[N'zall] Something is lurking in the dark.

Raikiri havde efterhånden befundet sig på den askedækkede ø i nogle dage. I starten havde han absolut ikke brudt sig om det, han havde set, men med tiden var det som om, at den mørke ø var ved at gro mere og mere ind på ham. I starten havde han troet, at det var en gudsforladt ø uden megen føde eller vand, men han havde hurtigt fundet ud af, at øen her var ganske frodig, hvis man vidste, hvor man skulle lede. Selvom han stadig ikke havde nogen anelse om, hvor han var, eller hvordan han var kommet hertil, følte han sig ganske godt tilpas her og havde ikke umiddelbart behov for at rejse væk lige foreløbig. Tværtimod blev hans lyst til at udfordre hver en krog på denne ø blot større og større. Det var ikke ligefrem en ø, der var overrendt af heste, og derfor havde han ikke mødt så mange endnu. Man kunne let gå hen og blive ensom, men Raikiri vidste, at han ikke var alene. Han kunne nærmest fornemme de mørke øjne, der lurede på ham mellem skyggerne, og de hvislende lyde, der fulgte efter ham i mørket. Nogen eller noget holdt øje med ham, og han ventede blot på, at en af de mørke skabninger ville træde frem og give sig selv til kende.

I præcis hvor lang tid den sorte nat hoppe havde stået i ly i skyggerne og iagttaget den fremmede mørke hingst var svær at bedømme. På denne ø var dagene og nætterne næsten smeltet sammen. Det var minimalt hvilket lys der fik lov at trænge igennem de tætte skyer af aske og sod. Her var mørkt hele tiden, et mørke der tillod dem, de mange at færtes frit; og alligevel holdt de sig ofte de allermørkeste steder. Jo mørkere jo bedre. Dette var ikke en undtagelse for N'zall, en hoppe der var meget anderledes fra alle andre der betrådte dette land. Hun var nemlig ikke født. Hun var skabt, ej havde hun en moder og en fader en der imod en skaber og hersker. Hun havde et formål med sin eksistens og dette var alt hun reagerede på.. for nu.

Det sorte hoved blev vippet på skå imens hun nøje sturdere den mørke hingst der bevægede sig i stik modsatte retning end hvor hun befandt sig. Det tog hende dog ikke lang tid før hun med lette og lange bevægelse forsatte efter den fremmede. Hver gang han stoppede op gjorde hun lige ledes. Den fremmede var ingen trussel. Han havde ikke været en trussel i mange timer; hun havde holdt øje med ham siden hans ankomst her; men hun fra det fjerne. Dette var første gang hun forholdsvis var tæt på ham; og alligevel var hun uden for rækkevidte skjult i skyggerne.

Han skridtede roligt af sted langs det flade stykke landskab. Fornemmelsen af at blive iagttaget blev blot større og større for hvert skridt, han kom længere ind på øen. Hvis ikke han vidste bedre, ville han tro, at han blev forfulgt. Men han var på vakt og havde følehornene ude. Hans instinkter kørte på højtryk, og alligevel kunne han ikke hverken høre eller se nogen i miles omkreds. Dette havde været nok til at skræmme livet af enhver hest, men Raikiri var ikke bange. Lysten til at forlade askeøen blev blot mindre og mindre. I stedet var han nu fast besluttet på at knække koden til øen her og finde ud af, hvad det var, der gemte sig for ham i mørket.
Han stoppede op og udspilede de mørke næsebor. Et lavt fnys forlod ham, inden han lod en brummen lyde ud i luften; udfordrende. Han skød brystkassen frem og afventede. Hvis der var nogen efter ham, inviterede han denne til at vise sig og møde ham mand til mand.

Mange fremmede ville blive bange før eller siden på denne ø, faktisk var det efterhånden sjældent der bevægede sig fremmede sjæle til denne ø; kun uvisheden eller dem der søgte noget bestemt kom her til. Frygten for dem, de mange, for ham hold de fleste med deres fornuft endnu intakt på afstand. Om denne hingst var uviden, nysgerrig eller søgte noget bestemt- eller blot dumdristig nok til at befinde sig her, vidste den sorte nat hoppe ikke endnu. Hun havde en plan om at finde ud af hvad grunden for hans tilstedeværelse var, men for nu fulgte hun ham blot lydløst i mørket.
Det var først da hingsten udtrykkte sig tydeligt at N'zall besluttede sig for at holde op med at lege og vise sig selv frem fra mørket. Han var ikke bange; men dette kunne hun lave om på. I hvert fald for en kort stund.
Med lange skridt drog hun ud fra skyggerne og ud for at møde hingsten ansigt til ansigt. Hendes lyse, næsten hvide øje var fæsnet på hingsten, imens det sorte hul af skygger ikke var til at vide hvad så på. Skyggerne dansede om hendes ansigt og netop disse skygger var dem der var i stand til at skabe en illusion op for hingstet af hans værste frygt- hvis blot hun valgte at fokusere på dette. For nu var det ikke nødvendigt. De lange stankel ben bare hendes slanke figur frem; hun stoppede op foran hingsten, helt tæt på uden nogen respekt for hans personlige rum. Om den halve mule spredte sig et alt for sukkersødt smil. Et smil der ikke passede til mareridt hoppen ellers lignede.

