Disturbing Behavior

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 314  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Den ædle hingst havde været rundt omkring, men atter havde hans hjerte vandret fremad; vandret til den ø, han følte den største samhørighed med, den ø som gav den familiære følelse som han kunne huske tilbage fra hans turbulente opvækst. Øen havde ændret sig gevaldigt; fra første gang han havde vandret blandt træerne og indåndet den friske dut af bark og mos, til nu at fornemme det lumske væsen Rumpelstilskin leve et sted på denne ø. Forpeste den, forgifte den. Ej skulle dette væsen få lov til at overtage øen, og atter forsatte himmelhingsten med at komme her. Tanken om Rumpelstilskin fik ham til at fnyse og ryste irriterende med hovedet. Sneen dalede af ham, indtil et nyt lag faldt. Skoven var ej frodig eller idyllisk, i stedet var den helt stille, træerne var nøgne og sneen faldt som vådt, fint pulver. Hvor længe det havde sneet vidste Jaidev ej, men hans fodspor var efterhånden blevet begravet under det fine, skrøbelige lag sne. Langsomt strakte hingsten halsen og lænede sig mod det træ, som han befandt sig under. Der var ej nogen trækrone til at beskytte mod sneen, men træets stamme var tyk og krum, så han havde alligevel en chance for læ. Der var ingen vind, så det var ikke koldt på Chibale, og sneen faldt ganske fint lige ned. Det var en smuk dag, hvor den skjulte sol atter kunne lyse skoven lidt op. Atter rystede hingsten sig og prustede tungt. Ånden dansede ud fra de silkebløde næsebor, og forsvandt da. Kappen lå tæt indtil hingstens stærke korpus, og ejede en fin krystalklar overflade med et næsten usynligt lag sne henover sig. Det så helt krystalliseret ud og glimtede sagte i sneens fald. Ak, ingen sjæle så ud til at bevæge sig ud i dette snevejr, så himmelhingsten havde chancen for, at nyde stilheden for sig selv. Så længe det ville vare.

Ava havde godt opfanget lugten fra en hun før havde mødt. En hun måske ikke ville have husket, hvis ikke det var på grund af de dengang specielle omstændigheder. Han var en af dem. Fjenden. Han var fjenden. Hendes fjende - deres fjende. Hendes og skyggernes. Ava, så dedikeret som hun var, ville heller ikke lade en chance for at befri hingsten fra kappen.

Den kolde luft generede hende ikke. Da skyggerne havde overtaget hendes sind, havde de skiftet det varme blod ud med kolde skygger. Der løb ingen varme rundt i hendes krop, og kulde var derfor ikke lige så frygtelig for hende som den kunne være for andre, for hun mærkede intet. Og om sommeren når solen skinnede kunne hun mærke solens varme stråler endnu hurtigere. Noget der kunne føles helt ubehageligt hvis den stod ligepå og der ingen skygge var. Den sorte pels havde altid været ulempen på det punkt.

Som hingsten vandrede, fulgte Ava så lydløst hun kunne med, på en fin afstand og halvt skjult bag træstammer og modvind. Først da hun havde været helt sikker på der ikke var andre i nærheden havde hun sat farten op og var skrået ind mod hans sti. Noget ulæseligt hvilede i øjnene på den mørke hoppe. Noget lusket. Noget mørkt. Noget udspekuleret. Som havde hun allerede lagt en plan. Som havde hun allerede bestemt sig for hvad hun skulle stille op med hingsten. Ava kunne mere eller mindre sammenlignes med en slange. Smidig, snu og med tendens til at hugge ud når man mindst ventede det.

"Jamen jamen jamen! Er det ikke Jaidev vi har her. Hvad laver du så langt væk fra dine artsfæller?"

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 310  | Weather:  Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Lydløst faldt de hvide krystaller fra himmelen og farvede verdenen omkring sig. Det krumbøjet fra han stod under gav en behagelig læ fra den faldende sne, men ak han var skam blevet berørt af krystallerne, så den ravnsorte pandelok hang fugtigt ned over hans næseryg, og den lange man klistrede sig til hans knejste hals. De mørke øjne gled i, og et dybt suk blev udstødt fra den varme mule. En pludselig, bekendt duft ramte de sensitive næsebor, og langsomt øjnede hingsten øjnene. Lugten blev tydeligere og tydeligere, og da Jaidev endelig kunne karakterisere lugten, slog han hovedet i vejret. En skygge gled lydløst rundt i det hvide landskab. Ava. Hans sorte øjne fangede hoppe, som skrånede hen til ham, og stillede sig foran ham. Hun havde ændret sig. På næseryggen sad tre isblå cirkler og hendes aura var præget af mørke. Hun var en af dem, skyggerne.

