Fun? what is that? [Åben tråd]

Det var utroligt så hurtigt det blev mørkt nu til dags. Han havde vrandret endeløst rundt i dette land, uden at møde eller se en enste sjæl. Det var alligevel ret ufatteligt, for nu havde han fundet ro under et træ for natten. Regnen faldt stadig ned over landet, gjorde blot hans pels endnu mere våd. En kort utilfreds brummen forlod mulen. Det var ikke rart, han bryd sig ikke om at være våd og kold, og dog fordi han kunne godt lide sneen, men også solen. Begge dele. Men regnen var ikke lige hans element. Han sænkede hovede for at lade den lange man falde ned foran hans øjne, bekytte ham lidt mod vandet. 

Det her blev en lang nat. Han følte sig så udmattet efter al den vandren og ikke nok med det, blev han hele tiden nød til at være klar på nogen angreb ham. Han var bange, her var uhyggeligten og ingen levende sjæle. Han bed hårdt tænderne sammen, han kunne ikke græde nu. Det ville blive okay? Ville det ikke? Det var bedre være alene og ensom - ikke? Håbet sank langsomt, hvorfor var han også endt her. Han ville bare gerne hjem.

Den gråskimlede hoppe havde ej været i landet længe, men alligevel havde hun været her længe nok til at udforske det meste af Andromedas hovedø, Enophis. Hun havde dog forholdsvis hurtigt fundet ud af, at det ikke lige var et sted for hende. Der var altid et voldsomt rend af heste, og det var svært at finde plads til at være alene og fordybe sig i sine egne tanker - hvilket var noget, hun holdt meget af. En dag havde hun derfor trodset skæbnen og krydset det store hav for at komme hen til en af de andre øer. Hun var endt på ørkenøen Zenobia, og her holdt hun allerede meget mere af at være. Hun havde ganske vist kun været her i et par dage, men hun kunne næsten med sikkerhed sige, at det var her, hun ville holde til i fremtiden.

Dagen var ved at gå på hæld, og mørket faldt langsomt på. På Zenobia var der ej mange andre heste, så man skulle ikke være bange af sig, hvis man færdedes alene ude i mørket. Det havde været en grå og kedelig dag, og aftenen var bestemt ikke blevet bedre. Nu havde regnen nemlig meldt sin ankomst, hvilket aldrig var en rar blanding sammen med Zenobias kolde nattetemperaturer.
Silvara travede henover det våde sand og søgte efter ly i landskabet omkring sig. Det kunne godt være noget af en udfordring, for i ørkenen var det ikke ligefrem træer, der var flest af... Men endelig fik hun øje på en enkelt træ længere fremme, der stod mutters alene i det golde landskab.

Hun travede nærmere og skulle til at søge ind under det i ly, da det gik op for hende, at der allerede stod en fremmed derinde. Hun satte farten ned og stoppede op foran ham, dog stadig ude i regnen. Hun så på ham med regndråberne flydende ned langs ansigtet.
"Undskyld, er der mon plads til to derinde?" Hendes stemme var kold som sædvanlig, men der var ingen fjendtlighed at spore i den.

Han stod blot og begravede sig i sine egne tanker og følelser, dog blev han forstyrret af en duft som vinden og regnen bar med sig, langsomt så han op. Hans øjne blå øjne landede på en hoppe, hun var næsten på højde med ham. Hans øjne lyste blot kulde, intet andet, ingen andre følelser lå i dem. Han smilte heller ikke ligefrem. Hoppen kom dog alligevel nærmer, hun bar ingen man eller pandelok, men en lille bette mørk hale havde hun dog.

Aldrig havde han set noget lignede, det var i sandheden en overraskelse. Mon nogen havde revet hendes man af? Mon hun frys? Han frys. Det måtte være koldt. Mon hun blev mobbet pga den manglede man? Kunne også være hun var dronning af dette land. Derfor hun skulle stå ud. ”tsk” han så væk fra hoppen der snart var helt henne til træet.

Dog lød en stemme pludselig fra hende, atter lod han de blå kølige øjne lande på hende. Hendes stemme var kold, ingen følelser at sporer i den, men heller ikke ligefrem nogen fjendtlighed. Men man kunne ikke stole på andre. Han skæver ud mod vejret. ”Det er ikke mit træ eller mit sted, så jeg har ingen ret eller hensigt i at stoppe dig fra at søge ly under dette træ” svarede han blot i den sædvanlige kølige, men ellers følelsesløse tone. Han så væk igen. Mon hun ville være ham ondt? Hvad var hun ude på? Skulle han mon gå – nej regnen slog endnu hårdere til og vejret synes at trække mere op, men han ville ikke være et problem for hende.

De grå, spinkle ører faldt let til siden, da den brogede hingst så væk fra hende og virkede ganske afvisende i sit kropsprog. Da hendes ord havde lydt, så han dog atter mod hende. Hans øjne var blå og kølige, præcis som hendes egne. Hun hævede en anelse udfordrende det ene bryn. Hvad ville han mon svare? Hans svar overraskede hende ikke. Han kunne naturligvis ikke stoppe hende fra at søge derind sammen med ham, men han virkede ikke ligefrem glad for det. Hun så tænksomt på ham, da han atter drejede hovedet væk fra hende. Han virkede ikke just som en, der søgte selskab lige nu. Det ville derfor nok have været mest høfligt af hende at gå og finde ly et andet sted, men regnen tog til i styrke, og der var ingen andre træer i miles omkreds. Hun brummede derfor let, inden hun søgte ind under træet og stillede sig ved hans side.

Der var ikke meget plads under det smalle træ, så de var nødt til at stå tæt side om side. Hun mærkede med det samme kropsvarmen fra den brogede hingst, og selvom det var en smule grænseoverskridende at stå så tæt, var det også rart at mærke varmen fra den anden. Hun skævede over mod ham og overvejede, hvad hun mon skulle sige. Hun sank en klump i halsen, inden hun fik fremmanet et par ord. "Mange tak."
Stilheden sænkede sig over de to heste, og stemningen blev hurtigt akavet. Det var Silvara ikke rigtigt fan af... Når nu de var tvunget til at stå så tæt, kunne de da lige så godt prøve at få noget godt ud af situationen. Hun drejede derfor det spinkle hoved i hans retning og så på ham med et blik, der havde en undertone af nysgerrighed i de ellers så kolde øjne. "Mit navn er Silvara. Hvem er De?"