Forbidden Empire

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 297  | Weather: Day, darkness cold, no wind

Trods solen hang højt på himmelen, var det ej meget lys den kastede ned på den mørke, dunkle ø himmeldanseren betrådte. Det var længe siden, år, at han havde betrådt dette mørke sted. Hans sortnede øjne skævede opmærksomt omkring; øen havde ændret sig. Den var mørkere, den var mere død og askelaget der lå var tykkere. Skyggerne der hvislede i det fjerne var tykkere og grådigere end de nogensinde havde været før. Den energi himmeldanseren normalt ejede var som slukket, da han kom vandrede i en taktfast og beslutsom skridt. Han var ej prangende, ej mægtig at se på. Dette var ikke et øjeblik, hvor han skulle vise hans stolthed og ærbødighed for Lyset frem. Ak, kappen lå tæt indtil hans stærke krop og skreg om hvilke siden han var en del af; men han ønskede ej, at gnide salt i såret på skyggerne her. Han var i tydeligt undertal. Asken blev hele tiden hvirvlet op ad de hvide ben; de havde fået et kedeligt, gråligt skær af den mørke aske. Tanken om, hvor denne aske stemmede fra fik hingsten til at fnyse hårdt. De mandelformede øre var tippet baglæns og halsen knejst i en spændt holdning. Hans skridt var som en kats; blide og næsten lydløse. Luften var tyk og vammel, han brød sig bestemt ikke om denne åndsforladte ø. Men en sjæl han havde mødt fra kort tid siden, havde fortalt ham at hans gamle danserinde, Midnight Myth, befandt sig her. Hvorfor var han ikke ligeglad? Hun havde valgt side. Hun havde truffet hendes beslutning. Men hvorfor var hun sur på ham? Han kunne ej stødte hende i hendes valg. Kæberne smækkede hårdt sammen og ørerne gled i den hvævlede nakke. Hvor var hoppen med de sirlige mønster på ryggen og de mælkehvide, pupilløse øjne…

Nok talte skyggerne ikke til hende, men hun kunne høre de var oprørte. Man kunne altid høre en svag udefinerbar hvislen, men gav man sig tid til at lytte så kunne man ofte finde hoved og hale på humøret. Oprørte skygger måtte betyde uvelkomment selskab eller det var i hvertfald tordenhoppens første indskydelse. Hun besluttede sig for at se om hun nu kunne finde vedkommende der havde skabt røre i den lille andedam kaldet Foehn. Selvom luften var tyk af aksen, så ramte færten hende og hun stoppede op. Hun kunne lugte ham og det måtte betyde han var tæt på. For en stund overvejede tordenhoppen om hun blot skulle gå igen og lade øens øvrige beboer tage sig af ham. Ja, tanken var fristende, men bedst som hun var ved at vende rundt, så satte hun i et højt tempo ind mellem de mange træer. Der var intet prangende over hendes gang. Det skulle blot gå hurtigt og effektivt, så hun var den første der ville nå frem. Hun næsten kom springende ud af busken foran hingsten, inden tænderne klappede sammen tæt på ham, og de mandelformede ører var trykket i nakken.

” Er du fuldstændig vanvittig!? Hvad laver du her!? ”

Hvislede hun og undertrykkede et råb, for at undgå for meget opmærksomhed. De mandelformede ører forblev ikke i nakken og var nu mere afslappet vippet bagud, men skulle han vove at give et fysisk svar igen, så ville han blive ristet, men forhåbenligt var han klar over dette.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth | Wordcount: 343  | Weather: Dark, darkness, cold, no wind

