The Overlooked

The Overlooked

Tag: Drezar  | Wordcount: 362  | Weather: Daytime, dark, cold, wintertime, no wind

Et sted på himmelen ville solen hænge og afgive sine sidste kræfter, som ville varme de sjæle der åndede under den. Men ak, solen kunne ej finde ned til den døde, askebeklædte ø som himmelhingsten betrådte. Han hadede denne ø; alt var dødt og øde. Man kunne hverken finde mad eller vand her. Asken lå som en dyne over øen, og gav den en kedelige gråsort nuance. Længe havde den mørke himmeldanser galopperet gennem fjendes ø. De fugtige ben han havde haft, da han stod ved havet sammen med tordenhoppen, Midnight Myth, havde asken klistret sig opad og efterladt ham med sorte ben. Midnight Myth havde åbnet sit hjerte for ham, for senere at lede ham væk med hendes lyn. Hvor havde hun dem fra? Hvordan kunne hun finde på det? Tankerne havde kørt i hingstens hovedet. Oprigtigt ønskede han blot at drage hjem, men han turde ej begive sig ud i havet, hvis hoppen havde sendt flere lyn efter ham. I stedet havde hans flugtinstinkt taget over, og han havde løbet. Da han var kommet væk fra hoppen, havde kappen opsluget ham og gjort ham usynlig for andre. Det var han nødt til at være, når han betrådte fjendens land. Men magien var ej uendelig, og på et tidspunkt havde den været brugt op, og han var atter synlig for andre. Hjertet hamrede i brystet på himmelhingsten, der måtte stoppe hans flugt. Langsomt stoppede han pustende op, og med hævet hoved spejdede han mod den strækning, han netop var kommet fra. Fri bane. Prustende skridtede han fremad, han havde nærmet sig foden af vulkanen. Hvorfor? De sortnede øjne skævede op af den. Toppen var skjult af skyerne. Han havde ej opdaget, hvor han var løbet hen, benene havde blot båret ham. Lydløst fnys han af vulkanen, inden en fæl lugt blandet med asken ramte de sensitive næsebor. Blod. Himmelhingsten stoppede op i et ryk, og med ørerne opmærksomt fremad forsøgte han ar lokaliserer lugten. For foden af bjerget var en fremmede sjæl. Var det en fælde? Burde han gå derhen? Jaidev rystede manen på den anden side af halsen, og med høje benløft bevægede han sig mod den broget, såret sjæl.

For foden af vulkanen lå en såret sjæl. En sjæl, der ellers normalt spankulerede rundt, nød at vise sig frem, og aldrig tøvede når det gjaldt udfordringer. Drezar, en spraglet hingst, lå på askens jord, tilsølet i både blod, jord og aske. Hans førhen farverige krop så nærmest grå ud, og de livlige øjne som hingsten besad, synede nærmest slukkede.
Han var blevet efterladt her, efter et grumt opgør med de levende Skygger, der nærmest havde søgt at flå ham levende. Overalt på hans krop var der rifter fra deres glubske forsøg på at fortærre ham, og hans ben var så ilde tilredt, at de ikke kunne bære ham.
Hans vejrtrækning var overfladisk, nærmest opgivende. Intet i hingstens sind gav i øjeblikket mening - for han havde krydset det store vand og fulgt hans ørkenhoppe hertil, fordi hans hjerte ønskede hende; men hun havde forrådt ham, bragt ham hertil som offer; solgt ham for sort magi, som havde udspillet sig foran hans øjne. Hans ørkensirene var blevet forandret, beklædt med Skygger der tilslørede hendes sind. Efter det var det som om meningen var forsvundet for hans liv; for det var anden gang den spraglede hingst var blevet svigtet i livet, og anden gang han havde mærket hvordan livet var blevet suget ud af hans krop - og faktisk ja, forberedte den spraglede Drezar sig nu på at drage videre igen.

