Raging thunder[Åben]

   
- “And now here is my secret, a very simple secret: It is only with the heart that one can see rightly; what is essential is invisible to the eye.”  

RAGING THUNDER... 

Torden, lyn og regn. Lummert.

Vejret var ikke til at regne med. Vejret havde været helt pænt, da dagen gryede og den vis sort kæmpe havde bevæget op i bjergene i den gode tro, at vejret ville holde, men nu stod han i læ af en klippe og lagde de sorte øre tilbage ned af nakken, hver gang et lyn flængede himmelen i selskab med et voldsomt brag, der drog ud i en rummlen, som var det fra en sulten mave. Den sorte hingst var gennemblødt. 

Han fnyste hård og kort, som for at få vanddråber væk og ud af næseborene, men det var lige så meget et irriteret fnys, der tilkendegav, at han ikke var overlykkelig for dette vejr. Hingsten var langt oppe i bjerget, om bjerget havde et navn vidste han ikke, men hvis han nogensinde skulle referer til det, da ville det blive til Stormbjerget, for der lå et tykt lag af skyer, hvilket der også havde været, da han først kom her op. Den let krøllede hale slog kort bag ham og sendte en kaskade af regndråber ud i regnen. Han måtte nok hellere se, at komme ned.. Men lynene strøg ned og lyste alt op lidt for tit, til at hingsten ville søge ud i stormen uden at have en klar vej. 

| Tag: Åben

´Raging thunder

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,
‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,
and there,
standing amidst all of this chaos,

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations.
She's the eye of the hurricane. "

Vejret var ikke til at stole på disse tider. Det skiftede ligeså let fra det ene til det andet, og ikke længere var det muligt at følge en mavefornemelse af hvad efteråret angik. Hun vidste skam godt det var flyvskt... hun vidste godt at årstiderne var alt andet end ens, og efterårets vinde bragte storme til Andromeda. Men dette vejr, det havde hun ikke regnet med.
Hendes færd var let mod bjergene... rygterne svirrede om årstidernes hjul, og skyggehoppen havde et ønske om at finde det. Dem, de - hun og de andre ville have det. At stoppe det op til vinteren ville være klogt, og skabe den ravage der ville gøre det muligt for dem at henlægge mere af landet i de kære skygger. Men vejret syntes imod hende, som havde årstidernes vogter valgt at stå imod hende. Og Fame fandt sig selv midt i stormvejret, men uden for orkanens øje.

Den rustfarvede var gennemblødt. Hendes flødefarvede man lå tungt ned over hendes hals, og i mørket glødede de dybrøde øjne af indebrændt irritation. Der skulle ikke meget til at provokere den bronzefarvede Sirene. Og et stormvejr var nok til at vække den ulmende vrede der lurrede under det glødende skind. Omkring hende hvislede skyggerne ildevarslende - et vidne om den skarpe harme hun havde over vejret, og med flygtige kærtegn prøvede de at dulme den. Det var dog ikke nok, og med skarpe fnys bevægede hun sig videre... hun måtte finde læ. Hun var ikke bange for stormvejret, men hun satte ikke sit velbefindende på kompromis af et hjul.

Det ledte hende til en åbning i bjerget, og med et behersket fnys trådte hun ind i det lune mørke. Drivende våd, stærkt irriteret og med et væld af hvisken omkring hende. For der var nogle, lurende inde i mørket. Og det vidste skyggerne.

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

   
- “Life is a winking Light in the Darkness”  

Raging thunder... 

Torden, lyn, regn. Lummert..

