The guardian of shadows [Volentaire]

The guardian of shadows.

Høje træer omringede hende, og blokerede udsynet til omverdenen. Når man gik midt i Chibales skove, kunne det let føles som om at hele Andromeda ikke var andet end frodige skove og smukke lysninger. Her var utroligt idyllisk, og til tider ville den brogede ønske hun aldrig havde forladt skovøen. Tænk hvis hele hendes liv havde cirkuleret om denne ø... om disse områder, og omkring de venlige sjæle hun havde mødt her. Med varme tanker listede minder om Ariel sig ind på hende, og den brogede sukkede en anelse melankolsk. Åh, hvilken naiv uvidenhed hun ville være under...
Men inderst inde vidste hun godt det aldrig ville have kunne lade sig gøre... hun ville ikke have kunnet stille sig tilfreds med et enkelt sted at leve og færdes. Hendes nysgerrighed var for stor. Og selvom den var undertrykt og næsten forbandet lige for tiden, kunne det ikke ændre på at hun aldrig ville have kunnet leve uden at kende til andet end skovøen. Hele verden var hendes legeplads... men hun havde valgt det forkerte stativ, og var faldet utroligt langt ned.

Slangehingstens ord tog mange af hendes tanker... og hun var nået halvejs i sin søgen, selvom det næsten virkede som en umulig opgave. Hvordan skulle hun - den blide skabning, den brogede Jivala, kunne stjæle Bregos amulet? Vogteren af den flok hun havde fået sneget sig ind i. Alene det at være en del af flokken var et lille skridt på vejen, men slet ikke nok.
Hun havde skyggen... i hende kunne hun mærke den. Den hun havde stjålet fra den hvide hoppe, revet af hende. Den vred sig og snoede sig, og hun svor at hun kunne føle den levede som en slange. Hun svor hun hørte dens vandvittigt vrede skrig i hende, og det skræmte hende. Men hun manglede stadig den... pokkers amulet. Og tanken fik små tårer af frustration til at blinke i de nøddebrune øjne, idet hun langsomt bevægede sig ned af åen og imod en af de større søer.

Hvordan skulle hun få det gjort...

Det skete ikke tit, at den sorte hingst bevægede sig hen på de andre øer. Men efter en samtale med en skyggesøster, havde den sorte og hjerteløse hingst valgt at begive sig væk fra hans hjem. Deres hjem. Skyggernes hjem. Han skulle ud og se de områder der var omkring dem, studere dem, undersøge dem; og ikke mindst af alt, skulle han vise sig selv og sin egen tilstedeværelse, for at de der trodsede skyggerne, nu var klar over at brødrene og søstrene var stærke og flere end de længe havde været. Hans sorte øre vippede kort omkring, mens det store korpus bevægede sig længere og længere ind i den tætte skov, uden at søge noget bestemt, andet en mere mørke frem for solens varme stråler. Han søgte aldrig selskab, i hvert fald ikke bevidst. Men ofte fik han det alligevel når han mindst ventede det; trods hans makabre udseende, der bar de helt natsorte farve, isblå pupilløse øjne, en isblå sprængt brystkasse og levende skygger der dansede op og end af hans ben og krop, som smygede de sig kærtegnende på ham. Ja, han var bestemt ikke hyggelig at kigge på.

Musklerne i hans krop arbejde tydeligt under hans sorte skind, mens han bar sit store og stolte korpus afsted med smidige og maskuline skridt. Han gemte sig bestemt ikke; for det havde han ingen grund til den hjerteløse vandrer. Ingen grund overhovedet. Længe gik der ikke, før hans næsebor opfangede lugten af en anden, en hoppe, der også bevægede sig rundt inde i denne skov, og ikke særlig langt væk. Et slangeagtigt smil gled over hans mule, mens hans skødesløst bevægede sig i hendes retning, uden tøven. Han kom hende nærmere og nærmere, velvidende at hun snart ville se ham, for hendes front var vendt i hans retning. Og for ikke at ’skræmme’ hende, valgte han nu at udsende et hæst, mørkt og ru hvin i hendes retning. Et hvin, der hos de fleste ville gå igennem marv og ben af frygt. Uh ja, dette møde kunne gå i begge retninger, alt afhængig af hvilken skabning hun var…

