WHEN METAL MEETS A ROSE ✗ Fame

Chrome
✕ I'm a young lover's rage ✕

When ✗ Solnedgang
Where ✗ Sydøstlige del af Leventera
Who ✗ @fame

I takt med at solen gik ned blev trak skyggerne sig længere og længere langs jorden og deres form blev mere og mere obskur. Før eller siden ville de nå deres største størrelse før månen kom og jog dem bort. Dog ville de være stærkest om natten, for selvom månen ville skinne fra en skyfri himmel i nat, så kunne den på ingen måde slå den blændende sol, som i sin sidste stund badede ø-riget i et varmt, rødt lys.

Chrome græssede for sig selv ikke langt fra havet. Det var både normalt og usædvanligt at finde ham alene uden Mitis. At sige de altid var sammen var en overdrivelse, men alligevel var det langt mere normalt at finde ham i den grå hoppes selskab end finde ham alene som de fleste andre i Andromeda kunne. Grunden bag det var både, at han holdt af hende, men også fordi det blot var mere ham. Man kunne ej sige, at han var bange for at være alene, men samtidigt lå det ikke til hans natur at færdes alene i verden. Der havde altid været nogen, som holdt ham med selskab. Først havde det været i hans fars flok, så havde det været blandt de andre bachelorhingste og på et tidspunkt havde der været diverse hoppe. Han havde aldrig været helt og aldeles alene uden nogen at gå til, i hvert fald ikke i længere tid. Måske var det også grunden til, at han i første omgang havde 'samlet' Mitis op... ikke at han funderede særligt meget over det for tiden eller på noget tidspunkt rigtigt havde gjort det egentligt.

Med hovedet godt hævet så den plettede hingst sig omkring. Der lå en rolig atmosfære omkring ham, hvilket var lidt usædvanligt, når han ikke var i selskab med Mitis, men samtidigt var det sandsynligvis fordi, at hun ikke var der, at han ikke var anspændt. Han holdt godt nok af hende, men det betød ikke, at det altid var let at være sammen med hende. Hun havde sine meninger og han sine egne, og de to stemte ikke altid overens - faktisk gjorde de det overraskende sjældent.
Og apropos hende, det var nok snart på tide, at han vendte tilbage til deres mødested. Godt nok nød han at spendere dagen alene, men natten var en helt anden sag.

✕ Gonna need a spark to ignite ✕

´When metal meets a rose.

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Rejser var hårde, og tærende på kræfter. Havet var en mægtig modstander, og den rustfarvede sirene var ingen undtagelse i sine kampe fremad. Det var som om at bølgerne søgte at holde hende på de øer hun nu engang var på, imens hendes egne tanker hellere end gerne trak hende fremad og væk. Som regel var hendes tanker nok.. som regel fandt hun styrke i hendes egen vilje om fremgang, og et ønske der ofte blev til virkelighed når hendes hove betrådte de sandklædte kyster. Men i dag havde det ikke været nok, så det var en udmattet skabning, der midt på dagen var trådt op på Leventares faste jord.
Men med hvile kom enhver sig, og den røde sirene vågnede i natten. Hendes blik glødede svagt i den tiltagende skumring, og et langsomt smil lagde sig om den mørke mule.. Ahh, skumring. Nattetider... i solens sidste stråler tog den rustfarvede sig bedst ud, og i mystikken der fulgte spandt hun drømme af tanker... så i den begyndende aften, og starten på de lange skygger, trådte Skyggerosen frem.

Skoven søgte til tavshed omkring hende, idet Fame trådte igennem den. Ikke fordi hun var der, nej, for hun var ikke en skræmmende skabning. Men fordi at den forberedte sig på hvile, ligesom så mange andre i landet. Så en forventning om fremmede var ikke just hvad der lå hende på sinde, men et sted kunne man altid hoppe. Og den rustrøde havde af erfaring lært, at ganske spændende skabninger kunne findes om natten.
Hendes skridt var tavse, men i stilheden hørte hun en gentagende hvisken. En fin nynnen, en lille melodi. Om den var spundet af Sirenens egen stemme var ikke helt klart, for et lag af skyggetoner lagde sig under hendes stemme. Ganske fredfyldt, ganske idyllisk... men så man den rustfarvedes blik, der glimtede vinrødt i det svage skær af solen, var det alt andet end ro.

