Bored [Rumpelfar]

Når man var ung og frejdig så skulle man leve livet. I hvertfald hvis man spurgte de fleste heste man mødte på sin vej. Xenon synes bestemt at det var en rigtig god idé, men det var lidt som om den gyldne hingst ikke rigtig kunne finde på noget af lave. Han havde snuset lidt rundt på de andre øer, på nær Foehn og konkluderet at det ganske enkelt var kedeligt. Han havde fundet vej tilbage til Chibale, hvor han egentlig for en stund stod fredfyldt i en lille lysning og nippede til noget græs, blot fordi han ikke havde andet at give sig til. En svag puslen i de nærliggende buske fik den gyldne hingst til at ville udforske mere. Blot en lille hare som havde gang i et af dens meningsløse livsmål. Blah.
Xenons anderledes syn på verden gjorde dog også at hans opmærksomhed blev rettet mod et par træer hvor et andet væsen også havde øjne på den lille hare. Et højt fnys kom fra ham og snart var jagten igang. Den gyldne hingst satte i en hastig trav efter de byttedyr og jæger, mens han kunne se dramaet udfolde sig for hans øjne. Snart kunne han se hvordan livsgnisten forlod haren og fadede ud på græsset under den. Det var slut. Xenon slog kort med hovedet og skulle nu finde noget andet at give sig til, han tøffede derfor kedsommeligt videre, eftersom øen synes at være totalt forladt for intelligent liv.. Eller liv der ikke var dødhamrende kedeligt..

Nyahahahaha ...

En lumsk sjæl havde længe været i dvale på øen Chibale. Efter Skyggehestene havde fundet hans hule, og angrebet i magtens vold, havde den skumle Rumpelstiltskin levet i skjul. Hans magi havde forseglet hans eksistens fra omverdenen og ej havde han vist sig, før nu.
Hans søn, den unge Xenocrates, vandrede rundt som et dovent dvask, hvilket længe havde irriteret den snu sjæl. Godt nok havde Rumpelstiltskin aldrig haft et direkte bånd med hans søn - eller datter, for den sags skyld - men alligevel irriterede det ham, at hans gener gik til spilde.
I skjul betragtede han den unge cremefarvede hingst, hvis eneste formål var at tåge rundt og iagttage hvad naturen nu havde af små, ligegyldige dramaer. En fugl der slagtede en harer; sikke dog et indholdsrigt liv han havde! Efter han skridtede videre derfra, tegnede der sig et lunefuldt smil om mulen på den skumle hingst, der snart ved brug af hans magtfulde magi, dukkede frem foran den unge hingst.

,,Nyaaah, knægt, brug dog hovedet til noget fornuftigt, i stedet for at spilde mine gener på at rende rundt og glo på fugle."

Hans stemme var som altid skinger, lettere lalleglad - men også hånefuld og nedgørende. Han mente de ord han sagde til sin søn; mente, at han ikke ville se det han havde skabt te sig så ligegyldigt. Han snappede snarligt efter sin ældste, inden han fnøs med den skingre undertone. Hvordan kunne den unge hingst dog skuffe så meget, med de evner som han var blevet født med?

Et utilfreds grynt kom fra den gyldne hingst, da hans far kom snigende på den maner, som han altid gjorde. Han stoppede dog op og så på ham med et dvask og kedsommeligt udtryk. Han var dog overrasket over at se ham og måtte nok indrømme han undrede sig en del over han pludselig dukkede op her foran efter at været væk i en rum tid. Det kedsommelige udtryk forlod dog ikke hans udtryk, da han nok havde manglet lidt mere basal social interaktions opdragelse fra barns ben af. Selvom den gyldne nok godt vidste at han burde være mere interesseret så han ikke fik ballade, men altså den gyldne var hvad han var.

” Så jeg skulle hellere gemme mig i en jordhule? ”

Lød det tørt fra den unge hingst, mens han nu meget groft hentydede til hans faders livsstil. Den unge hingst havde et kort øjeblik overvejet at lave en barnlig immitation af den lumske fader og kaste med små beskyldninger, men det måtte han have til gode. Xenon drog et kort fnys og tiltede hovedet en anelse for at skæve henkastet rundt.

” Var der andet? ”

Spurgte han nu med et sukkersødt smil, som emmede af en rigtig teenagefornærmet Xenon. Tænk bare at lade ham tøffe rundt her så længe og nu kunne han sikkert bruges. Ja så kunne man pludselig ikke tøffe rundt længere. Nej han brugte faktisk sin dyrebaretid på at kigge på fugle. Som en slags meget interessant hobby. Xenons tanker var stykket af og det indeholdt alt fra gråspurve til duer.