Asken lå som et tykt lang over de hvide sokker. Det hvirvlede konstant op, og lå som et let støvlag over himmelhingstens stærke krop. Et fnys forlod den spændte mulen, som blev efterladt med en negativ grimasse. De mørke øjne betragtede området; det var stadig dødt. Ikke noget levende, kunne eksistere på denne ø. Og stilheden gjorde næsten ondt; der var end ikke en fugl, der ville lade dets toner fylde luften her. Hvorfor var det nye lige, at han var vandret til denne ø? Var hun det værd? Tankerne fór rundt i hingstens hovedet, og i et arrigt raseri for at lukke tankerne ude, slog han iltert et forben ned i den golde jord og kastede med hovedet. Ak, han var i oprør mod sig selv. Han begyndte næsten at fortryde dette. En pludselig lød fyldte de mandelformede, sensitive øre. Hingsten kastede hovedet i vejret, og stoppede øjeblikkeligt op. Heldigvis, for fra siden kom den sorte hoppe med de sirlige hvide aftegn springende ud foran ham. Hendes kropssprog var vredt, og det hjalp ikke just på himmelhingstens ejet humør. Den ravnsorte hale gjorde et hidsigt svirp og kæberne bed sig hårdt sammen. De tomme øjne betragtede hende, og ørerne var vippet bagover. De hidsige toner fra hoppen fyldte luften blandt dem; men hun var ej lavmælt, så han kunne uden problemer holde ørene bagover. Et øjeblik følte han sig nærmest som et føl, der fik skæld ud. Og det næste øjeblik overvejede han, at vandre hjem igen.

” Her er åbenbart det eneste sted, jeg kan finde Dem. Deres datter fortalte mig, at det er min skyld, at De er fanget på denne åndsforladte ø. Jeg ønsker ej, at blive udsat for løgnagtige bebrejdelser. ”

Stemmen var karakteristisk som altid; hæs, mørk, men behaglig. Men undertonerne var alvorlige, vrede og mest af alt forrådte. Ørerne forsatte med at være vendt bagover, og hver en muskel var spændt under den brune sommerpels. Kæberne trykkede sig endnu mere sammen, og blikket blev mere og mere fjernt - hvis det ellers kunne lade sig gøre.

Hun stod fortsat stille, mens hun langsomt rettede sin positur ud til en mere neutral en. Det umiddelbare udfald blev gemt væk bag et par tomme øjne og bagudvendte ører. Hun trådte et skridt bagud og gav ham noget af sit rum tilbage. Åndedrættet blev langsomt roligere og hun løftede hovedet en anelse og betragtede ham nøje. Hans stemme lød og hun vippede et ører frem ved lyden af den behagelige hæse stemme, men snart måtte hun se på hingsten med et forvirret udtryk, som samtidigt emmede med en vis bekymring. Lige nu var det ikke så meget konfrontationen der havde fået slået den sorthvide hoppe ud af kurs, men det faktum at hendes datter var klar over hvor hun befandt sig. Hendes blik blik for en stund fjernt, men hun kom i tanke om hans andre ord.

” Løgnagtige bebrejdelser ”

Ordene blev vendt af hoppen og hun vippede igen ørerne. Stemmen ebbede ud i en svag hvislen og hun hvælvede let i halsen og trak hovedet til sig, mens et intenst udtryk ramte hans fjerne øjne. Hun slog et par iltre svirp med halen.

” Så jeg skulle bare komme vimsende tilbage som var alt godt. Jeg kan sagtens huske den dag, der var det klart at der intet var at vende tilbage til. Oh, men jeg ville ønske der havde været. ”

Hoppens lavmælte stemme næsten hvislede ordene til den brune hingst. Hun trak sig nu, bakkede et par skridt og vendte siden til. Uroligt vippede ørerne frem og tilbage et kort øjeblik indtil hun var sikker på der kun var dem som befandt sig i området.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 300  | Weather: Day, darkness, cold, no wind

Den sorte hoppe med de sirlige tegn så ud til at slappe en smule mere af. Hun var stadig gal og hidsig, alt andet havde også været underligt; det lå trodsalt til hendes natur, at være temperamentsfuld. Men himmelhingstens muskler var anspændt og hans holdning var rank og spændstig. Han brød sig ikke om, at være på denne åndsforladte, døende ø. Og han brød sig slet ikke om, at diskuterer med den sorte hoppe. Den ravnsorte hale gjorde et hårdt svirp et par gentagende gange, og hans mørke øjne fulgte hende, da hun langsomt trak sig lidt tilbage. Om det var for hans eller hendes skyld, var han ikke overbevist om. Da åbnede den sorte mulen for at gentage hans ord, for derefter at blive besvaret. Trods himmelhingstens øre var bagudvippede, hørte han klart og tydeligt hvad den sorte sagde. Ak, hendes ord puste blot til den ild, der allerede brændte i hans indre. Et smæld lød da han smækkede med kæberne, og trådte et bestemt skridt i hendes retning.