” Godaften Ava. Jeg tror, at jeg besvarede dette spørgsmål sidst vores veje krydsede. Grunden har ej ændret sig siden. ”

Stemmen var som den plejede; mørk, hæs og maskulin, dog behagelig. Han betragtede den sorte skygge, og rettede sin muskuløse krop en anelse op. Han huskede deres sidste møde i regnen, hvor muggen og sur den sorte havde været, hvor meget hun foragtede vogterne. At hun havde kaldt ham Caomhnóir. De sortnede, udtryksløse søgte forsigtigt mod hoppens isblå blik, der matchede de cirkler, der var blevet tegnet på hendes næseryg.

” Jeg kan spørger Dem om det samme, Ava. ”

Stemmen havde dæmpet sig i sneens fald, og det blik der før havde søgt hoppens, gled forbi hende og mod det bidmærke på hendes hals; et bidmærke han havde spurgt indtil sidst, og som hun elegant havde gået udenom. Men det kom vel ej heller ham an, hvilke ar hun måtte have - hverken på sjæl eller legme.

Da Ava standsede, stod hun helt stille. Ikke en eneste muskel rørte på sig, og for et øjeblik var hendes fokus vendt mod noget andet. Noget der ikke kunne ses. De hvislende lyde, hviskende stemmer, der var at høre inde i hendes hoved. Hvad de sagde havde hun ikke planer om at dele med fjenden, men et næsten smilende udtryk gled hen over både mule og øjne.

"Det er jeg bange for at jeg, at vi ikke kan fortælle dig. Men du burde vide, hvor risikabelt det er at vandre rundt her. . . . alene. . . . "

Ava trak på det sidste ord. Trak det ud så det næsten i stedet blev syngende, men halvt hviskende. Noget der fik ordene til at virke kolde. Kolde og dystre. Som en advarsel. Som en trussel. Som alt andet end venlighed. Hovedet gled en smule på skrå, uden blikket forsvandt fra hingste. Jaidev havde måske været venlig over for hende den gang de stod i grotten og regnen silede ned, men han var stadig en af dem. En af fjenderne. En af dem hun foragtede! Hun hadede dem ikke, for hadede var ikke et stærkt nok ord. Hans venlighed kunne lige så vel være falsk, ligesom hun anså de andre vogtere for at være. Uvidende og falske. Vogtere. Vogtere af landet. Vogtere der ikke vidste bedre. Vogtere der mente deres verden var bedre. De vidste ikke hvordan det ellers kunne være. De vidste ikke hvad hun vidste. De kendte ikke den sande herre. Ava slog et slag med halen så den hvislede gennem luften, og rankede sig. Hun var en lille hoppe. Lille men stærk. Lille og stædig. Lille og meget ofte undervurderet.

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 371  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

De sortnede øjne betragtede den lille hoppe, der standsede foran ham, og kun lige akkurat kunne nå ind under det krumbøjet træ han stod under, så de kunne dele læ. Et øjebliks instinkt fik Jaidev til at trække et halvt skridt bagud for, at give mere plads til den lille sorte, på trods af hun ej fyldte meget i landskabet i forvejen og sagtens kunne få læ, hvis hun ønskede. Endda uden at komme for tæt på ham. Hun var en af dem, skyggerne. Hun havde taget et valg, et drastisk valg, og med kampen mod Lyset og Mørket, hvor Ava stod på mørkets side og i forvejen brændte af had til vogterne, var Jaidev ej sikker på, at han ønskede hende nær. Et pludseligt smil gled over hoppens sorte mule, inden hendes feminine toner fyldte den kølige luft omkring dem.

Jaidev gjorde et ryk med hovedet, da hoppen snakkede i vi form. Hun var ej alene. Blikket strejfede omkring landskabet, men ak i denne snefyldte stund var det kun de to sjæle, der holdte til. En pludselig trussel lød, da Ava gjorde ham opmærksom på, hvor risikabelt det var, at vandre alene. Truede hun ham - og så på hans ø?! Et fnys forlod den hvide mule, og et hidsig forben blev stampet i jorden. Hans aura ændrede sig dog ej, hans udtryk var som altid tomt.

” Jeg frygter ej for min sikkerhed, når jeg vandre alene. Denne ø tilhører ingen. ”

Blikket gled atter mod hoppens bidmærke. Det var ej for at stirre, men blot for at finde et punkt at holde blikket på. Alt omkring dem var så hvidt, at det næsten stak i blikket. Ava var i stor kontrast med sneen, men alligevel sad en kontrast på hende i form af bidmærket, der havde lokket hingstens blik til sig.

” Ava, ved vore sidste møde kalde De mig for Caomhnóir. Jeg antager, at dette stammer fra Deres hjemland. Vil De dele med mig, hvad det betyder? ”

De havde talt om normer fra deres hjemland ved sidste møde, det huskede han. Huskede, hvor meget den lille sorte stadig holdte fast i, som kunne give en familiær følelse fra hendes hjem. Mon skyggerne havde erstattet de følelserne nu?

