Remind Me | Asira

Taia
When the hope of morning starts to fade in me
I don't dare let darkness have its way with me

Tag: @asira

Hvor er jeg...?

Stilhed,

Var der noget, som jeg prøvede at opnå...?

Intet svar.

Hvor var jeg på vej hen...?

I stedet hvor hverken levende eller døde satte deres hove stod hoppen enligt. Hendes øjne var halvt lukkede mens hun sløvt stirrede ud i ingenting. Hun havde for længst glemt hvad hun lavede der, faktisk havde hun helt glemt hvad hun havde haft gang i. Hvad der havde fået hende til at gå i stå, så tiden blot flød forbi hende som en flod omkring en sten, det kunne ingen dog sige, end ikke hende selv. Hvornår hun var stoppet vidste hun ej heller. I det øjeblik, som hun sad fast i, vidste hun ikke andet end at hun intet vidste.

Når man ikke høre til noget sted, så er der intet til at holde en fast og det vidste hoppen et eller andet sted. Hun vidste det på samme måde, som nogen vidste at et glemt minde eksisterede. Man havde et ekko af det, en ide om at noget bestemt skulle eksistere, men hvad præcis det var, det vidste man ikke. Man vidste bare, at der engang havde været noget, som nu manglede. Normalt betød det ikke så meget, hvis man havde glemt hvad det hele var, men for hende var ekkoet alt hun havde at holde fast i. Hvis hun først glemte det, så var der intet til at holde hende til dette sted, hvor hun stadig kunne kæmpe sig tilbage til at høre til et sted. Hvis hun glemte det ekko, så ville denne verden glemme hendes eksistens.

Og glemme det kunne hun meget vel, for hun sank heletiden længere og længere ned i sin fortabte verden.

På et eller andet tidspunkt lukkede hun helt sine øjne i, tillod sig at glemme for et øjeblik, men hastigt åbnede hun dem igen. Hun måtte ikke glemme. Hun skulle huske! Hvad hun skulle huske havde hun glemt, men hun var nød til at klamre sig til at skulle huske. Hun kunne ikke give slip på at huske!

Men hvorfor kan jeg ikke det...?

Verden gik mest forbi hende uden, at hun lagde mærke hvad der egentligt skete. Der var nok et par stykker der var gået igennem hende, men det ænsede hun ikke rigtigt mere. De havde sikkert følt en kulde, men det var også det eneste, som ville have tydeliggjort, at noget var anderledes, men de havde næppe opfanget det som andet end en underligt kold skygge eller en pludselig vind. I ny og næ hændte det dog, at noget fangede hendes opmærksomhed, oftest uden at fastholde hendes opmærksomhed længe nok til, at hun dog huskede noget.

 Men i dag var det anderledes. Noget fangede hendes blik og fastholdt det. En grå hoppe, som var begyndt at græsse på engen lige foran hende. Langsomt lagde hoppen sit hoved på skrå mens hun betragtede skikkelsen. Der var noget bekendt over den, men hun kunne ikke placere det. Noget sagde hende, at skikkelsen var vigtig, men der var ingen grund bag tanken. Den var der bare, men pludseligt dukkede et navn op ved siden af den...

"Asira."

And the hope of morning makes me worth the fight
I will not be giving in tonight