Den tunge, men ædle hingst ville ikke have troet, at han havde en chance for at støde på en anden skabning her oppe, men kort efter, at en fremmed fært sneg sig ind i hans næsebor. Færten var vag, men bar præg af den velkendte søde duft, der omgav enhver hoppe, de mindede ham om forår og varme sensommer nætter. Minder om en rar tid. Han nikkede kort med hovedet og da den fremmede skabning kom til syne vidste han ikke helt om han burde tage turen ud i regnen eller blive her hos den fremmede. Nok duftede hun som en hoppe, men fremmed var hendes ellers yndige og attraktive ydre. Slank og med en rusten farve, gjort mat af regnen. Hendes cremede man var flad og klæbede til hendes krop. På hendes bringe kunne han lige akkurat fornemme en bemærkelsesværdig blomster vækst, men tanken om at de var vokset ud af hendes bringe strøg ikke igennem hans hoved, for i denne verden eksisterede der ikke magi, for den var ligesom den verden han kom fra. 

Dog skal alle drømme jo dø på et tidspunkt, men indtil nu var hoppens udsmykninger ikke andet end et smykke, hvis lighed han aldrig havde set. De gyldne øjne søgte den fremmede, der nu også syntes at være ved at antænde den våde bjergside blot ved sit humør.. Det var ikke det ideale selskab, men han tog gerne hendes over regnens. Han stod ikke i lyset, så lidt svær at se var han. Et dybt brum blev formet i hans bryst og lidt efter fulgte et par ord, samt et par skridt for at tilkende give sig selv. 
"Forfærdeligt vejr ikke?"

| Tag: Fame

´Raging thunder..

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,
‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,
and there,
standing amidst all of this chaos,

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations.
She's the eye of the hurricane. "

De mørke skygger søgte ud i mørket, men aldrig rørte de den sorte skikkelse længere inde. Betragtede kun, talte kun og gled tilbage til den rustfarvede sirene. De dybrøde farver var ikke synlige i grotten, intet lys kunne reflektere mørket tilbage. Men en skiftevis kulde og varme bølgede fra dem, førhen de lagde sig om hoppens bringe og ben igen. Hun sænkede hovedet en anelse, lod forsigtigt deres sang nå hendes ører, førhen hendes intense blik gled opad i et ryk. Fame ventede... ventede på han selv kom frem, og et langsomt smil banede sig vej. Nok tog det ikke kanten af den irritation hun følte og man så, men det var der.
Han kom frem - mørk som natten og med gyldne øjne. Tavst betragtede hun den ranke skikkelse, og lod med indtil nu røde øjne glide over hans mørke krop. Han var stærk, han var en stor skikkelse. Større end Fame selv, men med et ganske venligt blik. Og en dyb brummen forlod ham, førhen han talte.

"En ganske dårlig timing..."
Istemte hun, og den bløde stemme lagde sig forsigtigt under hans. I stærk kontrast til hendes ellers intense ydre, og skyggehoppen tog et skridt fremad og længere væk fra regnen.

Hoppen pustede langsomt ud, og lod med et tungt suk noget af den vrede der ulmede i kroppen forlade hende. Nok var den energi, nok var den brændende og levende. Men den var ikke tilegnet Mørkehingsten. Hendes øjne tog en mindre glød, hendes skygger slappede mere af, og den bronzefarvede rystede da manen en anelse voldsomt for at få regnen ud.

"Man skulle tro bjerget var imod en, så hurtigt som det skiftede..."
Nynnede hun da, og lagde hovedet let på skrå. En munter tone lurede i kanten af hendes stemme, men endnu var den overdøvet af en stærk modvilje imod kulden udenfor. Tid var hvad hun skulle have, tid til at komme over sin harme.

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Raging thunder 

Fame 

Kulden havde sat sig i ham helt ind til benet, men han var langt fra lige så harm over situationen som den rust farvet hoppe med de dybrøde øjne. Hun var ganske smuk og den nynnende tone i hendes stemme tilkendegav, at hun kunne have en nydelig stemme, når hun ikke var besat af at være sur på vejret. Det var noget værre nonsens hun spyttede ud omkring bjerget, der skulle være i mod dem og påvirke vejret. Nok var  Seus en åben hingst, der gerne lyttede til andre og dog var magi ikke ligefrem noget enhver hest, der var rigtig i hovedet, ville tale seriøst om.
"Det kunne føles sådan ja... Men vi har ingen kontrol over vejeret, ligesom bjerget heller jeg har det" 
Hans stemme var rolig og dyb. Den havde desuden en vag charmerende klang.
"Hvad bragte Dem her op? "

| 

´When shadows laugh....

