Star Struck By Night [Jaidev]

Star-Struck By Night

Betaget af nattehimlen og i dække af natten havde den brogede listet sig frem. Hendes skridt var tavse, hendes blik koncentreret og den langbenede skikkelse bevægede sig fremad med en præcision der vidnede om at hun ikke ville opdages, selvom retningen førte ud imod en af de mere åbne enge. Hvorfor ville nogle nok spørge, men svaret var ganske enkelt. Hun ville ikke.. ubehageligt overraskes denne nat... ikke i aften.
Denne nat var nemlig smuk. Skyerne havde fjernet sig fra himlen, så månen og alle dens små stjerner glimtede og lyste klart på den mørke himmel. Her var stille, og en idyllisk ro havde sænket sig om Chibale. Nok kunne man stadig høre alle nattens dyr, små raslende lyde i krattet eller en ugles hurtige flugt over himlen. Men der var ingen forstyrrelser... i lyset fra månen glimtede hoppens øjne kort, og hun hævede blikket opad fra jorden. Natten var ikke hendes foretrukne element. Men nu hvor hun stod i den, kunne hun ane en fremmed skønhed i den.
Igen gik hun fremad, og bevægede sig med forsigtige bevægelser ud fra skovens dække. Hun ville se natten uden skovens dække af træer. Hun ville tillade sig selv at opleve en anden form for mørke. For hun frygtede natten, og hun havde altid frygtet mørket. Men i nat ville hun prøve at ændre det. Og hvis ikke ændrer det med det samme, så bare tage et lille skridt imod en længere rejse.

Langsomt stoppede Jivala op, og åndede anspændt og sitrende ud. Hele hendes krop var spændt, og hendes øjne flakkede ledende efter de mindste bevægelser, nu hvor hun ikke stod blandt stammer og krat mere. Hun tillod sig ikke med det samme bare at.. nyde det. Men da sekunder langsomt blev til minutter, og intet var sket, rankede den brogede forsigtigt kroppen en anelse. Og undrende så hun ned på sine ben, og opdagede hvordan de ikke længere bevægede sig rastløst og trippende.

Var det her fred? Var det her en nat uden stemmer eller skygger?

Star Struck By Night

Tag: Jivala  | Wordcount: 334  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, no wind

Nattens yndefulde gudinde havde trukket sit smukke slør hen over himmelen denne nat, hvor hendes søn, himmelhingsten, havde vandret hjem. Den ædle hingst havde været vidt omkring, men altid søgte han hjem til hans ø. Den ø, han følte den største samhørighed med, den ø der mindede mest om hans hjemland. Ak, det var længe side af himmeldanseren havde set og mindes hans hjem; men denne stjernebeklædte nat gjorde ham alligevel saglig. Over ham var stjerne glitrende og glimrende og i det fjerne hang månen og kastede et svagt sølvblåt skør fra sig. Over hingstens ædle korpus lå selv et stykke af den himmel, der hang over ham; stjerne skinnede svagt op på ham, og som de gjorde på himmelen, kastede de et blødt lys på ham, og fik ham til at ligne en falden stjerne selv. De slanke ben bar hingsten gennem skovens små stier, hvor alt liv så ud til at være gået til ro for natten. Men det gjorde ej noget, for stilheden var den bedste ven man kunne finde, når man havde brug for at bekæmpe tanketrancen. Hvor længe han havde vandret og hvor længe han ville vandre, vidste han ej; man da det ebbede ud med træer, og lysningen kom frem foran hans front, stoppede han op i et langsomt ryk. De mørke, udtryksløse øjne betragtede den mørke eng foran ham, der var badet i måneskinnet. Langsomt vippede han de mandelformede øre fremad og rynkede den spændte, silkebløde mule. Et kort prust forlod da hingsten, der med sine slanke dog stærke ben drog frem i en dansende trav ud i lysningen. Hans forstyrrede tilsyneladende de bebor, der havde fundet ro for natten, for omkring hingsten hvirvlede ildfluerne op omkring ham. Blandt dem lignede han selv en forvoksede ildflue, mens hans stjerne skinnede omkamp med dem. Dybt og prustede dansede han gennem det høje græs og lod den ravnsorte hale løfte sig bag den spændte bagpart. Dette var en af grundende til, at han elskede denne magiske ø så højt.