****

Hovtrin vækkede hans sind, som langsom gled længere og længere ud i glemslens verden. Hovtrin der mod den stenede undergrund nærmest lød mekaniske og som i takt med de nærmede sig hans svækkede krop, kunne mærkes som små vibrationer i stenene under ham. Han drejede langsomt sit hoved, det sveg i hans nakke; men han følte sig tvunget til at se, hvem der nærmede sig. Hvis det var en, der var kommet for at tage livet af ham, ville han kunne se denne i øjnene.
Det syn der mødte ham, var en kappeklædt hingst med askebelagte ben. Drezar mærkede både forundring, lettelse og frygt på samme tid, dybt i hans sårede sind, for denne hingst lignede umiddelbart ej en, som ønskede ham ondt; måske mere en, der var kommet for at hjælpe ham videre på hans rejse imod de dødes rige. Var dette en dødengel, der kom for at hente ham? En undrende, sagte brummem, der samtidigt var fyldt med smerte forlod den spraglede hingsts strube. Det var hvad han i første omgang kunne mønstre; for han havde ligget længe nu, kroppen var kold og stiv, og energien havde forladt ham for længst.

The overlooked

Tag: Drezar  | Wordcount: 328  | Weather: Daytime, dark, cold, wintertime, no wind

Den fæle stank af blod, aske og død fyldte lungerne. Den beroligende duft af havvand himmelhingsten havde nydt kort forinden var forduftet. Her var intet beroligende, ak nej. Hovene lød hult og tungt mod det hårde stenunderlag, da Jaidev forsigtigt nærmede sig den brogede sjæl. De mandelformede øre bevægede sig konstant og nærmest mekanisk rundt, opmærksomheden var alle steder. Var dette et trick som tordenhoppen havde sagt op for ham? Ville hun hævne sig på ham, fordi han ej gengældte de følelser hun ejede for ham? I et ryk stoppede Jaidev op. Den brogede sjæl der lå indsmurt i blod og aske bevægede sig. Hvad havde han egentligt regnet med? Jaidev stræk halsen fremad mod den fremmede, der afkræftet brummede mod ham. Der var ingen lokkende skygger i nærheden og at bedømme ud fra det tørret, indsmurte blod på den broget sjæl, havde han ligget der længe. Hvad mon havde ramt ham? Skyggerne? Ej kunne han blive liggende. Det ville være for farligt. Men var han i stand til at rejse sig? Himmelhingsten trådte et skridt nærmere og lod en dyb og maskulin brummen fylde den mørke luft omkring dem.

” Rejs Dem. ”

Stemmen var lav, men gennemtrængende. Hvis den broget sind var begyndt at svinde ud, forlade kroppen, måtte han forsøge at bringe ham tilbage. Jaidevs hvide mule skubbede forsigtigt til den brogedes næseryg. Det havde været en ordre til ham. Han var nødt til at rejse sig. De var nødt til at komme væk. Kappen flagrede tæt omkring flankerne og selvom himmelen ej kunne anes fra denne mørke ø, dansede stjerne alligevel over kappen. Den afgav et mildt sølvhvidt skær omkring dem, og tillod Jaidev at se den såret sjæl ordentligt. Hvis dette var skyggernes værk, var det sikkert et spørgsmål om tid før de kom tilbage for, at færdiggøre hvad de havde startet. Og hvad end den brogede måtte have gjort for at lide sådan, ville himmelhingsten ej tillade at skyggerne kom ham nær.

