Golden hue ❋ Sicarius

Golden hue

"Now the world is being torn apart
A terrible catastrophe, played by this symphony,
what a terrifying work of art",

Vinrøde øjne glimtede let i sollyset, der langsom forsvandt. Sank ned i havet, og efterlod timerne til nattens mørke og hans køre månes lys. Efterlod natten til stjerner og drømme, og i sjældne tilfælde til dets enge nattevandrere. Nætter var mystiske, og i det kolde lys fremstod verden så anderledes end den rustrøde så dagen. Men endnu var der timer til de magiske stunder ville oprinde, og den tavse skumring ville underholde dem lidt.
Skyggehoppen, den rustfarvede Sirene, skyggerosen Fame, var vågen i den lyse skumring. Det var hendes element, og havde altid været hendes tidspunkt at leve på. I de sidste stråler fra en lang dag, kunne hun spejle sig i den verden der snart gik til søvn. Hendes skind brændte under dets stråler, rustfarvet blev til bronze, og forfængelig som hun var, kunne hun ikke andet end at nyde sådanne forandringer, omend de ikke var permanente.

Så hun betragtede den. Løftede sit fine hoved imod vinden og sollyst, og lukkede langsomt de vinrøde øjne i. Varmen dansede over hendes sind, og der var et sageligt smil på skyggehoppens læber, der fik en begejstret hvisken til at hvisle omkring dem. For var en glad, var alle.. og Fame var nu engang sjældent rigtig saglig som nu.

"Loving me would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and I'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

GOLDEN HUE
______________________________

"Might go to hell and there ain't no stopping
Might be a sinner and I might be a saint
I'd like to be proud but somehow I'm ashamed."

Aske faldt fra himlen som regndråber på iturevne skygger og destruerede tankestrømme, konstant forstyrret af støjen af de evigt hviskende ansigtsløse eksistenser som snoede sig omkring Sicarius’ højre forben. Stål blev til platin i den døende sol, imens asken med lavmælt hvisken lod sig hvirvle op omkring de resterende tre ben fra skyggehingsten. Øjnene så sjældent andet end desperation og den evige venten, åh, ventetiden drev ham til vanvid. Apati måtte præge skikkelsen, idet der intet var at fokusere på; blot magma ventende på himmelhvælvingen, og det var lige før det ej ville komme ham som en overraskelse hvis disse dråber af levende ild ville regne ned på hans skikkelse og destruere dem alle. På den anden side fremstod intet længere overraskende for skyggehingsten, hvis’ isblå øjne efterhånden havde set sit – det kunne fremstå som havde han opgivet enhver lyst til at leve under blødende himler, fanget bag havets evige vidder. Det var ikke tilfældet. Han ventede blot, men ventetiden var uudholdelig og varede alt, alt for længe.
Idet en skikkelse tonede sig frem i dagens sidste, falmende stråler, følte han dog overraskelsen krybe henover de robuste knogler idet han betragtede hende. Perfektion i en anden eksistens, som hun stod med øjnene lukkede mod solnedgangen, og pels der lignede bronze og grådigt slugte de sidste gyldne stråler. En skyggehoppe så det ud til, om end han ej mente at have set søsteren før nu. ”Sirene,” lød det lavmælt fra den spændte halsmuskulatur, idet dette var hvad det kunne betegnes skikkelsen der stod foran ham.

____________________________________________________________________

Wordcount: 254

´Golden hue

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,
‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,
and there,
standing amidst all of this chaos,

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations.
She's the eye of the hurricane. "

Tiden kunne føles som endeløs, sådan som den nu bronzeoplyste stod. Hun var fredelig, hun var i ro og hun havde ikke det vandte flygtige blik i sig mere. Nej, det var skjult, og derfor var der kun dem, kun hende. De fandt stilhed i solnedgange, og i tankerne gik imod det gyldne sand og ørkenlandskabet. Hende tidligere hjem, der dog trak en mild længsel frem i hende. For hun havde kære minder fra det sted, og i sandet kunne skabes magi. Men at sige hun fortrød hendes rejse imod mørket, ville dog være en løgn. Aske fremhævede bare andet ved Skyggerosen.
Men da var det en melodi begyndte. Den var fremmed, den var ikke en hun havde hørt før i hendes sind. Men alligevel bekendt, som et fjernt, fjernt minde. Det var skyggehingstens Sicarius, og hans skygger fik hendes til at svare. De dybrøde skygger fandt deres vej fra hoppens bringe, omkring hendes slanke ben, og ved lyden af ham åbnede hun øjnene.

De så ham længe før hende, men snart fandt hoppen også den stålgrå skabning. Han var en skikkelse af metal, en standhaftig silhuet i de sidste stråler. Han brød stilheden i landskabet omkring dem, med de mørke skygger der bølgede af hans ben. Og hoppens egne dybrøde, sendte en begejstret tone ud ved gensynet af dem. For nok kendte Fame ikke ham, og hendes hoved faldt undersøgende på sned ved hans bllik... men skyggerne var en, og de kendte deres brødre som de dengang blev separeret fra ved vulkanen.

"Stål..."
Hoppens stemme var et ekko af skyggernes sang, og et smil bredte sig om hendes mørke mule. Magien var brudt, men aldrig til det dårlige... nej, fokusset var bare ikke solens varme mere, men synet af en frænde. Hun undersøgte den stålfarvede, og et ulmende blik tændtes i de vinrøde øjne.
Langsomt rystede den rustfarvede halsen, og vendte da fronten imod Skyggehingsten. Hendes skridt var få, for tæt på ham gik hun ikke endnu. Men hver og et bar de en elegance der vidnede om den glødende hoppes selvsikkerhed. Hun var en danser, hun var en tirren. Og et smukt syn i det mørke landskabet.

"Fremmed, men dog bekendt. Du er..."
Den mørke stemme stoppede op, og lod ham selv fuldende.. for hvem var hun, til at sige hvem han var? Det fine hoved vippedes atter på sned, så hoppens flødefarvede krøller faldt ned over den slanke hals. Omkring hende svirrede nu et større tal skygger, der langsomt rakte ud efter den stålgrå skikkelse.
Sicarius...

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".