Jaidevs stampen i jorden frydede Ava. Det var bare et lille tegn på hun havde trykket på nogle af de rigtige knapper. Måske var vogterne ikke helt urørlige. Måske var de bare ligesom alle andre, og med en smule hjælp fra et relikvie som ville fratage dem magien så snart de mistede det. Måske var det mere af egoisme de passede på den givne ting. Ava havde aldrig rigtig haft høje tanker om dem. Da hun selv var uvidende havde hun haft en neutral mening, men en hændelse havde ændret hendes syn fuldkommen. Hun så hellere en verden lagt hen i mørke frem for en verden fuld af falskhed og falskt håb. Vogterne som så mange regnede med skulle beskytte dem, var trods alt kun sat til at vogte en del af landet. At vogte både relikvier og andre sjæle ville være for stor en mundfuld - ikke at Ava klagede, for det ville trods alt kun være en fordel for hende.

"En trussel? Måske. Måske ikke. Hvem ved?"

Hun gav ikke meget fra sig. Selvfølgelig ville det være dumt at melde ud hvis det rent faktisk var en trussel. Men samtidig kunne det også få ham til at tænke over, at den sikkerhed han måske gik og troede han havde, rent faktisk ikke var helt så eksisterende.Han var alene. Det ville tage andre lang tid at nå dem. Med mindre man selvfølgelig talte det skarpe lys med. Men skulle det skarpe lys gøre hende noget, ville det ikke være spor anderledes fra det mørke. De ville være ens.

"caomhnóir... Vogter.... Men om det er godt eller skidt kommer vel an på synspunktet. Jeg mener de kan være en smule opblæste."

Ava var ikke en af dem der var bange for at sige sin mening. Hun var heller ikke bange for at lyve, men lige i dette tilfælde var det den nøgne sandhed. Ava mente de var opblæste. Der var så mange af dem der talte i et alt for fint sprog. Nogle der mente det var en ære at være en af de valgte. I Avas øjne var det intet andet end en mulighed der var blevet givet til dem, og som så hurtigt kunne tages fra dem igen.

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 321  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Der lå en tyk anspændthed mellem de to sjæle, der delte den snefyldte dagsstund sammen. Himmelen var trukket sammen over dem i en kedelig gråblå nuance, og sneens fald så ud til at være ustoppelig. Et par enkelte steder sad de hvide krystaller i hingstens man, indtil de smeltede og gjorde hans man fugtig. Ej havde han noget mod dette vejr, ak han vidste at det gjorde livet langt mere besværligt. Kappen havde samme kedelig nuance fra himmelen, og det fik ham næsten til at gå i ét med den hvidklædte skov, hvis ikke det havde været for hans mørke hals og sorte man, der gjorde ham mere end tydelig.

Ava så ud til at more sig, når hun ramte de knapper, der irriterede ham. Selvfølgelig morede hun sig. Tanken fik den lyse mule til at rynke sig sammen og danne en masse folder. Da hun talte omkring truslen, fnøs hingsten lavmælt. Hans syn på skyggerne var splittet og han ejede ej had til disse. Ava derimod, hun hadede vogterne så inderligt. De mandelformede øre gled sidelæns og langsomt trådte Jaidev et skridt tættere på den lille sorte hoppe.

” Ava, hvad er der sket med Dem, siden De hader vogterne så meget? ”

Den mørke, hæse stemme lød lav i sneens fald. Han behøvede ikke at tale højt, og da slet ikke eftersom han var rykket tættere på hende. Langsomt knejste han den muskuløse hals sammen, uden de tomme, udtryksløse øjne slap hende. I stedet forsøgte de ganske forsigtigt, at søge hende isblå krystalblå blik.

Oplæste. Hun talte om vogterne som oplæste. De mandelformede øre gled sidelæns, og den lyserøde mule blev spændt på ny. Hun var svær af aflæse. Hun havde omtalt vogterne som ’de’, i stedet som I til hingsten. Om det var fordi, at han ej indgik i samme kategori, vidste han ikke, eller om det blot var en tilfældighed, og hun sammenlignede ham med de andre.

På trods af sneen dalede og ville smelte på en varm krop, blev den liggende på Avas. Den blev liggende som et hvidt tæppe, der engang imellem blev vrikket af, enten med en dirren fra hoppens krop som hvis en flue lige skulle skræmmes væk, eller når hun bevægede sig. Hvor en sky af damp normalvis kom fra et andet væsen der trak vejret i kulden, var der intet at se hos den sorte Ava. Hendes krop var kold. Blodet erstattet med skygger. Idet Jaidev spurgte ind til hvad der var sket med hende, siden hun hadede hans slags så meget, blev blikket i øjnene endnu koldere og endnu mørkere. Selvom de næsten var lysende blå, var der et mørke der næsten fik dem til at lyse endnu mere. Fik dem til at lyse af had. 