Star Struck By Night

Hendes blik lå på månen i noget tid, og svagt huskede hun hvordan hendes mor havde fortalt historier om den. Månen og alle hendes børn, og solen der aldrig kunne se dem. Det havde været fantastiske eventyr, fortællinger og legender der dengang havde tændt en gnist i hoppens fantasifulde sind, og ledt hende ud på hendes egne små eventyr på Chibale. Den brogede smilede. Jah, eventyr efter feer og stjerner. Hun havde gennemsøgt meget af øen, men aldrig havde hun set et eneste tegn på magi. Og så da hun endelig fandt det, var det ikke som i eventyrene.
Hendes smil forsvandt, og hun gyste kort. Slangehingsten var som taget ud af et eventyr, men han fulgte ikke fortællingerne. Han var ikke nogen god skabning... det vidste hun nu. Men dengang havde det virket så lokkende...
Hendes blik faldt imod hendes skulderblade, der hvor hun en dag havde ønsket vinger ville vokse frem. Men i stedet for at bevæge sig længere tilbage i fortiden, fangede bevægelser af lys hendes brune øjne. Hvad var dette?

Jivalas øjne spærredes op, og med et fnys trippede hoppen hurtigt til siden, klar på at tage en flugt fra den ild der bevægede sig igennem græsset. Men hun blev stående, selvom hendes ben ville have hende væk. For en uskyldig nysgerrighed dimrede i udkanten af hendes overvågne sind, og langsomt så den brogede hvordan en skabning trådte ud af det dansede hav at lys.
Han var en hest.. men ikke nogen hest hun nogensinde havde set. Han dansede med ildfluerne, og omkring ham hvirvlede et stykke af himlen, og hyldede ham i et lys lig insekternes. Hans var dansende, han var frembrusende. Og den brogedes mund åbnedes let, idet at han med høje benløft kom nærmere hende.

"Hvad er...."
Hendes mumlen var larmende i den stilhed der var omkring dem, men snart nåede en summen af vingeslag hendes ører, og de flakkede tøvende bagud. Hvad var denne skabning, der var dukket ud af det blå. Hvorfor havde han himlen med sig, og hvad ville han her? Tankerne kørte i en rundkreds, men stødte sammen med hendes fantasier om magi for så længe siden.

For det var sådan her magi så ud, havde nogen nogensinde ville spørge hende. Smuk, glødende, fremmedartet men funklende. Og dog nagede det hende, og den brogede bakkede langsomt væk fra himmelhingsten. I hendes øjne sås en tavs undren, men dog tilbageholdenhed. For hvad hvis han var endnu en slange...

Star Struck By Night

Tag: Jivala  | Wordcount: 337  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, no wind

Ildfluerne fløj op omkring den store hingst, hvis muskuløse krop let og ædelt dansede gennem det høje græs, der voksede i lysningen fra træerne, og som kilede mod de slanke ben. Jo længere mod midten han kom, jo flere ildfluer blev der hvirvlet op omkring ham. De skinnede med deres gullige lys, og lignede svævende stjerner. Himmelhingstens sortnede øjne betragtede insekterne, der veg for hans tilstedeværelse. Det var så magisk, at se disse små ildfluer lette fra græsset, og sværme omkring sig, at himmelhingsten trippende stoppede op. Kappen flagrede omkring flankerne i takt med det dirrende åndedrag, og inden ildfluerne havde en chance for at finde ro igen, satte den ædle hingst atter frem i hans solodans over den lysende eng.

