En sang af skygger (Fuyu)

Der var gået dage siden den sorte nat hoppe var blevet skabt, livet var skænket til hende, og selvom hun endnu var ny, føltes hun gammel. Hun vidste på få dage allerede mere end hvad andre ville have opnået. Skyggerne der var en del af hende, en del af hendes krop og hendes sind havde fyldt hende med de nødvendige indformationer. Samt havde den sorte skyggehingst Volontaire hjulpet på vej. Der var dog en, en som skyggerne havde hvisket om, den natsorte hoppe gerne ville møde- og det var netop ham hun ledte efter lige nu.

Det var med lange skridt den sorte hoppe bevægede sig omkring vulkanen, alt imens hun nynnede en melodi. En melodi der havde hængt fast hos hende siden hun havde fået en bevidsthed.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Det var evigheder siden den hvide skygge havde set månens glød og dagens lys. Evigheder siden ilten havde fyldt de skyggefulde lunger, siden de gyldne hove havde berørt andet end vulkansk aske. Han havde været væk længe, ligget stille, lyttet til skyggefulde luner, forsøgt at danne sig en mening med den eksistens han var blevet givet. Døningeudtrykket på den slanke krop, var kun blevet tydeligere. De mange døgn havde tærret af hans muskelmasse, fremhævet hvert et ben på den elfensbenshvide krop,m og alligevel behøvede den intet, skyggerne alene var næring nok for hans sind, hans krop.
Månens sølvglans trængte knapt igennem de tunge skyer, der altid omgav øen, og derfor var den spæde lyse skikkelse næsten i et med sine grållige omgivelser. Alligevel vidste han, at han ville blive fundet. De kaldte ham, søgte hans nærhed. En ny søster var iblandt dem, en de selv havde skabt, navngivet, og rejst med ubegrundede formål. Som den leder han engang havde været, og til dels stadig var, ønskede de at se ham, det ranglede korpus der engang havde indeholdt kraft ud over enhver fantasi, og nu i stedet var et hylster for farlige ideer, og megen magi.
"Briinah."

Skyggerne var blot et ekko, en fjern sang, imens den mørke, langbenede skabning nærmede sig det sted, hvor Faal Volin befandt sig. Dele af ham svævede i de mørke, dansende masser, men langt de fleste betragtede de sidste rester af blodfarvet skær, der en sidste gang forgæves forsøgte at frikæmpe sig af mørket. Glødende hvide øjne flyttede langsomt fokus fra horrisonten, drog over på søsteren af navn og sjæl, der snart var synlig. Mørk var hun, som natten, som skyggerne, en ting der misundte ræven dybt og inderligt. En ting han aldrig ville være, aldrig ville blive, selv med mørkt blod i årerne.
"Faal Volin miin hin."

På trods af det evige ekko, der synes at gentage ordene, udpensle dem, forvrænge deres mening, var den mest fremtonene stemme hans; Dyb, hæs, med et evigt bittert begær spillende dybt i de forførende toner. Ingen tvivl om at han havde karisma, og evnen til at tale, når blot han skjulte de dunkle følelser. Over for hende, var der dog intet at skjule. Skyggerne kendte allerede hans ønske, og deres hånende latter genlød dybt i den hjemsøgte hingsts tanker. Aldrig ville han være dem. Aldrig ville han blive sort.
"Du søgte mig, og de har ledt dig hid. Hvad er dit ønske, Vokun?"

Oversættelser:
Briinah - Søster
Faal Volin - The master of horror - Fuyus tittel i Aljun
Faal Volin miin hin - ^ ser dig
Vokun - Skygge - tittel for de indviede i Aljun

Hendes søgen varede ikke længe, for netop den hingst hun søgte kom frem fra mørket. Hans skind var blegt, så lyst at han næsten lyste op i dette farveforladte område hvor ikke megen lys kom til. Han var lys, men en del af mørket. Han tornede sig frem i en tåge af skygger, som ivrigt dansede for hans hove.
N'zall stoppede ikke op, for at lade den store hvide skygge broder komme til hende, hun gik ham i møde. Med lange ranke skridt bar hun den slanke krop frem. Hun fjernede ikke blikket fra den hvide skygge hingst. Han var hendes mål. Først da hun var ganske nær stoppede hun. Om den halve mule formede sig et alt for sødt smil.

