Hope

Jivala

Den askegrå bevægede sig stilfærdigt frem mellem skovens høje, slanke stammer. Hun nød godt af trækronernes brede skygger, for det var endnu sommer, og solen kunne hurtigt varme den grås mørke skind op. Der var en usædvanlig stilhed i hende. Hendes skridt var lange, rytmiske og lette, men de var hverken hurtige eller energiske, den grå dansede ikke frem sådan som hun ellers havde gjort så mange gange før. Det var hendes bryst, der var alt for tungt, selvom tristhed ikke var det som prægede hendes humør. Der var blot et savn. Et behov for at se kendte ansigter, som havde været hende fjerne i meget lang tid nu. Hvor havde hun ledt sig selv hen i al den tid? Den grå havde holdt sig i bjergene, trods hendes ellers altid rejselystne sind, hendes manglende evne til at holde sig samme sted i længere tid ad gangen. Ikke at hun havde undgået selskab som sådan, hun havde enkelte gange før ledt her i Enophis' skove, ledt særligt efter et bestemt ansigt, selvom hun holdt mange kær. Og selvom hun faktisk, i en usædvanlig periode for den grå, havde foretrukket at holde sig i sit eget stille selskab. Indtil videre havde hun søgt uden held, men i dag føltes anerledes.

Det var hendes veninde, hun nu ønskede brændende at finde, se og mærke. Hendes søster, ikke af blod, men af hjerte. De bløde, mørke ører vippede opmærksomt i alle retninger, alt hun så var høje træer og lave buske, blade og jord under hendes hove. Jiva var et sted, på en af de fem øer bevægede hun sig, trak vejret og så verden med sine smukke, ofte lidt bekymrede øjne. Hvordan havde hun det? Den grå drejede sine små ører en smule bagud, hendes hals var strakt en anelse mens hun holdt hovedet let hævet. Jiva havde været i problemer sidst hun så hende, hun havde brug for hendes hjælp, og her var hun, ikke engang i stand til at finde sin egen hjertesøster. Hun rystede kort på sit fintformede hoved, som rystede hun disse bebrejdende tanker af sig. Der var alligevel i en ro i hende nu, opbygget over tid, en ro der altid bad hende se fremad. Hun ville finde sin brogede veninde. Og når hun gjorde, så ville den brogede bestemt mærke, at de to var og altid ville være uadskillelige, uanset tid og sted. For første gang i lang tid sendte den grå sin stemme ud i verden, ud mellem de tætstående stammer. I en klar, lys tone vrinskede hun højt efter den brogede sjæl.

428 words

Hope

Tilfældigheder var der meget af i Andromeda, og til tider virkede det næsten skæbnebestemt hvordan tilfældighederne bragte folk til og fra hinanden. At finde nogle i disse store områder, var i bedste fald svært. Der kunne gå dage førhen man så en anden sjæl, og selv der var det tilfældigt. Svært var ikke ordet ledte man efter en bestemt, nej, det var næsten umuligt. Men selv med det umulige som følge, syntes den brogede ofte at finde hvad hun ledte efter. Måske var det en sjette sans man var født med... måske en gave fra det lys der herskede i Andromeda, et der bad dem om at søge hinanden selvom det var svært. Jivala selv, kunne i hvert fald ikke forklare det, men nød godt af det.
Hun havde tilsluttet sig en flok, men måtte med sorg sige at hun ikke var der ofte. Hun følte sig ensom, selv i blandt mange hun burde kende. Hun følte sig som en slange i en fuglerede efter mødet med dødningehoppen, og kunne ikke se andre i øjnene. Det havde fået hende til at gå langt væk, og vandre omkring i de store skove der omgav flokken. Hun turde end ikke befinde sig på Chibale.. nej, hun turde ikke meget for tiden.

Den ravnsorte hale slog et smæld, og med et lille hop bevægede hun sig over grene der spærrede vejen. Endnu var sommeren i Andromeda.. endnu var der varmt og frodigt. Men hun vidste at vinteren bragte storme med sig, og at de ofte var.... ubehagelige. Sådanne tanker sortnede hendes hoved, men hun måtte se fremad. Hun måtte se længere end vinteren, og vidste hun i sidste ende kunne finde en regnbue efter tordenskyer. Og netop sådanne tanker, hørte til den lyd der bevægede sig igennem skoven.
En kalden, og en ganske bestemt en af slagsen. Den brogedes hoved bevægede sig opad i et ryk, og midt i et skridt stoppede den slanke skikkelse. Den stemme.. den lyd. Den havde hun hørt før, og den lå hendes hjerte mere nært end meget andet i dette land. Tættere på end sommeren, mere hjemligt end Bregos flok nogensinde ville blive.
Det var Ariel, som hverken hun eller nogen anden havde set i hvad føltes som en evighed. Og med et halvkvalt udbrud ledte hoppen imellem stammerne, imens hendes tanker vendte tilbage på disse tilfældigheder. For hvad var chancerne...