Der var stille, forude for hingstens egen vejrtrækning. Så da en fremmede stemmede pludselig lød i mørket, var den uendelig høj. Himmeldanseren stoppede i et ryk og drejede hurtigt de mandelformede øre i den retning, lyden var kommet fra. I det blege måneskin, nåede lyset at ramme en fremmede skikkelse, der gemte sig i skovbrynet. Det var en broget hoppe, med langt krøllet hår. Hendes duft fyldte straks hingstens næsebor. Han burde have opdaget hende før. Ildfluerne landede på ham og han fnyste et par gange, inden han skridtede i den fremmedes retning. I den dyb, hæs og maskulin tone sendte han et brum med en imødekommende klang. Da han var i hoppens nærhed, stoppede han langsomt op - uden at være for tæt på. Langsomt strakte han mulen frem imod hende, i en galant gestus. De sortnede øjne skinnede gyldent og så næsten helt karamelliseret ud, i det svage lys kappen kastede på ham.

” Vær hilset. ”

Stemmen var nøjagtig som hans tidligere brum; dyb, hæs og maskulin. Men alligevel var den behagelig, vis og varm. De mandelformede øre var rettet imod den broget, og langsomt trak himmelhingsten den fremstrakte mule tilbage for, ej at overskride hoppens grænse. De gyldne øjne betragtede hende med et nærmest kærtegnede blik, inden han forsigtigt søgte hoppens øjne.

Star Struck By Night.

Hendes stemme afbrød hans dans, og i et ryk drejede himmelhingsten sig imod hende. Hans kappe glitrede i månelyset, og da ildfluerne igen landede på hans brune pels, rystede han dem hurtigt væk med et fnys. For han var sat i bevægelse, og den brogede betragtede hvordan han langsomt trådte ud af en fantasi, og ind i en virkelig verden. Han var intet drømmesyn, og han var ikke et stjerneskud faldet fra himlen. Han var ægte. Og selvom hoppen ville besvare hans imødekommende brummen, kom der ikke andet end et lille ryk med det fine hoved.
Hun skulle til at bakke, hendes krop bad hende søge væk fra den fremmede. Dette her skulle have været hendes aften! Hun skulle holde sig til sin plan, og forlade denne fremmede. Men hendes evige nysgerrighed glimtede i de mørke øjne, og bad hende blive lidt endnu. Så selvom han kom nærmere - tættere på end hun egentlig brød sig om, for hendes grænse til magi var vokset med årene... så afviste hun det ikke.

Hans stemme var dyb, hæs og varm. Den fik hendes ører, der kort havde vippet tilbage ved hans nærmende mule, til atter at vippe en smule frem.

"Hilsen til dig.. også..."
Mumlede hun, og rynkede svagt på mulen ved hendes akavede ord. Åhh, at lege med ordene kunne den brogede ikke. Det havde hun aldrig rigtig været i stand til, og hendes mangel på korrekt respons fik hende til at føle sig en anelse malplaceret i et lille sekund. Men det varede ikke længe, før at hendes nøddebrune øjne igen gled over stjernehingsten.
Hendes blik landede på kappen. En kappe der strålede af magi, og i hende vred slangen sig. Den var ivrig, den ville tættere på. Men den brogede kneb øjnene sammen, og ignorerede den.

Vogter.....

Hendes ører flakkede kort imod hendes nakke, men hurtigt rettede de sig op igen. Hun ville ikke.... hun nægtede. Og derfor lod hun undersøgende blikket glide videre imod hingsten, indtil hun møde hans glitrende øjne.

"Du... er ikke et stjerneskud..."
Mumlede hoppen for sig selv en anelse forundret, og spærrede overrasket øjnene op. Det havde hun sagt højt! Pinlig over situationen, rykkede hoppen hovedet tilbage og en anelse længere væk fra den stjerneklædte. Åhh, det var typis! Hendes øjne gled først nedad imod jorden, så opad imod himlen igen, inden at de til slut landede på hingsten, hvor hun en rum tid bare så på ham.

"Undskyld!"
Udbrød hun pludselig i den pinlige tavshed, og et forvirret blik dansede i hoppens øjne.

