Disturbing Behavior

"Jeg - vi forstår dig. men du forstår ikke os.........."

Stemmen var en anelse hvislende og tydeligt præget af skyggerne. Dem der dukkede frem og passede på hende. Dem der havde taget hende til sig da hun var alene. Dem der var en del af hende, på trods af de engang imellem lå mere i baggrunden og hviskede... ulmede....

"Ønskede lyset ikke at skade mig... dem.... os.... kunne lyset have vist sig for min familie et andet sted...... ønskede lyset bare at rose dem for at have overkredet deres grænse og søgt os på Foehn, kunnne lyset have gjort det et andet sted.... Det havde ikke behøve afbryde.... lade dem blive der.... De kan ikke hjælpe... De vil ikke hjælp...."

De sidste ord kom en smule anklagende ud. De var kommet for at tale hende til fornuft - ikke for at hjælpe. Hun havde bedt dem om at gå, de ville ikke. Hun havde bedt dem om at joine, men de ville ikke. Hun havde bedt dem om at hjælpe, men de havde ment det modsatte af hvad Ava ønskede, var det bedste.

"Vi har en datter.... En datter i Teylar.... Mit tidligere hjem... Min tidligere familie... Jeg bad dem sende min datter væk derfra.... Jeg ønsker ikke hun skal hjernevaskes til at tro lyset er godt. Se på jer...... I kan ikke beskytte andre end jer selv... hvordan skal i kunne beskytte et helt land? Den dag krigen kommer og ofre vil blive givet...... Min datter - vores datter, skal ikke være i midten af det hele. Følger hun lyset er hun ikke længere datter af os... hun er vores fjende...."

Langsomt gled Avas hoved på skrå, mens hun betragtede den halvmørke hingst. Nok var han en vogter, men Ava kunne stadig fornemme en form for mørke ligge over ham. Hun vidste godt han ikke var en del af flokken, så han forstod måske ikke helt hvordan det fungerede. Men hendes Nymfe voksede op, omgivet af hans slags og med konstant ros af dem. At de var landets vogtere. De var beskyttere. De var udvalgte til at tjene lyset. Hvordan kunne det ikke lyde som verdens bedste idé for et føl? For en plag? For en ung hoppe? For alle andre der ikke kendte til den falske sandhed.

"Hvorfor er du tjener af lyset, vahlok?"

Disturbing Behavior 

Tag: Ava  | Wordcount: 462  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, almost nighttime

Sneen lå som en kold, tung dyne omkring de to sjæle, der delte de sidste solstråler med hinanden. Delte det sidste lys, som dansede på den næsten farveløse himmel, der om lidt ville blive opslugt af stjerne og mørke. Jaidevs åndedrag var tydelig omkring hans lyse mule, dampede op omkring de sortnede øjne. Kappen kastede ej meget lys omkring dem, den var farveløs som himmelen selv. Det var koldt at stå stille, det bed i knogler og marv; noget som den sorte hoppe ej var påvirket af. Hun var nærmest koldere end sneen selv. Den lille Ava snakkede om hvordan hendes broder og en kær ven havde forstyrret hende på Foehn. Hvordan Lyset havde forstyrret. Ingen forstod. Hun var ene og alene, det eneste hun kunne støtte sig til var skyggerne der kælede for hende og forgiftede hendes sind. Jaidev stod tavs og betragtede hende med de tomme, sortnede øjne. Han kunne ej forsvare de andres handlinger eller bilde Ava noget ind, som han ikke engang selv vidste. Han kunne kun gætte sig til, at den lille sorte hoppe var elsket af andre sjæle højere end hun selv troede var muligt.

Den sorte Ava snakkede atter. Snakkede om hendes familie; et tydeligt savn. Jaidevs mandelformede øre vippede mod hendes stemme, der trods skyggernes interferens stadig bar en præg af længsel. Et savn til den datter hun havde her på øen, men som hun ej kunne se. Tanken gik Jaidev til at pruste tungt ud i den kulde luft og trådte et skridt til siden. Rastløst. Sneen knaste under hans vægt, inden de slanke ben drog ham fremad, tættere på den sorte hoppe, hvis kulde slog hårdere end vinden selv.

” Ava, jeg er sikker på at Deres datter vælger den vej, hun mener er bedst for hende. Om det er Lyset eller skyggerne. ”

Stemmen var karakteristisk, mørk og hæs, men alligevel ’tom’. Der var ingen følelse i; intet had til skyggerne eller noget kærlighed til Lyset. Valget stod frit, det var ikke muligt at tvinge nogen til at vælge side.
Ava spurgte pludseligt om noget. Et enkelt spørgsmål, han alligevel havde stillet sig selv en million gange. Det spørgsmål der burde være let og svare, og dog var et af de sværeste.

