Eyes in the dark (åben)

Mørket havde lagt sig over Andromeda, men ingen sne lå i nærheden af ildbjerget. Jorden var for varm til den kunne blive liggende hvis noget endelig fik sneget sig derhen. Der følte Ava sig godt tilpas. Der kunne hun skjule sig uden at bekymre sig om at stå i stærk kontrast til det hvide underlag der pyntede de andre øer. Ørerne lyttede rundt i alle retninger, mens hun ellers stod lige så stille som en statue. Ikke en muskel rørte sig ud over ørerne og når hun trak vejret. Hun lyttede til stemmerne. Stemmerne der hviskede til hende. Lyttede til omgivelserne. Lyttede om nogen skulle forsøge at snige sig ind på hende, men den eneste lyd, var de hviskende stemmer.

Sådan blev hun stående i en lille rum tid, før hun i stedet lod den hørlige stilhed brydes med en lille nynnen. En nynnen der stammede fra hendes barndom. En lille nynnen der blev til ord - ukendte ord. Fremmede ord for dem der ikke var vokset op samme sted som Ava selv. Dem der ikke kendte til hendes baggrund. Hendes egne ord. Ordene døde stille ud i en hvisken som den lullaby nåede sin ende. Hun havde sunget den for sin lillebror da han var mindre. Hun havde sunget den for nymfen da hun var lille og skulle sove. Hun havde sunget den for sig selv, når hun mindede sig selv om den datter hun ikke havde mulighed for at se.

Minderne frembragte en tristhed. En tristhed der blev til vrede - og den vrede blev med det samme rettet mod dem hun mente bar skylden. Vogterne. Dem med den falske sandhed. Dem der troede på det falske håb. Dem der troede de var noget, men egentlig kun var den ene fiasko efter den anden. Beskyttere af landet.... De var beskyttere af deres eget skind og en lille ting der gav dem nogle magiske kræfter, der meget hurtigt kunne tages fra dem igen, og Ava havde så sandelig ikke tænkt sig at lade dem slippe frivilligt hvis hun kom forbi nogen af dem. Men alene var det bare ikke helt lige så nemt.

Endnu engang var den sorte hingst vendt hjem, hjem til vulkanen og Herren, Dem og De, Skyggernes land. Hans hjem, hans fæstning og det sted han altid kunne være i sikkerhed; for det var en sjældenhed at Vogterne eller andet skravl kom til deres hjem, deres vulkan og deres Herre. Han svirpede med den sorte hale, mens han bevægede sig afsted igennem det varme landskab. I yderkanten af øen var der en smule sne, men ikke meget. Og jo længere han bevægede sig ind på øen, med retning imod vulkanen, der forsvandt sneen simpelthen. For kulden kunne ikke overvinde den varme vulkanen afgav, den hvide sne kunne ikke leve her, for mørket dræbte det ganske enkelt.

Den sorte sjælløse hingst vandrede afsted med stålsatte skridt, han bevægede sig ikke lydløst, for det var der ingen grund til. Han måtte gerne blive hørt her, for her var han Søstre og Brødre. I en voldsom bevægelse kastede den sorte skyggehingst sig fremad i en maskulin galop, der bar han store korpus afsted med elegance. Han var en tung hingst med sin højde og drøjde, men han bar stadig sin krop galant og stolt afsted. Den sorte man blafrede i vinden, og de tomme øjne stirrede fremad. De ejede ingen pupiller, men kun en ren isblå farve i hele øjet. Skræmmende for de fleste, men ikke for ham. De udspilede næsebor opfattede lugten af en i hans nærhed, tæt ved vulkanen, som han stødt nærmede sig. Lyden af en sagte nynnen ramte kortvarigt hans sorte øre, men den forsvandt hurtigt igen. Da han var tæt nok på, til at kunne se at det var en Søster af skyggerne, brummede han i en voldsomt hæs tone, hilsende til den søster der stod nær vulkanen. Han var fortsat i galop, men inden for nogle meter, log han farten sænke og slog over i en maskulin trav, der fortsat bar ham imod søsteren.

Det ene af de små sorte ører gled i retningen af lyden fra hove, der dundrede mod jorden fra en hest i fart. Langsomt blev hovedet hævet, og fokus rettet imod den mørke skikkelse der nærmede sig. På intet tidspunkt havde hun været på vagt. Hun vidste det var en artsfælle der nærmede sig - skyggerne havde fortalt hende det. Hun betragtede ham opmærksomt, og gengældte hans hilsende brummen i noget lignende en varm tone. En hilsen andre ikke kunne regne med at få.

