Reliable reasons ❋ Fuyu no Kitsune

´Reliable reasons

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Forandring. Alt var i en evig forandring, også selvom det ikke altid føltes sådan når man levede i et land som Andromeda. Her skete sjældent noget, når man ikke var en del af det. Man fulgte blot årstideres skiften, og dagenes vante gang fra nat til dag og til nat igen. Der kunne gå uger når man troede der var gået dage, og Fame havde selv været i den situation.. det var efterhånden snart 3 år siden hun var blevet mor til Rasbell, og alligevel føltes tiden som få måneder. Ahh jah, men sådan var det ikke mere.
Med et var den rustfarvede sirene blevet vækket. Hun var vågnet fra en dvale på havets bund, og var nu på vej imod overfladen. Hun hørte alt, så alt og følte alt på ny, og for første gang i evigheder, følte hun sig atter som en del af Andromedas. Nok var hendes vej ikke hvad landet ønskede.... Men den var tiltrækkende nok til hun havde betrådt den uden mange tanker. Og nu stod hun her... på Foehns askefyldte enge. Hun åndede luften, hun følte den milde vind. Og hun følte sig i live.

Den rustfarvedes blik åbnedes med et sæt. Hendes øjne glødede i den svage aftensol, og bar den samme farve som den runde skive på røde aftener. De glimtede af en skjult fråd, og strålede af en nyvunden sikkerhed hun i tider havde vaklet med.
Hendes flødefarvede hale hvislede bagved hende, og den rustfarvede skridtede langsomt igennem engen. Hendes skridt bar en præcision og ynde hun ikke havde fulgt længe, og hendes dans havde udvidet sig. Hun følte sig sikker, sådan som hun gik her... og selv hvis hun tvivlede, eller hendes tanker sneg sig tilbage imod den brogede og veg, var der altid en ny vilje til at trække hende videre.

Hun var skyggehoppen Fame, skyggerosen i broderskabet.

Og med et fnys prøvede hoppen at strække sine nye skygger ud, og lede efter nogle omkring sig. Hendes skygger, deres skygger.... de skulle en dag blive som en forlænget del af hende. Og for hvert sekund der gik, kom den dag tættere på. 

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Fuyu no Kitsune
Brother of the Shadows

Som en fjern silhuet betragtede en hingst den rødglødende hoppe. Hun var kommet langt, meget langt, fra det sted de første gang havde mødtes. En nat med kaos brølende i ørene, og Alduins ild strømmende om benene, havde han hvislet lokkende tilnærmelser i hendes øre, bragt hende et afkom hun sidenhen havde rejst vel. Og nu var hun endelig iblandt dem, fuldbåren, med et mørkt sind, fourenet af mørke tunger og sirene sange. I sandheden var hun køn, klædt i nattens mørke huer, og med den evigt flydende man faldende omkring sin slanke krop.
Dødninge hingsten var sjældent en til at tage kropslige ting for nær til sjælen. Det var ting der kom og gik, lige som livet. Skønhed falmede, liv ebbede ud, og solen druknede i et flammehav, og dog var der en sær stolhed ved visheden om, at han var blandt dem der havde budt denne nye skygge til Aljun. Hendes skygger, rødlige af kulør, afsøgte nysgærrigt området omkring hendes blodfarvede skikkelse. Som de spæde individer de var, nyskilt fra hendes sjæl, og nyligt kommet til live. Et sageligt smil tegnede sig på hans arrede mule, noget man skulle lede længe efter, og med et kort fnys satte han i bevægelse.

Det havde været dage siden han havde forladt sit ly, og igen var draget ud blandt de levende, frem for at hvisle med skyggerne, og dog sås de utallige dage stadig på hans krop. Afmagret var han, selvom musklerne gradvist vendte tilbage under det smulle elfenbenshvide skind. Han var på ingen måde den samme hingst hun havde mødt den gang, og dog fortalte hans særprægede bevægelser andet. Elegance fulgte med hver bevægelse, og et udtryk af rovdyr synes at skrige fra hvert hjørne af den benede krop.
Selvom han trådte nærmere, brød han ikke hoppens stilhed, men lod hendes nye sind være den der opdagede hans nærhed. Brudne stykker af hans eget, skyggeslanger, dansede på jorden omkring ham, og synes at løbe hoppens i møde. Som var de genforenet efter evigheder adskilt. På sin vis var alle skyggevæsner vel i familie, præcis som hun var hans søster, og han hendes bror.

´Reliable reasons.

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Et mørkt hav bredte sig omkring hende, da skygger i forskellige former og størrelser gled ud i det område de kendte så godt. Deres land, deres hjem, og nu også Fames hjem. De gled over den mørke jord, dansede over forhindringer og så man godt efter, blinkede havet mørkerødt i korte glimt.
Fames eget blik betragtede dem. Hun yndede dem en opmærksomhed uden lige, og hendes tanker gled kærtegnende om de skygger der sivede ud af hendes bringe og hals. Som en bølgende kappe gled de over hende skuldre førhen de ramte jorde. De var smukke... endnu var de nok svage, og endnu var de nye. Begge skulle vende sig til denne... samhørighed. Men den røde havde intet andet end en spirende følelse af tæthed med dem.
Her var noget...

Hun følte det før hun så det. Ham. Hendes mørke stivnede, men ikke i en paralyseret tilstand. Nej, nærmere en forundret pause.. denne, tilhørelse. Denne ... følelse. Hoppens smil bredte sig en anelse, og forundret vippede hun det fine hoved på sned. Denne følelse af et andet individ, og alligevel ikke en fremmed. Hoppen kendte skyggeræven efter deres sidste møde. Den røde sirene havde endda båret hans føl, og opdraget hende i tiden derefter. Men aldrig havde hun følt ham.
Hans tilstedeværelse var som et fjernt ekko af hendes, og en nynnende tone steg fra den rustfarvede. I solen glødede hendes røde skind, og med et kast med hovedet satte hun i bevægelse. Dansende, yndefulde og ædle. En doven afslappethed fulgte den røde skabning, der med et smil om den mørke mule mødte lederen af hendes nye familie, og dog ligeså meget hendes ligemand og bror.

Han lignede ikke sig selv, kunne Skyggerosen dog hurtigt konstatere. omend hans farver stadig var hvide og hans væremåde elegant, så var han mager. Men hoppens blik så forbi det i momentet, selvom hendes tanker ofte gik på udseendet. For Fame så ham, og en mild latter steg fra den elegante skabning Fame.

"Fuyu no Kitsune.... "
Mumlede hun, og stoppede da foran den hvide. De dybrøde skygger svirrede om hende, legede med hendes flødefarvede man førhen de atter lagde sig på jorden ved de mørke der emmede fra ham. Hendes blik var tavst... et mystisk blik, der emmede at tvetydige spørgsmål som hun godt kendte svaret på. Så den mørke sirene lod blot stilheden tale for sig, selvom der ingen stilhed var omkring dem i dette moment.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".