” Af samme grund som De er tjener af skyggerne, Ava. For at overleve. ”

Jaidevs mørke blik gled i hoppens dybe, isblå øjne. Holdte dem fast. Han mente hvert et enkelt ord han sagde, og han var sikker på, at lige netop den sorte hoppe forstod hvad han mente med det. Han prustede varmt, inden han langsomt søgte mulen mod hendes fine sorte mule, hvor en kulde kom fra. Blikket var ikke sluppet endnu, men mildnet. Hun ville sagtens kunne slippe det.

Ava rystede ganske svagt på hovedet. Han tog fejl. Han tog så meget fejl i hendes hoved, at hun ikke kunne lade være med at ryste på det. En lille hovedrysten der langsomt blev mere kraftig.

"Du tager fejl, Jaidev. Du tager fejl. Hvis ikke hun kender til andet end det hun får at vide gemmen lysets tjenere og dem der hader mine brødre, søstre og mig, vil hun aldrig vælge andet end lyset. Hun kan ikke træffe et valg, så længe hun er omgivet af dem. De kender ikke sandheden. Du har ingen anelse om hvor mange gange jeg er blevet kaldt ond, hvor mange gange jeg er blevet opsøgt fordi andre og mere magtsyge sjæle mener skyggerne er dem der lader en gøre hvad man vil. De tager fejl!"

Selvfølgelig kunne man ikke bare gøre hvad man ville. Hun tjente jo også en herre. Hun tjente en der havde et mål om at gøre Andromeda til et bedre sted. Hende, hendes brødre og hendes søstre havde ikke mere ondskab i dem end dem der tjente lyset. Dem der tjente lyset ønskede jo skyggerne skaffet af vejen, ligesom hende, hendes brødre og søster skulle bruge de relikvier lyset fordelte ud blandt "de udvalgte" i landet. Det var som to religioner der var i strid mod hinanden, og hvem kunne sige hvilken der var mest rigtig?

Hoppen forholdt sig tavs. Hun vidste alt for godt hvad Jaidev talte om, når han sagde han gjorde det for at overleve. Ava havde frygtet skyggerne i starten og havde sluttet sig til dem i frygt, men hun havde også indset der ikke var noget at frygte hos dem. At de ikke var ondskabsfulde, men bare havde andre værdier. Hun følte sig mere knyttet til mørket, for mørket talte til hende. Kun to gange havde hun oplevet lyset. Den dag hun var trådt ud fra portalen og grotten, og den dag lyset for en kort stund havde visket alle skygger væk.

Varmen fra Jaidevs mule føltes næsten brændende da den ramte hende, og fik Ava til at trække sin mule væk i et lille ryk. Dog ikke mere end få cm. Varmen var noget hun hurtigt kunne vænne sig til, og også noget hun satte mere pris på nu, når det ikke var en bagende sol der var ved at stege hende. Ava flyttede ikke sit blik fra hingstens. Ikke for et lille stykke tid i hvert fald, som havde de næsten gang i en stirrekonkurrence. Da hun først fjernede sit blik var det for i stedet at stryge mulen langs hans hals, hvor hun kunne opsnappe noget mere varme.

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 477  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, almost nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Den sorte Ava snakkede. Snakkede om hvor meget fejl han tog. Om hvor forkert han var på den. Snakkede om, at hendes datter ville blive præget af Lysets tjenere og få et forværret indtryk af skyggerne, og derfor slutte sig til Lysets side. Jaidevs sortnede, udtryksløse øjne betragtede hoppen mens hun gjorde ham opmærksom på, hvor meget fejl han tog. Ak, det måtte være svært for hende ej at kunne opsøge sin datter. Hvilket helvede den lille Ava måtte gå igennem, hvilken smerte det måtte efterlade.

” Vil hun kunne træffe et valg, hvis hun omgås med skyggerne? Er det den vej, De ønsker Deres datter skal gå? Stå side om side med Dem, når krigen bryder ud? ”

Det var ikke et spørgsmål om hvis krigen brød ud. Det var et spørgsmål om hvornår. Dagen ville komme, lige meget hvor lidt Jaidev ønskede det. Krig var ikke vejen frem. Han ønskede ej at det skulle være skæbnen for Andromeda; men var det nødvendigt, ville han kæmpe. De fremadrettet øre gled langsomt og mekanisk sidelæns, da han genovervejede hoppens ord. De kender ikke sandheden… Hvad var sandheden? Vidste hun noget essentielt han ej gjorde? Han vidste det ej. Han vidste blot de brøkdele af skyggeheste han havde opsnappet med de enkelte møder han havde haft med dem. Hver gang han opdagede én ny ting omkring dem, bredte sig en ny gren og tusind uklare ting kom frem. Han kunne ej finde hoved og hale hos dem. Andet end skyggerne var levende budbringere, der fortalte information.