"Hvad der er sket med dem eller hvorfor de hader jer har jeg ingen anelse om"

Det var et koldt svar, og selvfølgelig mente hun skyggerne, selvom hun godt vidste det ikke var dem han havde ment. Men det understregede jo bare hendes syn på dem. De skulle alle sammen være så fine. Så vigtige. Tale til folk i stedet for at snakke. Alt skulle virke så kvalmende og sukkersødt, men det var en falsk tryghed de bragte med sig.

"Vogtere...... beskyttere af landet...... Hah! beskyttere af dem selv nærmere sagt. Hvad er du uden din kappe? I kan ikke beskytte nogen når det virkelig gælder"

Ava havde haft brug for deres beskyttelse. Brug for deres hjælp, og selvom der var nogle stykker af dem og endda 3 i den samme flok hun selv havde været i, før hun var tvunget til at slå sig til broderskabet og nærmest blev forvist fra flokken resten af hendes familie var i, hendes datter, var der ikke nogen der overhovedet havde haft den mindste anelse om, hun havde haft problemer. Den lille glade hoppe var fra dag til dag blevet mere og mere indelukket, havde trukket sig mere og havde set sig sur på alle der rendte rundt og snakkede om hvor godt et land de boede i. Det var forkert! det var en falsk tryghed, og det vidste hun bedre end nogen anden.

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 384  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

De krystalformede, hvide snefnug lagde sig som et tæppe på den sorte hoppe. Engang imellem virrede hun det af sit skind, men hendes krop udskilte en kulde, der blot fik sneen til at blive liggende, i stedet for at smelte som den gjorde på ham. Ej havde himmelhingsten tænkt over det, men i takt med at han var trådt et skridt nærmere hende, kunne han næsten fornemme den kølige aura omkring hende. Nærmest som var kroppen et dødt legme. De isblå øjne, der skinnede og blev lyst op på grund af kontrasten fra det sorte skind, virkede aflukkede, hadefulde og mørke. Et mørke, som den sorte Ava havde inviteret indenfor, og som nu var blevet en del af hende. Et mørke, som himmelhingsten engang ville være nødt til at kæmpe mod.
Et mørke, han selv blev draget mod i tide og utide.

Ava talte i gåder. Hun svarede ej på spørgsmålet. Eller gjorde hun? De mandelformede, pjusket, fugtige øre gled nærmest mekanisk frem og tilbage. Selvfølgelig forstod hun spørgsmålet, det tvivlede han ikke på. Men den sorte hoppens sind var forpestet af skyggerne, og han måtte skelne mellem hvilke af dem, der talte. De feminine toner forsatte med at fylde den snefyldte luft omkring dem, erklærede at vogterne var falske, egoistiske og uværdige. Den lyserøde mule rynkede sig ved hoppens ord, og da de døde ud, åbnede himmelhingsten da mulen for at besvare Ava.

” Uden min kappe er jeg stadig Jaidev. Min kappe gør mig ej til noget andet, end hvad jeg er. Den definerer mig ikke. Den fortæller ikke hvem jeg er. Den symboliserer et valg, jeg har truffet, såvel som Deres fuldmåner gør. ”

Stemmen var lav, men oprigtig. Han mente hvert et enkelt ord han sagde. Ej blev hans identitet ændret på grund af kappen. Den kunne ej fortælle hvem han er. De sortnede øjne søgte de sirlige mønstre på hoppens næseryg, som han hentydede til ved at kalde dem fuldmåner. Langsomt løftede han hovedet mod den lille hoppe, men stoppede dog mulen tæt på hendes næseryg. Kulden var kraftigere her i hendes nærhed, som var hendes krop køligere end selve luften. Berøringen var ej sket endnu. Et dybt, maskulint, spørgende brum lyd fra ham, mens han betragtede hende med de udtryksløse øjne.
Hvad var der sket med denne hoppe?


[ JULEAFTEN ]

Ava måtte ryste på hovedet. Det var måske rigtig nok det han sagde, men samtidig noget sludder. Hun morede sig alligevel en smule over det, og havde da også tænkt sig at prikke til ham. Virkelig prikke til ham.

"Hvis kappen ikke gør dig til andet end Jaidev...... Siger du så du ikke er en af vogterne?"

Der var meget få, Ava havde mødt, der kunne stille de "provokerende" spørgsmål. Dem man skulle passe på for ikke pludselig at komme til at forvirre sig selv med svarene. Dem man nogen gange formåede at modsige sig selv med. Hvis han bare var Jaidev var han ikke vogter og var han vogter, var han mere end de andre.

