Skakmat!

Sagte lød et prust fra en spraglet mule over engen. Mulen tilhørte en ung rødlig hingst, hvis pragt og livsglæde gik godt i spændt med den varme eftermiddags sol. Nogen ville nok have forbundet dette prust med glæde, tilfredshed og måske endda tryghed... men det der egentlig lå bag, var nok nærmere denne lille irriterende flue som blev ved at summe ind i den kære Lupës næseborer.

Endnu et prust lød, mens han direkte irritabelt gjorde et hårdt stamp i jorden med den ene forhov. Det var nok mest af alt en overreaktion, mens han dog ikke afholdte sig fra også at næsten dramatisk ryste på det nu ret så kønne hoved han var tjent med.

Roligt opgav han vel.. det var også spild af tid at stå lige her og græsse. Har var mildest talt ned bidt, mens stedet her virkelig bar præg af at flokken levede heromkring. Han indrømmede at han ikke havde brugt meget tid i flokken, siden han først kom ind. Dog var han altid i nærheden... om det var af trygheden over at havde flokken nær ham, eller om det var mere noget overvågning og at han beskyttede dem.. vides ikke.

Eftermiddagen var stille og roligt tillod han sig at spejde lidt ud over de smukke enge foran ham, i området væk fra flokkens territorier,

   
- “Sometimes the hardest thing and the right thing are the same”  

SKAKMAT!... 

Solrigt, varmt..

Vejret var lig det der havde hersket i et andet land, der lå i en anden tid, en anden dimension. Sol og klar himmel var størstedelen af året i det land, den store kæmpe kom fra. Der hvor han havde haft familie og bånd til både væsner og steder. Nu bevægede den store, sorte gigant sig frem gennem græsset i dette nye land. Han sørgede ikke meget over tabet af sin flok, men bare fordi han ikke lod tabet vægte ham ned, så betød det ikke, at han ikke savnede hver og en af dem... 

Hingstens sorte, let krøllede man flagrede i vinden i takt med hans elegante og lette trav, halen var en slap fane bag ham og han nød følelsen af luften, der mødte ham og første at udgøre modstand mod hans fremdrift. Han var ædelt af udseende og af sind, men han bar de tydelige præg af at være en hingst, der vidste hvornår man måtte sætte en hov i jorden og sige stop. Han bar små, mørke ar her og der, som man ville kunne se hvis man gik tæt på og virkeligt kiggede efter. Hans krop kunne fortælle dens egen historie, men hingsten selv havde ligeså et hav at fortælle. Nok var han ikke den yngste, men han var stadig ung i sindet. Og for ham betød det, at han sagtens kunne være med på plagenes spilopper. 

I horisonten begyndte en fremmed hest at tone frem, den havde altid været der, som en prik, men nu begyndte Chryseus at kunne se den fremmedes former og en vag tydning af dens aftegn. Selskab takkede han ikke nej til. 

| Tag: Lupë

Det var næsten i samme sekund som den unge hingst tillod sig at lade de ærlige to forskelligt farvede øjne spejde ud over vidderne, at en sort klat flakkede rundt. Han havde blinket et par gange med øjnene, blot for at stille skarpt, mens han havde ventet sekunderne an. Af natur stod han nu der opmærksomt, med begge mørke ører vendt yderst nysgerrig frem, begge vippede de en enkelt gang for at opfange mere lyd.

Ellers forholdt hans figur sig stolt, majestætisk og selvsikker - alt imens en let kæk og drenget sprælsk gnist stille havde blusset op i hans ærlige øjne, i samme sekund som han typebestemte denne klat som en hest. En fremmed sjæl. Han kunne i hvert fald sværge på at han aldrig havde set eller sanset denne skabning før.

Hans næsebore dirrede en anelse da han opfangede en fremmed duft også, som nok tilhørte denne skabning, der ellers også nærmere sig ufortrødent.

   
- “Sometimes the hardest thing and the right thing are the same”  

SKAKMAT!... 

Solrigt, varmt..

Vinden bragte den fremmede rødlige, efterårs klat tættere på den sorte og hans næsebor dirrede let og blev efterfulgt af et prust. Denne fremmede fært, gav ham rigeligt med information. En hingst, der var dækket af dette lands dufte. Han var ikke bekendt med så mange af duften i landet, for under den friske duft af græsset her, så lå der en tungere og mere støvet fært over ham også. 

Chryseus var vant til græs arealerne fra sit tidligere liv, hvor både fyretræs skove og enge dominerede landskabet, hvis hans gamle egnes dufte kunne fanges på hans pels, så ville de være fremmede for den røde hingst.. Mindet om det sorte hul, der slugte ham, da jorden skælvede. Han huskede stadig frygten og angsten.. 

Der var ikke et eneste tegn på den angst, som den sorte hingst bevægede sig tættere og tættere på den røde hingst. Han bar sig selv med stolthed og en snert af den indgroede dominans, der hjalp til at holde de fleste ballademagere på plads. Dog blev de kendetegn, der var hugget i sten på den sorte hingst, gjort selksab af et nysgerrig blik og af en varme, som også var en del af hans udstråling. 

| Tag: Lupë