udstrålede en særsom tryghed, han nyd at sole sig i - trods det var ham, der skulle give hendes tryghed og beskyttelse. Men noget ved denne hoppe gjorde, at han ønskede at lade hende komme nær. Ønskede at lade en af sjæle i Andromeda lære ham at kende, for den han rigtig var - og den som han var blevet gennem tiden.

Den sorte danserinde smilede. Et smil, der fik de vandrende tanker tilbage og hans opmærksomhed lå atter fuldendt på hende. Hun agtede at vise ham hendes hjem. De mandelformede øre gled fremad mod hende, da hun med inviterende skridt gik frem. Den kvalmende, søde duft hang omkring hende mens hun yndefuldt bar den tunge krop. Hun nåede et par meter, inden Jaidev slog et svirp med den ravnsorte hale og med høje benløft dansede op til hendes side. Da han nåede hoppens side, lod han benene trippe og inviterede hende til, at danse med ham i deres færd på at undersøge hendes hjem. Trods de sortnede øjne ej udviste følelser, så skinnede de karmelisseret i solens klare lys og det gav den ædle hingst et yngre, kækt udryk der sjældent fandt sin vej til overfladen.

Afstanden imellem de to sjæle blev kortvaigt forøget - for da den nattesorte Leonora satte frem med graciøse bevægelser, gik der et øjeblik, inden den kappeklædte himmedanser satte efter hende. Han mødte hende ved hendes side, dansende med høje benløft, og Leonora brugte ikke mange øjeblikke på selv at samle den sorte krop og begynde at trippe ganske langsomt, med de høje benløft som lå ganske naturligt til hendes type; og snart dansede hun ved den kappeklædtes side. Han havde inviteret hende til dans, ganske tydeligt, og hun havde taget imod hans tilbud. Med en let og feminin brummen slog hun et par iltre slag med halen, inden hun fandt hans rytme og herefter arbejdede hendes krop ganske harmonisk under hende.

De to sjæle bevægede sig med ynde ned imod søen, som nu kunne skimtes. Det klare spejl reflekterede alverdens farver omkring sig, og solstrålerne der brød træernes kroner, fik søen til at skinne som sølv. Leonora gav et pludseligt, let hoppet hyl fra sig, inden hun slog en i galop og lod hendes krop søge frem i et par krumspring. Hormonernes rasen fik hende til at reagere ret spontant ind imellem, og dette lille udbrud var blot ét af hendes firnurlige opspind. Kort efter var hun dog nede i den dansende trav igen, og søgte en anelse tættere på himmeldanseren - hun ønskede hans nærhed, selv i dansen. Som de nærmede sig søen, sænkede den sorte hoppe farten en anelse, for hun ønskede at ende ved søens bred - men det betød ikke, at dansen nødvendigvis behøvede at ophører endnu.

[4]