Hans øjne hvilede skarpt og bestemt på omgivelserne omkring ham. Hans ører vippede frem og tilbage, og hans instinkter var på vakt. Han kunne fornemme, at det væsen, der lurede på ham i skyggerne, snart ville træde frem - og han var parat på det værste.
Pludselig drog skikkelsen ud fra skyggerne med lange, nærmest lydløst skridt. Det var en hoppe, smuk som natten selv. Hendes hvide øjne fæstnede sig på ham, og da bemærkede han, at hendes pupiller blot var et sort hul lavet af skyggerne selv. Hun lignede ikke noget fra denne verden, men derimod noget, der lige var trådt ud af et mareridt. Han var dybt fascineret!
De lange stankelben bar hendes slanke krop frem mod ham, og de levende skygger dansede omkring hende. Hans blik var fuld af beundring. Denne hoppe ikke bare gik i ét med skyggerne, men var ét med skyggerne - som var hun bare en stor skygge selv.

Hun stoppede op foran ham, helt tæt på. Nogen ville nok have fundet denne nærhed ganske upassende, men han bød den mere end velkommen. De små hår sitrede på hans krop ved hendes nærvær, og hans hingstede instinkter blev straks tændt. Hun var nok det smukkeste væsen, han nogensinde havde set, og hele hans krop hungrede efter at få lov at udforske hendes.
Et smil spredte sig om hendes mule; et smil, der næsten var alt for sukkersødt til at kunne tilhøre en mareridtshoppe som hende. Det gjorde hende blot endnu mere fascinerende! En dyb og maskulin brummen forlod hans strube, inden han knejsede den muskuløse hals i en høflig hilsen mod hende. "Godaften, du skønne nattevæsen."

Den sorte nat hoppe begyndte at bevæge sig i en tæt cirkel rundt om den store hingst. Han var modsætning til hende meget bred og tung bygget, men bestemt ikke på en negativ måde. Han kunne stå imod med det store korpus. Det alt for venlige smil hang stadig om den halve mule imens hun bevægede sig rundt om ham som en kælen killing- blikket fra det hvidlige lysende øje blev ikke fjernet fra hingsten, end ikke for at blinke.
Efter et par runder om hingsten, hvor hun havde nærsturderet ham stoppede hun atter op foran ham, stadig alt for tæt og uden respekt for personligt rum; hvor en stemme alt for sukkersød og venlig til at passe til den sorte hoppe, brød stilheden med enkelte ord:

"Hvad bringer en hingst som dig, til et rige som dette?"

Hun hentydede til Foehn, riget var endnu ikke stort og mørket havde endnu ikke noget uden for Foehns grænser- dette ville dog forhåbentlig ske snart. Det var hans rige, et rige der snart skulle genopstå i dens sande form.

Nattehoppen begyndte nu at bevæge sig i en tæt cirkel rundt om ham, og det var han hende kun taknemmelig for - for så kunne han rigtigt studere hendes krop, der absolut kun var blevet kønnere af at komme så tæt på! Hendes lysende øjne hvilede på ham og fjernede sig ikke på noget tidspunkt, end ikke for at blinke. Hendes øjne var et helt mysterie for sig og endnu en af de ting, der blot var med til at gøre hende så utroligt fascinerende!

Efter et par runder omkring ham stoppede hun atter op foran ham, lige så tæt på som før. Hun svarede da hans ord med en stemme, der var lige så sukkersød og venlig som hendes førhenværende smil, og som slet ikke passede til denne ellers så uhyggelige hoppe. Men alligevel klædte den hende bare helt vildt godt!
Han lyttede til hendes ord og tænkte kort over sit svar, inden han så på hende med en charmerende brummen.

,,Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg faktisk ikke aner det. Jeg vågnede bare op her en dag og har ingen anelse om, hvordan jeg er kommet hertil. Men jeg kan lide det her indtil videre, så jeg klager bestemt ikke!"

[/font][/div][/div][/div][/div]

Den sorte hoppe lyttede til hans ord; hun var indviet via skyggerne hvordan dette land fungerede i øjeblikket. Sjæle udefra blev hentet og bragt her til, hvordan var der ikke nogen specifekt forklaring på. Denne fremmede hingst var en af dem, men han var endt på Foehn, den askebeklædte vulkan ø, den ø der lige nu rungede fængslet for den sande hersker og hjemmet for de som troede på denne sande sag.
Han virkede oprigtig han var tiltrukket af omgivelserne, at mørket der herskede i deres område var ham tiltalende, og at han ikke udtrykte nogen frygt for hende i sig selv var blot mere positivt, måske han kunne blive en af dem med tiden. Men ikke nu. Han kunne dog påvirkes i den retning, trods det ikke i øjeblikket var skygge broderskabets opgave at vurdere hvem der ville du, og hvem der ikke ville.

"Måske en tegn."

Næsten hviskede den sorte skygge hoppe, der strakte den halve mule frem for at stryge ham ned af halsen, hun tog et skridt tættere på for nemmere at nå. N'zall var utrolig nærgående, og mange ville nok ikke bryde sig om det, men man gjorde klogt i ikke blot at afvise og vie fra hende, for hun ville tage det som en leg, en udfordring og hun ville blot blive værre.

"Ser du, du er endt i det der kommer tættest på hvordan det sagde rige var en gang, vi er en nogle stykker der arbejder for og lever for denne sag; vi ønsker det sande rige skal genopstå. Dette er Foehn, vor' hjem."

Hun kunne forsøge at påvirke ham allerede nu, hvis hun fra hans første tid i dette land kunne påvirke ham til at følge skyggernes vej, frem for lysets. Han behøvede ikke leve i en løgn.

//OOG: Jeg er simpelthen ved at drukne i tråde og bliver derfor desværre nødt til at lukke nogen af dem :/ Da denne her efterhånden er så gammel, og Raikiri allerede er blevet Skyggehest, vælger jeg derfor at sige OUT i den her. Håber det er okay? ^-^