Beyond the Big Blue Sea

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Tag: Leonora

Mange ting kunne siges om Andromeda, men om det hele var sandt kunne ingen sige. En ting var dog sikkert; det var ikke et land, men derimod en klynge af øer, som ikke alle havde sat deres hove på. En lille, lys hoppe var blandt dem, som ikke havde sat sine hove på dem alle - faktisk havde ikke sat dem på andre end en enkelt, nemlig den hun var "født" på. Ikke at hun var født i Andromeda, men det var en anden sag, for i hendes hoved var hun, hun havde bare aldrig fået andet at vide.
Hvorfor hun aldrig havde været andre steder var svært at sige. Måske var hun bare ikke ventyrlysten nok eller måske havde hun bare haft nok i det hun havde på Leventera. Uanset hvad der var tilfældet, så kunne det hele meget vel snart ændre sig.

På trods af hendes ringe størrelse, så kunne Daphne løbe med god fart. Det var ikke nok til at kunne holde trit med nogen som helst der var betydeligt større end hende - hvilket inkludere stort set alle i Andromeda - men sløvt gik det heller ikke for sig, mens hun begav sig igennem Teylar's område. Hun vidste allerede hendes mål, men det havde taget lidt tid at finde, for hun vidste ikke hvor hendes mål rent faktisk var. I hvert fald ikke indtil nu, hvor hun skimtede en sort skikkelse ved siden af en sø, som lå fint og glimtede i det ellers grønne landskab. Et vrinsk meldte hendes ankomst inden hun nåede sin destination - godt nok kendte den sorte hende, men Daphne var ikke en, som sneg sig op på andre.

"Hej Mor," lød det forpustet fra hende, da hun kom til at hastigt stop ved siden af den sorte hoppe. Et smil prydede hendes mule og et velkendt glimt i øjet ville fortælle den sorte hoppe, hvorfor hendes datter var kommet ilende; hun havde et spørgsmål.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

En sort hoppe lå ved kanten af søen, som lå i hjertet af Teylar. Freden herskede omkring hende, og fuglenes sagte sang kunne høres fra træernes toppe. Et øre var tippet imod søens blanke overflade som af og til blev forstyrret af insekter, eller mindre fisk der søgte at smage på luften over vandet; det andet øre var vippet imod de mere åbne omgivelser bag den sorte hoppe, som udgjorde Teylar's område. En sagte brummen forlod den sorte hoppes mule, inden en lyd fangede hendes opmærksomhed. Begge ører blev tippet bagud og herefter drejede den sorte Leonora sit hoved, for at skimte efter et vrinsk som hun kendte meget godt; det var lyden af hendes datter Daphne, som havde valgt at lægge vejen forbi sit hjem. Ikke længe var den sorte om at stable sig på benene og vende fronten imod hendes datter, som kom pilende i højt tempo, med den vante glade aura omkring hendes lyse krop. Et smil fandt automatisk vej til den sorte hoppes mule, inden hun udsendte en hilsende brummen og trådte sin datter imøde, som snart var ved hende.

,,Hej min pige"

Lød den milde stemme, inden den sorte rakte mulen ned for at kærtegne hendes datter. Nok var Daphne en voksen sjæl, med et liv af hendes eget at forme; men ikke desto mindre udviste Leonora stadigt den samme moderlige kærlighed overfor hende, og det ville hun nok altid gøre. Hun puffede let imod den perlemorsfarvede hals, inden hun nappede blidt imod hendes skind. Det var længe siden de to sjæle havde været i hinandens nærhed, og Leonora var ganske glad for at have sin datter ved sin side igen.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Den perlemorsfarvede hoppe vippede let med ørerne da hendes mor puffede til hende, men hun nappede legende igen. Det var ved at være et godt stykke tid siden, at hun sidst havde været i hjertet af Teylar's område. Ikke fordi hun havde noget mod at være her - for hun elskede skam det sted, hvor hun var vokset op - men fordi hun havde haft brug for at vokse op. Hun havde lænet sig så meget op af sin mor og af den tryghed, som hun fandt i det område, som Teylar besad, at hun simpelthen ikke var blevet voksen. Hendes krop var måske vokset og passede til en på hendes alder, mens hendes sjæl og hovede havde stadig tilført den Daphne, som Leonora havde fundet engang for lang tid siden. Det i sig selv var ikke dårligt eller forkert, men det havde bare vært nødvendigt, at den Daphne blev ladt tilbage og en mere moden Daphne tog styringen. Der var dog meget, rigtig meget, som ikke havde ændret sig når det gjaldt hende, men der var også nogle sider som endeligt havde blomstret.