” Hvilken sandhed, Ava? ”

Den mørke, hæse stemme var lav i nattens spæde mørke. De sidste solstråler skinnede svagt i horisonten, men snart ville de forsvinde. Månen havde allerede brudt frem på den mørkeblålige himmel. Snart ville et slør af stjerne følge trop og oplyse mørket, trods sneen stadig glimtede omkring dem som tusind diamanter.
Hun trak mulen bort. Et øjeblik forventede himmelhingsten at få et bid fra den sorte skyggehoppe. Nej. Det havde ej været langt hun havde rykket sig, og pludseligt søgte hun ham. Kom tættere på. Berørte ham. Hendes mule var køligere end sneen. Det løb ham koldt ned af ryggen, som var en pludselig regn begyndt at falde. Et dybt suk forlod den lyserøde mule, mens halsen smidigt knejste sig op, for at søge tættere på den sorte. Hans opmærksomhed lå mod hendes berøring. Stolede han på hende? Gjorde hun mon et pludseligt udslag mod ham - eller kappen, der så småt blinkede med stjerner? Det havde han oplevet så mange gange før. Fjerlet og forsigtigt lod han da mulen ramme hendes slanke hals, og strøg den kærtegne over den kølige pels, indtil han nåede hendes ar på halsen. Et ar han havde spurgt ind til før, og hun havde fejet ham af banen. Da stoppede hans mule og den varme ånde ramte varmt det hvide ar.

"Nej, Jaidev. Jeg ønsker ikke hun skal vokse op blandt mine brødre og søstre. Men jeg ønsker heller ikke hun skal vokse op blandt dem der hader min slags. Jeg ser hellere hun befinder sig så langt væk fra de stridigheder. Der skal være nogen til at fortælle historien videre."

Hun ønskede ikke hendes datter skulle joine hendes nye familie. Ikke hendes brødre og søstre. Men hun ønskede heller ikke Nymfen skulle vokse op i en flok, der havde et helt forkert syn på skyggehestene. Hun ønskede sin datter så langt væk fra krigen som overhovedet muligt. For hver dag der gik kom den kun tættere på, og det betød også det kun var et spørgsmål om tid før det var for sent.

"Vokser hun op uden anden viden end den jeg har hørt så mange gange, at jeg er ond. At vi er onde.... Det er forkert. Hvis jeg er ond. . . Hvis vi er onde. . . Mine brødre og søstre. . . Må lyset og vogterne være modstykket og dermed godhed. Det lys der nær havde røvet mig mit liv. Hvordan er det lys anderledes fra min slags så? Men det ved de ikke.... Det kan de ikke se..."

Ava var en utilregnelig hoppe. Hun kunne være hidsig og klar til angreb det ene øjeblik, lade skyggerne hviske deres ord gennem hendes mund et andet øjeblik, eller være fuldkommen blid som et lam. Sidstnævnte var ikke noget man oplevede særlig tit. Oftest omkring hendes brødre og søstre. De var ikke imod hende. De var en del af hende. Jaidev, på trods af han var vogter, lod alligevel til at forstå hende en lille smule, og det han ikke forstod stillede han spørgsmål ved som om han gerne ville forstå det. Det fik ham til at stikke ud fra de andre. Det gjorde ham anderledes.

Som Jaidevs mule ramte det hvide ar, spændte Ava ufrivilligt op i kroppen i et kort sekund. En lille reaktion der fik hende til at flytte sig nogle få millimeter før hun igen kunne slappe af. Hun blev dog ikke stående stille ret længe, før hun trådte fremad igen for at stryge sig hen langs hingstens side og rundt om ham, for at stryge sig op langs den anden side så hun kunne stå side om side med hingsten og dermed opsnappe en smule mere varme.

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 438  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, almost nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

De sortnede øjne betragtede den lille hoppe, da hun lod den feminine stemme flyde mellem dem. Fortalte, at hun ej ønskede at hendes datter skulle være en del af krigen. Hun skulle ej være en del af skyggerne, ej en del af lyset. Hun skulle ej være deltagende. Ak, himmelhingsten forstod hendes ord. Forstod hvad hun mente. Det eneste Ava ønskede for hendes datter var, at hun var i sikkerhed og at hun overlevede. Levede. Kunne man bebrejde hendes andet, hun var jo trods alt en moder?

” Der findes intet værre end miste sit føl. Jeg forstår udmærket Deres valg for Deres datter, Ava. Men burde hun ej vælge hvad, hun ønsker? ”

De første ord lød mekaniske, toneløse. Hæsere end normalt. Det var ej tydeligt at se i de mørke øjne, som himmelhingsten besad, men mørket blev tættere. Minderne greb et øjeblik fat om hjertet på ham, formede det minde han forsøgte at skubbe væk. Et minde der smertede ham op indvendigt. Pludseligt talte Ava; fortalte at Lyset ville frarøve hendes livet. De pjuskede øre gled sidelæns og øjnene knebet i. Var det hvad Lyset ønskede - at slå skyggerne ihjel?! Han fnys ved tanken og rystede kort på hovedet. Ej for at afvise hendes ord, men for at forstå sammenhængen. Det kunne han ikke.