"Jeg har ingen fuldmåner. Jeg har intet der symbolisere et valg jeg har truffet. Man ville måske kunne argumentere for det var et valg, for et valg kræver flere muligheder, og der er altid en anden mulighed.... Men engang imellem er den anden mulighed ikke noget man vælger, fordi det stritter imod det basale overlevelses instinkt. Så fortæl mig, Jaidev...... Hvilket valg har jeg truffet?"

Ordene var spydige, men Ava lignede ikke en der havde tænkt sig at træde nærmere, hugge ud eller overhovedet begæve sig. hun blev stående lige så stille som en statue, med undtagelse af den lille og næsten utydelige bevægelse fra hendes vejrtrækning.

Han havde ikke den fjerneste anelse af hvad hun havde været igennem. Han havde selvfølgelig spurgt, men han havde spurgt med den noble tunge som de andre vogtere også brugte og som Ava afskyede helt ind til benene. Det fik dem kun til at fremstå som endnu mere højrøvede væsner. Som om de var mere og bedre end andre.

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 442  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Kulden strøg ud fra hoppen. I takt med at den ædle himmelhingst havde trådt nærmere, var det som om, han havde nærmet sig en køligere kilde. Hoppens sorte skind var særpræget spækket af sneens hvide krystaller, der lå ovenpå hende og efterlod hende broget, i modsætning til ham, som var ganske varm og hvor fnugne smeltede så snart de kom i nærkontakt.
Hun rystede på det lille hoved, umiddelbart ikke enig i hans ord. De sortnede øjne søgte efter hoppens isblå blik, forsøgte at læse hende, finde ud af hvem hun egentligt var. Dog åbnede den lille sorte da mulen, og forsatte i samme dur som før, for at køre på ham. Den lyserøde mule blev spændt, så rynkerne blev krøllet sammen, mens de mandelformede øre vippede sidelæns. Han vidste godt, hvad hun havde gang i. Hun ville forvirre ham. Langsomt rystede han halsen, for at den fugtige man skiftede side at hænge på, inden han åbnede mulen for at besvare hendes spørgsmål.

” Jeg har aldrig sagt, at jeg ej er en af vogterne. Jeg siger blot, at den jeg var første gang jeg betrådte landet, er jeg stadig i dag. Det ændre intet, at jeg ejer kappen. Mine valg, mine tanker og mine følelser vil og er stadigvæk de samme. ”

Stemmen var lavere nu hvor han var rykket nærmere. Der var ingen grund til, at tale højere end nødvendigt. Hun ville sagtens kunne høre ham.

” Ava, jeg husker De havde en lang snehvid blis ned gennem Deres ansigt. I dag er den erstattet af tre fuldmåner. De fuldmåner er der på grund af et valg De har taget. Jeg kan ej fortælle Dem hvilket valg De har truffet, for det ved De allerede. Jeg kan kun sige, at De har taget det valg, som De mente var det rigtige. ”

Det var sjældent, at himmelhingsten snakkede i længere sætninger. Ej at han ikke kunne eller ville, han var blot sparsom med sine ord. I takt med at sætningen var blevet længere, jo dybere og hæsere var den blevet; dog stadig med en behagelige klang. Måske mente hoppen ej, at hendes cirkler på næseryggen var fuldmåner. Men det mindende om; de var ligeså mystiske og smukke.

Den lille sorte hoppe havde ej reageret på, at han var kommet nærmere og rakt ud efter hende. Han genoptog den dybe brummen, inden han da lod den varme mule berøre hoppens kølige næseryg. Berøringen var blid som fjer og ganske kærtegnene. Den maskuline brummen steg fra den muskuløse bringe, mens de udtryksløse øjne betragtede hoppen foran ham.

"Du kan ikke sige jeg traf et valg. Det kan godt være man siger man altid har et valgt, men sådan er det bare ikke. Du har måske to muligheder, men der er ikke et valg at træffe. Du ved ikke hvad jeg har været igennem!"

Avas ører blev presset ned mod nakken. Advarende. Blikket understregede alvorligheden i advarslen. Det lod ikke til han helt havde forstået det. Stemmen var blevet hævet til sidst. Måske havde der været to muligheder Ava kunne vælge imellem, men der havde ikke rigtig været noget valg at træffe. Det var mere eller mindre truffet for hende. Hun kunne have ladet livet - efterladt sin lille datter. Eller hun kunne slutte sig til de mørke kræfter. På den måde var hun ikke alene. Hun var i live. Og hun havde intet at frygte.