Star Struck By Night

Tag: Jivala  | Wordcount: 433  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, soft wind

En blid aftenvind strøg gennem landet. Den kærtegnede det tynde sommerskind som himmelhingsten ejede, og forsætte hen gennem hoppens lange, krøllede, broget hår. Hans mørke øjne, der gyldent lyste i kappens hvide skær, betragtede hende; hendes aura var urolig. Om det var fordi hans udseende skræmte hende, eller om det var fordi han havde forstyrret hende, vidste han ikke rigtigt. Tanken fik det ene øre til at tilte sidelæns, indtil hoppens stemme fyldte stilheden. Da vippede hingsten begge øre frem mod hende. Hendes stemme knækkede gennem hendes hilsen, hun brugte tydeligvis ej samme tiltale som han gjorde. Men det behøvede hun ej, himmeldanseren var van til det uformelle sprog. Han ønskede dog ej, at give slip på sit egen efter de mange år, det var den sidste erindring han havde taget med fra sit fødested. Hans mørke øjne fangede hendes blik, der lå på den stjernespækket kappe, der legesygt flagrede i den blide aftenvind. Jo mere den bevægede sig, jo kraftigere skinnede stjernerne. Ak, han havde vænnet sig til denne udsmykning, den var blevet en del af hans identitet, men han forstod hvorfor andre sjæle reagerede som de gjorde. Hvordan ville han ikke selv havde reageret, hvis en sjæl kom vandrende med et stykke af himmelen omkring sig? Den broget kneb de gyldne øjne sammen, hvilket fik himmeldanseren til at læne sig en smule bagover. Der havde været misundelige sjæle, der ønskede at sjæle hans kappe, så mistroheden sad i ham - dog forventede han ej, at det var hvad den lille broget hoppe havde i sinde.

Hoppens stemme lød atter. Hendes dydgyldne øjne havde fundet hans, inden hun opdagede sine ord og bakkede af. Jaidev vippede de mandelformede øre sidelæns og langsomt lagde han hovedet på skrå, mens han overvejede de ord, den brogede havde sagt. Da brummede han dybt af hoppens undskyldning, og rystede den lange, ravnsorte man over på den anden side af halsen, hvorefter de tomme øjne forsigtigt søgte hendes.

” Det er mig, der beklager at jeg ej er det stjerneskud, De måtte have ønskes Dem at se. Mit navn er Jaidev, og jeg vogter himmelen. ”

Stemmen var ej nedværdige; en undertone af udfordring og munterhed skinnede svagt gennem. Himmelhingsten havde ej set det som værende et ’nederlag’ ej at være et stjerneskud. Han var blevet kaldt mange ting siden kappen havde pryglet hans ryg, men stjerneskud var ikke af dem. Han gjorde et nik mod hoppen, en hentydning til en præsentation. Hvis hun da ønskede. Langsomt trådte han et skridt frem, udelukkende med forbene, og rynkede den lyse mule en smule. Ønskede hun afstand fra ham?

Star Struck By Night

Det var ikke den forventede reaktion, som hoppen så hos den stjerneklædte. Hendes tanker var gået over imod en undren, måske en latter eller en irritation over hendes ligegyldige kommentar. Det ville have været en almindelig reaktion fra mange, da mange så den brogede i et noget andet perspektiv end hvad hun selv mente hun var.... og det vidste hun godt, den kære Jivala. Hendes klodsede sociale vanskeligheder satte hende ofte i en position af... barnlighed. Men ligesom denne mørkebrune kort havde overrasket hende, kunne den brogede også være mere end blot et nuttet ansigt.
Hendes ører vippede ved hans muntre tone, og den brogedes blik mødte hans efter lidt tid. Det var et forsigtigt blik, og en formel præsentation han gav hende. Og prøvende blødte den brogede sit før lidt stive smil op, til et mere reelt et denne gang. Muntre toner havde en mere løftet stemning i sig.