"Jeg er virkelig glad for at se dig igen," sagde hun med et smil da hun knugede sig, så godt hun nu kunne, op af sin mors skulder i et kram. Ordene kom lidt hurtigt, både fordi hun rent faktisk var glad, men også fordi hun havde sit spørgsmål. Først var der dog andre spørgsmål, som skulle stilles og besvares, for godt nok var hun meget interesseret i et få et svar på sit spørgsmål, men dårligt opdraget var hun altså ikke. "Alt vel her i Teylar?" Spørgsmålet var ment så oprigtigt som det kunne være, for hun var skam interesseret i at høre, hvordan det gik her - hun havde jo ikke haft den helt store kontakt til nogen som helst fra flokken på det seneste - men det skjulte ikke helt hendes iver for at komme videre i teksten så om sige.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Duften og følelsen af den endnu lille hoppe, som Leonora for år tilbage havde fundet efterladt alene, skabte en indre ro hos den sorte, som hun længe havde savnet. Det var sådan, at Leonora var en sjæl, som havde brug for netop det et afkom kunne give; den form for kærlighed, som ikke fandtes mellem to voksende sjæle, men kun de som delte moder-afkom båndet. Hun brummede varmt imod sin datter, inden hun lod et nap af lidt mere opfordrende karakter opfølge hendes datters legende. Aldrig havde den sorte Leonora haft noget imod leg, udfoldelser og eventyr; for hun vidste, at det netop var det som formede de unge. Nok var hun selv en sjæl, hvis sind ej kunne tåle netop dette alene, men sammen med sine afkom, eller få ganske særlige sjæle i landet, kunne hun finde den indre tryghed og styrke der skulle til.
Et øre blev vrikket frem ved lyden af Daphnes stemme. Kort efter fandt de blå øjne vej imod hendes, og det moderlige smil bredte sig helt til kernen af de blå øjne.

,,Du har været savnet, kære Daphne. Og alt går godt her; der er ro og fred som altid. Hvordan står det dig til, kære datter?"

Leonora var oprigtigt interesseret i at høre, hvor den marmorsfarvede hoppe havde vandret, siden hun sidst have været ved hendes hjemtræ. Leonora strøg hende forsigtigt over halsen med retning imod hendes hoved, inden hun drejede sin krop rundt, så hun placerede sig ved siden af den lille hoppe; som nok var voksen nu af krop, men ej af sind - det kunne det sorte hoppe snildt mærke på den unge Daphne. Hun brummede moderligt til hende efterfølgende, inden hun slog et slag med hovedet. Hun ville gerne følge sin datter op til træet, som hun havde sovet under hver nat de første år af hendes liv; det træ, som Leonora anså som værende hende og hendes families.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne var glad for at høre, at alt gik stille og roligt som det skulle. Som sådan havde hun ikke forventet andet, for selvom hun var væk var hun jo hverken blind eller døv, men det var altid beroligende at vide, at det også gik som man forventede. Intet ville være værre end hvis hun gik uvidende rundt og troede, at alting var fint, mens de faktisk ikke var det.

Der gik ikke mere end et øjeblik før den lille hoppe begyndte at gå efter hentydningen fra den sorte - hun kunne sagtens snakke mens de gik, for multitaske kunne man vel! Af ren vane gik hun en smule hurtigere end hun ville have gjort, hvis bare hun gik alene, for hun ville ikke have, at hendes mor skulle gå underligt langsomt; det var nemmere for hende at sætte farten op end for Leonora at gå langsomt nok til at det passede. Daphne havde heller ikke noget mod at gå hurtigere, for det føltes egentligt fint nok. Faktisk kunne hun godt lide det, hvis hun tænkte over det. Måske fordi hun var van til det og aldrig rigtigt havde kendt andet, når hun var i selskab med andre, men måske også bare fordi det tillod hende at have noget iver i sin gang uden, at det 'gik ud over andre'.

"Det går fint for mig, der sker ikke rigtigt det store, men jeg gætter, at jeg heller ikke helt kan forvente det, når jeg bliver her på øen," sagde hun med et smil inden hun vendte sin krop en smule, så hun gik let sidelæns. "Og apropos øer... jeg har været ude ved havet et par gange nu og jeg har set de andre øer." Der faldt en stilhed over hende mens hun prøvede at formulere sit spørgsmål, men den holdt kun et par øjeblikke, før det gik op for hende, at det hun havde sagt muligvis kunne forståes forkert. "Altså, jeg har bare set på dem fra stranden, jeg har ikke været ude på dem, for... for... hvad er de for nogle øer, Mor?"