"De har intet til fælles med månen, ud over deres runde form. Kalder du enhver rund sten for en måne også? Er solen en måne også? En måne er en måne. En sol er en sol. En cirkel er en cirkel. Hvis du er Jaidev selvom du ligner en vogter, må en cirkel også være en cirkel selvom det ligner en måne. "

I det øjeblik Jaidevs varme mule rørte hendes næseryg krympede den i forvejen meget anspændte, lille, sorte krop sammen og trak sig væk fra ham i en hurtig bevægelse, med et skingert hvin fra Ava som havde han bidt hende. Ikke bare bidt, men direkte påført hende smerte. Som en forsvarsmekanisme huggede Ava ud med et bid i hans retning, som en slange bed ud efter et bytte. Hurtigt og præcist. Kroppen forblev sammenkrøllet og anspændt, men Ava flyttede sig ikke længere væk. Hun stak ikke af.

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 475  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Sorte, udtryksløse øjne betragtede tomt den lille sorte hoppe, der delte læ under det krumbøjet træ. Hoppen udstedte ikke den mindste varme, så hun behøvede ej lå som han gjorde. Hendes stemme lød i det kolde landskab, feminine men hidsig. Uenig i hans ord om, at hun havde et valg eller ej. Han vidste jo intet om hende, om hvad hun havde været igennem eller blevet udsat for. Ak nej, det vidste han ikke. Han trådte mod hende, og prustede dæmpet ud. Trods hendes arrighed, irritation og temperament, så forholdte han sig roligt.

” Så fortæl mig det, Ava. ”

Sneen lå som et tykt tæppe over hans krop. De fodspor der havde ført dem hen til træet var vasket bort af sneen. Alt omkring var hvidt. På hoppens ryg lå en tykkere dyne af sne, for det smeltede ej. Lå der blot som et tæppe; nøjagtigt som der lå omkring Jaidevs korpus. Da hun nævnte cirklerne i panden, irettesatte ham med at det ej havde noget med måner at gøre, og at cirkler var cirkler, måner var måner, brummede Jaidev sagte til hende.

” Ava, jeg forstår hvad De mener. For mig som ej kender til Deres cirkler, ligner de for mig fuldmåner. Samme form, samme mystik, samme skønhed. Jeg beklager hvis dette har stødt Dem. ”

Berøringen skete. Ganske blidt havde han ladet den silkebløde mule røre ved hendes næseryg. Kulden fór gennem ham som et stød, men hvad der skete med den sorte var straks værre. Som havde han berørt hende smerte, kastede hun sig bagover med et skrig. Overrasket slog hingsten hovedet op, og rykkede sig tilbage, dog ej hurtigt nok. Den lille sorte var hurtig, og hendes bid fløj mod ham. Trods de havde en afstand mellem dem, og hun ej ville sidde i halsen på ham, ramte tænderne alligevel siden af halsen og efterlod ham med en skramme, hvor et par enkelte bloddråber piblede. Atter bakkede hingsten og kneb de sortnede øjne sammen på grund af den svigende følelse på halsen, inden hans blik fangede Ava igen. Hun stod sammenkrøllet, spændt, klar til at angribe. Han havde oprigtigt påført hende smerte, fysisk eller psykisk.

” Om forladelse Ava… ”

Stemmen var hæs og dybet, og han rykkede atter et skridt bagud for at give hoppen plads. Bagparten ramte mod stammen bag ham. Langsomt prustede han ud i den kolde luft så dampen tågede omkring hans sensitive næsebor. Blodet piblede ned af halsen og på sneen som et par enkelte dråber. Det havde ej været er dybt eller alvorligt sår hun havde ramt ham med. Måske han havde fortjent den, han havde trådt over hendes grænse. Ej kunne han nå hende, alligevel strakte han mulen i hendes retning og ønskede sank ned i nakken. Det havde ej været hans mening at gøre hende ondt.

"Hvordan forklarer man farver til en der er blind? Hvordan forklarer du en regnbue for en der aldrig har set farver? Hvordan forklarer man hvordan det føles at blive ædt op indvendigt, til en der aldrig selv har prøvet det?"

Det var ikke bare sådan lige at fortælle hvad der var sket. Hun kunne huske det lige så tydeligt som var det sket dagen forinden, selvom hun nu i en lang periode havde været en del af skyggernes broderskab. Hun havde forinden da rendt rundt i sin egen frygt en rum tid også. Ørerne flyttede ikke på sig. På ingen måde. De var ikke måner. De var ikke mystiske. De vidnede bare om det der både var en gave og en forbandelse. Noget hun ikke kunne lægge fra sig og noget ingen kunne tage fra hende. Et permanent mærke der viste alle, hvilken art hun tilhørte. Et mærke der advarede alle om, hvad hun gik med i sit sind.

"Du er den, hvis blod farver sneen...... og du er den der ber om forladelse?"