"Drem yol lok, zeymah"

Begge bar de øjne der nærmest lyste op i mørket med de blålige farver, og begge med de blålige aftegn. Endnu et tegn på de var af samme art. Hun havde mødt ham før. Meget kort. En hilsen var det blevet til, men aldrig nogle ord udvekslet. Dengang havde han ikke haft de blålige aftegn, og det havde hun heller ikke selv. Men alligevel var der noget der fortalte hende hun godt kendte ham.

"Vokun, du afbrød mine tanker... Mine planer... Vores planer...."

Stemmen var ikke anklagende - kun informerende. Der herskede en mildhed over Ava, som stort set kun eksisterede når hun var i nærheden af hendes artsfæller. Når hun følte sig tryg. Meget få formåede at få hende til at føle sådan. Synet af den fremmede, men alligevel bekendte hingst, hendes broder, hendes medskygge, hendes nye familie, gav hende en form for ro, hun ikke havde følt længe. Selvom Ava ikke var blandt de højeste i landet, bestod hun alligevel af slanke lemmer der bevægede sig lige så smidigt som en slanges - lige så smidigt som en skygges når den fløj hen over jorden. Ava kunne lige så nemt have svævet det lille stykke som hun trådte frem mod sin broder.


Oversættelse
Drem yol lok - Formel hilsen
Zeymah - Broder
Vokun - Skygge

Han kom sin skyggesøster tættere. Og til trods for at hun havde fået blå øjne og blå aftegn, kunne han genkende hende og hendes lugt. Han havde stødt på hende før, og kort udsagt en hilsen. Hun var også sort dengang, og det var hun stadig. Selv havde han været broget, med meget hvidt på kroppen – og det kunne han jo ikke ligefrem prale af mere. Hun brummede hilsende i hans retning, og han fik standset da han var nået til hendes front.

,,Drem vol lok, mera”

Svarede han tilbage, med et ærefuldt nik i sin muskuløse hals. Hans blik hvilede på hende. Han var ikke på vagt i hendes selskab, for det var der ingen grund til. Kun i alle andre selskab, som ikke var skygger, var han på vagt. For det var han nødt til. Alle ville nedlægge dem, dræbe dem. Og det ville den sorte skyggehingst bestemt ikke tillade på nogen måde. Hun talte igen, fortalte at han havde afbrudt hende i hendes tanker. Hendes planer – deres planer. Men hun var ikke anklagende, det lød mere somom hun søgte at informere ham og gøre ham til en del af hendes planer.

,,Mera, hvilke planer har du, har de, har vi?”

Hans stemme var mørk og hvislende, men mere blød end den ellers var overfor andre i dette land. Når han snakkede med skravlene i landet, bar hans stemme ingen form for blødhed. Kun hårde, hvislende og faretruende toner forlod hans stemmebånd overfor disse almindelige sjæle der var i landet. Og mødte han en vogter, da ville stemme være fyldt med foragt. Volontaire lod mulen glide frem, og lod den stryge kort over den sorte søstres skulder. Han rørte aldrig nogen, kun dem der var en del af ham selv, en del af fællesskabet.


Oversættelse:
Mera - søster

Ava drejede hovedet en anelse, som hingsten fik placeret sin mule mod hendes skulder. Hun var ikke bange. Trak sig heller ikke væk i frygt for at det skulle gøre ondt, som hun gjorde ved så mange andre. Hun var en stærk hoppe, men selv de stærkeste kunne ikke slippe uden om smerte - og slet ikke når den kom fra de andre - Lysets skabninger. Hun betragtede hingsten så godt hun kunne fra den lidt skæve vinkel, med de blå øjne, der var blevet på trods af den brede hvide blis forsvinden.

"Vi?"

Ordet lød spørgende, men også eftertænksomt. Hun havde på intet tidspunkt overvejet at spørge sine artsfæller om hjælp. Men det gav jo mening. Det gav god mening. I noget tid forholdt Ava sig foreløbig tavs, mens tankerne igen var begyndt at cirkulere inde i hovedet, og tvang de hviskende stemmer en smule i baggrunden. Hun blev ikke stående stille, men trådte i stedet frem, og lod sin side stryge langs hingstens som en kælen kat. Hun fortsatte så tæt på hingsten til hun stod på den anden side af ham, og plantede et lille nap mod hans skulder.

