I spy with my little eye [N'zall]

Foehn. Askeøen. Skyggernes hjem. Kært barn havde mange navne, men for den gyldne var det ikke et sted han sådan lige ønskede at sætte sine hove på, men situationen var sådan at hans såkaldte far ønskede han skulle udspionere disse skygger. Dette mente den gyldne var et andet ord for at komme galt afsted, men han var da trods alt taget herover, for her kunne han dog være nogenlunde i fred. Han var dog opmærksom på ikke at løbe ind i hans mor som var bosat her på øen, da det kunne koste en vældig ballade. Han havde dog heldigvis en idé om hvor hun befandt sig og derfor bevægede den gyldne sig den stik modsatte vej. Han havde måske fundet noget interessant at beskræftige sig med.

Endnu havde den nat sorte hoppe ikke forladt denne hjemlige ø. Ej var hun draget ud for at skabe frygt og panik.. ikke endnu i hvert fald. For nu, vandrede den den sorte nat hoppe i blandt de sølle træers skygge. Hun havde ikke forsøgt at søge ud i blandt solens svage stråler- solen nåede stadig denne ø, men asken og luften var tyk og tåget så lyset var begrænset- jo tættere på vulkanen jo mindre lys.
Opmærksomt spejdede den sorte N'zall rundt og ud i blandt de mange stammer. Hun holdt opmærksomt øje med hvert tegn på liv på denne ø. Dette var hendes hjem, de var deres hjem, de manges hjem, Hans hjem. Uønskede besøgende var ikke noget den sorte eller nogen andre ønskede her. De som var ønsket på øen var dem som frivilligt søgte dem, søgte dem for at dele deres sag, for at følge den rette sti.

Den sorte N'zall havde mødt en i sin korte eksistens. Denne ene havde været en af hendes skygge brødre. En hingst med hjertet givet til broderskabet. De havde delt tanker og informationer; men den sorte nat hoppe havde i sinde at opsøge de andre lige så vel. Hun ønskede at møde dem, hun var skabt til at hjælpe.

Havde Xenon blot brugt sit blotte øje så havde han nok ikke fundet hende. Hun stod næsten camoufleret blandt de slanke bare stammer, men han stoppede op i hendes synsfelt, og han var nok ikke til at undgå at få øje på. Den gyldne pels, som dog var mere grålig blandt alt asken stod godt ud i forhold til hendes sorte pels. De isblå øjne stirrede på hende og han måtte hanke op i sig selv for ikke at bare vende rundt og stikke halen mellem benene. Nej han var modig nu. Beslutsom skridtede han mod hende, mens han forsøgte at greje hvem hun var. Hans blå øjne granskede over hende, og til trods for hendes ualmindelige hoved, så måtte den gyldne nok indrømme hun var lidt af en skønhed, men den gyldne kunne nu godt lide det lidt makabre. Han rystede kort på hovedet og forsøgte derefter at koncentrere om hvad der nu stod foran ham. En rolig brummen blev sendt mod hende. Han kom med fred, som sådan.

Denne dag skulle være en af de dage en udefrakommen kom til den aske beklædte ø; skyggernes ø. En gylden hingst, høj og slank af bygning kom netop nu inden for hendes synsfelt. Han stod i tydelig kontrast til alt det mørke og grålige i omgivelserne. Et smil formede sig om den halve mule. Ej kendte hun endnu denne fremmede hensigter, men uanset hvad der bragte ham her, ville hun kunne få det lidt sjovt. Allerede nu mærkede hun den sult der rungede i hende. Sulten efter frygten, sulten efter at lege, dog hastede hun ikke frem imod den fremmede gyldne hingst, men lod ham komme til hende.
Hans brummen der blev sendt i hendes retning var rolig. Det var næsten skuffende, men ingen følelser kunne læses i ansigtet på den sorte nat hoppe; det eneste der gjorde hende udtryksløse ansigt levende, var det alt for sødelige smil der hang om den halve mule. Alt imens hendes blik var rettet imod hingsten. Hun stod tålmodigt og ventede på han kom til hende. Af fryd og begejstring dansede skyggerne sig op af hendes ben, slikkede og kælede sig for hende, dansede deres uendelige dans ind og ud af hinanden.