Der lå noget undrende over tonen. Ava skælvede stadig en anelse, men fik alligevel rettet sig selv en smule op. Ud fra hendes vejrtrækning der blev en smule uregelmæssig, kunne det sagtens lyde som om hun var ved at bryde sammen, men i stedet gled en lille latter ud. Det var jo fuldkommen håbløst. Hvis alle var ligesom ham, var det underligt at ingen havde formået at få fat i relikvierne endnu. Avas blik søgte ned mod hans mule, der var strakt ud i hendes retning, men hun gjorde ingen tegn til at ville nærme sig den på nogen måde. Den slags var hun ikke klar til. I stedet rankede hun sig en smule for at begynde sin fortælling.

"Du spurgte om, hvad der var sket mig. Du bad om forladelse.... men når jeg er færdig med at fortælle, vil du nok ønske du ikke havde............

Jeg har set lyset. Det varme, det hvide, det skarpe lys med en tilhørende stemme. Men før jeg mødte lyset, mødte jeg mørket. Mørket med de røde øjne. Mørket med de hvilsende stemmer. Mine brødre... Mine søstre.... De kendte mit navn. De kaldte på mig. De viste mig deres sandhed. Den rigtige sandhed............. Det havde sin pris. Mørket bed sig fast. Det var koldt. Koldere en sneen. Koldere end noget andet jeg før har oplevet. Forestil dig en kulde så kold det næsten brænder...... Og stemmerne. De hviskende stemmer..... Jeg hørte dem lang tid efter. Først når jeg sov. De vækkede mig i starten. Jeg troede først det var mareridt. Men så begyndte jeg at høre dem også, mens jeg var vågen. De lyttede... De talte til mig... Hviskede til mig. De kaldte på mig. De var der når jeg var helt alene. For hver dag der gik var det som om der manglede en lille del af mig selv, der langsomt blev større og større..... Og på et tidspunkt, kan man ikke undgå at nå til det sted hvor man ikke længere føler sig hel. Der manglede noget... Jeg manglede noget.... Jeg...........

Jeg havde en datter. En jeg aldrig nåede at knytte et bånd til. Jeg havde hende i en dag. Og fra den dag var hun ikke længere min datter. Jeg så hende først år senere. Men jeg fandt den her lille hingst.... En lille hingst der var efterladt alene. En lille hingst der havde brug for hjælp. Jeg tog ham til mig og jeg knyttede et bånd hurtigere til ham end jeg nogensinde nåede at gøre til min første datter. Han var ikke.... Han kunne ikke erstatte hvad jeg manglede.... Han fik mig ikke til at føle mig hel igen. Jeg søgte mørket. Mørket bad om en gave. Et liv - og jeg ofrede den lille hingst. Ingen kendte til ham ud over hans forældre, der tydeligvis havde efterladt ham med tanken om at lade ham dø. Ingen andre end mig ville savne ham. Ingen andre kendte til hans eksistens. Så nemt, og alligevel så svært. Jeg husker ikke meget efter det. Ikke andet end følelsen af at være hel. Uden skyggerne eksisterer jeg ikke. De giver mig energi. Hos dem er jeg aldrig alene. Vi er en. Vi er mange. Vi er alle koblet sammen......... Jeg blev forvist fra Teylar. Stedet hvor der er plads til alle, men det er ikke sandt. Er det vel? For så havde jeg ikke været kastet væk derfra for at søge den hjælp DIN slags ikke kunne give.... Og lyset........

Jeg startede min fortælling ud med at sige jeg har set lyset. Og jeg har. For længe siden og alligevel ikke så længe siden, opsøgte min familie mig. Ikke den hele, for min slægt spreder sig ud i mange grene. Men min broder.... Og en ven så nær han kun kan kaldes familie. Foehn er ikke et sted for dem, og jeg bad dem gå, men de ville ikke. Jeg bad dem gå flere gange, men de ville stadig ikke. De ville ikke forstå... Jeg måtte jage dem væk..... Ud af ingenting kom lyset. Brændte skyggerne væk og efterlod mig i et smertehelvede..... Forladt..... Jeg hørte aldrig lyset tale, men jeg hørte de andre svare. Forstår du nu hvad der er galt med den eller det i ser op til? Forstår du nu, hvorfor i lever i den falske sandhed? Forstår du nu det falske håb? De fik ros.... ros for ikke at lade sig jage væk af sådan en som mig. Blev kaldt værdige fordi de ikke lyttede til en advarsel..... Dit lys er ikke bedre.... mere nobelt.... eller anderledes end det mørke jeg kalder mit broderskab. Det tilintetgører...... Det forblænder.... Det skjuler sandheden fra de håbefulde og lader dem leve i løgnen.........."