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,
‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,
and there,
standing amidst all of this chaos,

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations.
She's the eye of the hurricane. "

[span style="color:black;"Hoppens blik hvilede på ham. Skjult bag smil, gemt bag en attitude af harme, betragtede hun ham overvågent. Så vidt som mørket tillod det, betragtede hun hver detalje hun fandt spænende... Han virkede tavs. En af de tavse sjæle, der sjældent ytrede sig uden grund. Han virkede formel og med en kant af... mystik over sig. Den bronzefarvedes hoved tiltedes på sned og hun kneb øjnene en anelse mere sammen. Mystikken kom måske af omgivelserne, situationen og de omstændigheder af uvejr de befandt sig i. Men ikke desto mindre var der noget der pirrede hende.
Et smil tog yderligere form i hendes mundvig ved hans ord om vejret og en mild kluklatter forlod den rødlige, som til sidst mundede ud i en fornøjet nynnen. Nå, så ingen kontrollerede vejret...? Det ville efterhånden ikke undrer hoppen, hvis en af de mange vogtere var velsignet med himlens kræfter - de var jo ganske specielle sjæle.. værdige til gaver udover det sædvanlige. Og overse dem gjorde man sjældent.
Han måtte være ny.

"Det ville efterhånden ikke undrer mig.. bjerget valgte sin vogter, hvorfor skulle himlen ikke også gøre det?"
Lo hun tirrende, førhen hun tog et skridt nærmere Mørkehingsten. Hun hånede ham ikke... nej, hån prægede ikke hendes latter. Nærmere en drillende tone, idet hun følte en hvis overlegenhed. Hans uvidenhed var noget hun tog for givet idet hun havde glemt hvordan den føltes. Uvidenhed var ikke længere hendes følgesvend, den havde hun givet afkald på med så meget andet... omkring hende glimtedes kort rødligt af det bugtende mørke førhen det forsvandt igen.

"Jeg... ledte efter noget"
Sagde hun hemmelighedsfuldt og blinkede til ham. Endnu et skridt førhen hun stoppede op en meter fra ham. Charmerende... det var hvad han var, og den rustfarvedes øjne glimtede muntert. Hun var skam villig til at fortælle nærmere hvis han ønskede det. Men det måtte tiden vise, hun kunne ikke sige hvordan hendes attitude påvirkede hans stolthed. For hun var arrogant, hun var bevidst om sit værd.

[/span][/div][/blockquote][/font]

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Raging thunder 

Fame 

Hun tirrede ham.  Prikkede til ham og hang noget så simpelt som et klart svar lige for næsen af ham. Hun sagde, at bjerget havde valgt dets vogter, så hvorfor havde himmelen ikke også det.. Hvordan skulle han dog vide det. Hun snakkede, for ham, i metaforer. Den verden han levede... Havde levet i havde ej guder, ingen til  at vogter over elementerne, der gjorde verden til den, som den var.  Han brummed kort. 
"Hvad skal det betyde?" 
Hoppen havde langt fra været arrogant i sine ord, dog måtte den sætning lyde helt normal i hendes øre, så enden var hun vokset op her eller også havde hun blot mere information om dette efterliv end han havde. Han var skeptisk. Magi og trolddom var vås, noget man fortalte små uregerlige føl for at få dem til at opføre sig ordentligt. 
Hun bevægede sig tættere på ham og hans gyldne øjne lå fast på hende. Hun besad et væld af kvaliteter, men om det var mørket eller omstændighederne der spillede ham et pus, så virkede hun også farlig. Et sted dybt i hans indre var der noget, der var på vagt. Som om hun pludseligt ville vise sig at være et rovdyr i forklædning. 
Det var tosset. 
Havde hun en ven eller lignende her  i bjergene? Eller ledte hun efter et bedre sted at søge ly end en mindre grotte, som denne? Der måtte befinde sig større grotter, der kunne holde op til flere individer. Han huskede sådanne grotter fra sit liv før dette. Måske kunne han hjælpe hende med at finde hendes ven eller hvad end det nu var. 
"Hvad ledte du efter?"
 

| 

´When shadows laugh....