Nyahahaha ...

Den unge hingst gjorde, som unge hingste nu gør; lod som ingenting, da den snu hingst var dukket op, og prøvede at komme med spydigheder, der ikke gjorde andet end at få den ondskabsfulde sjæl til at grine hånefuldt. Den dovne, dvaske udstråling som den unge hingst endnu havde malet ud over hele hans forvoksede krop ignorerede den lumske Rumpelstilskin dog; han skulle nok sparke lidt liv i den ligegyldighed som hans søn var blevet.

,,Aaaah, så du har lært at svare igen, nyah! Sikke dog, du har nok udviklet dig til at blive en mageløs hest!"

Hånede hans fader; nej, han syntes ikke hans søn var blevet særligt mageløs. Han havde evnerne, helt klart, men endnu havde den unge hingst ikke brugt dem til andet end børneleg med andre, svage sjæle. Han fnøs sagte, men med den skingre undertone, inden han vimsede lidt tættere på sin søn, for at kigge ham direkte i øjnene med det gale blik, som han ejede.

,,Nyah, næh, gå du bare.."

Sagde han med en udtalt skørhed i stemmen. Men ville han nu bare lade sønnen gå? Og ville den unge Xenocrates, hvis hjerne var en fuglerede blot gå uden at tænke sig videre om?

Den gyldne hingst så blot på sin far inden han himlede med øjnene og udgav endnu et fnys. Der var ikke megen respekt at spore i den gyldne hingst, som blot stod og gloede ligegyldigt på sin far. Han havde altid beundret ham da han var yngre, men årene havde forvandlet den beundring indtil noget mere.. Ja hvad var det egentlig han synes om sin far nu? Ingenting. Foragt var ikke noget han vidste hvad var, ligesom kærlighed også var en fremmed ting for den unge hingst. Han blev stående da hans far vimsede tættere på og han kvitterede blot med et højlydt prust og han vippede ørerne bagud og lod en rynke tegnes på den mørke mule. Da det viste sig at han ikke ville noget yderligere, pst selvfølgelig ville han da ellers var han ikke kommet, så vendte Xenon blot siden til uden et ord og begyndte at skridte videre. En tanke strejfede den gyldne og han overvejede kort om han da skulle tage sin fars råd til sig og forsøge at ikke spilde generne. Kunne han snige sig til et lille kig indenfor hos den skumle sjæl. Xenon drejede overvejende hovedet let for at se på ham, inden han rystede på hovedet med et ligegyldigt fnys. Han ville ikke vide det.

” ih, spild ikke mine kujonagtige gener, Xenocrates. Kyakyakya ”


Mumlede han nu for sig selv og skar et par grimasser, inden han gjorde et par humørsyge pisk med halen. Nogle gener gik ikke helt til spilde i den gyldne hingst trods alt.

Nyahaha ...

Den unge hingst, som endnu virkede som en ligegyldig, halvdød ting, valgte snart at vende siden til at begynde at gå bort fra den skumle sjæl, hvilket var netop dét, som den lumske hingst ønskede. Han lod sønnen gå nogle skridt, og lod endda hans sølle kommentar hvile uberørt; og så snart Xenocrates var blot 10 meter borte fra sin fader, benyttede Rumpelstiltskin sin magi, til at dukke op lige foran mulen på sønnen igen. Denne gang fik den unge hingst dog ikke lov til fredfyldt at stoppe op selv, nej; Rumpelstiltskin slog ham bagover med et magisk spark, som sørgede for den unge hingst som minimum måtte gå i knæ. Et ondskabsfuldt fnys forlod mulen på den lumske hingst, inden han med et meget intenst og alvorligt blik så direkte i øjnene på den unge hingst, som bar hans gener.

,,Vender du ryggen til mig én gang til, så sørger jeg for du aldrig kommer til at gå igen!"

Tydeligheden kunne ikke være mere klar - for den ondskabsfulde sjæl mente det. Også selvom det var hans egen søn, som han kunne lemlæste, da ville han gøre det, for ingen vendte ryggen til Rumpelstilskin. Han hævede halsen, og trods hans statur var lille, kunne han stadigt tårne sig op og syne af langt mere, end han fysisk var. Han afventede at sønnen skulle rejse sig op igen, og sikkert bide fra sig med ligegyldige, tøsefornærmede kommentarer; og alt imens lagde Rumpelstiltskin en ring omkring dem, ganske vist usynlig, men en ring der sørgede for at Xenocrates denne gang ikke ville kunne gå fra ham - og at andre ikke kunne se dem.