” De, Midnight Myth, valgte selv den vej De gik. De valgte hvilken side, hvem De ville støtte. Jeg gjorde det blot klart for Dem, at jeg ej kunne respektere dette. At Deres affære ej fungerede og De nu er strandet her, ene og alene, er og bliver aldrig min skyld! Jeg har ikke bedt Dem om, at leve på denne døde ø. Det har De selv valgt! ”

Stemmen var alvorlig og vred. Trods hoppens var lavmæld, talte himmelhingsten med en ’normal tone’, der lød højere på grund kontrasten til hendes. Da trak hun sig yderligere, hvilket fik hingsten til at slå hidsigt med sit hoved og trykkede ørerne endnu længere bagud. Han var ikke blot gal længere. Han var rasende, indebrændt og mest af alt et åbent sår.

Den sorthvide hoppe trykkede sig og ørerne blev vendt bagud som hun nærmest følte sig fanget i et hjørne. Hun var for første gang i sit liv ubekvem ved hans nærvær og et advarende stamp mod forbenet kom som han smækkede kæberne sammen og trådte nærmere. Han talte forsvarede sig selv og hoppen følte ikke rigtig at der var noget at sige. Det ville blive en endeløs diskussion. Hun havde lyst til at åbne munden og skrige ordene ud i hovedet på ham. Alt det hun tænkte, følte og brændte inde med. Hun løftede hovedet og vippede ørerne bagud, mens hun måtte tage en dyb indånding for at beherske sig.

” Så du kom for at minde mig om det endnu engang. ”

Stemmen døde ud i noget melankolsk og opgivende. Hun kunne ikke tage sig af hans ilterhed og hun stod blot monotont med lukkede øjne og bagudvendte ører.

” Den eneste der vidste jeg tog hertil var Djange. Jeg ved ikke hvor Euphoria har det fra. Hun burde ikke vide noget. ”

Stemmen døde ud, og hun passerede den brune hingst. Hun kunne ikke stå her midt i skoven mere. Stranden var hendes destination og om den brune ville følge med at stå alene tilbage var op til ham selv. Myth tog i hvertfald ikke notis af om han fulgte med.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 229 | Weather: Day, darkness, cold, no wind

Blodet kogte og brændte under skindet på den mørke hingst, hvis øre var trykket ned i nakken. Det var længe siden han havde været så gal; hvis han nogensinde havde været det, mens han åndende på denne ø. Han var ikke rigtig sikker. Han veg hidsigt med sit hoved, og bakkede et skridt tilbage. Et højt og iltert fnys forlod næseborene, inden han fjernede blikket fra den sorte hoppe, for at betragte intetheden og få raseriet under kontrol. Da hun talte, skævede han intetsigende til hende med sammenknebne øjne. Hendes ord gjorde han blot mere vred, men han herskede sig. Var det alt, hvad hun havde af sige? Hun havde fortalt, at det var hans skyld hun befandt sig på denne ø; men alligevel skiftede hun emne og var uinteresseret i at fortælle ham hvorfor? Han fnys af foragt og rystede på hovedet, uden at kommentere på hoppens ord. Han havde ej noget, at sige til hende længere. Da hun tavs vandrede forbi ham, skrabede himmelhingsten hidsigt i den askefyldte ord. Hun var på den mod stranden, hvor han netop var kommet fra. Langsomt drejede han korpusset og fulgte efter; for at komme væk fra denne ø, var han nødt til at komme til stranden. Dog holdte han flere meters afstand til hoppen, mens hans opmærksomt spejde omkring sig i det fjendtlige land, han havde betrådt for hendes skyld.