Daphne var ikke komplet uvidende omkring de andre øer, for hun kendte da deres navne, men mere vidste hun heller ikke rigtigt. Hun kunne se, at Enophis havde bjerge og Zenobia en underlig, gylden farve, men længere rækkede hendes syn heller ikke. Som sådan havde hun ingen lyst til at besøge dem, men nysgerrig som hun var ønskede hun heller ikke at være uvidende om noget, som var så tæt på hende.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

De ivrige skridt ved hendes side havde været savnet. Den urytmiske takt, som deres kombinerede hovtrin skabte, vuggede en rar fornemmelse frem i den sorte hoppes indre; minderne om dengang den unge Daphne blot var et føl, hvis liv havde haft brug for den sorte hoppes omsorg. Hun brummede sagte, med en saglig undertone, inden hun lod den sorte mule, som hans ud for den mindre hoppes hals puffe ganske let til hende. Den energi, som den lille hoppe mønstrede havde altid været opkvikkende; men netop denne dag havde det faktisk den modsatte effekt på den sorte hoppe, som nærmest synede at falde endnu mere til ro ved siden af sin datter.
Retningen imod træet havde de, og blot som det kom til syne, vrikkede Leonora et øre imod den perlemorsfarvede hoppe, hvis lyse toner nu udfyldte tomrummet, som hang imellem dem. Et lille smil tegnede sig om mulen på Leonora, da hendes datter nu nærmest dansede sidelæns imens hendes ord blev sagt. Hun spurgte indtil de andre øer, som Andromeda var skabt af; hvad det var for nogle. En feminin, om end dyb brummen forlod hendes bug, inden de milde toner som stod i så stor kontrast til det sårbare sind hoppen ejede, begyndte at forme ord.

,,Andromeda er, så vidt jeg har fundet ud af, et ørige. Der findes vidst 5 øer, hvoraf vi bor på Leventera. Der findes øen med de store bjerge, som man vidst kan skimte fra stranden - Enophis. Så er der sandøen Zenobia, som også kan ses på de klare dage, og derud over findes der Chibale og Foehn - men Foehn ville jeg råde dig til at holde dig fra. Der findes en vulkan, og efter sigende skulle der findes levende skygger på den ø, som har ondskabsfulde hensigter. De andre øer er smukke, og så vidt jeg er orienteret sikre og fredelige"

Hendes blik veg et kort øjeblik fra den perlemorsfarvede hoppe for at se, om andre af flokkens medlemmer var i nærheden af deres hjemtræ. Nu var det jo ej sådan, at den sorte og hendes familie ejede træet; det var en del af flokken, og alle var velkommen til at søge ly under det - men med tiden var det blot blevet den sorte hoppes tilflugtssted. Hun brummede tilfredst da der ikke var andre i syne, og derpå vendte hun atter de krystalblå øjne imod hendes datter, hvis sind emmede af nysgerrighed og ivrighed.

Daphne

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

Daphne's ører var spidsede til det yderste da den sorte hoppe begyndte at forklare de fem øer, som udgjorde Andromeda. På en måde var det underligt, at der ikke var mere end fem af dem, for ingen af dem kunne da være sådan umådeligt store, kunne de vel? De fem øer kunne umuligt udgøre alt hvad der eksisterede, hvilket skabte et nyt spørgsmål i den unge hoppes hoved: hvad var der længere derude? Hvad lå bag øerne? Der kunne umuligt være ingenting, for havet kunne vel ikke forsætte i det uendelige... eller kunne det?
En anden ting, som fangede den lyses opmærksomhed var forklaringen af Foehn. Et sted hvor levende skygger boede. Det gav ikke mening for den lille hoppe, for skygger var ikke levende. Skygger var noget, som alting kastede, når lys ramte dem, så de kunne ikke være levende... vel? Og dog plejede hendes mor jo ikke just at lyve for hende, så måske var der noget om det, selvom det ikke gav mening? Uanset, så gav deres hensigter i hvert fald ikke mening. Hvorfor var de ondskabsfulde? Ingen fik noget godt ud af at være ondskabsfulde!

"Hvorfor har de ondskabsfulde hensigter?" spurgte hun med en lavere stemme end før. Som sådan var hun ikke blevet skræmt af sin mors ord, men hun vidste også godt, at når man talte om sådanne ting, så piplede man ikke afsted med en lys stemme. Nok var hun ikke den seriøse type, men hvis emnet talte for det, så kunne hun skam godt dæmpe sin energiske nysgerrighed og tale ordentligt om emnet. "Der er jo ikke nogen, som får noget godt ud af ondskab..."