"Det vil tiden vise, Jaidev... måske var mit gæt før korrekt, selvom jeg tvivlede i starten"
Sagde hoppen med et lille smil i den hvide mundvig. For hvem kunne sige om den stjerneklædte ikke var et stjerneskud? Stjerneskud var ønsker, og stjerneskud var sjældne. Sjælden kunne hun næsten med sikkerhed sige denne Jaidev var... så spørgsmålet lå tilbage; var han et ønske for hende? Eller ville han blive det.
Da den brune trådte frem, falmede smilet et kort sekund. Nærvær.. tættere på. Hoppens blik glimtede kort panisk, inden at hun med en lille virren med hovedet jagede det væk og hendes mørke øjne igen kun glimtede af lys i måneskinnet.

"Jeg er Jivala.."
Hoppens ord lød tomme sammenlignet med himmelhingsten, og den brogede spidsede mulen en anelse. Jah titler havde hun ikke. Og ville hun nok aldrig få, efter slangehingstens ord... men det gjorde hende intet. For alle de vogtere hun havde mødt, havde alle været stærke og gode skabninger. Med en gift i sindet, kunne hun ikke se den fremtid for sig.
Dog brummede hun kort, og tog et forsigtigt og prøvende skridt frem imod den stjernedækkede. Hans lys kunne umuligt have skræmmende hensigter, når det tog del i natten så smukt. Og den brogede stolede kort på den følelse, og strakte halsen en anelse frem for at finde den andens fært.

"Men jeg er også en ven til nogle, og et medlem af Taylor.."
Den beskrivelse var den bedste hun kunne lave nu, og den brogede rystede hurtigt den krøllede pandelok væk fra hendes mørke øjne .

Star Struck By Night

Tag: Jivala | Wordcount: 658  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, soft wind

Midt i månens blege lys stod de to sjæle. Men det var ej blot månens milde lys der ramte ej; det var den stjernehimmel som stod midt nede på engen, i lysningen fra skovbrynet, hvor det for et øjeblik havde sværmet ildfluer op og oplyst himmeldanseren. Nu var alting faldet til ro. Kappen der besad de mange glitrende stjerner flagrede langsomt bag den ædle hingst, for tilsidst at kærtegne hans flanker og lægge sig tæt på den magiske hingst. Hans mørke øjne var oplyst af hans kappens blåhvide lys; de skinnede mere og mere, i takt med at natten blev mørkere og mørkere omkring dem. Månen stod endnu ikke højst på himmelen, og skyggerne var ej fuldendte endnu. Øjnene skinnede karamelliseret, gyldent; nærmest som de havde et glimt af flydende guld, blandet med det blåhvide magiske skær der fik dem til at blinke som sølvfarvet stjerner. Dette udtryk kom kun til udtryk i nattens mørke, og når stjernerne var fremme på himmelen; netop disse tomme, men fængende øjne betragtede den brogede hoppe foran ham. Han opfangede hver en detalje hun gjorde sig i. Men han overbegloede hende ej, ak nej. Trods øjne var tomme og hvis man så dybt ind i dem, ville man blot spejle sig selv i dem som overfladen på en sø, så var blikket kærtegnene og forsigtigt, når det ramte ind. Himmelhingsten så virkelig en.

Da hoppens feminine toner fyldte stilheden mellem dem, vippede hingsten langsomt sine sensitive øre fremad. Opmærksomt på den lille hoppe. Hendes ord var oprigtige og affødte et lille smil på den mælkehvide mule. Hun tog ordene i sig fra tidligere; hun så ham måske alligevel som et stjerneskud. En dyb, maskulin men behagelig brummen fyldte kort den nye stilhed. Det var første gang, den stjerneklædte var blevet sammenlignet med et stjerneskud; men han havde ej noget mod det. Brummen stoppede dog, da han opfangede det glimt af panik i hoppens øjne der kom, da han havde rykket sig tættere. Det havde været et fjernt og kort glimt, men nok til at få hingsten til at stå ganske stille. Han ønskede ej, at komme for tæt hvis hun ej ønskede det.