” Der kan ikke være lys uden mørke. Og der kan ikke være mørke uden lys. ”

Det var hans filosofi. Andet var ikke muligt. Der var nødt til at være noget ondt, før der kunne være noget godt. Og omvendt. Der var nødt til, at være en balance. At balancen så måske tog overhånd var en helt anden sag. Han ønskede ej at udslette skyggerne - han ønskede blot at skygger og vogter blev holdt i skak. At mørkets fyrste ej fik kræfter og ej mulighed for at vandre blandt dem og forpeste deres sind yderligere. Men han ønskede ej hellere, at lyset gjorde det af med skyggehestene.

Mulen havde ramt det hvide ar. Øjeblikket havde Ava rykket sig bort, som havde berøringen påført hendes smerte. En dyb, maskulin, dæmpet brummen kaldte forsigtigt efter hende, og øjeblikkeligt trådte hun tilbage og søgte hans varme. Det korte mellemrum der havde opstået mellem dem havde været varmere end hoppen, der kom retur. En ny kulde gik igennem marv og ben da hun rørte ham igen. Han knejste halsen op i en ædel svanebue og lagde den forsigtigt og kærtegnene over hendes lansemæke, og hvilede mulen på modsatte side af hendes skulder. Forsøgte at give hende den sidste varme han selv havde tilbage, mens han stod helt stille og frøs mere og mere.

"Men Jaidev... Hvordan skulle hun kunne ønske andet end at følge hvad hun ved? Hvis hun ikke kender til andet har hun ikke noget valg at træffe. Jeg kan ikke miste hende. Hun er den eneste jeg har tilbage. Hun er grunden til min eksistens"

Ariel var i live og delte Avas gener, men hun betragtede hende ikke længere som en datter. Det havde hun ikke gjort siden hun som lille føl var blevet væk. Ava havde ledt og til sidst givet op. Da hun mødte hende tidligere ville hun ikke kendes ved hende. Hun havde aldrig nået at knytte et bånd til den første datter, og for Ava var hun død. Ikke fordi hun ønskede noget skulle ske for hendes ældste, men fordi hun havde mistet sin datter kort efter hun havde fået hende. Ava havde taget et hingsteføl til sig. Et der havde været helt alene og forslået. Et der havde været igennem noget frygteligt, og hun havde taget ham til sig som en af hendes egne. Skyggerne havde bedt hende vælge mellem hingsteføllet og hendes nymfe, og selvom Nymfen var hendes ægte datter og hingsteføllet ikke havde været hos hende længe, havde det været et svært valg. Men sandsynligheden for hingsten ville vokse op og være fuldkommen funktionel var mindre end 100%. Som Ava så på det, havde hun haft 3 føl, og nymfen var den eneste tilbage. Hun kunne ikke give slip - ville ikke give slip. Hun kunne ikke miste den sidste hun havde tilbage. Ikke til skyggerne, ikke til lyset, ikke til nogen som helst.

Ava delte samme overbevisning som Jaidev. Uden lys ville mørke ikke eksistere, og uden mørke ville lyset aldrig kunne skinne. Men lyset var stærkere end dem. Meget stærkere. Hun havde følt det brænde hendes livsline væk og efterladt hende svag. Havde det været andre der havde været til stede, ville de med sikkerhed kunne have gjort det af med hende lige der. Hendes egen Herre var indespæret. Ikke i stand til at hjælpe hende. Men lyset var frit og det skabte ubalance. Mørket rekruterede skygger for at overleve, og lyset rekruterede i takt med der kom flere skygger. Om det var af frygt eller for at undgå mørket ville blive lige så stærkt, kunne hun kun gætte sig frem til.

Øjnene var for en kort stund lukket i. Halsen var blevet drejet og dermed lænet mere ind mod Jaidev, og mulen nåede lige hen mod hans bringe. Den var ikke særlig langt fra spændet til kappen, og det ville ikke tage hende lang tid at bide fat og hive til. Hun tøvede et øjeblik, men endte med at lade være. I stedet lod hun mulen hvile mod hans bringe.

"Nogen gange virker det som om andre ikke forstår mig...... Men det føles som om du forstår mig?"

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 536  | Weather: No wind, cold, winter, nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Sneen var holdt op med at falde. Den lå blot som en tung, hvid dyne omkring dem nu. Nattens gudinde havde danset over himmelen og trukket sit magiske slør af stjerner efter sig, som dragende blinkede oppe fra himmelen. Månen var på halv, men trods dette oplyste den godt omkring sig. Det, og den glimtende sne gjorde, at natten ej føltes så dunkel og mørk omkring dem. De sortnede øjne himmeldanseren ejede blev sagte oplyst af kappens blinkende stjerner og en karamelliseret nuance blev fremhævet. En nuance, der kun kunne anes med det korrekte lys. Et lys, kappen ofte formåede at lyse med i nattens mørke. Avas feminine toner brød atter frem, samtalen omhandlede stadig hendes datter. Den evige tanke omkring hende måtte være fortærende.

