Utter Madness | Open

Der var vel gået et par timer... Det gik hun ud fra, at der var. Solen stod midt på himlen og var præcis hvor den skulle være. Alt var, hvor det skulle være. Græsset var under hendes hove, den svage brise kom og gik, himlen var over hende og fortiden bag. Men selvom alt var hvor det skulle være... så var intet som det skulle være.

Hjertet sad i halsen på hende og hamrede derud af, som hundrede galopperende hove på tør jord. Koldsveden drev af hendes blålige korte pels, og bringen hævede og sænkede sig i takt med hendes åndedrag. Hun havde absolut ingen anelse om, hvad hun skulle gøre af sig selv. Tusind spørgsmål cirkulerede i hendes hoved, og forsøgte at presse sig i front hver og én. Hvor var hun? Hvad var der sket, og hvordan var hun havnet her? Hvordan kom hun tilbage?....

Ville hun tilbage?

Sceneriet omkring hende var dog noget af det smukkeste hun nogensinde havde ladet sine dybblå øjne beskue. Der skulle til gengæld heller ikke meget til, når hun indtil videre havde levet sit liv bag fire vægge, mere eller mindre. Nu var dog ikke tiden til at stå og sige 'Ihh og åhh'. Hoppen var gået i panik. De seneste timer - de første i det nye land, havde hun brugt på at gå sjæleløst omkring på den samme græsplet, i frygt for at havne i noget, hun ikke rigtig ville kunne rede sig ud af. Ironisk nok, stod hun jo allerede med benene dybt plantet i noget, hun aldrig ville kunne rede sig ud af.

Utter Madness

♣

De lange ben blev strakt helt ud. Titan i fuld fart var ikke et sjældent syn. Sort som natten, men med et par syre-grønne øjne der så helt unaturlige ud. Selv huskede han ikke meget andet end landet, og de ting han huskede, kom fra drømme eller fortællinger, og var derfor enten ikke hans egne minder, eller også var det ikke sikkert de var korrekte. Han nød farten - nød den luft der ramte ham, rev i ham, legede med ham. Havde han nok fart på kunne det nogen gange føles som om han fløj. Han lukkede øjnene - ikke længe, men bare lige for at nå illusionen om at jorden under ham ikke var til stede. At han galoperede på skyerne i stedet for det hårde underlag kaldet jorden.

En fremmed lugt ramte hans næsebor. En lugt der fik ham til igen at åbne øjnene, kun lige tidsnok til at opfange den skikkelse der var foran ham - foran ham og som kom tættere på lidt for hurtigt - muligvis grundet hans egen fart. Der gik ikke mange sekunder fra hans hjerne havde tænkt tanken og til den kulsorte hingst hakkede hovene i jorden for at bremse. Det resulterede i han næsten måtte sætte sig på røven for ikke at skvatte på mulen, og at en sky af støv lettede omkring ham. Han nåede det også. Nåede at bremse tidsnok til han havde en afstand på nogle meter. På den måde kunne han vel heller ikke klantres for at have overtrådt en personlig grænse.

Nysgerrigt tippede han ørerne frem. Hovedet gled en anelse på skrå, mens han betragtede den fremmede hoppe. Ikke en han før havde set - og han havde ellers set mange og meget. Titan var ikke en der holdt sig selv tilbage når det gjaldt eventyr. Han havde set mange steder, blev ved med at udforske stier hans hove aldrig havde betrådt, og han stoppede gerne på vejen for at tale med dem omkring ham.

"Dig har jeg ikke set før"

1

Tracker | Tables | Plots | Application

De forvirrede tanker var øredøvende i hendes sind, der var så skrøbeligt efter at have levet inden for bestemte rammer i hele hendes liv. Hun kendte ikke til andet end den daglige rutine, som ikke havde ændret sig de seneste to år af hendes liv. Pludselig at skulle stå, uden nogen form for kontekst, på et sted hun ikke anede hvor var, gjorde hende noget så oprevet. Hoppen var blevet bragt til fuldstændig ukendt grund, og al sund fornuft lod til at forsvinde sammen med hendes ro.

Det var vel hjemve. Den stærke følelse af mangel på tryghed virkede til fuldstændig at skærpe hendes blik for, hvilken mulighed hun var blevet givet. At blive sendt hertil kunne enten være en velsignelse eller forbandelse. Det var sådan set op til hende, at sørge for at få den bedste start i dette nye utopia af alt hvad hun aldrig nogensinde havde haft. Sådan et syn var dog så langt væk fra hende i øjeblikket, af ren og skær fortvivlelse og pessimisme. Lige nu er der da intet værre end dette gudsforladte sted...

