Beauty and Despair |Arion

Solen var ved at tage sin afsked, men det betød ikke, at varmen slap sit greb fra det næsten uberørte land. Der var fugtigt, og det gjorde blot varmen endnu mere uudholdelig. Derfor, havde hun søgt tilflugt under træernes tilgivende skygge, hvor solen ikke havde chance for at bryde igennem den tætte trækrone, der var spækket med de grønneste blade. Hun havde lige siden sin ankomst ikke bevæget sig uden for en radius af mere end en kilometer, af ren og skær frygt og fortvivlelse. Den blålige hoppe anede ikke hvad hun skulle stille op, og besluttede sig for at vente i et forsøg på at finde ro.

Hun stod lænet op ad den store stamme, med det dybblå blik vendt ud imod det åbne område. Hun føltes udmattet - ikke fordi hun havde været speciel fysisk aktiv i de få timer hun havde brugt her i landet, men af ren og skær mental overgearing. Ahri var blevet rykket direkte ud af sine vante og trygge rammer, der aldrig havde givet hende en egentlig udfordring. Der havde været regler og retningslinjer, som altid blev fulgt, men nu... Nu var alt slettet og borte. Aldrig havde hun været uden for det anlægs område, hvorfra hun kom, og nu stod der en hel verden åben for hende. En verden, der uden tvivl var fyldt med farer, der lurede om hvert hjørne. Hvordan skulle hun dog nogensinde kunne klare sig selv? Selvsikkerheden var i bund, og hvis ikke der snart skete noget, ville hun lade alle livets begivenheder trampe på hende.

De blå øjne betragtede græsset under hende for en stund, da alt virkede til at være stille. Her var ingen, så hun lod sit blik døse hen. Hun følte ingen appetit, men i stedet en svag tørst, der prangede sig på i varmen, og hun tog sig i at smaske en anelse, kun for at konstatere, at hendes mund var tør, og mundvigene brugt, fra de mange timer med bid.

Det ville ikke vare længe, før solen ville drage ned bag bjergene ude i horisonten, og dermed kaste lange skygger over det åbne område i Leventera. Varmen var voldsomt i disse dage, nærmest som om en hede havde sneget sig indover landet, og ikke lige umiddelbart havde tænkt sig at slippe landet og bringe lidt kulde tilbage. Men Arion var en hingst der nemt tilpassede sig. Han så ofte det positive i alting, og tvang dermed også sin hjerne til at finde det positive i denne varme. Hans skimmelhvide krop vandrede afsted med rank holdning, og en autoritær udstråling; han var ikke dominerende eller overfladisk at kigge på, for trods den ranke holdning, ejede han venlige øjne og et varmt smil.

De dybblå øjne spejdede omkring efter andre eksistenser, men der var dog ingen at se endnu. De fleste var nok søgt til vandet for at slukke tørsten, søgt skygge under træerne, eller blot søgt til ro fordi natten snart ville komme. Hans hvide øre vippede stille rundt, lyttende og opmærksomt, inden han skubbede sit maskuline korpus fremad i en samlet trav henover det åbne område, med retning imod træernes skygge. Han travede dog ikke længe, før de sensitive næsebor opfangede duften af en anden eksistens i nærheden, helt oppe ved træernes skygge. Arion var godt opdraget, og han satte derfor resolut i skridt, for ikke at virkede for frembrusende imod den fremmede sjæl, der måske gemte sig?

Jo tættere han kom på, desto mere kunne han se af den fine og feminine skabning, det var helt sikkert en hoppe. Og en ganske smuk en af slagsen. Arions venlige og imødekommende øjne hvilede imod hende, inden han nogle meter inden hoppen, standsede op. Han bukkede galant ned i nakken, og strakte det ene forben fremad, hen af jorden, således at han bukkede galant for den fremmede hoppe. Han rettede sit korpus op, og lod ørene vippes frem til hende, inden hans toner brød stilheden.

,,Me’Lady, det er mig en fornøjelse at vandre ind i sådan en køn skabning som Dem. Mit navn er Arion, og jeg er Dem til tjeneste”

Sagde han da, med en ærbødig stemme, der emmede af venlighed, mens et naturligt charmerende smil tegnede sig på hans fine mule.