Den kappeklædte stoppede i et ryk, som fik den spraglede Drezar til at vippe en anelse med det ene øre; selvom hans energi var som svundet i jorden, bød alle instinkter i hans endnu levende krop at holde øje med den fremmede sjæl. Måske var det en respons på at Drezar havde rykket på sig, måske var det en respons på noget i omgivelserne, som den kappeklædte udviste, men uanset hvad det var, så prøvede den spraglede af alle kræfter at holde øje med den mørke skikkelse. Det rykkede lidt i skindet på flanken, da den mørke lidt efter bevægede sig igen, trådte ham nærmere - og så lød en stemme. ,,Rejs Dem"
Drezar forstod i første omgang ikke hvad han mente; nok hørte han stemmen, og ordene, men meningen var tabt i fortvivlelsens mørke. Der gik hele sekunder før meningen blev dannet i hans indre, og en undrende og let opgivende brummen forlod hans strube - for hvis denne dødsengel var kommet for at hente ham, hvorfor skulle han så rejse sig?
Den lave, men gennemtrængende stemme som hingsten besad, vakte dog noget i Drezar's indre. Han beordrede nærmest den spraglede hingst, og selvom undren var den primære følelse i hans sind, lå der noget underlagt også; noget lettelse, et ønske om at komme op og væk, et ønske om hjælp. Han brummede kort efter, en anelse mere "vågent", inden han forsøgte at trække et forben op under sin krop. Det sveg i hans led, og asken han fik hvirvlet op fra den stenede grund under ham, klamrede sig til hans klistrede krop. Anstrengt lød det, da han fik skubbet det andet forben op også, og forsøgte at stemme fra. I første forsøg kom han halvvejs op, inden hans krop knækkede sammen under hans noget spinkle krop. Et fnys af smerte, frustration og opgivelse forlod ham, idet hans krop atter ramte jorden. Et øjeblik var hans blik fjernt, inden han fik skævet til den kappeklædte. Han kunne nærmest fornemme at han ønskede ham oppe, og hvis ej han rejste sig, så ville han måske tage andre midler i brug; og dødsengel eller ej, så var der noget sært autoritært over den fremmede hingst, som fik den spraglede til at følge ordre.
Han prøvede på ny, fik sat forbenene tilpas frem og trukket bagbenene tilbage, så de kunne stemme fra på jorden. I en anstrengt og meget usikker bevægelse kom han op nu, og fik stemmet af med et ben i hvert hjørne, så han ikke stod og dinglede rundt. Sveden var allerede begyndt at vise sig i den klistrede pels, der var fedtet ind i blod, aske og støv. Han brummede højlydt, inden han med let tilbagelagte ører skævede til den kappeklædte.

,,Er du kommet for at hente mig, eller gøre en ende på mig?"

Stemmen var let skeptisk, anstrengt, opgivende og alligevel lidt kampklar. Drezar var, selvom hans sind havde lidt meget overlast, ikke en der som sådan gav op. Hans krop havde givet op, det var tydeligt, og hans sind havde været lige ved - men han var der endnu, og efter anstrengelsen med at komme op, var hans livslyst kravlet lidt længere frem.

The overlooked

Tag:  Drezar  | Wordcount: 467  | Weather: Daytime, dark, cold, wintertime, no wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Den tunge luft af aske fyldte lungerne. Det var en vammel, kvælende fornemmelse at indånde dette mørke, som dækkede den døende ø. Himmelhingsten stod rankt ved side af den brogede hingst, der havde været udsat for et traume. Mon det var skyggernes værk? Var det en fælde? Tankerne fór omkring. Han brød sig ej om, at befinde sig på denne mørke ø. Skygge eller ej, øen var mørk og kold, den var uhyggelig og ubehagelig. Den fik ham til at længtes endnu mere efter hans grønne, levende skove. Den forbandet Midnight Myth, han skulle slet ikke være kommet efter hende. Det var en fejltagelse, at han overhovedet havde ladet hovene betræde den mørke ø. Hans kappe flagrede blidt mod hans stærke flanker, erindrede ham hvor udsat han var på denne ø, hvor skyggerne ønskede at udslette ham. Dummeste valg han havde taget! Et irriteret fnys forlod den lyserøde mule. Asken stod op omkring ham et øjeblik, inden den atter faldt som en tung dyne. Han måtte lyse op som en stjerne på en tom nattehimmel for alle skyggerne. De ville med lethed kunne finde ham. Han var nødt til, at komme væk. Den brogede hingst havde fornemmet alvoren, for han forsøgte at komme på benene. Anstrengte kom han op og sidde, inden forbenene gav efter ham. Jaidev trådte et skridt bagud for at give plads, for derefter at stampe insisterende i jorden. Han var nødt til at komme på benene. Den brogedes blik mødte Jaidevs sortnede, han var udmattet og frustreret den brogede hingst, men med et sidste forsøg lykkedes det ham, at komme på benene. Himmelhingsten knejste op i den muskuløse hals, og lod de mandelformede øre vippe baglæns, da hingsten spurgte ham, om hvad hans formål var. Stemmen var kampklar trods anstrengelserne. Der var alligevel gåpåmod i den sårede hingst, der ej ville opgive uden kamp. Himmelhingsten ignorerede spørgsmålet og trådte hen mod hingstens side. Med den stærke hals støttede han hingsten på skuldrene, da han forsigtigt men insisterende puffede ham fremad. De skulle væk. Nu. Inden hingsten atter blev overvundet af træthed. Jaidevs mørke, maskuline brumme fyldte den askebeklædte luft mellem dem, inden han atter gav et lille skub til hingsten. Burde han bruge hans egne sidste kræfter på, at forsøge at skærme dem med kappen? Han havde aldrig vist andre hans evner. Han ønskede ej at andre sjæle vidste, hvad han var i stand til. Men dette var en nødsituation, og han kunne blive nødt til at lade paraderne falde og måske vise hvad kappens formål var til den første sjæl i landet. Måske…