Den gyldne hingst så ting ved den sorte som andre ikke kunne se, eller hvertfald ganske få. Et skævt smil trak kom nu på den mørke mule, da hun selv smilede. Han kunne se hvad hun tænkte. En let klukken kom fra ham og han stoppede nu alt for tæt på efter de flestes smag. De isblå øjne fæstnede sig kort på skyggerne og han lavede en kort trækning på mulen. Han kunne godt huske hans møde med dem, mon de kunne huske ham? Øjnene blev dog hurtigt rettet mod den sorte hoppes og han trak endnu et smil.

” Jeg håber ikke du er for skuffet, kære. ”

Den gyldnes stemme var ganske rolig, men smilet på hans mule lovede om alt den ballade han nu rummede. Lege kunne han godt, bare det var på hans præmisser. Desuden var han vældigt betaget af denne her sorte hoppe. Det skulle nok blive rigtig sjovt!

Helt tæt på kom den lyse hingst, mange ville måske have hakket ud efter hingsten, fået ham på afstand eller noget lignende; men ikke den sorte. Hun bød ham tvært imod velkommen ved flot at lade sin halve mule stryge ham over hans muskuløse hals. Inden hun fandt ud af hingstens hensigter på denne ø, kunne hun lige så godt lege lidt. Skyggerne der snoede sig dansende omkring hendes ben trak sig frem i mod hingstens hoved før de trak sig tilbage og holdt sig hos deres bærer.

"Der skal mere til at bringe skuffelse frem."

Hendes stemme var alt for venlig og sukkersød til et så makabre væsen som N'zall. Hendes syngene toner passede ikke til hendes ydre.
Hun gav en feminin brummen fra sig før hun begyndte at smyge sig op af hans sider i det hun begyndte at kredse helt tæt op af ham.

Det var en uvant følelse at blive strøget op af halsen og han vippede let med ørerne og kunne ikke helt beslutte sig om han kunne lide det. Skyggerne kom faretruende tæt på og han pustede efter dem, for at få dem til at gå væk. Han smilede af hendes ord og vippede let med ørerne over hendes toneleje. Det sitrede let i ham da hun som en anden kat kom smygende op af ham og han gav en hingstet brummen fra sig inden han flygtigt lod mulen røre hende. Hun havde i hvertfald hans fulde opmærksomhed nu.

” Nuvel N’zall. Hvilken leg foreslår du vi leger ”

Den gyldne smilede til hende på den der lidt forkerte måde. Nok kunne kun gemme sit ydre bag små facader, men han kunne se lige igennem hende, og måtte nok indrømme at han kunne lide det han så, både udenpå og indeni.

N'zall brummede atter feminint. Hun havde hans opmærksomhed. Hun havde formådeligt fanget hans interesse. I hvert fald havde han ikke så meget som forsøgt at stikke halen imellem benene og rende sig vej. Ikke endnu i hvert fald.
Den sorte spidsede ørene frem, hun lyttede til ham- allermest fordi han kendte hendes navn, det navn skygger havde skænket hende da hun blev skabt. N'zall overvejede om hendes eksistens allerede var nået videre end denne ø- men næppe. Hun så vurderende på ham, alt imens hun forsatte med at sno sig omkring ham. Skyggerne begyndte straks at hvisle i hendes ændre, delte deres bekymringer med hende.

"Åh legen er jeg ikke sikker på endnu, det bliver som det udvikler sig."

Hendes stemme var tydelig, men lavmeld. For hvad hun præcis vil med hingsten var hun ikke helt sikker på endnu. Det afhang helt og aldeles af hingsten. En hingst der havde fanget skyggernes opmærksomhed, som igen forlod hendes stanklede ben og spredte sig ud for at danse og berøre denne hingst, den hingst som uden videre havde genskab til den nat sorte hoppes navn.