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,
‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,
and there,
standing amidst all of this chaos,

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations.
She's the eye of the hurricane. "

Hoppens dybrøde øjne tog en svag glød af opmærksomhed ved hans spørgsmål. Hvad det skulle betyde, hvad hun mente? Så hun havde haft ret og tanken om at denne... nytilkomne intet vidste gav hende en svag tilfredsstillelse. Hun, dem, de kunne farve hans billede, de kunne måske fortælle ham om Andromeda, førhen hans verden blev låst i vogternes farver. Altid nåede de frem først, men tiderne var skiftet. Nu var skyggerne ikke længere låst på Foehn. Det betød forandring, og måske startede den her.

"Det betyder, Mørkehingst.. at verden ikke helt er som den du forlod".
Nynnede hun og tog langsomt et skridt tættere. Hoppens bløde mule rakte forsigtigt, jah næsten nænsomt ud efter den andens hals, førhen hun stoppede inden der kom kontakt. Hun snusede ind, vejrede hans fært. Skov... forår, liv. Det var hvad han duftede af... et behageligt smil favnede hendes mule og nippende strejfede hun flygtigt det sorte skind.

"Andromeda kalder de det. Og du er blevet valgt til at leve her. Men af hvilke magter, det ved jeg ikke"
Sagde hun og trak mulen til sig igen. Grænser var noget folk og fremmede havde. Omend Fame ønskede at bryde dem, provokere dem og måske rykke dem, var det ikke fokusset. Og dog, det trak meget af hendes opmærksomhed ved den sorte skikkelse, da hun skyldigt vidste at han ikke var svag af udseende.
Bronzehoppen rystede mildt på hovedet af hans sidste spørgsmål. Hun kunne ikke svarer ham og ville ikke selv hvis hun kunne. Hjulet... nok var det ikke hendes opgave, men prøve kunne hun. Og det ville mørkehingsten endnu ikke kunne tage stilling til. I stedet vendte blikkes imod det bragende uvejr, hvor et lyn kort oplyste grotten de stod i. Stormens øje var derude og de var ganske tæt på. Og selvom stormvejr aldrig havde skræmt hende tog hun ubevidst et skridt nærmere den større hingst og den solide aura han havde.

"Loving her would not be easy... It would be a war. You will hold the gun, and she'll hand you the bullets.
So breathe, and embrace the beauty of the massacre that lies ahead".

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Raging thunder 

Fame 

"Andromeda... "
Navnet lå unaturligt i hans mund, det rullede ikke så let af, som navne og landsteder i hans gamle land havde. Det var dog rart, at have et navn at sætte på landet han skulle tilbringe efterlivet i.. 
Den rust farvede hoppe var sparsom med sine informationer og han var næsten ligeså uviden, som da han spurgte. Selvfølgelig var denne verden, Andromeda, ikke som hans gamle verden. Den bestod af øer, der næsten havde hvert sit miljø. Dog lå der noget bag det hendes ord. Noget, der sagde ham, at det ikke var den fysiske karakter af landet, som hun talte om. De havde talt om magi, så var det, det som hun hentydede til eksisterede her? Vissevasse. 

Han stod fast og rykkede ikke meget på sig, andet end at bevæge hovedet for at følge hende og knejse let nakken, da hun bevægede sig tættere på. Hun rakte ud efter ham, nærmest med den nænsomhed man brugte overfor et nyfødt føl, inden hun nappede let. Han følte sig en smule underligt til mode, da han hverken lignede eller var en man behøvede at behandle, som noget skrøbeligt... Hun svarede ikke på han sidste spørgsmål, men rystede blot let på hovedet, inden grotten blev oplyst af et lyn og kort efterfulgt af et rumlende brag. Det var tæt på. Måske skulle de forsøge at søge væk fra disse højder? Det lød til, at være tættere på deres skjulested end før.. Nok havde han overlevet flere jordskælv, dog førte den sidste ham her til, og han havde ikke lyst til at finde ud af om der var en verden efter denne endnu. Lynet havde oplyst grotten og havde givet den mørke hingst et glimt af hans selskab. Hun bar blomster, men selvom lynets lys havde oplys næsten det baggerste af grotten, så hang skyggerne stadig ved hende, som om de ikke ville slippe hende helt. 
"Det kommer tættere på... Skulle vi forsøge at søge en grotte lavere end denne? "