Han afventede den kappeklædtes træk; afventede, om han ville gøre det af med ham, eller om han var kommet for at bringe ham videre til dødens rige. Dog skete der ingen af delene - for den kappeklædte trådte ham nærmere og nærmest guidede ham videre. Den mørke mule rørte snart ved den spragledes skind, og det gav et forhastet jag i hans krop, som søgte han at springe frem og væk fra den brune skikkelse; men i stedet blev det til et ubalanceret skridt med retning fremad. Drezar var ikke umiddelbart vant til at modtage hjælp - særligt ikke fra hingste - og det lå langt fra hans natur at søge hjælp. En utilfreds brummen forlod hans bryst, mest over hans egen utilstrækkelighed, men også en anelse tiltænkt den kappeklædte. Nu havde han fået ham på benene, så kunne Drezar vel nok klare resten selv.
Det var dog langt fra sandheden, for den spraglede havde virkelig brug for hjælp denne gang. Hans krop var udmattet, drænet for energi, og han havde mistet meget blod. Der gik lidt tid efter han nærmest var væltet fremad, før han samlede kræfterne til at tage det næste skridt. Imellemtiden tillod han den brune at holde sig nær, for efter kort eftertanke, så havde den mystiske dødsengel ikke udvist nogen ondskabsfuld adfærd overfor ham, og derfor var muligheden for at han ville den spraglede ondt svundet noget. Ét skridt, to skridt. Langsomt gik det, men han fik på stive ben stavret sig fremad. Et øre var hele tiden vendt imod den mørke fremmede, og hvert et blik han kunne undvære fra omgivelserne, blev ligeledes tildelt hingsten ved hans side. Hvad var han for en? Drezar havde nok besluttet sig for hvad, når det kom til stykket; for hingsten var i hans øjne en engel, der arbejdede for døden. Måske var det rigtigt, måske forkert - det var blot et af mange spørgsmål der tegnede sig i hingstens indre, imens han begav sig frem mod kysten. Væk fra denne ø lod det til at de begge ville, og Drezar ville kravle hvis det blev nødvendigt, for at slippe bort fra denne rædslernes ø.

Ava havde fornemmet noget rørte på sig. Om det var nysgerrighed eller ren og skær iver efter at følge sin Herre og hjælpe til hvor hun kunne, var ikke til at vide. Mest af alt var det nok en blanding. På trods af den høje hastighed der havde båret hende hen over den askegrå ø hun kaldte sit hjem, glinsede hendes pels ikke af sved. Der var ingen varme at spore i hendes krop. Hun følte sig ikke udmattet. Øens mørke gav hende energi. Den energi solen ville suge ud af hende når den så ud. Ava havde sat farten ned til hun i stedet bevægede sig med store skridt i en smidig gang mod de to sjæle hun kun lige kunne ane et godt stykke længere fremme. De var ikke hendes brødre. De var ikke hendes søstre. De var ikke hendes Herre. De hørte ikke til der. Ørerne lagde sig ned mod nakken som hun afgav en advarende lyd. Kunne hun få dem til at at stikke halen mellem benene og løbe i frygt, ville det kun gøre hendes dag en smule bedre.

Blikket var utilregneligt. Ava var utilregnelig. Præcis hvornår man kunne stole på Ava og hvornår man ikke kunne, var aldrig til at vide. Nogle gange, som denne, var det dog tydeligt. Hun var ikke en man burde lægge sig ud med.

"De herrer....... I befinder jer vidst på upassende grund. Ingen af jer hører til her!"