"Vokun..... Zeymah.... Jeg har, vi har en masse overmodige lysvæsner der gerne bevæger sig ud alene med den tanke at det er sikkert nok...... Vi, du, jeg, os, burde give dem en lille lærestreg. Jeg har, vi har en datter blandt lysvæsnerne i Teylar.... Vi ønsker Nymfen væk derfra........ Vi ønsker at vise dem det ikke er så sikkert som de påstår... De kender kun den falske sandhed. De har set lyset, men de har ikke set den hele sandhed........ Jeg, vi har set lyset. Her.... Lige her på Foehn..... Måske det er på tide at vise lyset ikke er velkommen her? De er for overmodige taget i betragtning af de intet er uden deres relikvier......."

Volontaire stod stødt ved sin søster. Han flyttede sig ikke. Trods en berøring på hende, søgte han ikke væk efterfølgende. Alle andre end sine brødre og søskende kunne lige vove på at røre ham, for da ville de blive hukket efter. Bidt. Sparket. Han ville få dem væk, i helvedes fart. Men ikke denne søster, eller nogen skygge. Hun forblev også stående. Volontaire løftede sit blik, og beskuede vulkanen der var ved deres side, inden han drejede blikket ned på den sorte søster, med den blå aftegn som han også ejede. Hun lød eftertænksom, som om hun i første omgang ikke ønskede at indvie ham i hendes planer. Men han ville gerne hjælpe hende, gå langs hendes side. Pludselig flyttede den sorte søster på sig. Hun smøg sig op af hans side, som en kælen kat. Volontaire brummede i nogle forholdsvis rolige toner, og betragtede hende mens hun smøg sig op til den anden side af ham, og nappede til hans skulder. Selv drejede han hovedet i en rolig bevægelse, og lod en nussende bevægelse med hans mule, glide henover hendes man. Herefter talte hun, søsteren.
Den sorte søster havde ret i sine ord. Så evigt ret! Vogterne bevægede sig for meget omkring. Uhindret. Og dette skulle de ikke blive ved med. De skulle forstå sandheden. Forstå hvem den virkelig Herre af landet var. Hun havde ret.. Volontaire lod blikket flyde eftertænksomt ud over øen, beskuede den. Hans hjem – deres hjem.

,,Jeg vil gå ved din side, være din front, Mera.. Det er på tide, at Lysets vogtere, beskyttere, mærker hvad der i virkeligheden findes i dette land. Mærker, at det ikke er som de tror. De kender ikke sandheden, Vokun.. Og Nymfen skal kende denne sandhed, og ikke hjernevaskes af nogen, der tror de adlyder den rette Herre!”

Hans stemme var dyb og mørk. Volontaire drejede sit blik ned på den sorte, og fangede hendes isblå øjne i hans. Han mente sine ord. Han ville gå ved hendes side, være der. Være hendes front, om end det skulle komme så langt. Alene var hun ikke – han var der.

“Jeg, vi – frygter nymfen har været hos dem for længe. Vi frygter hun ikke vil slutte sig til os. Men du, jeg, vi kan vise hende den anden side ikke er fejlfri. Den er ikke så ren som de tror.”

Måske ville nogen tolke anderledes på de ting hun havde oplevet, men havde man ikke været der, kunne man trods alt heller ikke kende den rigtige sandhed. Ava kendte til den. Hun havde mærket den. Mærket på sin egen krop, hvordan lyset havde brændt skyggerne ud af hende for en stund, og lige som hun var klar til at hugge ud efter de to hingste igen. Det havde ikke været for at rose de to hingste for at ville hjælpe hende, for de var kommet for at tale hende til fornuft. Havde de ville hjælpe, ville de ikke bare overbringe hendes ord til nymfen. De ville have fået hende væk fra flokken fyldt med lysgængere. Og hvordan skulle hun kunne stole på nogen, der kommunikerede med lyset? Måske var de selv tilhængere af lyset? Spioner?

