I am home | Nymfen

Blot to sjæle havde han mødt i dette nye land. To unikke sjæle; den ene frygtsom og usikker, den anden... knap så usikker, men dog forvirret. Der herskede ingen tvivl om, at de begge havde undret sig over hvor de var - og ikke mindst hvorfor de var her. Lucan brummede dæmpet, imens et skævt smil ganske kort spillede i hans ene mundvig. Det var ikke første gang han oplevede at være den eneste der var sikker. Det var ikke første gang livets bølger kastede ham ud i ukendt farvand. Men hans tro var urokkelig. Han var her af en årsag. Han var her fordi Han ville det. Og han var ikke bange. Hvorfor skulle han være det? Hvorfor skulle han lade usikkerheden gnave i sit indre, når han kendte vejen? Nej. Han spildte ikke tiden på noget så unødvendigt. Hvis han skulle dø på denne ø, så var det den skæbne han ville gå i møde. Og hvis ikke, så ville han fortsætte til Han bestemte at hans hove ikke længere skulle flytte sig.

Han flyttede blikket ud mod havet i det fjerne. Han kunne ganske let mærke skummet i den svale vind. Det kaldte på ham, blåt og glitrende. Hans blik faldt på det gyldne idol der vejede tungt og genkendeligt imod hans bringe. Nej. Han var ikke usikker. Han var ikke bange. Han var hjemme.

En spinkel hoppe med man og hale sort som kul vandrede på Bjergnes ø. Hun var alene, søgt bort fra det hjem hun havde kær; men også et hjem, der mindede hende om hvad hun havde mistet. Engang havde den unge Nymphadora's liv været præget af kærlighed - men denne var blevet taget fra hende. Hendes moder var borte og hendes fars sind blev stadigt mere og mere lukket. Nok vidste hun, at han elskede hende, men hans glæde var borte, og det pinte hende. Oftest havde hun haft lyst til at bringe hendes forældre sammen igen, så de kunne snakke, men eftersom hun ikke vidste hvor hendes moder befandt sig, var dette en færd den unge hoppe havde opgivet. Længe havde hun vandret hvileløst rundt i nærheden af Teylar, leget lidt med hendes veninde Phoria, sloges med Seyé - men denne gang havde den unge hoppe søgt væk, ud for at opleve noget der kun var hendes. Hun havde derfor krydset havet og fundet en ø, hvor bjergene rakte højt mod himlen i horisonten. Endnu var hendes sorte pels skinnende af fugt fra havets salte vand, som hun blot for kort tid siden havde forladt. Hendes blik var nærmest låst imod bjergene, som hun nu for første gang ville se; og hvis ikke noget i udkanten af hoppens blik havde fanget hendes opmærksomhed, havde hun fortsat ufortrøden - men en hingst stod et godt stykke fra hende. En hingst hvis statur ikke var til at tage fejl af. Hun stoppede og studsede et øjeblik; en fremmed. Hvor lang tid siden var det, hun havde mødt en fremmed? Ja, hun kunne næsten ikke huske det, og på sin vis overraskede det den unge hoppe at møde andre her; for hendes kendskab til hvor befolket landet var, var meget ringe. Hun udsendte en sagte, tøvende brummen for sig selv, inden hun trippede nogle årvågne skridt nærmere den fremmede. Hvem var han mon?

De lyse, bløde lokker faldt let om hingstens hoved. Han var ikke nogen kæmpe, langt fra. Samtidig var han ej heller kraftig, med svulmende muskler eller lang, fyldig man og hale. Han var tværtimod temmelig spinkel, men langt fra tynd. Hans krop var senet og stærk, bygget til at blive ved i det uendelige, uden at miste pusten. Han var ikke smuk, men han var alligevel en hingst man ikke kunne tage blikket fra. Hans krop strålede af livslyst, af styrke og af en urokkelig tro. I hans mørke øjne brændte en ild der ikke kunne slukkes. Den spredte derimod sine flammer til alle der så for længe derind.

Og nu faldt disse øjne på en ung skikkelse der nærmede sig. Det lignede en hoppe - let til bens og en blank sort pels. Han synes at kunne ane havets dråber på hende. Et smil sneg sig igen ud på hans læber. En svømmer! Det tegnede jo allerede godt. Idolet lynede i gyldne toner i det høje sol, idet han bevægede sig ned imod den fremmede. Hans trav var flad og uden unødvendige høje løft - den bragte ham frem, let og hvirvlende som vinden.