Vejen til stranden føltes ulidelig lang med ham i hælene. Nok var han meter bagude af hans egne årsager, men det var en krybende fornemmelse der kriblede langs hendes sirligt aftegnede ryg. Hendes skridt blev langsommere og hoven blev ligegyldigt dumpet i jorden for hvert skridt hun tog. Ørerne faldt langsomt ud til siden og hovedet blev sænket en anelse, mens blikket vendt mod jorden var så fjernt som noget kunne være. Åndedrættet var krampagtigt og hun bed kort tænderne sammen for at stoppe det. Alene med sine tanker kunne være en overvældende ting. Omdrejningspunktet gjorde det ikke bedre. Den brune hingst havde flået døren åben til de tanker som var gemt væk bag lås og slå. Det havde været for det bedste, men han havde ikke kunnet lade det ligge og hun måtte gennemgå det hele igen. Samle det sammen, men hun kunne ikke pakke det væk med ham rendende i hælene på hende. Hun ville løbe, flygte, men hendes ben var tunge som bly.
Hun stoppede først op da hun nåede vandkanten og stirrede ud over vandet med våde øjne. Hun sænkede derfor hovedet og gned det op af det ene forben. Hun skævede tilbage på den brune med et kort glimt af længsel i de hvide øjne inden hun så væk igen. Ørerne var stadig tiltet ud til siden i det hun lukkede øjnene og sukkede tungt. Hun kunne høre hovslagene bag sig, da der ingen vind var burde han kunne høre hende. Hun åbnede munden for at sige noget, men forblev tavs. Ordene ville ikke forlade hendes mund og hun trykkede sig ved bare tanken. Ordene skulle bare skubbes forbi hendes læber og ud i luften mellem dem, men hun kunne ikke. Det var næsten kvalmende og pulsen steg sågar en anelse, men hun vidste at så snart den brune hingst drog til havs ville hun miste ham for evigt. Et strejf af panik fór igennem den sorthvide hoppe, som det hele gik op for hende. Hun drejede nu rundt i et forsøg på at stille sig i vejen for den brune om det så betød at hun måtte forsøge at tackle ham. Hun var trods alt i et semi panisk stadie og ordene nægtede at forlade hendes mule, mens kropsproget skreg til den brune om at stoppe. Det skreg om mangt og meget, men spørgsmålet var om han kunne se det.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 399 | Weather: Day, darkness cold, no wind

I stilhed vandrede de to sjæle mod kysten med flere meters mellemrum. De lignede to fornærmede føl, der ej ønskede at snakke sammen længere. De tomme, sortnede øjne ramte kun den sorte hoppe i korte glimt, idet han lod blikket scanne det forbudte område, han vandrede i. Hvorfor var det lige, at han havde sat sit eget liv på spil for denne hoppe? Tanken fik den lyse mulen til at rynke sig i en grimasse, og ørerne blev presset yderligere ned i den spændte nakke, der var knejst dybt sammen. Himmeldanseren forstod egentligt godt hvorfor skyggehestene blev tosset i hovedet, hvis dette var den verden de levede i; død, udslettet, askefyldt. Et smæld lød fra den ravnsorte hale, og et kast blev gjort med det markede hoved; hans iltre temperament kunne ikke blive dulmet mens han betrådte denne ø. Inderst inde ville han blot sætte i løb mod havet så hurtigt han kunne; det, eller lade kappens magiske kraft omsluge ham og skjule ham. Men han ønskede ej at efterlade den sorte, trods hun så ud til at klare sig ganske fint på den mørke ø. Blikket hvilede på den sorte længe, indtil havets horisont tittede frem i det fjerne. Da hævede hingsten hovedet i et ryk og prustede dybt ud. Endelig. I samme tempo forsatte hingsten mod havets kyst, hvor det kolde vand slikkede sig opad det gyldne sand. Den sorte hoppe stoppede i vandkanten med en rastløshed liggende over hende. Den anspændte holdning fra hingsten var dalet i takt med, at han var kommet tættere på havet og ’frihed’. Nu var han blot overmandet af tanker, frustrationer, spekulationer. I stilhed vandrede himmeldanseren længere og længere ud i havet, da den sorte hoppe pludselig afskar ham vejede. Hun sprang ind foran for, at stoppe ham midt i hans bevægelse. I et ryk stoppede hingsten og ørerne gled et øjeblik bagover, mest fordi han blev overrasket. Men hans tomme øjne ramte hoppens mælkehvide blik, der skreg efter ham. Ørerne gled sidelæns, og han smaskede langsomt, overgivende. Hvad ønskede hun af ham? En dyb, maskulin men dæmpet brummen steg fra den mørke hingst, hvis hvide mule forsigtigt søgte i hendes retning. De tomme øjne mødte hoppens længselsfulde blik, som han holdte fast så blidt han kunne. Alt raseri var dalet af ham; nu stod han blot der, rank og ædel, men med den mest usikre aura han nogensinde han haft.