Aldrig havde hun været bestemt optaget eller klar over hendes udseende. Det var aldrig en værdi hun havde tænkt over, eller indset som et værktøj der let kunne manipuleres med. Derfor virkede hun måske ikke bestemt elegant i sin væremåde, der havde præget af de samme ting om og om igen. Det var som om, at hun var blevet født på ny, og var nu nødt til at lære fra sig, hvis hun ville opnå noget i dette rige.

Vinden drev svagt op, og det fik hoppen til at løfte sit ædle hoved og spidse ørerne. En fremmed duft strejfede hendes næsebor, og med et vågent blik spejdede hun ud over området. Pga. hendes døsen, var det først nu, da denne hest var inde for nogle meters afstand, at hun opdagede ham. Straks reagerede hendes udmattede krop, ved at rette sig og spænde til. Ørerne blev vippet frygtsomt til siderne og hovedet blev hævet parerende. Få skridt bragte hende bagud for at skabe mere afstand imellem hende og den fremmede. Der var kun få ting, som ikke fik hende til at vende om og løbe hvad hun nu kunne... for hvad skulle hun dog få ud af det? Hun havde brug for en ny tankegang, hvis hun ønskede at få de svar, hun søgte. Så derfor stod hun stille og afventede denne hests aktioner. De dybblå øjne hun bar, stod stærkt ud fra hendes mørke hoved, og blev blot endnu mere intense i skyggen. De beskuede diskret den hvidskimlede hingst, der med sin så lyse og pæne pels virkede til at udsende lys. Men det var nu nok bare hende.

Hendes mandelformede ører blev dog for første gang vippet fremad, da hingsten udtalte sig med sin præsentation. Forvirret fra starten, hjalp det ikke meget, men en lille dæmper var dog, at hingsten i øjeblikket virkede ufarlig. Han var dog stadig en fremmed, og Ahri nægtede at sænke sine parader endnu - man vidste jo aldrig. At være stum ville ikke få hende nogen vegne, så med en blød, dog afskrækket stemme, skar hun ind i samtalen med et spørgsmål, og bed knapt nok mærke i de komplimenterende ord, han havde givet hende.

"Står du mig til tjeneste?"

Hun var forvirret, for aldrig havde hun dog mødt sådan en imødekommende og formel type som ham. Hun havde til gengæld ikke lært, at bruge høflig tiltale... endnu.

Den skimmelhvide hingst, stod med en påpasselig afstand til den kønne hoppe. Og fordi hans sind var så opmærksomt som det var, lagde han godt mærke til alle de signaler som den blågrå hoppe udsendte. Hun var usikker, ja nærmest skræmt, og dette gjorde nærmest helt ondt på ham at se. Derfor trådte den galante hingst også nogle skridt bagud, samtidig med hende, for at skabe lidt mere afstand til den skræmte hoppe. Der kunne være flere årsager til, at hun søgte afstand til ham, og også flere årsager til at hun var så skræmt som hun var. Men Arion var nu mere interesseret i at skabe ro omkring hende, og få hende til at føle sig mere sikker, i hvert fald i hans selskab. For han ville hende absolut intet ondt. Hendes øre vippede lidt rundt, inden de dog kom til hans retning fordi han talte. Hun lød nærmest forvirret over hans ord, og dette fik ham til at smile ganske svagt, en anelse undskyldende. Men dog slog det ham bestemt ikke ud – det hvilede han for meget i sig selv til.

,,Me’Lady, jeg står Dem til tjeneste så længe De ønsker det. Jeg kan forsøge at forklare Dem de ting, De eventuelt er forvirret eller frustreret over. De er ny, er De ikke?”