THE GUARDIEN OF SHADOWS

Hendes egne dumpe hovslag, var det eneste der kunne høres i den stille time. Her var skam fugle, har var skam insekter. Men for hende selv, var det kun hende der larmede i den rolige skov. Alt var underligt fredeligt, alt var som et malet billede. Sådan en effekt havde Chibale ofte, og Jivala kunne ikke helt sætte en hov på hvordan dette sted kunne være så idyllisk, når andet af Andromeda kunne stå i en så voldsom kontrast. Det var bogstavelig talt som nat og dag, lys og skygge.
Men skyggerne kunne blive lange, og i dag var ingen undtagelse. Solens stråler kastede dem ganske vidst, men det var ikke hvad den brogede tænkte da hun hørte det hæse hvin der brød billedet. Et råt hvin, og et hvin der fik hoppens nakkehår til at rejse sig og hende selv til at stivne i et langt øjeblik. Hvem var dette... eller rettere, hvad var dette.
Jivalas brune øjne spærredes op i svag panik, men stivnet var hun. For hvor kunne hun flygte hen, skulle hun da ønske det? Hvilke steder i skoven var dybe nok til at skjule sig? Ingen. Ingen steder. Og derfor ventede hun bare, imens hun med et stramt ansigt betragtede den mørke skikkelse der trådte frem blandt de høje stammer.

Det var et skræmmende syn der mødte den brogede hoppe. Sort som natten, men med gennemborende, lysende, blå øjne. Han var stor, stor og stærk med tydeligt større muskler end den slanke skabning selv, og mørke skygger dansede om hans kraftige ben. Men hvad der fangede hendes blik, hvad der fik hende til at gyse og skutte sig, var hans bringe. Den var revnet, hvoraf koldt lys svagt glødede fra den. Hvad.. hvad var der dog sket med ham?
Hendes umiddelbare reaktion var som mange andres. Væk. Hun skulle væk fra denne hingst, som tydeligvis stammede fra skyggeøen. Hun ville dem intet, og udsigten til at møde en skyggehest der måske kendte den hvide fik hende til at krympe sig i frygt for hvad han kunne gøre. Men igen, hvorhen? Hvor ville hun løbe hen? Så hun blev, og betragtede nervøst hvordan han med en kold aura gjorde sin entré i hendes verden.

"He- Hej..."
Fik hun fremstammet indenfor passende afstand, og prøvede at lirke et smil over hendes stivnede ansigt. Men det blev nok mere en forvredet grimasse, og Jivalas natmørke hale slog et frustret smæld bag hende. Overrumplet af hans kraft, og helt igennem paralyseret af hans blik stod hun, og følte hvordan hans slangeagtige smil mindede hende om den røde hingsts... åh, slangehingsten. Hvordan kunne sådanne skabninger her eksistere... hvad gav dem energien, når alt deres øjne strålede var foragt for det land de levede i..

"Du er..."

Broder....

Hoppen løftede i et ryk det fine hoved, og hendes næsebor dirrede. Jah, skyggehingst var han. Og selvom hun indvendigt vred sig ved hans tilstedeværelse, frydede noget andet i hende sig. Det her... skulle blive interresandt, og hoppen følte hvordan verden snoede sig ind til kun dem.

Table:

Langsomt og stødt bevægede han sig mellem træerne, til han til sidst tornede sig op foran den brogede hoppe, der ligesom han, var imellem de høje træer. Hans smil var ikke til at tage fejl af; han morede sig, og det var på den brogede hoppes bekostning. Noget, som han var ganske fornøjelig over. I hans verden fandtes der ikke så meget morskab, udover at se frygten i andres øjne, mærke hvordan de alle blev mindre i hans selskab, og hvordan deres hår på kroppen rejste sig i frygt og foragt over det syn der mødte dem – nemlig ham. Hun stod som var hun paralyseret og ude af stand til at bevæge sig væk fra ham. Hun var skræmt, og virkede mest af alt som et lille kid der i disse øjeblikke var blevet væk fra hendes moder, og nu var stødt på ulven selv. Og det var måske også ganske rigtigt på sin vis. En stammende hilsen gled fra hende, mens hun forsøgte at smile til skyggehingsten, som om dette var et ganske almindeligt møde imellem to venner eller bekendte; men hun tog ganske grueligt fejl.

,,Jamen dog – hvad har vi så her..”

