Skæbnens vilje | Volontaire

Med tunge hovskridt skridtede den store koldsblodshingst henover det øde område. Der var ikke andet end aske at se, så langt øjet strakte sig. Hans tunge hove satte tydelige spor efter sig, og hans mørke hovskæg var allerede støvet helt til. Han havde ingen anelse om, hvor han var, men det var da godt nok et af de grimmeste steder, han nogensinde havde betrådt. Der var jo ingenting på denne strækning. Intet græs, intet vand, ingen træer, ingen buske... intet. Han befandt sig dog helt i udkanten af øen, så det var ikke til at sige, om den ville blive mere frodig og varierende længere inde - men det håbede han sandelig! For lige nu var det da godt nok det mest gudsforladte sted, han nogensinde havde betrådt. Det havde dog en helt speciel stemning over sig, som han alligevel fandt meget spændende. Atmosfæren her var mystisk, og alt virkede så dødt og forladt. Et eller andet sted havde det vel sin egen charme. Man kunne næsten fornemme ondskaben flyde rundt i luften. Det var ikke en hvilken som helst ø, han var kommet til, det var han sikker på.

Hvordan han overhovedet var kommet hertil, var stadig et mysterie for ham. Det var ikke mange timer siden, han var vågnet op liggende i asken, som var han blevet født på ny. Hans store og muskelfyldte krop var dog stadig intakt, og alle minderne fra hans fortid stod stadig klare i hans hoved. Det eneste han ikke kunne huske, var hvordan han var kommet hertil. Han huskede ikke andet end et kraftigt og blændende lys, lige inden han døde - og så vågnede han op her. Han kunne stadig ikke finde ud af, hvad der egentlig sket. Var han mon død og kommet i himlen? Eller var han på en eller anden måde trådt ind i en anden dimension lige inden sin død? Havde nogen reddet ham og ført ham hertil, og i så fald hvem? Det var ikke til at sige, hvad der var sket, men én ting var sikkert; han var kommet til et fremmed land og havde nu chancen for at starte op på en frisk i et nyt land, og den chance havde han tænkt sig at gribe!

Han fortsatte derfor hen langs den lange, lige, flade og askedækkede strækning. Mon der var nogen som helst sjæl i nærheden, der kunne give ham et praj om, hvor han var henne?

Endnu en dag var startet. Præcis som alle de andre dage. Her var stille, og det var ikke mange sjæle at finde. En af skyggebrødrene var forduftet til Enophis, det havde skyggerne hvislet i hans sorte øre, fortalt Volontaire at broderen var søgt til Enophis for at gøre en ende på det hjul der sørgede for at årstiderne skiftede i dette land. Lederen af broderskabet, Fuyu, havde ikke været at finde i en evighed, og Volontaires tanker gled kort på, om han havde svigtet deres skygger, svigtet deres broderskab. For hvorfor ellers forsvinde så længe? Han fnyste ved tanken, og slog et slag med den fyldige og sorte hale. Det var til grin! Alle var nærmest forduftet, og ikke mange var at finde. Dog vidste han, at N’zall var en del af broderskabet nu, hun var en del af skyggerne, og dermed var familien blevet øget med endnu en eksistens.

De isblå og pupilløse øjne hvilede rundt i området, der for mange virkede goldt og askebelagt. Men søgte man længere ind imod øen, ville man finde andet end aske og golde områder. Derinde var der føde, vand og en masse liv. Det kunne ikke ses udefra, når man kom til øen, men de der havde været her længe, vidste hvor de skulle søge hen, for at slukke sulten og tørsten. Den hjerteløse vandre stod stødt som en statue, der ikke bevægede sig end en lille millimeter. De sorte øre var vippet fremad, skråt, for at lytte. Og da han havde stået sådan i en rum tid, hørte han lyden af hovslag. Skyggerne på ham dansede og smøg sig op og ned af ham, de higede efter at nå frem til den fremmede der var kommet til øen, for det var ikke en skyggebroder eller søster; det var en fremmed.

I en voldsom bevægelse, kastede Volontaire begge forben fremad, inden han udstødte et voldsomt mekanisk og mørkt vrinsk, der hos mange ville gå igennem marv og ben, og få skindet til at sitre. Han satte sit store korpus frem i en dynamisk trav, i den retning som de fremmede hovslag kom fra. Om hans ben bevægede skyggerne sig, op og ned af ham, og kastede skygger til siden, som kunne ses, også for fremmede. De hvislede og skreg til ham. Find ham. Find ham. Nu. Den hjertelæse kunne ude i horisonten skimte denne fremmede hingst, som skyggerne ledte ham imod – og han blev ved at nærme sig den fremmede med dynamiske skridt, der ikke så ud til at tabe fart endnu.