Atter lod hoppens ord. Jivala. I stilhed ’smagte’ hingsten på navnet, gemte det. Han havde ej hørt det før, men det var et enkelt og passende navn til den lille hoppe. Efter hoppens ord, nærmede hun sig ganske forsigtigt. Hans øre vippede roligt sidelæns, og de tomme øjne betragtede den brogedes hensigt. Langsomt sneg hun mulen nærmere. Han brummede dybt og mørkt, og knejste den muskuløse hals op i en elegant svanebue for, at kunne gengælde den snigende mule. Næseborene dirrede en anelse idet den karakteristiske duft af hoppe ramte den følsomme sans, og selvom himmelhingsten gerne ville røre, holdte han mulen for sig selv og lod den brogede komme nærmere. Hvis det var det, hun ønskede.
Det lød som om, at den brogede Jivala følte sig ’tom’ i forhold til himmeldanseren. Hun havde ej ligeså mange ord at sætte bag. Det gjorde ej Jaidev noget, men hendes ord lød atter, da hun nævnte hendes venner og Taylor. Langsomt vippede hingsten et øre sidelæns, han kendte godt til Taylor. Hans egne hove havde båret ham der ind engang. Hvorfor, det kunne han kun takke én unik sjæl for.

” Taylor er jeg bekendt med; der har jeg engang vandret. Fortæl mig om Deres venner, Jivala. ”

Det var ej en ordre, ej en snagen. Der var en opfordring til den brogede, at fortælle lidt om hendes omgangskreds og sig selv. Hvis hun da ønskede; ej ville den stjernebeklædte tvinge hende. Langsomt lagde han hovedet på sned, så pandelokken gled over det ene skinnede øje. Det andet så tomt på hende, afventede hendes modsvar. Hvis hun ønskede at svare. Afstanden blev stadig holdt, ej rykkede han sig nærmere. Han lod den brogede få den plads, hun ønskede. Måske hun ville danse med ildfluerne og ham, når hun var mere tryg.

Star struck by night

Denne Jaidevs øjne flød som karamel, og men var tomme.. den brogede kunne spejle sig i dem, og i sit stille sind undrede hun sig. Selv var hendes tydelige som glas, alt hvad hun følte eller tænkte kunne man spotte i de nøddebrune øjne. Men Ikke hans... han reflekterede det i stedet. Og Jivala vidste ikke helt hvordan man kunne det.
Dog spurgte hun ikke ind til det, men lod det ligge for nu. Så personlige spørgsmål turde hun ikke stille, for svaret ville hun ikke høre. Et var at han måske ikke ville sige det.. men kunne han finde grunden, var hun ikke den rette at fortælle det til. Det havde hun aldrig været... hun var sjældent den støttende kilde i et venskab, og andres følelser kunne hun ikke tage vare på. Ikke endnu.
Måske ville hun med tiden vokse til den opgave, kunne tage den på sine skuldre.. men så Jivala frem i sin fremtid, så det ikke sådan ud endnu. For hun ville flygte fra den, og den handling kunne efterlade ar i sjæl, og måske efterlade et hul til had hvor tillid havde vokset dengang.

Han kom ikke tættere på, og den brogedes blik glimtede taknemmeligt. Han lod hende tage sin tid, og selvom hun ikke sagde det højt, røbede hendes smil den følelse af velbehag der bredte sig i hende. Ganske galant, og hans dybe stemme brød den stilhed der kort efter havde lagt sig over dem.

"Ariel er nok min kæreste veninde... hun er der altid når man har brug for hende.."
Begyndte hun, og mindedes den anden ravgyldne øjne. Hun var en juvel iblandt kul, Ariel.. hun var en god sjæl, og hoppens barndomsveninde. Og hun savnede hende frygteligt meget, specielt de ensomme nætter hvor tankerne larmede. Selv nu kunne hun mærke dem - tanker der truede med at fjerne hendes nyligt fundne følelse af begyndende tryghed.
Men hun virrede kort med hovedet, og samlede så op på sin sætning.