For hun var ikke på en sen aftentur... nej, hun var på dagens oplevelse. Hvilken det så ville blive, ville tiden vise.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Chrome
✕ I'm a young lover's rage ✕

Den plettede hingst var sådanset allerede begyndt at få sin vej da noget fangede hans blik og fik ham til at stoppe op. Let kneb han sine øjne sammen i et forsøg på at fokusere på skoven ikke alt for langt borte. Han kunne sværge, at han havde set noget rødt gløde blandt træerne. Let rystede han på hovedet af sig selv - det gav mening, at se noget rødt blandt træerne, for solen var jo ved at gå ned! En brummen forlod ham inden han satte fremad igen, men han nåede kun at lægge sin vægt frem i et enkelt skridt før han standsede igen. Det gav da egentligt ikke mening, at han havde set noget rødt i skoven, for skoven var foran ham, men solen gik ned på hans venstre side, så det var umuligt for lyset at glimte blandt træerne.
Uden tøven vendte hingsten sine ører tilbage og hævede sit hoved lidt. Noget hang ikke sammen her og han brød sig ikke om det. Han kendte ej noget til de skygger, som snoede sig vej gennem ø-riget, i hvert fald ikke mere end nogle løse ord og en håndfuld rygter, som han havde samlet op hist og her, så hans tanker faldt ej på dem. I stedet vendte han blot tilbage til hans den primitive del af ham, som fik ham til at have noget mod alt det, som han ikke rigtigt forstod. Chrome var ikke en nysgerrig hingst når det gjaldt uforklarlige fænomener og et underligt lys ændrede ikke på det - om noget, så forstærkede det det blot.

Godt nok var den plettede hingst ikke bange af sig, men han lagde sigheller aldrig ud med det, som han ikke forstod.

Chrome fnøs før han svirpede med halen og ændrede sin retning lidt, så han ikke længere havde kurs mod skoven. Når der var et underligt lys i den skov der, så ville han bestemt ikke passere gennem den, selv ikke hvis han blot havde set syner. Det ville godt nok tage lidt længere tid at bevæge sig rundt om den lille skov, men det betød ikke så meget, han kunne altid indhente tiden ved at løbe hurtigere. Desuden vidste han, at Mitis ville vente, hvis hun ankom først, så som sådan havde han ikke travlt - han skulle bare ikke lade hende vente unødvendigt længe.

✕ Gonna need a spark to ignite ✕

´When metal meets a rose...

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Hoppens skridt var langsomme, og der var intet hastværk over den rustfarvede skabning. Hun havde intet at nå i disse dage, men brugte dem blot til... tilvænning. Til at forholde sig til hvad og hvem hun var nu, selvom det visse dage kunne være svært. De var der altid, hun var der altid... en del af hende var vågnet op til dåd, og en mere selvbevidst skabning var vokset frem. Snart var det ikke mere sirenen og hendes tanker, men Sirenen og svar... For respons fik hun, omend hun ikke kunne forklare hvilken hvis nogle bad hende sætte ord på det.
Hendes skridt bar hende ud imod skovbrynet, og længere fremme skimtede Skyggerosen starten af en eng, og med en mild brummen trådte hun ud af træernes dække og frem i sene solstråler. Varmen var ikke meget, men lyset fik en ny skikkelse til at træde frem af træer. En der lige just nu, var på vej i den fuldkommen anden retning end skoven.

Den rustrøde stod stille et øjeblik. Hendes mørke øjne fulgte roligt den fremmede skabning, hvis besynderlige mønster dansede for hendes øjne. Var det.. pletter? Fames hoved gled langsomt på sned, og en lille latter listede sig ud af hoppens mørke læber. Åhh, pletter... det havde været et særsyn fra hendes hjemland, og endnu havde hun aldrig mødt nogle i landet heller. Og alene den grund var nok til at søge den fremmede.
En hilsen, en vrinsken understøttet af den samme melodi havde fulgt hende før blev sendt imod den fremmede, og Skyggerosens hoved blev hævet og trukket en anelse ind imod bringen. Og da hun bevægede sig, bølgede de flødefarvede lokker om hende, mens hun roligt nærmede sig en der syntes at have travlt... Åh, hun kunne måske give ham en grund til at blive, og et dovent smil lagde sig om hendes mørke mule. Hun var en selvsikker skabning, hvis elegance hvilede i en fuldkommen tro på at hendes eget væsen. Hun var ikke længere nervøs som hun havde været dengang.