” Ava, tilgiv mig for min nysgerrighed. Hvornår så De sidst Deres datter? ”

Der var savn i hoppens stemme, om hun ville det eller ej. Men det var klart, hun var i længsel. I længsel efter hendes ’eksistens’. Forsigtigt puffede den lyserøde mule til hendes kølige skulder. Det var ej fordi han ønskede at snage eller fordi det kom ham ved. Men det tyngede hoppen, det var tydeligt. De mandelformede, pjusket øre var rettet mod hende, som de stod filtret ind i hinanden. Et sælsomt syn; vogter og skygge, kulde og varme. De blå øjne hoppen ejede faldt i og himmelhingsten åndende varmt ud på hendes sorte skind. Hun var tæt på kappen. En kappe, andre aldrig havde berørt før. En kappe, inden vidste hvad gjorde. Han viste ej sin magi til andre; ej fordi han var flov over den, ak nej. Men fordi han ikke ville prale, men også fordi han følte sig tryg ved at vide, at det kun var ham selv, der vidste hvilke magi der flød i årene og i kappen. Den lille mule var vandret mod hans muskuløse bringe. Ikke langt fra spændet, der lignede halvmånen over deres hoveder. Et kort, enkelt advarende brum nynnen fra hingsten; blot for at fortælle, at han ej ønskede hun rørte.
I hvert fald ikke endnu.
En skrøbeligere stemme forlod den sorte. Hun så lille ud som de stod der, hun med sænket hovedet ved hans bryst, og hans stærke hals liggende over hendes og hvile mulen på modsatte side. Ingen forstod hende. Men han gjorde. Et dybt, maskulint brum erstattede det korte advarende. Han brummede dybt til den sorte hoppe, og lod forsigtigt overlæben nulre mod hendes skulder.

” Jeg ved ej, om jeg forstår Dem Ava. Vi er alle forskellige og gør hvad vi kan, for at komme gennem livet. Jeg respekterer blot at der er mange veje, man kan vælge at tage. ”

Stemmen var lav mellem dem. Både fordi de stod så tæt på hinanden, så der var ingen grund til at tale højere. Men også fordi, at hans stemme var i så stor kontrast til hendes. Den var hæs, maskulin men behagelig. Ej skrøbelig eller sårbar, som hun måske kunne føle sig i dette øjeblik. Måske han forstod hendes valg. Dampen steg op omkring mulen da han talte, men den forsvandt ligeså hurtigt, som den var opstået. Kulden for sneen og hoppen var nået langt ind under den fugtige vinterpels, og varme var efterhånden ved at nå sin afslutning.

Spørgsmålet var et Ava ikke var blevet stillet før. De fleste der vidste hun havde en datter, spurgte ikke indtil hvornår hun sidst havde set hende, men mere hvorfor hun skulle forlade Teylar og lysets tilhængere. Det var altid det de kommenterede på; Avas ønske om hun kom væk derfra. Hun måtte derfor også bruge noget tid i tavshed for at tænke over det, for der lå ikke et svar klar på tungen med det samme.

"Jeg ved det ikke......... Sidste gang jeg så hende var da jeg endnu havde varme i kroppen..... Jeg har ikke set hende siden....... Siden jeg satte mine hove ved vulkanens top første gang"

Ikke siden hun havde været skygge. Siden hun havde ofret Ekpeo til Alduin. Hun havde ikke haft mulighed for at tage tilbage til Teylar lige siden. Var blevet smidt lige over i Aljun, men havde selvfølgelig forsøgt at nærme sig Teylar flere gange for at komme til at snakke med sin datter, men uden ret meget held.

"Hun var stadig bare en plag.... Nu er hun voksen"

Det var bestemt ikke med hendes gode vilje hun havde misset begge sine døtres opvækster. Ariel ville hun dog ikke kalde for en datter selv. Hun var af kød og blod, men Ava havde aldrig fået skabt sig et bånd til hendes førstefødte. Det var hvad hun var; Avas førstefødte. Intet andet. Nymfen var.... Nymfen. Avas lille pige. Den hun ville gøre hvad som helst for, men ikke havde muligheden for at være i nærheden af. Det var nærmest tortur, og ingen ville hjælpe. Havde hun været vogter havde situationen set meget anderledes ud, men fordi hun var skygge, var folk også meget skeptiske når det kom til hendes motiver. Men Ava ønskede ikke rekrutere sin datter, kun være i nærheden af hende. Men hvilket ondskabsfuld væsen som en skygge, kunne dog indeholde nogen form for kærlighed uden bagtanker?

"Nej... Jaidev..... Smerten.... Kald det intuition.. Jeg kan fornemme det, men jeg vil ikke grave i noget der ikke vedkommer mig"

Ava flyttede sig ikke andet end hun trak hovedet væk fra hans bringe for i stedet at kunne betragte ham. I stedet lod hun mulen hvile mod hans hals, og lod lige så stille mulespidsen gnubbe nussende fra side til side.