Svarede han med den rustne og hårde stemme, mens det slangeagtige smil stadig var på hans mule, større end det før havde været. Åh ja, den sorte hjerteløse hingst morede sig vældigt, det skulle der slet ikke være nogen tvivl om. Han svirpede med den sorte og kraftige hale, og udstødte derefter en latter der var mørk, hæs og slet ikkevenligt stemt, over det ord hun forsøgte at fremstamme.

,,Du er.. du er…”

Han gentog hendes ord, med en stemme der indikerede at han bestemt ’mobbede’ hende med hendes stammeri og mangel på stemme og ord. Han var en skyggehingst, ja. Men hun kunne tydeligvis ikke få sig selv til at sige det. Han tog et enkelt langt skridt fremad imod hende, inden han begyndte at bevæge sig rundt om hende.

,,Hvem er du?”

Volontaires stemme var bestemt ikke til at spøge med. Han ville have et svar – nu. Noget var mærkeligt ved denne hoppe, for det var som om noget ved hende talte til ham, talte til hans skygger. Skyggerne om hans ben var årvågne, og smygede sig langsomt tættere på den brogede hoppe, talte til det der talte til dem. Og der gik ikke længe før Volontaire, skyggehingsten, var klar over at en eller anden skygge havde sat sig fast i hende; men hvorfor?

The guardian of shadows

Hans rustne stemme fik det til at rykke i hendes ører, og med et ryk trak hun mulen mere til sig. Han var hånende... han hånede hende. Hans ord var en parodi på hendes, og et kort glimt af vrede glimtede i de mørke øjne. Men det falmede dog så hurtigt som det var begyndt, og i stedet sænkede hoppen hovedet en anelse. Der var ingen grund til at provokere... og slet ikke nu.
Den vældige skikkelse begyndte at bevæge sig, og med en utilpas mumlen fulgte hun hans rundgang om hende. Hendes lange ben trippede en anelse under hende, ville have en hvis afstand fra den sorte, men stivnede ved hans ubehagelige stemme. Hvem hun var?

Det behøvede han slet ikke at vide. Slet, slet, slet ikke. Hoppen røg straks i forsvarsposition, og hendes ører flakkede en anelse tøvende tilbage, imens hun overvejede hvad hun skulle svare. For svare skulle hun, og helst hurtigt... men hvad var et godt spørgsmål. Hendes blik dansede over den natsorte hingst, og et anstrengende smil lagde sig igen om hendes hvide mule. Rolig. Hun måtte være rolig, selvom hendes instinkter bad hende flygte fra det rovdyr der kredsede om hende.

"Jeg er en fremmed"
Sagde hun hurtigt, men det sidste blev en anelse skingert ved hans bugtende skygger. Som levende slanger dansede de om hans ben og krop, og den brogede følte en kold afsky brede sig i hende.. gift. De var gift for sindet og sjælen... det havde Ariel fortalt hende. Anspændt så hun på dem, derefter på hingsten og så imod himlen over dem. Åhh, hvor ville hun gerne kunne flyve væk herfra...
Men hun stod fanget til jorden, og hendes store fandt igen skyggehingstens kolde.

"Jeg har aldrig mødt dig før...."
Tilføjede hun, og prøvede med små skridt at lirke en meter imellem hende, hingsten og hans skygger. Havde hendes tanker ikke fløjet i alle retninger og uden sans og samling, ville den brogedes nysgerrighed havde taget over. Hendes evige nysgerrighed, der i sidste ende havde ledt til det her

"Og har jeg.... kan jeg ikke genkende dig.."
Tilføjede hun spagt, og betragtede med blandede følelser hingstens mareridts lignende fremtræden. Om han hørte det vidste hun ikke... Men den brogede var næsten sikker på hun ikke havde set denne skabning... hverken før, eller efter hans.. valg.
Det var ikke medlidenhed der gik igennem hoppens sind. Det var heller ikke glæde, og bestemt ikke vrede. Det var en underlig form for melankoli i form af en vippende samvittighed, hvoraf hun ikke kunne beslutte om hun foragtede den sorte, eller beundrede hans valg. Han havde taget et, hvoraf hun stadig flagrede i flygt fra først den ene, og så den anden. Men så følte hun den klamme, kolde stemning lægge sig over hende igen, og den brogedes mule rynkedes en anelse... vent. .. hvad lavede de her? Skyggerne... på Chibale.