Og det var en velkommen forandring, der klædte den røde Sirene.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Chrome
✕ I'm a young lover's rage ✕

En ting var ikke at være interesseret i at komme nær noget, noget helt andet var rent faktisk at blive borte fra det, hvilket til tider kunne være en smule svært... specielt hvis det, som du ønskede at holde afstand til valgte, at det gerne ville tæt på dig. Man kunne så altid gøre sit bedste for at holde afstand til det alligevel, men alle havde en grænse for, hvor dumme de ville se ud, når det gjaldt noget, som de i realiteten ikke rigtigt vidste noget om.

Chrome var ikke noget langt før en næsten melodisk, ukendt vrinsken nåede ham. Instinktivt vippede hans ører fremad og i retningen af lyden. Hans ører var ikke det eneste, som blev fanget af det ukendte, for han vendte også sit blik i retning af lyden, hvor de faldt på en velbygget, bronzefarvet hoppe. Næsten per refleks trak det en let hingstet brummen fra ham og hans hals tog en let hvælvet form. Ikke så meget, at det virkede overdrevent, men nok til at vise sig bare lige den rigtige smule frem.
At kalde Chrome dum eller sige han havde en manglende koncentrationsevne var nok for hårdt, men ikke desto mindre var det rimelig nemt at fange hans opmærksomhed - og det gjorde det bestemt ikke svære, hvis man var en hoppe og blot en smule køn at se på. Derfor tillod den plettede hingst da også sig selv at skridte tilbage mod skoven igen på trods af, at han lige havde ændret retningen bort fra den. Det ville jo ikke skade noget blot lige at hilse, vel? Desuden, hvem vidste, måske havde hun brug for hjælp og i så fald, så skulle man da være et skarn for blot at gå sin vej.

I første omgang lavede han ingen forbindelse mellem hoppen, som pludseligt havde taget kontakt, og den røde glød, som han havde set i skovens mørke. Da han kom tilpas tæt nok på, lagde han dog sine ører tilbage alligevel. Godt nok ikke fordi han lavede forbindelsen mellem de to, for i solnedgangens lys var det umuligt at se, men fordi der var noget virkelig unaturligt på hendes bringe. Det var ikke naturligt for nogen at have roser siddende på bringen, mindst af alt med noget sort voksende bag dem. Han kunne have accepteret en rosenkrans, men dette var ikke noget så uskyldigt, selv han kunne se det.
Man kunne ikke kalde det frygt, da hingsten stoppede op med en uhøflig lang distance mellem ham og hoppen, men nærmere bare vagtsomhed for det unaturlige, for der var ingen tøven i det. Istedet var der nærmest en trodsighed bag det og han lagde faktisk vægten således, at han tydeligt var klar til at gå sin vej.

Nok havde han ikke hørt meget, men han havde hørt noget, og det noget var muligvis nok.

✕ Gonna need a spark to ignite ✕

´When metal meets a rose....

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Som forventet hørte han hende, og det var med et tilfreds smil Fame så ham vende om. Hvad der først havde virket som en hurtig gang væk fra hende, ændrede sig nu til det genkendelige møde imellem en hingst og en hoppe. Hun havde set det før, hun havde selv spillet den scene utallige gange, og den rustfarvede var klar på endnu en film af møde. Endnu en besnærende dans, endnu en lokkende tone. Den rustrøde kendte de trin som levede hun for dem, og de var ligeså stor en del af hendes identitet som hendes dovne smil. Men en forandring skete da i filmen, og den hakkede et øjeblik. For han stoppede.
Rosenskyggens skridt hakkede ligeså kort, inden at hun i et kort sekund stoppede op. Hvad... hvad lavede han? En underlig grimasse gled over hendes ellers kønne ansigt, og den rustfarvedes øjne spærredes en anelse op. For det var næsen i protest denne plettede stoppede, og sådan var Fame aldrig blevet mødt før. Temaet var med et skiftet, og den røde følte en gnist af vrede i hendes indre. Hvad var der galt? Hvad fejlede han?

Men ligeså hurtigt som den var blusset op, ligeså hurtigt dulmede de den med blide ord og mentale kærtegn. Lappede hendes kort krænkede stolthed sammen, og den bronzeklædte kastede hovedet opad i en stolt holdning. Hendes smil var væk, men dog var det kun rykket videre ti hendes øjne. Vinrøde i lyset, og så betragtende på den plettede hingst, hun ikke kendte navnet på.