Han tog et skridt frem og vippede med ørerne. Mulen søgte atter hendes skind og i takt med hun snoede sig om ham kunne han bare lade hende smyge sig afsted under den. En hingstet brummen kom fra ham og han slog et kort slag med den lyse hale bag ham. Smilet var stadig på hans mule og dette var også selvom skyggerne begyndte at røre ved ham. Han var ikke voldsomt begejstret for at havde dem tæt på ham, men så længe hun var tæt på ham så kunne han nok godt se bort fra det. Han trådte nu ud foran hende og blokerede hendes vej.

” Du var skabt her.. Hvorfor? ”

De isblå øjne søgte nu hendes. Der var ikke nogen frygt at spore i den gyldne hingst, måske var det fordi han bare var alt for dumdristig, eller også frygtede han reelt intet. Det første var en meget realistisk mulighed. Han var dog ikke bange for at gå direkte til sagen. Det slog den gyldne hingst hvor meget han egentlig godt kunne lide hendes slangen rundt om ham, selvom det dog også mindede ham om noget bekendt.

Atter kom en brummen fra den sorte nat hoppe, en lyd der mere eller mindre mindede om en spindende kat. Hun smøg sig frem under hans berørering og havde i sinde at blive ved i noget tid da hingsten ganske vidst blokerede og hun stoppede op. Hans ord var bekymrende. Ikke kun N'zall men også de skygger hun husede, de skygger hun var skabt af udtrykte bekymring. Flere var enige om at slutte det her- gøre en ende på hingsten, blot at få den sorte nat hoppe til at bide igennem hans skind og lade det smukke røde blod farve hans hals. Andre var mere interesseret i hvem han var, hvor han havde disse informationer fra. Andre ville have ham smidt i vulkanen og sådan forsatte det i en endeløs disksution af forslag om hvad man skulle stille op med den gyldne hingst.

De smalle øre blev lagt ned i nakken og det før ellers milde ud tryk i det hvidlige øje blev hårdt og strengt. I stedet for syngene blide toner i en alt for sukkersød stemme; kom rungene kraftfulde toner der lød som flere stemmer på en gang:

"Du stiller for mange spørgsmål, Hingst!"

Hun stirrede stift på hingsten, hun overvejede at allerede nu at udnytte sine evner imod ham, lade frygten fylde ham. Og dog, hun var endnu ikke i stand til at gøre dette mere end en gang og lige nu virkede ikke som det perfekte tidspunkt.

Smilet blev kun bredere på den gyldne hingst mørke mule, da hun nu vågnede lidt op fra sit sukkersøde image og hun nu smækkede ørerne i nakken. Han klukkede let og gjorde et let kast med det velformede hoved. Det var hans tur til ganske flygtigt at smyge sig en runde om hende. Smilet stod stadig tegnet bredt. Det var en farlig leg han havde gang i, men han kunne altid udnytte sine sprinterfærdigheder til at komme væk fra hende.

” De fleste kender jeg allerede svaret på, kære. ”

Hviskede han stille med et lille grin, inden han lagde hovedet over hendes ryg. Han forventede nok et hysterisk udbrud fra hende, måske hvis han var heldig et tandsæt, men det var ikke uvant. Det var de flestes reaktion.

” Ingen grund til at anstrenge dig, min største frygt vil aldrig turde sætte sine ben herovre hos dig. ”

Hviskede hun nu sukkersødt til hende, mens hans blik ikke veg fra hende på noget tidspunkt. Noget andet var så at det netop også var grunden til han var herovre.