Daphne glemte alt om hvor de var på vej hen og forsatte blot sine skrå skridt, selvom de ikke just var den mest effektive måde at bevæge sig på og næsten altid endte med at hun klottede over sine egne ben. Denne gang var ikke en af dem, hvor hun var heldig og ikke gjorde det, så pludseligt fumlede hun et par skridt inden hun endeligt faldt tilbage til at gå lige ud ved siden af den sorte hoppe. Hendes øjne veg dog ikke fra hende og selvom hun havde sænket sin stemme og holdt sin ivrighed i ro, så lyste de stadig af nysgerrighed.

Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ Ƹ̴Ӂ̴Ʒ

De to sjæle var snart ved træet, der rakte imod himlen i alt sin pragt. Gammelt måtte det være, for stammen var bred, solid og træet top spækket med grene, der rakte i alle retninger. Under det fredfyldte træ bredte en svalende skygge sig, som på sommerdage som denne var en ren velsignelse. Den sorte hoppe puffede blidt imod hendes perlemorsfarvede datter, hvis livsglæde strålede fra hende, som solens stråler. Kort efter lød den lille Daphne's stemme på ny, og den beherskelse der hvilede i de nu lavmeldte toner, fik igen Leonora til at smile ganske svagt. Den mimik der lå i den lille hoppe var fascinerende, og hele hendes krop synes at fortælle den sindsstemning der lå bag, og selvom der ikke var frygt at spore i den unge hoppes sind og toner, stod det tydeligt frem, at der lå en respekt for det, som den sorte hoppe omtalte. Det fik vel egentlig den sorte Leonora til at føle en form for stolthed; for den unge Daphne viste allerede tegn på at blive en hoppe, der ville besidde fromhed og selvkontrol; men uden at miste den ivrighed og nysgerrighed hun havde omkring landets mysterier. Hun brummede sagte, inden hun placerede sig under det store træ, med en inviterende gestus sendt imod hendes datter; hun bød hende stille sig ved hendes side. Herefter lod den sorte Leonora på ny hendes toner lyde, for at besvare det spørgsmål som den unge Daphne havde - hvilket var et spørgsmål, som den sorte hoppe egentlig havde svært ved at svare på.

,,Ser du, Daphne. Hvorfor de besidder ondsindede hensigter, er ikke noget jeg kan svare på. Jeg har aldrig mødt disse "Skygger", og kender kun til dem, gennem andre sjæles beretninger. Ondskab er dog noget, jeg før har mødt; og jeg vil give dig ret, umiddelbart er der ikke noget at vinde på at udøve ondskab imod andre. De sjæle jeg har mødt, som har haft ondskab i deres sind, har ofte været alene og frustreret, og søgt magt for at hæve sig over andre, eller påtvinge dem deres egen vilje, for på den måde at føle, at nogen holder af dem. Desværre tror jeg at de, som tyer til ondskab ofte er misforståede, ensomme skabninger. På den anden side, tror jeg også at en balance er nødvendig for at kunne værtsætte det gode i livet. Ondskab direkte, ville jeg håbe vi kan leve foruden, men hvis ikke livet tilbyder udfordringer, vil det smukke og det gode måske gå tabt, og blot føles som hverdag. "

Leonora tav nu og rakte sin lange, velformede hals ned imod den unge Daphne. De tanker, som hun delte med sin datter, kunne virke store og abstrakte; og det var ikke sikkert at Daphne overhovedet forstod tanken om balance mellem det gode og det onde. Dog ville Leonora gøre hvad hun kunne, for at forklare dette for sin datter, da hun ikke ønskede at Daphne skulle vokse op i en naiv tro om, at verden kun tilbød vidunderlige ting, da dette kunne bringe den unge hoppe i farer. Leonora selv havde altid været en hoppe, der havde sans og respekt for livets udfordringer, og vidste at for at kunne føle glæde, var man også nødt til at lære hvad sorg og frygt var. De sidste år havde hun dog selv følt overvejede sorgen og frygten, hvilket havde forsaget den forandring, som den sorte hoppe gennemgik efter hun kom til landet - og som hun først nu var begyndt at bevæge sig væk fra. Hun var begyndt at se solen igen, mærke varmen og blive betaget af skønheden. Dette kunne hun takke sine afkom for, for den ubetingede kærlighed hun havde for dem, og den hun havde modtaget, havde bragt den ellers ødelagte hoppe tættere på en hel version af sig selv.