”Vi har set vahlokke på Chibale. Lad dig, mig, os søge. De søger tættere på Foehn. Lad os søge tættere på Leventra. Lad os tage Chibale”

Så længe vogterne rendte rundt alene på Chibale var det ikke så svært igen at slå dem tilbage. Ikke når de var to mod en. Med mindre det selvfølgelig var lyshoppen. Ava havde allerede forsøgt at tage lyset fra hoppen en gang før, men på grund af forræderen i Aljun, og den hun engang havde tilhørt, havde det slået fejl. Undskyldningen havde været at hoppen var meget stærkere. Hun havde godt kunne fornemme det, men Ava ville ikke lade noget stå i vejen for missionen. Skulle hun dø for sin sag, ville det kun være en ære. Det var også rimelig strategisk hun havde udset sig Chibale. Vogterne kunne åbenbart godt lide øen. Samtidig var der også rimelig mange træer at skjule sig bag og mellem. Især om sommeren når bladene var tætte på både træer og hvad end der måtte være af buske.

”Lad os udvidde ligesom de, som dem.”

Den sorte hingst stod helt stille, mens han lyttede til de ord, som hans sorte skyggesøster kom med. Hun frygtede for Nymfen. Frygtede at det måske var for sent at redde hende, fra de der mente at de kendte den rene og lyse sandhed om landet. Dem, der ville tilintetgøre ham, hende og de andre skygger. De forpestede hendes sind. Ava talte endnu, hun ville søge tættere på dem. Søge ind til de andre øer, præcis som vogterne også gjorde. De udvidede sig, strakte sig længere og længere. De gik ustraffet rundt på alle øerne, ja endda Foehn. Og her skulle de ikke vandre. De hørte ikke til på deres ø, det her var deres hjem, skyggernes hjem, Hans hjem, og bestemt ikke deres!

Volontaire slog hårdt med sit sorte og maskuline hoved, inden han brummede i en bestemt og faretruende tone. Ikke henvendt til den sorte Ava, men til de ord hun havde sagt. For hun havde ret. De skulle udvide sig, skubbe Vogterne tilbage til hvor de hørte til. De, Skyggerne, skulle overtage noget mere. Tage magten. De skulle vise vogterne, at de ikke bare kunne vandre ubeset eller ustraffet omkring – ikke så længe de, skyggerne, eksisterede.

,,Jeg følger dig, Ava. Du har ret, Mera. De har spredt sig.. Måske er det ikke for sent at redde Nymfen”

Svarede han. Volontaire vidste end ikke hvem denne ’Nymfen’ var, men at dømme ud fra Avas bekymring, måtte det være en hun holdte af. En, der stod hende nær. Og en som ikke befandt sig hos hende, i deres flok. Men i stedet på fjendes territorie. Og dette skulle standses! Han knejste sin nakke dybt, og slog en hov stålsat i jorden – han var klar.

Ava sendte et lille nap mod hingstens skulder, som han kastede med hovedet. Selv blev hun stående næsten helt stille. Hun var en af dem der kunne stå helt stille i lang tid. Stå stille og se helt fredelig ud, og når man mindst ventede det, huggede hun ud som en giftig slange. De eneste der intet havde at frygte, var de rene skygger.

”Nymfen kan skilles fra dem, men hun kan ikke blive en af os.”

En lille del af Ava ønskede hun joinede skyggernes broderskab, men en anden del af hende ønskede det heller ikke. Hun ønskede ikke at skulle bekymre sig om sin datter når det kom til krig og kamp. Hun ville bedre kunne fokusere og bedre kunne yde en indsats, hvis hun ikke skulle dele sine tanker i to retninger. Noget helt andet var hun var vokset op i en flok med vogterne. Og derfor kunne hun nok heller ikke bare lige overbevises om at de ikke havde ret. At de måske endda ikke var de gode, som alle lige gik og troede. Hvad hvis dem der kaldte skyggerne onde, rent faktisk var de onde? Ava selv forsvarede sig jo bare. Måske var hendes mørke kræfter ikke altid under kontrol, men hun havde aldrig bevidst brugt dem i andet end selvforsvar – fysisk eller psykisk.

”Se på Lüpe. Vores søsters søn. Hans far er en af dem. Jeg, vi havde chancen for at tage halskæden fra den lyse hoppe. Han forrådte mig, forrådte os – forrådte Alduin……. Lyset stikker dybt, Zeymah.”

At blande de to arter var ikke nogen god idé. Måske ville udfaldet kunne have været anderledes, men eftersom der var 2 af de blandede afkom og et af dem havde valgt at stille sig i vejen for at beskytte en af vogterne, kunne det bestemt ikke tages som noget positivt. Kun rene skygger ville være til at stole på.