Den askegrå spidsede sine bløde ører, lyttede næsten intenst, både efter svar og til vindens sukken mellem blade og grene. Hun mærkede den lege med hendes ravnsorte lokker og fortabtes et øjeblik, da stilheden blev brudt af en helt særlig lyd, hun egentlig ikke havde regnet med at høre. Det lød en anelse skævt, ikke helt som et svar, men det var en stemme, og den grås nu lidt hurtigere bankende hjerte fortalte hende, at det var den helt rigtige. Det måtte være Jivas. Den grå var standset op uden at have lagt mærke til det, hendes ravngyldne blik strøg nu ind mellem stammerne, spejdende, hendes hals mere strakt. Hvor kom lyden fra? Hun virrede lettere opildnet på sine fine, følsomme næseborer og gav så endnu en lyd fra sig, denne gang et hvin i højere toner. En behagelig lettelse begyndte at rumstere i hendes indre, samlede sig afventende på det øjeblik, hvor den kunne skylde ind over hende... Og med den fornemmelse sprang hun frem, let til fods og alligevel med styrke, mod den lyd som nu var det eneste der ringede for hendes skarpe, indre øre. Hun var her.

191 words

HOPE

Hendes skridt var forhastede, og den brogedes blik flakkende imellem træerne. Så man hende uden at vide noget, skulle man tro at hun var på flugt, så forhastet så hun ud. Men det var nu ikke engang sandheden, da hun i bedste fald ledte så hun næsten snublede over sine egne fødder. Hun skimmede træerne efter Ariel, hun skimmede dem efter en flakken af støvgrå. Men hun så det ikke, førhen endnu et hvin bevægede sig igennem skoven.
Med et ryk stoppede hun op, og da så hun hende. Ariel, hendes hjertesøster. Et bredt smil gled over hoppens hvide mule, og en forløsende latter steg fra hende, i ren og skær glæde over at se hende igen. Jivala kastede med hovedet, trippede enkelte skridt på jorden, inden at hun i springende gallop bevægede sig imod den aksegrå hoppe.

"Ariel"
Hylede hun glad, og et tindrende glimt dansede i hendes nøddebrune øjne. Den brogedes skridt var fjedrende, kåde og uden tanke for områet omkring hende, bestemt ikke bange for at falde. Slet ikke nu.

Hope
173 words

Den askegrå nåede ikke mange skridt frem, førend en lyd af latter nåede hendes spidsede ører, og gjorde en ende på hendes søgen. For der var hun virkelig, Jiva, i levende live og endda med et smil på mulen som lyste skoven op selv på denne afstand. Den lettelse som havde bygget sig op, tog nu over, og den grå slog opstemt med sin ravnsorte hale og trippede selv lidt på benene mens hendes brogede søster kom nærmere i et heldigvis hastigt tempo. Hun var ligeså skøn at se på som altid, til den grås store glæde, og et varmt, muntert smil havde hurtigt formet sig på hendes egen lyse mund.

"Jiva!"

De følsomme næseborer var snart let opspilede af glæde, og hun kunne heller ikke selv lade være med at slå en kort, men lettet og lys latter op i milde toner. Hun havde svært ved at tro sit eget held. Da den brogede var ved at være ganske nær, dansede Ariel de sidste skridt og strakte ivrigt sin bløde mule frem.

HOPE

Leende kom hun nærmere, og med et fornøjet prust puffede hun til den askegrås hvide mule, i en hilsende og kærlig gestus. Ariel havde ikek forandret sig synderligt meget.. hun lignede hvad hun var, og den brogede genkendte hende ligeså let som de brogede områder på hendes egen krop - måske endda lettere. Men selv var hun vokset, og i tiden Ariel havde været væk, havde den brogedes sind også fulgt med. Flere bekymringer, og enkelte næsten faste rynker sad over hvad der før havde været et naivt ansigt.
Men lige nu var de væk, glattet ud i hoppens fornøjelige og savnede selskab. Den brogedes næsebor sitrede en anelse opstemt, før at hun nulrende nippede til hendes sorte hår, der dog var blevet endnu længere end før.

"Hvor har du dog gemt dig? Jeg troede næsten du var faldet i et vinterhul".
Drillede hun, og trippede om på siden af den askegrå. De ustyrlige krøller dansede om hoppens ansigt, da hun simpelthen ikke kunne stå stille lige nu. Ikke fordi hun var rastløs, nej, bestemt ikke! Hun var bare glad. Og det var lang tid siden hun havde været så glad for at se nogle.

Hope
231 words

Den grå virrede glædeligt på sine bløde næseborer, efter hendes brogede veninde havde givet hendes mule et puf. Nu da hun var helt tæt på, kunne hun se hvordan Jiva yderligere havde udviklet sig, var vokset, men stadig var hende, duftede som hende, lød som hende. Hun brummede muntert og det typiske milde smil forsvandt ikke et øjeblik. Det var næsten som at være tilbage i tiden, bortset fra de fysiske forandringer, så havde hendes forhold til den brogede næppe ændret sig. Den grå rystede let på den efterhånden meget lange, ravnsorte man, da hun mærkede Jivas venlige nippen.

"Oppe i bjergene,"

Det kom ærligt, mildt, men også lidt mere alvorligt. Mens hendes hjertesøster dansede om på hendes anden side, stod den grå stille, men strakte ivrigt sin slanke hals mod den smukke hoppe igen, for at røre og nippe ligeså drillende til hendes velkendte brogede skind.

"For at lytte til stilheden, tror jeg. Men jeg savnede dig, min henrivende søster!"

Hun slog en lys og munter latter op, både af sine egne højtidelige ord og af den stadig sitrende glæde og lettelse i hende. Så trippede hun endnu tættere på den brogede, så de stod helt tæt, side mod side.

"Hvad er der sket med dig i al den tid? Hvad med denne.. aftale?"

Ariel brummede nu lidt dæmpet, men nippede så roligt og kærligt ud efter venindens slanke hals.