Stemmen var snerrende. Havde Ava været en slange, havde hun været en giftig en af slagsen. En der kunne hugge ud når som helst. En man burde passe på. Skyggerne havde sit tag i hende, og det var tydeligt at se på måden hun bar sig.

The Overlooked

Tag:  Drezar & Ava  | Wordcount: 360  | Weather: Daytime, dark, cold, wintertime, no wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Det gav et ryk i den spraglet hingst, da Jaidev berørte ham. Som havde han påført ham et stød. Men ak, de spraglede ben havde ej kræfterne til at lade ham springe væk, og i stedet spankulerede han usikkert frem. Med langsomme, rolige skridt fulgte himmelhingsten med. Han forhastede sig ej eller skyndte på den såret hingst; men han ville væk fra den her ø. Ligeså meget som han ville have den brogede med sig. De var nødt til, at skynde sig så meget som den brogede orkede. En pludselig utilfreds brummen fyldte den askefyldte luft mellem dem. Var han utilfreds over hjælpen? Mekanisk drejede himmelhingsten ørerne bagover og smækkede hårdt kæberne sammen. Som satte han den spraglede hingst på plads med lydløse ord. Han var nødt til at offer hans stolthed og tillade sig selv, at få hjælp.
De lydløse ord så ud til at virke, for den spraglet kæmpede sig afsted uden videre utilfredshed. Men han var på vagt, kampklar som hans krop nu tillod ham at være. Han var en rigtig kriger. Jaidev betragtede ham med de sortnede øjne, mens deres kurs styrede dem mod kysten. Mon han havde kræfter til at svømme væk? Tænksomt blev overlæben spændt, inden blikket strejfede over den mørke ø, han ej følte nogen form for samhørighed med. Han længtes endnu mere efter skove.

En levende skygge kom snigende. Det tog ikke lang tid for skyggen, at komme dem nær. Den levende skygge vidste sig at være den sorte hoppe, Ava som himmelhingsten før var stødt ind i. I et ryk stoppede han op, og lod ørerne glide bagover. Det ville også have været for let, hvis de havde nået kysten uden en skygge ville opdage dem; opdage ham. Langsomt trådte Jaidev foran den brogede og lod en maskulin brummen lyde efter Avas ord.

” Jeg ved at vi er på forbudt jord. Vi forsøger at komme væk herfra så hurtigt som muligt. ”

De mørke øjnede fangede hoppens blå. Så direkte på hende. Han ønskede blot at forlade denne ø, ej nogen form for ballade. Og slet ikke med den sorte skyggehoppe. Men ville hun mon lade dem slippe så let?

Den kappeklædte dødsengel, som havde fundet den spraglede Drezar på askeøen, besad en stor tålmodighed, som den spraglede dybt i hans indre satte pris på. Han skyndte ej på Drezar, eller på anden måde pressede ham; han tilbød ham i stedet støtte når han havde brug for det, og det var præcis den rigtig måde at tilgå den tidligere prægtige hingst på. Han kunne acceptere den fremmedes 'hjælp', så længe han ikke følte sig påtvunget; men det var pinligt. Pinligt at han, den spraglede vandre, var nødsaget til at få hjælp; han burde kunne rejse sig selv, burde kunne gå selv - men Skyggernes vold havde oversteget alt han havde kunnet forstille sig, og ingen af de rædsler den noble hingst havde været udsat for, havde kunnet måle sig med det, som Skyggerne havde forsaget. Selv ikke det at drukne..

Som de skridtede afsted, langsomt og pinefuldt, dukkede en fremmed pludselig op. En mindre skikkelse, som først nærmest virkede som en blurret masse for den spraglede, hvis krop lige nu brugte alt energi på at holde sig oprejst. Og den smule tillid, som han havde opbygget til den kappeklædte dødsengel havde givet ham frihed nok til kun at fokusere på sine ben, og lade omgivelserne forblive i det uvisse; men nu var hans opmærksomhed krævet. Han måtte stoppe for at fokusere på den sorte hoppe, hvis højde var meget lille; og udseende meget unaturligt. Skyggehoppe var det første der krydsede den spragledes tanker og han lagde med det samme de krøllede ører i nakken og hævede hovedet med et fnys. I det samme var den kappeklædte trådt frem, så han stod imellem den spraglede og Skyggehoppen. Hans ord var neutrale, men autoritære, og det stod den spraglede endnu mere klart, at denne engel havde noget status; men hvilken var ham endnu ukendt. Det magiske aspekt af denne verden, havde indtil for nyligt været et ukendt emne i landets historie; og nu lod det til, at han havde mødt mere en én udgave af magi. Den spraglede sagde i første omgang intet - han valgte at lægge sin lid til den kappeklædte. Hvis han ikke kunne tale hoppen til fornuft, måtte Drezar gøre hvad hans sparsomme kræfter ville tillade ham at gøre; for væk herfra skulle han. Og han skulle aldrig tilbage til askeøen igen.