Hun havde ikke regnet med han stoppede sådan uden videre og hun stod nu blot i samme anstrengte position som hun var landet. Hun havde været klar til at gå i forsvar givet han ville angribe, men hans aura ændrede sig og hun trykkede sig en anelse selvom hun ingen grund havde til det. Han overgav sig jo og var usikker. Den sorthvide hoppe var næsten en mimik af ham, mens hendes ører ligeledes tiltede sig ud til siden. Blikket gled ned på hans mule og hun stod et kort øjeblik forstenet og stirrede nærmest rædselsslagen på den. Forsigtigt og næsten hakkende lod hun sin møde hans, men måtte trække den til sig igen, inden hun så væk. Hun tog et enkelt skridt frem og sænkede hovedet så hun holdt det under hans mule.

” Jeg var rædselsslagen for at komme tilbage.. til dig. Det er jeg stadig.. ”

Hendes feminine stemme var en hæs hvisken i det hun bevarede ørerne vippet ud til siden. Hun vidste hun havde begået en fejl den aften hvor hun blev konfronteret med sine valg. Hun kunne ikke bare komme tilbage som intet var hændt. Her kunne hun være alene med sine følelser og tanker gemt væk under facaden. Nu stod han her og bankede hendes facade ned så let som ingenting.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 327  | Weather: Day, darkness cold, windy

Havets brusen slog mod kysten i høje, voldsomme bølgeslag. Det slikkede sig sulten over det gyldne sand de to sjæle stod i, og kastede sig opad deres ben. Himmelhingstens pels var blevet formørket af det kølige saltvand, der slog mod hans krop; trods den sorthvide hoppe stod foran han og tog mere mod bølgerne, end han selv gjorde. De mandelformede øre himmelhingsten ejede, var vippet bagover og de tomme øjne så over hoppens skikkelse, ud mod horisonten, ud mod ingen tingen. Det raseri der havde kogt under det mørke skind var forduftet som dug fra solen, og det himmelhingsten længtes mest efter, var at betræde den bløde skovbund ved hans hjem og være i fred med de tanker, den sorthvide havde givet ham. Da hoppens toner overdøvede havet, rettede hingsten blikket i hendes retning, mod de tomme mælkehvide øjne. Hun virkede ej som den stolte, temperamentsfulde hoppe, som de stod der i det kolde vand. Tværtimod virkede hun ødelagt. Da hoppen nævnte, at hun var rædselsslagen, rynkede himmelhingsten mulen en smule, så en rynke blev dannet. Hvordan kunne hun være det? Hvordan kunne den stærke hoppe var rædselsslagen, og så endda for ham? Blikket søgte bort fra den sorthvide endnu engang, men uden at finde et sted at hvile.

” Midnight Myth, De må forstå at De traf et valg dengang, der gjorde at vores veje blev delt. Jeg ønsker Dem alt godt, og ej at De er fanget her. Det har jeg aldrig givet udtryk for, og aldrig vil. ”

Jaidevs slanke, stærke ben trådte et skridt tilsiden. Det var køligt og ubehageligt at stå stille i det kolde vand. Asken var efterhånden blevet vasket af hans hvide ben, og det var nærmest en hel befrielse at se, hvordan landet forsvandt fra ham. Han skubbede mulen i hoppens retning, uden at røre. Dog en opfordring til, at hun jo var fri; hun skulle ej være fanget her. Det ville i hvert fald ej være himmeldanserens skyld.