| 

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds, 

‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals, 

and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Hoppen nikkede uden at se på ham da han gentog navnet. Jah, Andromeda. Et fremmed land men en mulighed. Den bronzeklædte huskede ikke sin ankomst, men mindedes den som.. uanmeldt. Det havde været meget pludselig og ikke noget hun havde forventet. Hun havde ventet hendes sanser spillede hende et puds, den skyggklædte havde ikke vidst hvordan hun skulle håndtere det. Men med tiden var hun faldet til. Det gjorde man jo altid.. enten tilpassede man sig, ellers forsvandt man.
Hoppens lyse man gled kærligt over hendes hals idet hun kort drejede hovedet imod ham. I lyset af lyn og torden var grotten blevet oplyst. Alt blev lagt til skue og det flygtige mørke havde krympet sig lidt omkring hende. Næppe frygtede de lyset eller tordenen. Men braget der fulgte fik noget til kort at bæve i hende, og skyggerne krympede sig med hende. De følte hendes nervøsitet omkring vejret.. så da han foreslog at drage ud i det spærredes de røde øjne en anelse op. Derud? Nu?

"Det er allerede tæt på... at gå ud igen... det er næsten dumdristigt"
Hendes ord var lave men hørlige overalt omkring dem. Forstærket af mørket slog det igennem den buldren der var udenfor og den rustfarvede tog et skridt nærmere hingsten da hendes blik flakkede derudaf. Sjældent så man hende utilpas. Men når hendes harme var drevet over, lå hendes ubehag over stormvejr bart. Næppe ville hun indrømme det, men hun delte ikke sin datter kærlighed for storm og torden.
Skyggerosen tog en dyb vejrtrækning og fremtvang det lurende smil der altid hvilede om hendes mule. Hun var ikke bange, frygt var noget hun havde givet afkald på. Hun håbede hingsten ville blive. Hvis ikke, måtte der tages andre midler i brug.

"Skulle vinden vælge at blæse mig af bjerget, kan jeg ikke svæve mod jorden... men dig? Måske har du et talent jeg ikke har set endnu"
Sagde hun morende og rystede den nu tørrer man. De røde øjne glimtede drillende førhen hun søgende lod mulen glide over hans skulder i et drillende nap.

"Ingen vinger?"

Word count: 204

    ♆

" Don't ever think that the reason i'm peaceful is because I don't know how to be violent.."

Raging thunder 

Fame 

Hoppen krymbede sig let under braget. Den der ikke var en smule bange for torden og lynild var dum. Så simpelt var det. Lynet kunne gøre det af med en på et sekund og man skulle ikke lege med naturens kræfter. Man kunne blive døv for braget med tiden og ikke have en reaktion på det, men ikke alle kunne slippe den naturlige frygt for lynets kraft. 
"De har ret, jeg ejer ikke Deres forsigtighed overfor torden, det var blot derfor jeg forslog det.. "
Svarede an stille. Han følte ikke, at han burde forklare sig, han havde overlevet flere tordenstorme og han vidste at man hellere skulle være ved jorden og ikke på sådan et højde punkt som dette. Hun virkede til at have ben i næsen, hvilket også havde ledt ham til at tro, at det ikke ville være et problem for hende at bevæge sig der ud. 
Hun nappede ham let på skulderområdet og han puffede let til hende som svar. Hun var en spøjs skabning, der snakkede om vogtere og bevingede heste, men indtil videre syntes han ganske godt om hendes selskab. 
"Absurd, ingen har vinger, men hvis jeg pludseligt skulle få det, så skulle jeg nok redde dig fra jorden" 

| 

"Summer’s winds roared, ripping wild roses from their black soiled beds,  ‘til the night sky was pervaded with twirling scarlet petals,  and there, 

standing amidst all of this chaos, 

I saw her silently gazing upwards, trying to discover hidden constellations. 