"Du stoppede op, du plettede...?"
Hoppens stemme var blød. Og selvom hun ikke talte højt, fyldte den luften omkring dem ligeså tæt som havde hun stået tæt på den spottede skikkelse. Hendes spørgsmål var åbent, men tøvede gjorde hun ikke mere. Nej, den rustfarvede bevægede sig atter frem i sin rolige gang, endnu engang upåvirket af hans vagtsomhed som før. Dog hvilede der en forventning omkring hende, og Fame følte hvordan hun næsten uden overvejelser rakte ud efter den fremmede - ville føle hvem han var, ligesom hun havde kunnet det med Fuyu.. men ak, hun holdt sig tilbage endnu, da hun ikke ønskede at se ham forsvinde.

I hvert fald ikke endnu.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Chrome
✕ I'm a young lover's rage ✕

Ændringen i hoppens måde at opføre sig gik ikke forbi den plettede hingst. Et øjeblik syntes vreden at vælde op i hendes øjne og hun skar en grimasse, men det hele var der kun et øjeblik... et unaturligt kort øjeblik hvis man spurgte ham. Hun var gået fra lokkende til vred og tilbage igen med en hast, hvis lige Chrome ikke havde set i sit liv og han havde skam set mange humørskift. Både på grund af noget han havde gjort og på grund af helt andre ting - det første plejede at være der, hvor humørskiftet skete hurtigst og mest sjældent vendte om igen, som det var tilfældet her.
Hvor hendes smil var forsvundet, havde der aldrig været et at finde på Chrome's mule. I hvert fald ikke så længe hun havde været i stand til at se det og hendes humørskift ændrede det ikke. Hvis noget så fik det ham blot til at rynke sine bryn en smule, for det føltes bare ikke rigtigt for ham. Noget var unaturligt og forkert til en grad han ikke ønskede at arbejde med.

Og så begyndte hun at gå igen. Uden tøven vred Chrome sin ører ned langs sin nakke og hævede sit hoved en anelse mere. Let rynkede han sin mule. Han gad ikke have hende tæt på sig og det var tydeligt. Dog var der stadig ingen frygt at spore hos ham, medmindre man talte mistro og vagtsomhed som dette, hvilket vel egentligt ikke helt var forkert. Samtidigt var det dog forkert, for hvis der havde været frygt at finde, så ville hingsten ej have stået stille med blikket rettet mod det unaturlige. I stedet ville han have veget bort, undgået hende, men dette gjorde han ej. Chrome nægtede at flytte sig, han nægtede at være den, som underlagde sig.

"Ja, det gjorde jeg," svarede han tørt, men kontant. Det var blot en konstatering fra hans side og der var ingen undskylden at finde i hans tone. "Og du valgte at komme tættere på." Igen en tør konstaring, som ikke just lagde op til den dans, som den bronzefarvede hoppe lagde op til. Han måtte give hende, at trods skændslen på hendes bringe, så var hun en køn hoppe - havde hun blot ikke været hvad hun var, så ville han uden tvivl have taget imod hendes opfordring og villigt danset med hende.

✕ Gonna need a spark to ignite ✕

´When metal meets a rose..

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Den fremmedes ører faldt tilbage imod hans kraftige nakke, og den røde sænkede tempoet en anelse. Hvad var nu dette.. om hun var forbavset kunne man ikke sige, for aldrig ændrede hendes blik sig udadtil, så man bort fra den endnu engang korte tøven. Men hun forsatte, selvom hingstens ord klingede noget tørt og hult for hendes ører.
Dog måtte hun stoppe, og stod således et stykke tid. Betragtede ham.. vurderede hvad der kunne skabe denne fjendskab imellem dem, og besluttede i et ryk at det egentlig ikke vedkom hende. Hun behøvede ikke at vide hans grunde.. De vinrøde øjne glimtede en anelse, inden at hun med et udglattende smil strakte halsen en anelse tættere på den fremmede, selvom hun stadig stod meter fra ham.

"Og det er et problem?"
Hendes ord smøg sig omkring dem, og en snert af udfordring lå i hendes stemme. Farligt var det at danse med Sirener, men ærgeligt ville det være om han slap den chance.
Hoppen lagde hovedet på sned, og den flødefarvede man gled kærtegnende ned over hendes slanke hals. Hun fornemmede ikke frygt.. hun fornemmede ikke afsky. Hun fornemmede en protest imod hende, og en følelse af... var det ubehag? Tænksom stod hun et stykke tid, men rettede da sin slanke figur op igen, og tog et skridt til siden og en anelse tilbage. Derpå rettede skyggerosens det fine hoved op også.

"Ville det her være bedre, Plet?"
Hendes stemme indeholdt et ekko af latter, og hun kneb øjnene en anelse sammen. Hun var ikke bange for ham, den vældige skabning, ligesom han ikke frygtede hende. Men hun morede sig nu, hvoraf hun var kommet over sin harme over hans bratte afviselse af hende. For morsomt var det at se dem te sig, dem der følte ubehag eller bekvem ved hendes nærvær, og den rustfarvede Sirene smilede for sig selv.