Hun havde kort lukket hendes øjne og ørerne blev vippet bagud, mens en sukken gled melankolisk fra hendes brystkasse og ud gennem hendes næsebor. Hans ord rungede i hendes hoved og han mindede hende igen om hendes fejltagelser. Var det blot derfor han var her. Temperamentet kogte langsomt op i hendes indre. Hun følte han hånede hende og hendes fejltagelser, men da hun åbnede øjnene og skulle til at åbne munden var han væk fra hendes front. Et kort øjeblik stod hun blot og stirrede ud i den tomme luft inden hun drejede rundt efter ham. Temperamentet dalede som han var ved at forsvinde ud af hendes liv, den sølle del der var tilbage. Hun kunne følge ham og dø, eller blive her og dø langsommere. Hun havde sagt sit farvel dengang hun drog hertil og der var ingen steder at tage hen mere. Den brune hingst havde trods alt gjort det meget klart at deres veje var delt fra den dag hun tog det katastrofale valg. De mælkehvide øjne stirrede på ham.

” Ved du hvorfor jeg traf det valg? Jeg var ligeså rædselsslagen dengang. Jeg frygter ikke meget, men det skræmte mig fra vid og sans. Hvis bare jeg kunne have set dig i øjnene og fortalt dig sandheden.. Men det var nemmere at elske ham For en stund fik jeg bildt mig selv ind at jeg gjorde. ”

Hoppens stemme var lavmælt, men han burde kunne høre den, stemmen var spinkel og den var stadig præg af den frygt der sad så dybt i hende. Hun blev konfronteret med den igen og alt hvad der hørte med den. Hun bakkede nu et skridt, tydelig oprørt i hendes indre, mens hun gjorde at kast med det velformede hovedet.

" Men sandheden var.. "

Hoppens stemme døde ud og selv nu turde hun ikke lade ordene forlade hende. Hun vidste ikke hvorfor hun var så rædselslagen og kunne bestemt ikke finde nogen logisk forklaring.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth | Wordcount: 285 | Weather: Day, darkness cold, no wind

Vinden kraftige slag lod mod den mørke hingst. Det var begyndt at trække op nede ved havet. Himmelhingsten hævede langsomt hovedet, mens det intetsigende, sortnede blik søgte mod en plet i horisonten. Dér lå hans lille ø og ventede på hans velkomst. Snart ville han være forenet med duften af bark og mos, og askestøvet ville ligge tilbage i fortiden. Ej ønskede han at danse på denne døde ø igen; der var intet for ham her. Hvor længe himmeldanseren stod der for sig selv i tanker, vidste han ej, for da lød den sorthvide hoppe sin stemme lyde. Ørerne vippede i hendes retning, men da hun havde meget på hjerte, drejede hovedet i samme retning. De mørke øjne fangede hende, afventende. Lod hende fortælle, hvad hun havde på sinde, og som hun gerne ville af med. Hun var bange. Tordenhoppen var simpelthen bange? For hvad. Hun valgte den mest skræmmende vej alligevel. Han prustede hårdt ved tanken, og skrabede rastløst med det ene forben, så vandet dannede tusindvis af ringe omkring ham. Hendes stemme var så nervøs, så spinkel at den med lethed kunne knække. Hvad var hun så bange for? Hun var en stolt, temperamentsfuld hoppe. Det lignede hende ej at krybe på den måde. Der gjorde næsten himmeldanseren bange for, hvad hun mente med det hun sagde. Han drejede fronten mod den bakkende hoppe, og svirpede utålmodigt med den ravnsorte hale. Hun havde holdt ham hen længe nok; han skulle så hurtigt som muligt væk fra denne ø. Og hun trak blot tiden, i stedet for at komme til sagens kerne. Da slog han et kort slag med hovedet, afventede hendes sidste ord for hvilken sandhed, der havde jaget hende til denne ø.