"Og hun svigter ikke. Sådanne folk ser man sjældent nu til dags.."
Hendes stemme var lys, og i undertonerne flød Jivalas kærlighed til den askegrå hoppe. Den var der, og med et mærkede hun hvordan hun savnede hende. Det ramte hende som et lille slag i mellemgulvet, og i et ryk gled hoppens fine hoved op imod Jaidev, Andromedas stjerneskud.

"Jeg savner hende.."
Sagde hun efter en rum tid, hvor hun blot havde betragtet den brunes tomme blik. Og kort efter smilede hun skævt. Hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige om Ariel, da ord ikke helt var nok til at beskrive hende.

Star Struck By Night

Tag: Jivala  | Wordcount: 346  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, no wind

Ildfluerne havde lagt sig til ro, efter de var blevet forstyrret af den dansende himmelhingst, der havde hvirvlet dem op fra deres hvilested. Nu var det eneste lysende element på engen himmeldanseren, og hans magiske kappe der kastede det spæde lys på den brogede og omkring ham selv. Skyggerne omkring dem blev hele tiden længere og længere, og månen over deres hoveder sneg sig langsomt op på sin majestætiske plads på himmelen. De sortnede øjne betragtede den lille hoppe, der gav tydeligt udtryk for, at hun faldt til ro, da han ej kom hende tættere. De mandelformede øre var roligt sidevendte, og han stod rank foran hende, afventede. Hvis hun ønskede at komme nærmere, ville han lade hende komme nær. Men han ville ej søge hende, hvis hun ej var parat til hans nærhed. Det var ej ham det handlede om; ak nej. Det var den lille broget, der var i fokus.

Da lød hoppens feminine stemme. Ørerne gled hurtigt fremad, da hun nævnte et bekendt navn. Ariel… Himmelhingsten lod det markerede hoved glide lidt på skrå, og lyttede til hvad hun havde at sige. Det var tydeligt, at høre at Ariel stod den brogede nær, samt at hun var inderligt savnet. Ej at det overraskede den brune; han havde selv engang imellem sendt Ariel en tanke. Hun var en ganske unik sjæl.

” Jeg forstår Deres savn, Jivala. Jeg har selv mødt den askegrå hoppe mange gange, og vores møder har altid været en dejlig tid. Ønsker De, at vi søger ud og finder den askegrå? ”

Stemmen var rolig, men oprigtig. Hvis hun ønskede hans hjælp, ville han give hende den. Den brogede havde netop fortalt, hvor meget hun savnede den askegrå. Himmelhingsten forstod hende, forstod hvorfor. Ariel havde tydeligvis en tæt tilknytning til den brogede. Han brummede dybt og maskulint, men varmt og imødekommende. Det var et følsomt emne, at tale om en som man savnede og havde kær. I en indbydende bevægelse strakte han mulen i en trøstende retning mod hende, og lod blikket glide i hoppens, der sagde så meget.

Star struck by night

Natten lagde sig over dem, men ingen kulde slog følge med den. Selvom skyggerne blev længere, selvom ånden begyndte at kunne ses som små skyer i luften, så var kulde ikke noget der lagde sig over dem i nat. Månen jagede den bort med sit lys, og denne nat syntes smukkere end de fleste. Det var ikke ofte den brogede gik om natten...hun var ikke mørkeblind, men til tider var det tæt på. Hun så kun brøkdele af den skønhed mange så til hverdag. Men i nat var anderledes, og hoppens blik gled kort imod den klare himmel, hvor drømme dansede sammen med hende. Hun havde altid været en drømmer, hun havde altid været en fantasifuld skabning. Og den fantasi blev blot bekræftet i nærheden af stjernehingsten.
Hun nærmede sig ham ikke, men nød den afstand der byggede på stille signaler. Hun nød ikke at skulle afmærke hvor hendes grænse var, og fandt det rart at nattehingsten heller ikke pressede på. Blot en gensidig forståelse, og den brogede smilede en anelse for sig selv.