Hun så nærmest lige så skræmt ud som han først havde gjort, da han kom til dette fremmede land, og det var også derfor han konkluderede, at hun nok var ganske ny i landet. Desuden undrede det den skimle og ranke hingst en smule, hvis hun længe havde været her, men at han aldrig havde set hende. For med sådan et udseende som hun bar rundt på, måtte det nærmest være umuligt for hende at gemme sig. Den ædle hingst rømmede sig svagt, med en brummende lyd,

,,Jeg ønsker ej at skræmme Dem, Me’Lady. Jeg ønsker kun at hjælpe – hvis De ønsker det”

Sagde han da, med den maskuline og venlige tone, mens de dybblå øjne hvilede ind i hendes blå øjne. Hans øjne var i stor kontrast til den lyse pels, men også hos hende lyste øjnene nærmest, fordi deres kontrast til den mørkere pels også var stor.

At en venligsindet, hjælpsom og tilsyneladende uskyldig sjæl skulle komme hende i møde netop nu, virkede næsten for godt til at være sandt. Hun kunne ikke undgå at blive en anelse mistænkelig, men hvad i al verden havde hun at miste, som hun ikke allerede havde mistet? Hendes liv, selvfølgelig, men hvor meget var det værd når alt hvad hun kendte til var væk? Hun var altså nødt til at stole på ham, og være en anelse mere tilbøjelig - til gengæld var hun ikke naiv. Han påstod at være til hendes tjeneste så længe hun ønskede det... Betød det, at når man ankom ville man få en personlig tjener? Det kunne da ikke passe - men det mest værdifulde han tilbød hende var svar. Svar på hendes spørgsmål som hun tydeligvis måtte have nogle stykker af.

Hun nikkede svagt som svar på hans spørgsmål, om hun var ny her.
"Jeg kender ingen." tilføjede hun for at understrege det.

Hun lod sig ikke slappe helt af endnu, trods hans forsikrende ord om, at han ville hende intet ondt. Men næ, hvorfor ville han dog også det? Hun ejede intet af værdi. Ahri tippede hovedet svagt til side, imens hendes udtryk ændrede sig til en undren. Hun lod sin krop løsne op, og ørerne vippe fuldt frem. Han havde vundet hendes opmærksomhed, men hun var skarpt årvågen på alt hvad hesten overfor hende foretog sig. Ørerne lod sig af og til vippe rundt for at scanne området for potentielt unormale lyde.

"Hvad var det nu, du hed igen?"

Med alle de ting der pludseligt skete så hurtigt på sådan et uvant sted, forsvandt hans navn i mængden. Hun skulle vel starte et sted med disse spørgsmål, og et navn virkede som en god start.

Den hvide hingst, stod med rank krop, mens de blå og varme øjne hvilede på den kønne hoppe, der emmede af usikkerhed og utilpashed. Hun var vitterligt ikke begejstret for at stå her, sammen med den hvide hingst; eller også var det fordi alt omkring hende var nyt og dermed farligt. Arion ville gøre det bedste han kunne, for at hun skulle føle si tryg i hans selskab, for den ærlige og rolige hingst ville hende bestemt intet ondt, overhovedet. Hun nikkede til hans spørgsmål, der måske også havde været lidt af en konstatering. Hun var altså ny, og tilføjede også at hun ingen kendte. Den følelse kendte den hvide og ranke hingst godt; for han havde heller ikke kendt nogen, da han var kommet hertil. Stadig kendte han ikke voldsomt mange, men dog et par stykker.

,,Jeg har selv været helt ny her, og uden at kende nogen. Så jeg forstår godt den situation som De befinder Dem i, Me’Lady.”

Hun løsnede lidt op i kroppen, og dette fik ham til at smile roligt og opmuntrende i hendes retning. Hun kunne skam godt slappet af i hans selskab, for han var her for at hjælpe hende, beskytte hende, og ikke skade hende. Det kunne han aldrig drømme om.

,,Mit navn er Arion, Me’Lady. Må jeg spørge hvad Deres er?”

Hans hoved gled let på sned, efter de udtalte ord og svar til hendes spørgsmål om hans navn. Hans stemme var rolig og autoritær; ikke dominerende, men stærk. Han havde ingen grund til at være dominerende overfor den kønne hoppe; men hans stemme havde altid været stærk og autoritær – for han var trods alt en tidligere leder. Arion, den hvide og ranke hingst, havde stadig sine blå og venlige øjne hos hende, for at betragte hende, og vise hende at hun havde hans opmærksomhed.