Disturbing Behavior

Tag: Ava  | Wordcount: 782  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, daylight

Den lille sorte hoppes feminine stemme fyldte den snefulde luft omkring dem, fyldte luften med spørgsmål, man ej kunne besvare. Jaidevs mandelformede, pjusket øre var rettet frem imod hende, lyttede til hende da hun stillede spørgsmålene; som der ej kunne besvares. Hun tav et øjeblik, for derefter at lade en lille latter slippe ud. Hun grinede af ham. Grinte af, at han havde beklaget. De fremadvendte øre gled sidelæns, mens de sortnede, tomme øjne betragtede hvordan den lille hoppe fik samling på sig selv igen.

” Jeg beder om forladelse, Ava, fordi jeg er den, der gik over grænsen. Jeg er den, som lavede en fejl. ”

Stemmen var dæmpet, rolig på trods af hoppens latter. Måske var hun ej enig med ham i, at han skulle undskyldende eftersom det var hende, der havde påført ham skade. Men han også havde gjort skade på hende, han havde trådt over hendes grænse, og det havde ej været hans mening. Han ønskede ej, at gøre den lille sorte skyggehoppe fortræd; hendes eget sind var pinsel nok for hende. Blodet stoppede hurtigt med at løbe, og størknede på den fugtige hals. De råde pletter der farvede sneen, ville snart blive visket bort i snevejret. Hårene ville snart vokse over såret, og det ville ikke engang efterlade et ar. Men det havde været et tegn på, at han var gået for hurtigt frem og kommet for tæt på. Derfor accepterede han det.

Ava begyndte at tale. Som en lukket blomst, begyndte hun pludseligt at blomstre. Åbne sig, fortælle hvad der var sket. Jaidev vippede lyttende ørerne mod hende, mens hans intetsigende blik lå på hende; hverken dømmende eller krænkende. Nærmest som et blidt kærtegn så han hende. Han så hende oprigtigt.
Hun fortalte om Lyset, et lys han selv havde mødt, men før lyset havde fundet hende, havde Mørket allerede grebet hende. Kendt hende. Vist hende sandheden; en sandhed der havde en pris. Hun fortalte om stemmerne, der havde vækket hende om natten og holdt hende vågen om dagen. Hun fortalte om hendes følelse af mangel, fortalte hvordan hun ej havde kunne knytte bånd til sin datter, men i stedet fundet en ung hingst, som ikke kunne fylde pladsen. Hun ofrede den unge hingst. Jaidev lod hovedet glide på skrå. Hvordan kunne hun? Fordi hun blev hel. Skyggerne erstattede det hul, hun så længe havde vandret med. Efterfølgende måtte hun forlade Teylar. Teylar? Der havde han været, mens han dansede med den sorte himmehoppe Leonora. Han kendte ej til flokke, ej til lederen. Blot området, som han en ganske enkel gang havde sneget sig ind på, for at finde den sorte hoppe. Ava fortalte, at det hans slags ej havde kunne give hende den hjælp, hun havde haft brug for… Hvis blot han havde kunne hjælpe hende. Aflaste den smerte, hun havde båret på. Hendes broder og en ven havde forsøgt at hjælpe hende, søgt efter hende på Foehn, og da hun forsøgte at få dem væk, var Lyset kommet og brændt hende. Lyset var ej nobelt, ej perfekt eller pure. Det var falsk, mente den sorte. Da hun var færdig med sin fortælling, stod Jaidev et langt øjeblik og betragtede hende. Afventede om der kom mere, inden han forsigtigt trådte et skridt frem med forbenene, nærmest spørgende om han måtte nærme sig.

” Det piner mig, at De har følt så meget smerte, Ava. Men De måtte ofre liv til skyggerne, ofre noget som De havde kært. Jeg forstår, at De ønskede at blive fuldendt igen, men ej at De ønskede at give liv i bytte for dette... Ava, jeg tror ej Lyset har ønsket at skade dem. De sagde selv, at Deres broder og en kær ven havde søgt dig på Foehn, hvor de ikke hører til. De har forsøgte at hjælpe dig, kære Ava, det er jeg sikker på. Det er hvad Lyset har ville belønne dem før; at trodse den askebeklædte ø for at finde Dem. Belønnet dem for deres kærlighed og omsorg for Dem; selvom De er fuldendt med skyggerne, Ava. ”

Jaidevs stemme døde endelig hen. Det var ej ligeså langt og fortællende, som den sorte hoppens forklaring og livshistorier Dog var himmelhingsten ej vant til, at snakke i lange sætninger, så den hæse tone blev en anelse mere dominerende mod slutningen. Da trådte han et forsigtigt og langsomt skridt tættere. Han ønskede ej at ynke den sorte, for de var hun for stærk til at blive. Alligevel ønskede han, at hjælpe hende hvis hun ønskede dette. Himmelhingstren strakte atter mulen i hoppens retning, som hun før havde afvist. Han vidste ej, hvordan hun ville tage hans svar på hendes tale, og han ønskede ej, at hun skulle misforstå ham.