Det var som at roen lagde sig over tordenhoppen, da hun lagde mærke til at hingstens opmærksomhed langsomt forsvandt fra hendes ord. Han virkede mere opsat på sin lille lumre ø, end overhovedet at lytte eller forstå hvad det var hun prøvede at sige. Hun hævede hovedet og blikket blev spidst, mens hele hendes kropsholdning nu blev mere rankt, men også fjendtlig. De hvide øjne glødede sagte, mens blodet brusede rundt i kroppen. En lille dråbe blod rendte fra hendes næsebor, eftersom hun ikke var helt ovenpå efter den velkomst hun havde fået. Et fnys fik det til at tilspætte hendes lyse mule, men det var ligemeget.

” at jeg elskede en hingst, der har lige præcis 10 sekunder til at forlade den her ø. ”

Myth stemme blev intensiveret, mens gnisterne begyndte at ulme omkring hende. Ørerne blev nu vippet bagud, og hun sendte lynene mod himlen. De ville vide at hun stod her, så tæt på kysten. Hun kunne ikke lade sig svække mere. Alle disse følelser gjorde hende svag, og ledte hende ud i dårlige beslutninger. Foehn var hendes hjem nu. Her hørte hun til. For denne brune hingst ville bestemt aldrig nedværdige sig til at se tingene fra hendes synspunkt. Myth snurrede rundt og sendte et par bagben mod hingsten, dog overhovedet ikke tæt på at ramme, men for at understrege sin pointe. Hun ville have ham væk fra denne ø, og ud af sit liv.

Forbidden Empire

Tag: Midnight Myth  | Wordcount: 340 | Weather: Day, darkness cold, no wind

Tordenhoppen snakkede i tåger, kunne ej finde de ord, hun ønskede at dele med himmelhingsten. Han havde ventet længe på hvad hun ønskede at fortælle, men han hørte ej til på denne ø, og måtte snart forlade den. Det var farligt at befærdes på askeøen; specielt for ham. Pludselig ændrede tordenhoppen sin stilling. Hun blev spændt, fjendtlig. Hidsig. En side, han ej havde set af hoppen før; men altid vidste der gemte sig i hende. Ørerne blev vendt bagud, mens de sortnede øjne fangede hendes spydige blik. Da åbnede hun mulen for, at afslutte hendes ord. At hun elskede en hingst. En hingst der stod foran hende og som skulle væk. NU. Det stak i himmelhingstens indre. Som blev hans organer krøllet sammen som en knude. Hoppen ejede følelser for ham, stærke følelser. En million spørgsmål fløj rundt i hingstens tanker; hvorfor havde hun valgt Rumpelstilskin, hvorfor havde hun valgt den mørke side, hvorfor havde hun… Gnister sprang omkring den sorthvide hoppe, som var det lyn der berørte jorden. Et overrasket, forskrækket fnys forlod den silkebløde mule, og himmelhingsten bakkede voldsomt væk fra hoppen. Han spærrede blikket op, og betragtede hvordan lynene lyste op omkring dem. Som afslørede hun hans tilstedeværelse for alle på denne ø. Hvordan kunne hun forråde ham sådan?. For at understrege sine ord sendte lynhoppe et par bagben efter ham. Trods afstanden gjorde, at hun ikke var i nærheden af at ramme, bakkede Jaidev yderligere. Et øjeblik stod han blot og betragtede hans tordendanserinde, der havde ødelagt alt mellem dem. En hoppe, han havde krydset havet for og betrådt fjendens land; nu forsøgte hun at gøre andre opmærksom på hans nærværelse. Han måtte væk, så hurtigt som muligt. Hvis han rørte vandet og hoppen udstødte flere lyn, ville det være for farligt for ham, at svømme hjem. Han måtte stikke af, væk fra hende. Voldsomt kastede hingsten med hovedet og hævede sig på bagbenene, hvor han snorede hurtigt omkring. Med hård kraft satte han af, og galopperede væk fra tordenhoppen. For sidste gang.

[ OUT ]