#11 | Tag: Jaidev

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 342  | Weather: No wind, cold, winter, nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Himmelhingstens sortnede øjne, der lyste ganske svagt af karmelisseret nuancer, betragtede den sorte hoppe, mens de stod sammenfiltreret i hinanden. Hendes mandelformede, pjusket vinterøre var rettet bagud, lyttende mod hendes stemme, der efter et længere øjeblik fyldte luften. Som skulle hun overveje sine ord. Hun havde sidst set hendes datter før, hun var blevet til en skygge. Det måtte være længe siden, for himmelhingsten huskede den sidste gang, han havde mødt hoppen; det var før, hun havde fået hendes tre fuldmåner på næseryggen. Hun havde været en plag da Ava sidst havde set hendes datter, men nu var hun voksen. Ak, hvilke frustrationer hoppen måtte bære.

” Hvis De ønsker det, Ava, vil jeg gerne bringe Deres datter til Dem. På neutral jord. ”

Han løftede hovedet og betragtede hende. Afventede hendes reaktion på hans ord. Han mistænkte ej, at det ville være en fælde, for hvis datteren ønskede at være en del af skyggerne, var hun det sikkert allerede. Men han ønskede ej, at føre datteren til Foehn, såvel som Ava ej kunne betræde Teylor flokken område. De måtte mødes på midten.
Hoppen talte igen. Han havde misforstået hendes ord. Hun fornemmede, at han forstod den smerte, hun selv levede med. Hun kærtegnede hans hals, betragtede ham. Som var det hende, der forventede en reaktion nu. De mørke øjne strejfede bort fra hoppen, søgte efter et punkt at hvile på. Ak, han forstod hendes smerte. Forstod hvordan det var at miste. Han savnede sin søn hver dag. I drømmende mødte han ham, i mareridtene oplevede han døden igen. Og igen. Og igen…

” Jeg var selv en fader før min ankomst til Andromeda... ”

Stemmen var sært grødet, indtil han fik samlet sig igen. Det var ikke noget, han ønskede at komme ind på. Ikke igen. Med en dyb, maskulin brummen forsøgte han at rømme stemmen. Med et forsigtigt puf til hoppens skulder, vandrede han et par skridt frem, inden han galant stoppede og ventede på hende.

” Jeg ønsker at søge ly for kulden. Vil De følge mig, Ava? ”

[18]

"Jeg ønsker ikke Nymfen sætter sine hove på Foehn. Jeg ønsker ikke hun kommer nærmere end Chibale. Jeg ønsker heller ikke hun skal forlade Teylar for evigt, men jeg ønsker hun skal væk derfra. At hun ikke skal tro det hun hører der, er det eneste rigtige. Der eksisterer mange løgne her i landet."

De fleste mente jo skyggeheste var onde, og hun havde flere gange oplevet andre havde vandret rundt i søgen på en skygge eller Herren, fordi de gerne ville besidde de kræfter Alduin kunne give. Nogen af ren og skær søgen på magt og ikke fordi de delte de andres visioner og misioner. Ikke fordi de ville følge Herren blindt eller interesserede sig for det budskab de gerne ville brede. De ønskede kun de magiske kræfter og troede de kunne opføre sig som de ville og udøve deres pinsler og tortur over for andre, hvis det var det de havde lyst til. Men sådan hang det jo ikke sammen. Ava ville ikke bruge sine kræfter mod andre bare for morskabens skyld.

Ava kommenterede ikke på hans lille fortælling. Hun kunne godt fornemme det ikke var noget der skulle snakkes om - ellers havde han nok også nævnt det noget før. Men det forklarede alligevel en hel del omkring Jaidev og hans syn på verdenen, og hvorfor han forstod hende. Ava havde jo ikke kun mistet sine to døtre, men også sin bror, som hun var meget tæt med da de var yngre. Og nu havde hun mistet den smule familie hun havde i landet, fordi hun havde valgt at følge den sti der lå klarest for hende. Det blev til et lille nik som svar på hans spørgsmål.

"Jeg glemmer somme tider andre ikke tager kulden lige så nemt som mig"

Det var heller ikke fordi hun gik rundt og tænkte over andres varme konstant. Hun havde stort set samme temperatur som resten af verdenen. Når det var varmt udenfor kunne hun blive varmet op, og når det var koldt blev hun kølet ned. Men generelt var hendes krop altid koldere end de andres, for hun havde intet blod der skulle løbe rundt i årerne. Til gengæld befandt hun sig sjældent midt i middagssolen for at suge varme til sig, for lyset brændte. Lyset brændte skyggerne, selvom de sad inde i kroppen på hende. Ikke så meget hun ikke kunne gå udenfor, men det var absolut ikke spor behageligt. Hun ventede et par sekunder før hun lænede sig frem og trådte efter Jaidev for at lade ham lede an. Han måtte kende Chibale langt bedre end hende, eftersom det var der hun oftest havde mødt ham.

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 625 | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Himmeldanseren havde tilbudt, at bringe Avas datter til hende, hvis hun ønskede dette. Ej var Jaidev typen, der gjorde andre en tjeneste - ikke fordi han ikke ønskede, at hjælpe andre, men fordi han ofte var en ensom sjæl, der betragtede verden udefra. Og ingen havde før haft brug for ham eller hans hjælp. Men det berørte ham, at den sorte hoppe havde en datter i landet, som hun ej kunne komme til. Tanken om hans søn strejfede ham flere og flere gange. Tænk, hvis hans søn levede i dette land, men han kunne ej opsøge ham.. Ak, han ønskede ej denne smerte for hoppen. Han ønskede ingen skulle gennemgå sådanne smerte; fjende eller ej.