"Faal Volin, jeg søgte dig. Jeg ønskede at se den hingst de valgte. Jeg ønsker at møde dig."

Hendes stemme lød som altid alt for sød til at passe til hendes makabre udseende, men hun sang alligevel tonerne frem i denne samme tone hun altid snakkede i. Eller i hvert fald næsten altid.
Hvorfor præcis denne hvide hingst var blevet valgt, var en information N'zall ikke havde fået af skyggerne. Hun vidste blot at han var den første, han som skulle lede og guide dem.

Den sorte nat hoppe blev ikke stående længe før hun med lange skridt bar sig omkring den hvide hingst for at se ham an. Hans lyse udseende passede ikke ind i mørket, alligevel var han som skabt her til. Han var en del af mørket trods hans lyse skind.

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Han var, og havde altid været en enespænder, den der skilte sig ud. Blandt sine søskende, havde endnu en hvid sjæl sluttet sig til dem, men ellers stak han skræmmende meget ud. Dødningbleg i en flok mørke skygger. Men måske det var netop denne egenskab, der havde ført til deres valg. Ført til at skyggernes tunger havde ledt den unge strejfer i kløerne på deres herre. Knækket ham, brækket hans sind itu, og til sidst forenet ham med dem selv.
Som en lysende hvid skygge, slog hingstens hale et kort smæld i luften, og ellers faldt hans krop til ro ved hoppens nærhed. Modsat hvad der kunne forventes, var han tryg ved den nye sjæl, på trods af at hun aldrig havde krydset hans veje. Hvislende ord lullede hans mistroiske sind til ro, forsikrede ham om at denne nye var en af dem, en synder, en af ondskabens budbringere.
"N'zall, her er vi. Den du søger, og han de valgte til at føre det mørke blod ud i Andromedas floder. Og du er den de skabte, den de skænkede de liv broderskabet bragte dem."

Der var ingen spørgsmål i de hæse toner, men det var tydeligt at hingstens stemme for hvert ord voksede sig kraftigere, returnerede til dens forrige stand. Sorte luer slikkede sig op af hans ben, og snoede kort en fletning i den flødehvide man, før de stikkende gav sig til at undersøge det nye selskab. Det var ganske tydeligt at de fandt den mørke hoppe særdeles tiltrækkende, om det var de små væsner der befærdede hendes hove, eller fordi hun var den samme farve som de selv, var dog et spørgsmål kun de kunne besvare. Og det blev gjort på mange vis, og i så mange stemmer, at de næsten overdøvede hinanden, blev til en underlig, underliggende melodi.
Dødningen lod kort de glødende øjne følge hoppens bevægelser, knejsede i den spinkle hals, før han lod hovedet hvile, og i stedet lod brødrene tage fangelegen op. Han behøvede ikke at følge hende med blikket for at kende hendes position, hendes bevægelser, eller sindsstemning. De hvislende slanger fortalte alt hvad der var at vide, og af det, var der massere.

Hingsten der skulle lede og guide dem i den nye orden, var nobel. Det var selv for en ny skabning som N'zall tydeligt at se. Hun havde iagttaget ham nøje. Hver en bid af hans lyse skind kun præget af skyggernes mærker der havde ætset sig ind i hans blege pels. Smuk var han trods han var så lys. Alligevel symboliseret hans ydre at selv lyset kan blive kvalt af mørke. Måske var det, det der gjorde at hans lyse ydre var tiltalene på den måde den nu var.

"Mange ting er jeg informeret om, næsten alt vil jeg mene er blevet mig delt. Jeg har besluttet at give vor' broder en bedre chance på sin opgave, jeg drager ud med dem som end vil følge; ikke for andet end drage opmærksomheden fra den virkelige opgave."

Det var måske ikke nødvendigt at informere den hvide skygge hingst om denne beslutning. Skyggerne havde muligvis allerede informeret ham om denne idé. Hun havde allerede delt idéen med Volontaïre. Men nyheder spredte hurtigt på disse egne. De blev hvisket og sunget.