Men vent, hvad var nu det? I få sekunder stoppede hun sin rastløse gåen frem og tilbage op, idet en underlig lyd lod til at overdøve hendes paniske tanker. Undrende vippede hun ørerne i retning efter lyden, der virkede til at komme ingen vegne fra. Pludseligt forsvandt alle de råbende tanker i hendes hoved, og lyden af dundrende hove var det eneste, der var til stede. I kæmpe forskrækkelse så hun op og fik i sekundet øje på en stor mørk skikkelse, der med alt for høj fart var på vej direkte imod hende. Uden tid til at gøre andet, vendte hun hurtigt hovedet om imod sin skulder og kneb øjnene kraftigt i. Hesten var tilsyneladende bremset op, og en lille sky af støv stod om ham, og blev båret let af vinden i hendes retning. Det var lige før, at også hun havde sat sig på rumpen. Med bagbenene let bøjet stod hendes forben fast i jorden, men rystede vagt. Stadig havde hun hovedet vendt bort, øjnene knebet i og ørerne vendt frygtsomt bagud.

Hun ventede vel bare på smerten, eller det evindelige mørke. Men hverken kom det ene eller det andet, men en lyd fra det fremmede væsen, der havde valgt at nærme sig. Tøvende, men forsigtigt åbnede hun sine øjne, så den klare blå farve stod frem fra det mørke hoved, der langsomt blev vendt frem imod den fremmede. Stadigt rystede hun og det kunne ses på hendes skælvende krop, der sikkert pumpede adrenalinen rundt. Hurtigt og forsigtigt lagde hun sit blik på hingsten, der stod over for hende. Hun turde ikke møde hans blik, men snappede langsomt op på hvilke ord, det nu var han havde ytret.

Endeligt rykkede hun på sig, rettede sig op og bakkede tre hurtige skridt bagud inden hun svang hovedet en anelse frem et par gange. Afstand var sikrest. Ude af stand til at kunne komme med et logisk svar på hans konstatering, var det eneste hun kunne komme frem med, det første spørgsmål hun kunne komme i tanke om.

"Hvor er jeg?"

Stemmen var blød, men kold og afskrækket. Ordene kom efter et par sekunders tøven, og det var tydeligt at hun var skræmt fra vid og sans. Hun konstaterede hurtigt at hans kropssprog ikke indikerede fjendtlighed...så hun var efterladt til at stå i skak.

Titan var speciel. Speciel på mange flere måder end de fleste kunne forestille sig. Speciel på den måde, at han ikke var født ind i dette land, men var opvokset i det. Han kendte til alle øerne. Kunne finde rundt i søvne. Han havde krydset veje med mange af øernes beboere, selvom han ikke altid havde taget sig tid til at tale med dem. Diverse dufte var alligevel blevet parkeret i hovedet, og blev fundet frem igen, når han ellers krydsede noget der duftede velkendt. Men det gjorde det ikke denne gang. 

De syregrønne øjne, han muligvis havde fået grundet magien i verdenen, var nysgerrig rettet mod hoppen, hvis navn han ikke kendte. Som hun bakkede nogle skridt fulgte han bare med. Titan var god til at overskride andres grænser. Han var selv rimelig grænseløs, men alligevel gjorde han ikke en flue fortræd. Løgn! Han gjorde fluer fortræd når de satte sig på ham en varm sommerdag eller de sværmede omkring hans hoved som en flok gribbe omkring et kadaver. Men han ønskede ikke at gøre andre ondt. Måske var der nogle fejl og mangler i hans opdragelse, men han var trods alt også vokset op uden en egentlig mor, og kun hans moster og søster havde været til stede under hans opvækst. Hans grænseløse adfærd havde gang på gang givet ham problemer. Både i form af hingste der direkte ville jage ham væk af ren og skær irritation, men også hopper der havde bidt efter ham eller sparket efter ham - også selvom han ikke engang havde været et år gammel. Det havde ikke afholdt ham fra at blive ved med at opsøge andre.

"Du er på Leventra?"

Hoppens spørgsmål indikere hun enten havde glemt hvilke omgivelser hun normalt var i og var havnet på afveje, eller at hun var en af de nyankomne. Det skete engang imellem at andre, ligesom ham selv, kom fra andre steder og blev kastet ind i denne fortryllende verden af lys, mørke og magi. På mange måder var han misundelig, og på mange måder var han ikke. Titan huskede ikke selv noget fra hans gamle "hjem". Han huskede ikke sine forældre. Han huskede ikke omgivelserne eller duftene derfra. Han huskede ikke den trygge følelse af at være i hans flok. Hans flok som det ville have været engang, hvis ikke han var havnet i landet. Hans søster havde fortalt ham om den bror han aldrig havde mødt. Arc. Arc der havde været den retmæssige arving, men som havde mistet livet, hvilket betød Titan havde været den næste i køen.

"Du er ny her, er du ikke?"

1