Avas feminine toner forklarede, at hun ej ønskede hendes datter på Foehn eller i Teylar. Chibale var det tætteste, hendes datter måtte komme til Foehn. Mon Chibale var neutralt nok? De andre øer lå længere væk fra den askebeklædte ø. Ej at himmelhingsten foretrak disse øer, hans samhørighed lå til den denne skovbeklædte ø, men han dømte ej Ava hvis hun ej ønskede hende her til.

” Jeg kan bringe hende til den ø, De ønsker Ava. Hvis Deres datter da agter, at følge mig. ”

Avas datter var en levende sjæl, et individ der ej skulle forhandles som en genstand. Hvis hun ej ønskede at se hendes moder, ej ønskede at følge med den kappeklædte vogter, ej ønskede at forlade Teylor flokkens område, ville Himmeldanseren respektere dette.

Der blev ej uddelt nogen ord, efter han havde forklaret hende omkring hans tidligere situation. I tavshed havde skyggehoppen givet ham et nik; en indikation til, at hun forstod ham. De sortnede øjne betragtede hende tavs, mens han inderst inde følte en lettelse ved at vide, at det var et emne hun ville lade forbi passere, uden at grave yderligere i det. I stedet ønskede hun at følge ham, da han begyndte at søge mod ly.

De vandrede i tavshed. Den sorte skyggehoppe havde valgt, at følge ham, lade ham lede vejen for dem. Ej at det gjorde ham noget, han kendte Chibale. Kendte den lille ø rigtig godt. Øen der var blevet hans hjem. Øen hvor han fandt tryghed og hvor han kunne skjule sig for omverdenen, når han havde brug for at være sig selv. Sneen knaste svagt under hans tunge hove, når han med naturligt flydende og smidig bevægelser bevægede sig sikkert gennem det svære terræn. En gang imellem stoppede han op, for at bekræfte, at den sorte også formåede at bære sig selv gennem de udfordringer Chibale måtte bringe.

Månen lyste sagte op fra himmelen, og stjernerne blinkede på den kappeklædte, kastede et sølvhvidt skær omkring dem og jog de udstrakte skygger væk, der end måtte rage ud. Det var ej fordi, at kappen kastede alverdens lys, for han var en bære af selve Lyset, men det formåede at lyse op omkring dem samme måde, som stjernerne formåede at lyse den dunkle himmel op på. Jaidev havde ingen problemer i det ofte snævre terræn, hvor sneen skjulte hvad der lå under den. De havde vandret et stykke, da sneen atter begyndte at falde fra himmelen. Ej med samme kraft som tidligere, men nok til at dække deres nyfødte fodspor. Jaidev brummede dybt og maskulint efter den sorte hoppe, da han drejede skarpt til venstre og stod med fronten mod den hulning, han ofte skjulte sig i under dårligt vejr. Galant stoppede han op og lod hende se hulen an, og træde først. Hvis hun da stolede på ham og ønskede, at dele pladsen med ham. De sortnede øjne blev draget mod det blå blik, betragtede hende forsigtigt, mens sneen faldt på ny over den brune pels, der netop var begyndt at tørre på ny.

[40]

Ava nikkede ganske svagt. Hun kunne kun være taknemlig for at nogen tilbød deres hjælp, uden hun nærmest skulle kommandere det ellere bede om det. Men på samme tid var hun heller ikke meget for tanken. For som han selv sagde ville det kun være hvis nymfen ville følge ham, og Ava havde ikke nogen som helst anelse om, hvordan situationen i Teylar var, eller hvad Nymfen havde af tanker om hende. Det kunne jo lige så nemt være hun troede hendes mor bare var skredet, hvis ikke andet var blevet forklaret - og så ville det bare være endnu et nederlag til resten af samlingen.

En tavshed havde lagt sig hen over Ava, som hun fulgte Jaidev. Der var som sådan ikke noget behov fra hendes side, om at småsludre, og det lod heller ikke til han havde det helt store behov for en konstant udveksling af ord. Ava nød sommetider stilhed mere end alt andet, for der var så mange der troede de vidste alt, og de gjorde kun sig selv til grin i hendes øjne. Især når de snakkede om magtgale og onde skygger...... Når de samtidig påstod hun ikke var en af dem man burde passe på. De tog alle sammen så grueligt fejl. Der var ikke ret meget hun ikke ville gøre for at opnå fællesmålet eller beskytte sit hjem. Men der var heller ikke ret mange ting hun ikke ville gøre for at blive genforenet med sin datter. Tanken om at vandre direkte ind over Teylars grænser havde flere gange strejfet hende, men så ville hun ikke være spor bedre end alle andre, når de vandrede ind på broderskabets område.