Den gyldne hingst virkede lige frem henrykt over den pludselige ændring, som havde han blot ventet på en reaktion. En reaktion havde han fået.
Denne gang var det hende der stod stille og ham der smøg sig rundt om hende. Den sorte bevægede sig ikke det mindste- Hun stod så stille at det kunne lige hun ikke trak vejret. Vejret trak hun dog. Hun indåndede den tunge luft helt roligt. Jo vidst havde hingsten vækket deres vrede, men alligevel formåede den sorte at forblive rolig.

"Hvis du allerede kender svarene, så lad da være at stille spørgsmål. Svarene vedkommer alligevel ikke dig. Du er intet mindre end en ubetydelig prik i spil langt større end du."

For stort set alle ville hendes ord havde været en fornærmelse. Om hingsten nu også det sådan var op til ham. Men langt de fleste var blot små prikker i et langt større spil. Nogen som ham, ubetydelige og uundværlige og andre mere betydningsfulde.

"Den del vil jeg nu ikke være så sikker på."

Hendes stemme var ej meget mere end en hvisken, men stadig var stemmen tydelig. På øen herskede ikke mange lyde. Langt det meste liv var flygtet fra en.

Xenon trak vejret roligt, som han næsten gned sin mule kærtegnende over hendes sorte skind. Det var selvfølgelig ikke kærligt ment, men det var blot et billede af hvor forskruet den gyldne hingst var blevet med årene. Hun fascinerede ham og ligenu legede de. Han kunne blive ved for evigt, eller hvertfald indtil han engang blev træt. Han sukkede roligt til hendes fornærmelse og smilede fortsat, mens han kom med en let klukken. Det hele var komisk.

” Arh, glem ikke et spild af gener, kære. ”

Kom det selv selvironisk fra ham, mens han mule tegnede små usynlige mønstre på hendes pels. Det var næsten en form for terapi at stå der og udøve sine kunstneriske evner i hendes pels. Han trak på smilebåndet over sin sidste kommentar.

” Årh, men jeg er nu sikker. For det er derfor jeg er her, ser du. Han ved at i ville vide han var her. Det er næsten en skam, jeg ville elske at se dine tænder bore sig ind i hans skind. ”

Den gyldne næsten slikkede sig om mulen ved den sidste del af hans sætning. Spild af gener! Pft. Det kunne han selv være.

Hvad der var spild af gener ville den sorte ikke gøre sig herre over. Hvis den gyldne så det som spildt så måtte han se det sådan.
De kunne vel have forsat sådan i lang tid, men da hingstens ord kom frem i luften- brød helved løs. I den forstand at skyggerne den sorte var skabt af begyndte at skrige og synge i munden af hinanden. De delte nu atter en gang informationer med den sorte. Blikket blev atter hårdt og koldt. Denne hingst var ikke lige så tilfældig en forbipasserende som den sorte kunne have håbet på.
Smilet tegnede sig om den halve mule. Alt for sødt til et så makabre udseende; og vendte sig imod hingsten og på den måde afbrød hans berørering.

"Måske du ville nyde at se mine tænder i hans skind- men jeg, dem, de mange hjælper ikke dem der tjener den røde hingst. Han er uønsket og lige så du."

Mon den røde ville reagere på hvis de beholdt hans stik i rend dreng.

Hun rykkede nu på sig og han stod blot tilbage med det der udefinerbare smil på den mørke mule. Han åbnede munden og slog et falsk gisp op, mens hans gjorde et let kast med hovedet.

” Oh, afsløret, men ser du N’zall, hvis jeg tjente min far, oh hovsa skulle jeg have sagt det? Ih dog. Nej, fjollet. Ser du, så havde vi to slet ikke haft glæden af at møde hinanden. ”

Den gyldne hingst stemme blev overdreven til tider, mens han dramatisk skridtede et par runder og derefter vente hovedet mod hende.

” Det eneste han bekymrer sig om er ham selv. ”

Han gjorde et par enkelte kast med hovedet, mens han igen stillede sig tæt på hende. Jo hun kunne da godt beholde ham. Han trak på smilebåndet igen, nej han frygtede ikke for sit liv.