Xenon nåede ganske rigtigt ikke at reagere før han blev ramt af et eller andet uforklarligt og han endte med at sætte sig ned på sin røv, mens han vrissede let for sig selv. Hvad havde han i grunden også regnet med. Hans fader fik ikke andet end et surt blik tilbage af den unge hingst, men indeni tvivlede han slet ikke på hans ord. Han smed sig nu demonstrativt på ryggen og rynkede på mulen med et kort fnys ja for nu kunne han da ikke vende den mod ham. Lemlæstet ville han slet ikke kunne være til nytte med de såkaldte gener. Den unge hingst rullede kort med øjnene ved tanken, mens blikket nu vandrede op mod himlen. En kort sukken kom fra ham. De blå øjne faldt dog tilbage på sin far med et tomt udtryk. Det var ikke fordi han hadede sin far, men det var ikke just kærlighed der blomstrede imellem dem.

” En eller anden dag, så vil karma ramme dig.. Hårdt”

Mumlede han blot for sig selv, inden han nu rejste sig op og så afventende på den hingst han delte gener med. Der var ikke megen følelse at spore i de blå øjne. Den gyldne hingst misundede i visse stunder dem som havde et lykkeligt liv, men han vidste ikke hvordan sådan et skulle leves. Forklaringen stod foran ham, mens den anden forklaring holdt til på Skyggernes ø.

Nyahahaha ...

Den snu hingst betragtede sin søn, der efter at være blevet sat på halen, lagde sig på ryggen som en anden hund. Et ligegyldigt blik var endnu at finde i hans øjne, og det irriterede den skumle Rumpelstiltskin grænseløst, at hans søn var blevet så .. Ligegyldig. Hans hove blev trampet ned lige ved siden af snuden på den unge hingst, inden han lod sine ord lyde imod sin fader; karma, ja den kunne bare komme an. Da den yngre hingst rejste sig, vimsede den snu ræd en gang omkring ham, inden den hysteriske latter forlod hans mule.

,,Nyah, karma, uuuuh. Hvor det skræmmer mig!"

Han lavede en dirrende efterligning af en rysten, inden hans grin blev intensiveret. Ja, han fortjente med sikkerhed alverdens dårligdom, og langt mere i samme stil, som da han blev angrebet af Skyggerne. Han havde helt klart fortjent det, men det betød ikke at han blev rettet ind på et spor, der ledte imod det gode, nej. Han var som han var, og dette kunne ikke ændres.
Han vimsede atter lidt tættere på den unge hingst, inden han med den hysteriske stemme, hvor alvoren lurede, begyndte at snakke igen.

,,Men karma kommer til dig i dag, nyah! Ser du, siden de Skyggeheste angreb min hule har jeg.. Villet finde ud af deres motiver; men, nyah, jeg kan ikke komme i nærheden af dem, for de ville opdage det med det samme.. Men du, søn, kan bruge den evne, som du har fra mig, til at finde ud af, hvad Skyggehestene egentlig ønsker!"

Dette var ikke en opfordring, og heller ikke et spørgsmål. På sin vis var det en ordre, men det var en ordre som den snu hingst bestemt mente ville komme hans søn til gode; for hvis hans viden voksede om landet, og hans magi blev udviklet, ville han med tiden stå stærkere - og måske ville de gener, som han havde fra sin far, da ikke være spildt.

Den gyldne hingst løftede blot et af hans ikke eksisterende øjenbryn af hans faders skaberi. Skaberi var nok ikke noget den gyldne hingst skulle belære andre om i sit stille sind, for der var ingen tvivl om hvor den gyldne havde arvet sin andel fra. Han gabte i stedet, inden han søvnigt og smaskende igen sendte et ligegyldigt blik mod sin fader da han begyndte at tale.
Den gyldne hingst kunne bestemt ikke lide ordene der kom ud af hans mund og han rynkede kort skeptisk på mulen. Et fnys kom fra ham og han vidste skam godt hvad klokken var slået.

” Tal om at spilde gener, pft. ”

Mumlede han olmt for sig selv, men en lille tanke spirede dybt inde i den gyldnes sind og det ligegyldige blik døde nu ud og han trak på skulderne.

” Fint. Jeg er sikker på den hvide skygge bliver henrykt over at se sin lille guldlok igen. En skam at lade ham vente mere.”

Den gyldne himlede let over sin egen kommentar og gjorde mine til blot at komme afsted. Skyggerne var på Foehn og han kunne vel ligeså godt komme afsted. Selvom han nok var overbevist om at han ikke kom tilbage igen hvis han rendte ind i den hvide skyggehingst igen. Han havde trods alt ikke været på Foehn siden den dag.