She's the eye of the hurricane. "

Den bronzefarvede vippede hovedet på skrå ved han ord. Han ejede ikke samme forsigtighed over for torden... han frygtede ikke lynet eller dets brag? Larmen der rungede og stormen der ofte piskede bølgerne høje og fik træerne til at knage. Hvor kom denne hingst fra? Med et lille smil lod hun det dog værre, men ville huske på at spørge ind til det igen. Han... var spændende. Anderledes.
Skyggerosen trådte da et skridt tættere på Den Mørke.

"Slet ingen?"
Nynnede hun og fangede han blik. De røde øjne lo sagte i mørket førhen hun - stadig smilende selvsikkert, lod den fremmede være. Hun drillede ham bare. For var hun ærlig med sig selv, havde hun heller ikke set heste med vinger. Det lød næsten utænkeligt, men Fame tænkte at det kun varet spørgsmål om tid... Men det behøvede den mørke jo ikke at vide.

"Galant, min kære mørkehingst..."
Sagde hun lavt og fulgte deraf ikke op på snakken om vingerne. Åhh, en hingst til hendes undsætning... se det var jo næppe sket før, var det? Den rødliges skygger hvislede morende i mørket ved tanken, fordi minsandten om det ikke var sket før. Mange havde det med at undervurdere den bronzefarvede, der dog ikke var svag ag sig. Nej, under det tynde skind hvilede slanke muskler. Hun var en danser, en kunstner, - den rødlige var nok en af de mest feminine hopper i landet men dog langt fra den man burde redde.

"... Men hvad for dig til at tro, at jeg gerne vil reddes af dig?"
Den bronzefarvede kneb øjnene en anelse sammen, men med smilet i mundvigen vidste hendes gode humør. Hun morede sig helt bestemt... men var dog afventende, og ønskede faktisk at høre hans svar.
Mulen, der førhen havde hvilet på hingstens skulder, gled nu langsomt op af halsen i en næsten kærlig bevægelse. Undersøgte hans statur, følte hvilken styrke han gemte under det mørke skind og nappede roligt her og der. Hvis ikke hun kunne bruge sine øjne, måtte hun bruge sine andre sanser... hvilket fik enkelte skygger til at vågne op. De rakte ud efter ham, ønskede at føle ham, men Fame nægtede dem adgang. Ikke endnu...

Word count: 361

Khan Chryseus
|Strejfer x Hingst |

Den rustne hoppe var bestemt ikke en hoppe du så hverdag, havde han mødt hende i hans tidligere liv havde intet holdt ham fra at skrue op for charmen og trække hende med hjem, en pokal, en pris, et trofæ han kunne vise frem, et trofæ han ganske gerne ville lære at kende og gøre en del af hans familie. Havde han et stort ego, ja.. Mente han at han måske var en smule højere rangende end hopper? Ja. Hvilket gjorde hendes opmærksomhed så meget mere dejlig. Den bragte den charmerene ild frem i hans gyldne øjne og han rankede sig. Musklerne let spillende under hans sorte pels. Små, gamle ar plettede hans krop steder som hans flanke, ben og hals område. Flere havde forsøgt at tage en bid af hans strube uden held, dog havde han ikke altid kunne gå helskindet fra hans små kampe.. 

