Mother dear ¤ Fame

Den askefødtes mule mimrede svagt i den milde vind. I dag var Foehn utroligt stille, og selv bølgerne kunne kun svagt høres, selvom hun befandt sig relativt tæt på kysten. Hendes tanker gik imod de mere stormende aftner med et smil, og når man så kontrasten der var i dag, var det... mærkeligt. Aldrig havde hun overvejet det nærmere - sådanne tanker sloges Rasbell ikke ofte med. Men i dag var anderledes, da hun for første gang ikke kun flagrede rundt i landet, altid søgende efter nyt at se og opdage. Nej, i dag var en stille dag... selv for hende.
Hun kunne ikke helt sige, om det var vejret der havde smittet af på den ellers stormlune hoppe. Men hendes temperament var dalet ned til en mild summen.

De lyseblå øjne gled roligt over det takkede landskab af ren instinkt, men da hun intet fandt at speciel interesse, sænkede hun i stedet hovedet nippende imod jorde. Mange ville tænke at Foehn ikke var frodig... og de havde ret, hvis man kun sammenlignede med sommerdagene på øer som Chibale. Men den askefødte havde boet her hele sit liv... og hun så frodigheden mørkeøen havde at byde på.
Og da hun tilfreds rev en god tot af, smilede hun en anelse muntert for sig selv. For det her... det var rigeligt frodig til hende.

´Mother dear

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Stille aftener kunne altid findes. Man kunne lede efter dem, gemme sig i fordybninger i landet eller fare vild i de store skove. Man kunne skjule sig for omverdenen, og når der ingen var omkring en selv, var der stille. Stilheden var for nogle en rar faktorer at have med, stilheden betød alene tid. Men Fame havde aldrig selv været en af de fans.
Hendes dage skulle leves, og dermed skiftede planer som vinden blæste. Selv når vinden blæste svagt, sådan som den gjorde i dag. Hun var en flydende skabning... selv nu. Selv nu hvor en fornemmelse havde afløst hendes idéer om at finde flere fra flokken, og stedet trippe ud imod kystområderne.

Hendes rødlige øjne glødede svagt. Omkring hende bevægede skyggerne sig dovent fremad, som gjorde de en lidt forsinket dans af hoppens egen. De var ikke mange lige nu, de ønskede ikke at være til i dagens stråler. Men skyggerosen hørte dem ligeså tydeligt som hun så de begyndende klitter til strandene. Den vej travede hun, og så med tilfredshed hvordan hendes skikkelse yndefuldt gled over området. Bølgerne lokker af flødefarvet man, og hoppens egen elegante skikkelse.
Da var det hun så Rasbell. Hoppens hoved rykkedes en anelse fremad. Hendes øjne fæstnede sig ved hendes støvbrune datter, og med en dæmpet brummen nærmede den rustfarvede skyggehoppe sig. Hendes dybrøde venner følte en ændring i hoppens sind, og en mindre strøm af følelser bølgede igennem hende, men fælles var de om en ting. Selvom hoppen engang havde afskyet sin datter, var hun med tiden kommet til at holde af den sølle skabning. Så kærlighed, det havde hun skam stadig...

"Rasbelle...?"
Hoppens stemme emmede af nye lag og toner, men stadig holdt hendes stemme dette spørgsmålstegn yderst. For hvordan ville hun reagere?

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Nippende og gumlende trissede Rasbell over engen. Hendes skridt var langsomme, for det gik bestemt ikke hurtigt.... det skulle det heller ikke, hurtig spisning var ikke noget der stod øverst på hendes liste i dag. Men alligevel nåede hun at stå der i nogle minutter, måske en halv times tid, inden at en stemme kaldte hende.
Hoppens ører vippede, og i et ryk drejede den askefødte hovedet, ledende efter hvem der kunne have sagt det. Og selv da hun så hoppen, gik der alligevel et langt sekund før at hun rigtig så hvem det nu var der stod lidt fra hende. Smuk, glødende men forandret...

"Mor?"
Rasbells stemme var vantro, og undrende rynkede hun på mulen ved synet af den rustrøde. Fame, hendes mor, havde fået flere roser end sidst de sås. Rasbell vidste godt at hendes mor yndede at plukke dem... men det her havde hun aldrig set.
Dog gik der ikke længe inden at et smil brød hendes tavse undren, og med et grin bevægede hun sig imod Fame.

"Mor!"
Udbrød hun begejstret, og trippede tættere på hende. Hoppens hals lagde sig om hendes mor, men varsom var hun med hendes nye... pynt. Man vidste jo aldrig hvad de var lavet af.
Hendes himmelblå øjne gled søgende over moren da hun først havde sluppet hende, og stilhed sænkede sig over det unge sind. Var hun... var hun blevet en skyggehest? For den støvbrune mente bestemt at det var mørke rødder hun så under rosens blade, og med et forvirret blik fandt hun Fames igen.

"Hvad er der sket? Hvornår..?"

´Mother dear

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Den røde ventede. Det virkede som en mindre evighed for hendes Rasbelles blik blev genkendende igen, og med et lille smil i den ene mundvig gik hun hende nærmere. Et sted i baghovedet havde hun overvejet muligheden at den støvbrune slet ikke kunne genkende hende. Men et lille grin ekkoede omkring hende, og hun rystede umærkeligt på hovedet ved den idé. Hun, dem, de... de var ligesom før, bare bedre. Og den rustrøde ville aldrig miste alt det hun var.
Den flødefarvede man bølgede omkring hende, da hun med et lille suk selv krammede hendes datter. Færten af hende havde ikke ændret sig, og med en svag brummen nussede hun Rasbells hals, der efterhånden var mere og mere dækket af den snehvide man. Flot var hun blevet, den unge dame. Og så hun rigtig efter, følte hun hvordan at Rasbell var vokset hende over hovedet.

"Goddag askeunge..."
Nynnede hun som svar. De røde øjne tog en anelse til i glød, og med et enkelt nik trådte den rustrøde skønhed et skridt tilbage. Og imens stilhed lagde sig over dem begge, betragtede Fame hendes datter undersøge hendes nye udseende.
Dybrøde slanger brød frem omkring hoppen, søgte efter den askefødte, men rørte hende ikke endnu. De hvislede, de hviskede og de vurderede hende. Strejfede en enkelt gang flygtigt hendes hals, førhen de trak sig tilbage til skyggerosens bringe. Her dansede de tavst, men nysgerrige for hvem denne hoppe var. Jovidst, ligesom Fame vidste hvem hendes datter var, gjorde hendes kære det også. Men aldrig havde de rørt hende som Fame, og derpå ventede de i utålmodighed. 

"Et ønske blev indfriet, og jeg blev velsignet for få dage siden... min kære, din fremtid kommer tættere og tættere på med hastige skridt.. "
Nynnede den røde Sirene, og der slap hun de mørke slanger. Som en tåge bredte de sig omkring deres ben, og med en mild men tilfreds latter lukkede Fame øjnene en anelse i.
Undersøgende gled de nærmere imod den støvbrune. De dansede for hendes øjne, gled over hendes ben og smøg sig om hendes flanker. For hun var datter af Fuyu og Fame... begge kendte for skyggerne, der dog ikke fornemmede noget lignende i hoppen.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".