Det ville være første gang i lang tid...

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

Chrome
✕ I'm a young lover's rage ✕

Enten var hoppen blot ude på at være provokerende eller også var hun bare ikke den klogeste - Chrome havde på fornemmelse at det nok var det første, som var tilfældet, selvom han ikke havde set nok til egentligt at vurdere det. Der var da også et øjebliks tøven, som viste at hun da i hvert fald ikke var blind overfor hvad han gjorde, hvilket altid var positivt. Ikke at han havde det store mod at blive grov hvis det da skulle komme så langt, men det var altid noget, at der var i hvert fald et tegn på, at det nok ikke ville ende der.

"Muligvis," var det eneste svar han havde på hendes spørgsmål. Som sådan ville det ikke være et problem, så længe hun opfangede, at han ikke ville have hende tættere på og hun derfor stoppede eller tog afstand. Det ville derimod blive et problem hvis hun alligevel valgte at komme nærmere.
Da hun trådte tilbage faldt hans holdning en lille smule. Det var nok til at vise, at det hun gjorde var rigtigt nok, men ikke nok til at sige, at han var tilfreds med det, for det var han skam ikke. Helst ville han ikke være tæt nok på hende til at de kunne tale - eller faktisk ville det bedste være, hvis han overhovedet ikke kunne se hende, men det var af åbenlyse grunde ikke helt muligt lige i det øjeblik.

"Det bedste ville være hvis du havde ladt være med kalde, men vi er åbenlyst forbi det nu," svarede han tørt. Han legede på ingen måde med og situationen mindede mest af alt om en omgang tag-fat hvor den ene ikke gad deltage og derfor blot stod stille. Han havde på ingen måde tænkt sig at give hende hvad hun ville have, hvilket måtte være opmærksomhed ifølge ham. Tanken om blot at gå sin vej, og dermed være umådeligt uhøflig, begyndte at forme sig, for han skyldte hende jo egentligt ingenting og hun havde tydeligvis ikke problemer... og hun var jo ikke just en han ønskede at give opmærksomhed til.

✕ Gonna need a spark to ignite ✕

´When metal meets a rose...

"I still swear that we can reign
Like the kings and queens of better yesterdays
together my love, forever"

Forsat stod den plettede, og holdt på sit om at hun bestemt ikke var et ønsket selskab. Han næsten sagde det åbenlyst, og den rødes øjne blev knebet en anelse mere sammen. Ikke i vrede, ikke i irritation, men nok nærmere en prøvet skjult forargelse. Ikke at hun ville lade ham se den, nej bestemt ikke. Men så åbenlyst og tørt var hun aldrig blevet svaret før.
Men Fame smilede, og en lille hovedrysten kom fra hende. Det var ikke en benægtelse, men nærmere et hint af forundring, da hun ikke helt kunne se hvordan det på nogen måde kunne være bedre. Hun havde været alene, og han ligeså. Et selskab var altid noget man kunne nyde, men den rustfarvede Sirene fandt sig i en situation hvor den fremmede ikke ville være med. Ikke ville lege med på hendes små hints, og så bestemt ikke prøve at komme nærmere Skyggerosen. Alt i alt, mærkeligt og et sted langt, langt væk, var det sårende.

"Jeg mindes ikke at have set dig nogensinde.. man skulle ellers tro en skikkelse som dig ville være nem at huske"
Sagde hun i stedet, og undlod at svare på hans stikpille. Det fine hoved blev trukket en anelse tilbage, og en tone af spørgen lå tilbage efter hendes ord. For kom han herfra? Eller var han ligesom hende, pludselig havnet her..
Egentlig, interesserede det det ikke bronzehoppen. Hun behøvede ikke at vide det, men ønskede han slappede mere af. Lade hende komme nærmere, så hoppen igen kunne genvinde en fatning hun følte langsomt slap fra hende, som sand gled imellem fingre. For det nagede bag de vinrøde øjne, selvom hun skubbede det væk med en forsikring om han ikke var noget.

Han var ikke af interesse som andre.. han var... kun en hingst blandt mange, og det burde hun huske. Så Fames lurende smil lagde sig atter om den mørke mule, og hun gik langsomt et skridt til siden. Hun måtte have afløb for den energi der byggede sig op i hende, i mangel på en dans der ikke kom.

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".