Hans gyldne øjne studerede den smukke hoppes let sammenknebne rødlige øjne. De gnistede af liv, som gløder af en ild, der ikke helt var gået ud endnu. Eller var den blot ved at starte op igen...? De sorte øre drejede sig bag ud. Var det ikke enhver piges drøm om at blive reddet fra sin kedelige tilstedeværelse af en der kunne give dem det eventyrliv de altid havde gået og drømt om? Seus kunne være meget, han kunne være en leder, far, mentor, ven, elsker, men al den godhed havde også en mørk side. Selvom han virkede som en lettere oppustet hingst, der ikke kunne give afkald på den leder titel han havde engang, så har han erfaringen og med tiden ville han også have musklerne til at være en frygtelig fjende. En nådeløs modstander. En modstander, som kun de der havde fået trådt ham, eller en af hans kære, godt og grundigt over tæerne fik at møde. Et roligt, men charmerende skævt smil smøg sig over hans mule. "Alle har brug for en klippe, om så den klippe er en fjer for de flyvske, så har de brug for et holde punkt, der er konstant.. Selv de stærkeste har en klippe de klynger sig til i svære tider. " Det var ikke løgn. Om klippen var et minde, et sted eller en hest, så havde man brug for noget, der kunne hjælpe en, give en modet til at gå igennem med de ting man gik med. De ting man havde brug for at tage beslutninger om alene i ens stille sind. 

YOU CAN'T SURROUND A  LION, WITH A BUNCH OF LAZY SHEEPS
THE ONE THING ABOUT ROYALTY, IS THAT WE LOVE TO FEAST

Hans skind vidnede om mange kampe, idet hendes følsomme mule nænsomt fulgte hans ar. Nogle var store, nogle var små og nogle var næsten falmet helt. En kriger, den sorte hingst måtte have haft status og den bronzefarvede brummede sagte. Status betød næppe noget i denne verden... det kunne den bronzefarvede personligt sige god for, idet du tabte alt når du først ankom.... men tilgengæld havde man også alt at vinde igen.
Hendes glødende øjne fangede hingstens gyldne og med et lille smil trådte hun endnu nærmere. Lænede den slanke krop imod hans mørke, listede sit hoved ind under den stærke hals en prustede. Hun følte sig... levende. Det var lang tid siden hun havde været så tæt på nogle. Lang tid siden nogen havde vovet... Den bronzefarvede følte de hvidlige lokker glide over hendes hals idet at hun drejede hovedet en anelse imod ham igen.

"En klippe siger du....?"
Nynnede Skyggehoppen og funderede lidt over det. Hans ord var sande, alle havde brug for en klippe.... og havde hun mødt ham for et år siden, havde hans ord i den grad været relevante. Men nu havde hun fundet sin klippe... den bestod af mørke. Et velsignende mørke, der ivrigt søgte den sorte hingst. Et mørke der havde velsignet hende med utrolig styrke og fantastiske evner. Åhh, havde han bare været der for et år siden...

"Jeg fandt engang en klippe...."
Hoppens blik livede op ved tanken og de fjerne minder på Zenobia, og skyggerosen valgte at gå fremad. Med hoppens højde var det ingen sag at gå under hingstens hals og forsætte omkring hans krop i en langsom runde. Hvert skridt lå nøje, hver bevægelse var smidig og let, for Fame var ingen begynder til dansens kunst.

"Han var smuk... vild som stormen og livlig som lyset. Han var med mig, vi delte solens varme og nattens blege lys. Han var.... eksotisk på en helt ny måde.."
Hoppens blik blev varmere, mere intenst og mere levende ved hendes ord, og den bronzefarvede følte hvordan skyggernes magi startede. Det dulmede den torden man hørte udenfor, den fængslede Nathingstens gyldne øjne og dragede ham til hende. Hun var et rovdyr, men dog ikke på jagt. Hun legede og i mørket foldede rosernes sig ud.

"Men jeg har aldrig været god til at.... bevare ting. Tror du det ville være anderledes med dig?"

Skyggerosen stoppede atter foran hingsten og hendes mule splittedes i et smil. Det var mørkt men dog dragende. Det var udfordrende, nysgerrigt men mest af alt afventende. Han havde foreslået sig selv som klippe. Men kunne han holde til det?
Hendes sidste... faste holdepunkt endte halvt slået ihjel på Foehen.

WORD COUNT: 441