Dog blev hendes tanker afbrudt ved hingstens rolige stemme, og hun kiggede tilbage på ham. Et lille forbavset udtryk bredte sig over hendes ansigt ved hans genkendelse, men snart ændrede det sig til et skævt smil og en mild rysten på hovedet.

"Jeg ledte ikke efter Ariel i natten... jeg ledte efter stjerner".
Sagde hun, og betragtede for en stund hans hvide mule. En trøst, en forsikring og et nærvær. Men Jivala tøvede kort, førhen hun med en mild nippen puffede til himmelhingstens egen. Et lille kærtegn blandt få, førhen hun med en brummen trak sig tilbage, og brød den korte kontakt.

"Og jeg fandt dem, selvom det ikke burde være muligt"
Hendes lyse stemme boblede en anelse af latter, og den brogedes natsorte krøller stod om hende da hun virrede med det smalle hoved. Derpå så hun igen på hingsten, næsten undrende, førhen hendes hoved fald en smile på skrå.

"Hvad med dig, Natteskud? Hvilke venner går du med?"

Star Struck By Night

Tag: Jivala | Wordcount: 453  | Weather: Night, dark, moonlight, stars, no wind

Der lå en hvis ro over de to sjæle, der delte den stjerneklare nat sammen. Det var en ro, himmelhingsten ej fandt i manges selskaber, men i nat havde han fundet det i den brogedes - selvom det var mere en tilfældighed, end et tilfælde. Det varen smuk nat; sensommeren var på vej. Med det fulgte de blåhvide stjerner med, nætterne blev længere og mørkere. Det kunne være svært at finde stjernerne på de varme sommerdage, hvor det lignede at solen aldrig ville slippe sit tag på himmelen. Det var ej fordi himmeldanseren ej nød solen og sommerens varme, men han elskede nattens mystik og efterårets farver danne brune nuancer overalt på Chibales skovbeklædte ø. Det var en mærkelig, familiær følelse; de sidste erindringer han havde fra hans hjemland, som han stadig knyttede sig fast til. Selvom de fleste minder der fra var barske, ensomme og triste.

Jivalas stemme lød blidt og feminint i de fine toner, der dansede i mørkets dunkle skygger. Hun ledte ej efter den askegrå denne nat. Hendes færd, vandring og søgning havde haft et helt andet formål. Hun havde været på stjernejagt. Dette måtte siges, at være gået hende ganske glimrende! Den lyse mule himmelhingsten have rakt mød dem brogede i en trøstende gestus, havde han ikke forventede at få gengældt. Han ønskede blot, at lade hende vide, at han gerne ville være der for hende, hvis hun ønskede. Men forsigtigt nippede hun tilbage, førhen hun trak sig bort. En lille berøring, men et stort skridt for den lille hoppe. Et stykke tid holdte himmelhingsten mulen mod hende, mens de intetsigende øjne betragtede hendes gyldne blik. Hun snakkede atter, glædede sig over hendes fund af stjerner. Et dybt, hingstet brum lød fra den mørke hingst, der gjorde et langsomt nik. Hendes latter var fyldt med oprigtig glæde, og det var rart at finde, en så nærværende sjæl, der oprigtigt glædede sig. Da hoppen drejede skiven og spurgte ind til hans venner, trak han roligt mulen til sig, og vippede ørerne sidelæns. Han havde mange bekendtskaber, jovist, men venner var noget ganske særligt.

” Som De allerede ved, Jivala, er Ariel også en god ven af mig. Ellers er der Illana, der bære selve lyset, Armonia, der styre årstiderne, Leonora med det stjernespækket skind. ”

Himmelhingsten stoppede sig selv. Det var ej mange navne, han havde opgivet. Han havde mange bekendtskaber i selve landet, men det var ej alle han stolede på. Han vippede hovedet en smule på skrå, inden han knejste op i den stærke hals. Han lod stilheden fylde, lod den brogede have en chance for at spørger mere, hvis hun ønskede, inden stemmen blødt smøg sig omkring hende.

” Jivala, danser De nogensinde i måneskindet? ”