De lyse, nærmest hvide øjne spejdede opmærksomt rundt i området; på udkig efter de mindste tegn på liv. Men han havde ikke held til at finde noget som helst, der indikerede, at der var noget som helst andet end aske på denne ø. Lettere frustreret udstødte han et fnys. Hvor pokker var han henne, og hvorfor var han kommet hertil? Hvor længe skulle han vandre, før han ville komme til andet end bar aske? Var der overhovedet nogen som helst måde at komme væk fra denne ø på, eller var han fanget her for evigt? Spørgsmålene var mange og svarene få.
Pludselig spidsedes hans ører ret fremad. Et vrinsk havde lydt i det fjerne, så voldsomt og mørkt, at det kort havde fået hans krop til at sitre. Kun en hingst af en vis kaliber kunne udstøde sådan et kraftfuldt vrinsk; og han agtede at finde ud af, hvem denne var!
Han fortsatte stødt fremad, og længere fremme i horisonten kunne han pludselig skimte en mørk skikkelse. Skikkelsen kom tættere og tættere på ham i høj fart, og der gik ikke længe, før han kunne se, at det var en hest. Hingsten bevægede sig i en hurtig trav lige imod ham. Hans krop syntes at være dækket med skygger, der dansende bevægede sig op og ned ad hans krop. Raikiri kneb kort øjnene sammen. Spillede hans sind ham et puds, eller bar denne hingst rent faktisk levende skygger på sin krop? Roligt stoppede han op og afventede den fremmedes ankomst med et udfordrende blik i de hvidlige øjne. Det her møde skulle nok blive interessant!

Den sorte hingst bar ingen præg af at ville sænke farten. Absolut ikke. Der var en fremmede på deres ø, på skyggernes ø. Én der ikke var en del af broderskabet eller inderkredsen. Og derfor agtede den sorte Volontaire bestemt at finde ud af, hvilket formål den fremmede hingst havde i sit sind, ved at komme til denne askebelagte ø, som var den hjerteløse hingst hjem. Hans hjem. Deres hjem. Skyggerne hvislede i Volontaires øre, talte til ham, beordrede ham til at komme helt tæt på den fremmede hingst så også De og Han kunne mærke den fremmedes pels, mærke hans liv og sjæl.
Den sorte hingst med det sorte og maskuline korpus kom nærmere og nærmere, og trods han nu var så tæt på at han burde skridte eller standse helt, så fortsatte han. Da han kom nogle meter fra hingsten, drejede han dog sit store korpus en smule, således at han nu fortsatte sin trav rundt om den fremmede hingst med sorte, grå og hvide farver. Han var ikke bekendt. Volontaire standsede brat op, da han havde taget en omgang omkring hingsten, og stod nu med fronten vendt imod hans front. De isblå og pupilløse øjne hvilede stift og stirrende på hingstens nærmest hvide øjne. Skyggerne om hans ben kastede sig nærmest imod den fremmede hingst, for at nive og skabe kulde på den andens hingst ben, men de kunne akkurat ikke nå; for Volontaire ville styre dette møde, han ville have informationer, før skyggerne fik lov at lege.

,,Hvem er du – og hvad vil du her?”

Der var ikke venlighed at spore i hingstens mørke og hvislende stemme, der egentlig kun emmede af hvislende og bestemte toner. Han ville vide alt om denne hingst, alt hvad skyggerne kunne bruge til noget, og han selv kunne bruge. Og han skulle nok få de informationer han søgte.

Den mørke, skyggebeklædte hingst kom fortsat styrtende imod ham, og til hans store overraskelse stoppede han ikke op; nej, han drejede blot sin krop et par meter fra Raikiri og fortsatte i en cirkel omkring ham. Efter en omgang omking ham faldt hingsten endelig ned på jorden og stillede sig med front mod ham. De pupilløse øjne stirrede stift på ham, og skyggerne om hans ben kastede sig nærmest mod Raikiri, som forsøgte de at gribe ud efter ham. Hingstens stemme lød nu mod ham. Den var mørk og hvislende, og der var ikke den mindste venlighed at spore i den. Raikiri smilede olmt til den sorte herre.

"Mit navn er Raikiri. Jeg er ej selv klar over, hvor jeg er havnet henne, og hvorfor jeg er kommet hertil. Måske De kan fortælle mig, hvad det her er for et sted?"

Han så på hingsten med et respektfuldt blik. Ja, Raikiri kunne såmænd godt være høflig og ganske veltalende, så længe han fornemmede, at han stod over en ligeværdig modstander. Han var ikke en hingst, der bød alle og enhver op til kamp - han kunne skam sagtens forholde sig roligt og have gang i en anstændig samtale, så længe selskabet interessede ham.

"Hvem er De selv, du skyggebærer? Og hvem er Deres små venner?"

Han så ned på de sorte skygger og lo mørkt.