Sandet der lå under den unge hoppes hove klistrede sig til hendes våde koder. Hendes elegante krop var standset og hendes hals årvågent hejst. Hendes ører var rettet frem imod denne fremmede og hendes blik nærmest hypnotiseret, som det før var af bjergene. Hun åd, bogstaveligt talt, alt hun kunne med blikket. Der var så mange nye indtryk for den unge Nymphadora, indtryk hun aldrig havde oplevet før. Hun havde kun mødt få fremmede i sin barndom, og flere af dem huskede hun end ikke. Kun svagt, enkelte glimt havde hun af de, hun havde mødt, ud over hendes moder, fader, Titan, Phoria, Seyé og Leonora. Lupë stod i periferien og så var der en skimmel hingst hendes moder engang havde mødt.. Men navnet var glemt i den unge hoppes sind.

Den fremmede kom imod hende med en trav der både var rummelig og springende. Hun lagde det ene øre let, inden hun med en lettere hysterisk fnysende lyd stak halen i vejret og hoppede nogle skridt til siden, som blev hun forskrækket - dog uden at blive forskrækket. Dog var hun usikker, for det at stå overfor en fremmed var ikke noget hun havde forberedt sig på. Hun travede med enorme bevægelser nogle skridt frem og på tværs af hingstens retning imod hende, inden hun atter stoppede op og drejede fronten imod ham. Han havde noget hængende om halsen, noget som den unge sorte endnu aldrig havde set mage til før; og fordi det var så ukendt, pirrede det endnu mere den unge hoppes temperament. Atter fnøs hun, for at fortælle den fremmede at hun var opmærksom - meget endda! Dog blev hun nu stående med de isblå øjne nærmest fængslet imod ham, imens hun afventede. Ville han komme hende nærmere, eller stoppe op på afstand?

Han travede nærmere, alt i mens hans øjne hvilede let på hoppen. Han stirrede ikke, men alligevel var det tydeligt at det var hende, der var hans mål. Hun så nærmest forskrækket ud, men han fornemmede at en del af hendes lille dans mere var for skue end en egentlig reaktion. Smilet spillede stadig om hans mule, og han var nu så tæt på, at han tydeligt kunne se vandet der havde trukket striber i hendes pels, der hvor det var drevet af. Hendes blanke man og hale var indsunket af væde, men man kunne stadig se at det normalt var ganske fyldigt. Han brummede hilsende imod hende og satte farten ned til en livlig skridt. Idolet dunkede imod hans bringe med stor kraft idet han bremsede.

"Goddag, min unge ven,"

hilste han roligt. Han tænkte ikke over at han måske lød en smule... slesk. Han spidsede de mørkebrune, ja næsten sorte ører imod hende. Derpå strakte han mulen let frem imod hende, dog uden at røre hende.

Den unge hoppe, hvis lange ben nærmest dirrede under hende, stak mulen en tak højere i vejret og lod hendes hale hejses som en fane bag hende, da den brune hingst med lys man og hale fortsatte imod hende. Hun udspilede sine næsebor og forsøgte at indfange alle detaljer hun kunne i luften omkring hende - som fx. at hingsten ikke lugtede af sved. Ligeledes prøvede hun at beskue ham så diskret som muligt, men samtidigt at samle så mange informationer om ham, på de meter hun havde tilbage, før han nåede hende. Dette var på sin vis af usikkerhed; men også nysgerrighed. Det var enormt spændende at stå overfor en fremmed, og det var måske nysgerrigheden der var mest tydelig i hendes hysteriske, årvågne adfærd, som hun udviste overfor den fremmede med det gyldne smykke.
Hingsten virkede venlig i sin adfærd; i hvert fald hilste han hende an i et roligt toneleje. Den sorte hoppe så ham lidt an, imens det ene ører vrikkede ubeslutsomt frem og tilbage. Det endte med at hun, med en meget feminin og dog stærk tone. Noget havde hun arvet fra sine forældre, og det var stolthed og stædighed.

,,Goddag hi... Hr."

Hun skulle lige til blot at kalde ham 'hingst', men hun huskede den høflighed, som hendes mor havde opdraget hende med. Sådan talte man ikke bare til andre. Hun endte til sidst med et give et ganske graciøst nik fra sig i et accepterende kropssprog, som for at fortælle hingsten, at hun havde accepteret hans nærvær. Hans fremrakte mule tog hun i første omgang ikke imod, men hun udsendte en mere dæmpet brummen som respons og lod derefter hendes hale falde fra den hejste stilling.