Hun fortsatte forbi Jaidev, da de nåede til hulen, og trådte ind i den. Selvom der var mørkt, vænnede hun sig hurtigt til det, og havde intet problem med at se omgivelserne derinde. Vand løb ned langs væggene nogle steder, og dryppede ned fra loftet også, men der var læ. Ingen vind, ingen sne og det hele virkede meget aflukket. Sneen forsvandt ikke fra ryggen af hende, men blev liggende fordi hun var ligeså kold som den - eller næsten. Blev hun stående længe nok skulle den sikkert nok smelte på grund af grotten og den varme den på en måde gav dem.

"Nogen gange føles det som om jeg aldrig kommer til at se Nymfen igen"

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 368 | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, nighttime, moonlight

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Månens svage lys skinnede sagte op fra den midnatsblå himmel, hvor stjernerne svagt kunne anes. De blinkede svagt i det fjerne som små diamanter; længselsfulde genstande man ak aldrig kunne berøre. Det svage månelys nåede grottens åbning, og genskæret gav et magisk blåhvidt lys, der kun blev forstærket af kappens milde måneskin. Der var ej mørkt i grotten på grund af det svage lys himmelhingsten netop udsendte omkring dem. Ava tog mod invitationen og gik som den første ind i hulningen, hvorefter Jaidev fulgte trop. Sneen blev liggende som et hvidt tæppe over den sorte hoppes ryg, hvorimod den smeltede fra hans mørke, pjusket vinterpels. Grottne var dyb, men ej ubehagelig og skræmmende. Man kunne sagtens vandre længere ind i den, men tilsidst ville den snog sig så meget sammen, at det var umuligt for en hest på hans størrelse, at komme gennem sprækkerne. Vandet løb sirligt ned af de mørke vægge, efterlod den dunkle grotte med sagte dryp fra vanddråberne der ramte det hårde underlag.

Avas stemme fyldte pludselig grotten med ny melodi, der hurtigt overdøvede vandets løben og evige dryp. Jaidev løftede det velformede hovedet, hvor den våde, lange pandelok lå midt på den hvide næseryg. Avas fortalte, at hun frygtede at hun ej skulle se Nymfe igen. Det stak i ham; vred hans indre sammen i en ugenkendelig smerte, han ej opsøgte men altid lurede i baggrunden. Den smerte han havde oplevet, da hans søn var blevet flået fra ham. En evig skygge, der altid hjemsøgte hans forpinte sind. Han udstødte er dæmpet fnys for sig selv, inden han med rolige skridt trådte hen på Avas side. Hendes køligere aura ramte ham som værende koldere end sneen udenfor, og han var ikke i tvivl om, at selvom deres kroppe ej røres, at hun alligevel kunne fornemmes hans kropsvarme.

” Ava, jeg er sikker på, at Nymfe ej ønsker dette. Og med den vilje De besidder, er jeg overbevidst om, at De finder en vej til Nymfe igen. ”

Han puffede oprigtigt til hendes lille, sorte mule, mens de mørke, intetsigende øjne søgte hendes dybblå blik. Hun var stærk og selvstændig, den lille hoppe. Hun skulle nok se hendes datter igen, det tvivlede himmelhingsten ej på.

[48]

Ava lod blikket glide rundt i hele grotten. Den slags var ikke uvandte steder hvor hun kom fra. Der var mange af dem i bjergene. Både højere oppe, og dem der gik langt ind i bjergene for kun at ende som små sprækker, eller store hulrum med huller i toppen. Den slags var farlige, for var man der på forkerte tidspunkter ville man risikere at være fanget. Hvis der var for meget regn ville underlaget blive glat og med mørket var det ikke altid man kunne se hvad der var lige foran sig. Hun havde tit fået at vide hun skulle holde sig fra sådanne steder, men kendte man Ava, vidste man også godt hun ville gøre det stik modsatte. Hun havde aldrig været så forfærdelig god til at indrette sig efter andres ordrer, regler og ønsker om opdragelse.

Sneen rystede hun af sig, hvilket fik noget af den til at flyve ud til siderne i bitte små krystaller mens noget faldt til jorden i store klumper. Der ville det bare blande sig med resten af vandet, der dryppede fra det der fra Avas synspunkt, var meget små. Hun havde set nogle meget større i sit hjemland.

"Men Jaidev. Du er ikke den første der har tilbudt hjælp. Ikke den første jeg har bedt om hjælp heller. Jeg ved ikke om jeg skal tro det er størstedelen der vælger at ignorere mit ønske om hjælp, eller om det er Nymfen der ser mit valg som at jeg forlod hende som lille. Jeg ved ikke hvordan hun har det, hvad hun tænker eller om hun nogensinde har lyst til at se mig igen"

Det var en tanke der havde plantet sig, som ikke var så nem at komme af med igen. Selvfølgelig havde hun ikke tænkt sig bare sådan lige at give op. Hun ville blive ved, men det havde alligevel også sat sine spor af tvivl. Avas blik havde igen søgt ud mod sneen uden for den lille hule.