[1]

Ava var ikke ondskabsfuld - nogen gange nød hun godt nok at se andre lide, men ikke når det var uden grund. Selvfølgelig havde skyggerne haft en grund til at gå efter hingsten, det var hun sikker på, og ellers var det også hans egen skyld, fordi han havde begivet sig ind på Foehn. Han hørte ikke til der. Ingen af dem hørte til der. Alligevel brød hun sig ikke så forfærdelig meget om synet. Hun havde selv været der, men ikke så forslået. Hun havde selv overlevet et møde med de røde øjne før hun besluttede sig for at slå sig til dem. Noget sagde hende at hingsten ikke ville være en hun kom til at kalde bror lige foreløbig - hvis overhovedet.

Det utilregnelige blik ændrede sig langsomt og blev til noget mere alvorligt med et lille stik af medlidenhed. Hun havde som sådan ikke ondt af hingsten, men hun havde på fornemmelsen af hvordan han havde det, og det kunne bestemt ikke være rart.

"Jaidev........"

Ava tog en dyb indånding og lukkede luften ud i et halv tungt suk mens hun nærmede sig. Hele hendes holdning var blevet en anelse mere afslappet. Der lod ikke til at være noget hun skulle hjælpe med på skyggevis, og han havde jo selv sagt de var på vej væk.

"...... Se på ham..... Hvordan vil du få ham væk herfra? Selv hvis du får ham ned til bredden er det ikke engang sikkert han kan krydse havet... Ikke alene...."

#12 | Tag: Drezar & Jaidev

The Overlooked

Tag:  Ava & Dezar  | Wordcount: 401  | Weather: Daytime, dark, wintertime, no wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Trods det var midt om dagen, virkede det næsten som en spæd nat. Solens stråler nede ikke ned gennem de asketykke skyer, og det hengav den døende ø som et mørkt fængsel. Luften var fugtig på grund af den ulmende vulkan, der tornede sig op bag Jaidev og den spranglet hingst. Det var en klæbrig varme, der fik næseborene til at udvige sig, men det hjalp ej meget. Luften var fyldt med aske og det kradsede i struben når man tog en indånding. Himmelhingsten gjorde et lydløst fnys for at få asken fri af lungerne, mens han holdte positionen mellem den såret hingst og skyggehoppen. Et øjeblik virkede det som om, at tiden stod stille efter hans talte ord havde forladt ham. Ville hun bare lade dem gå? Ville hun tilkalde forstærkning? Ville hun slås med dem? De mandelformede øre gled sidelæns. Han var ej tryg på denne ø, specielt ikke hvis skyggerne kom snigende. Han var i undertal; og det var begrænset hvor mange kræfter den spraglet havde til at hjælpe med. Da talte hoppen pludselig. De feminine toner der ej passede til et dunkelt sted som dette. Ørerne gled mekanisk fremad mod hoppen, da hun sagde hans navn. Himmelhingsten skævede flygtigt mod den spraglet, der end ikke havde kendt til hans navn før nu, inden blikket atter faldt på de sorte, der kom nærmere. Hun udviste ej fjendtlighed. Han trådte et skridt tættere på hende, men formåede stadig at være en mur foran den spraglet.
Hoppens toner lød atter. Hvordan skulle han få den spraglet væk fra øen? Han havde godt tænkt tanken. Det ville ej være let. Han drejede smidigt hovedet og betragtede den spraglet, såret hingst der trods anstrengelserne stadig så kampklar ud. Så kampklar han nu kunne. Hoppen havde rart, det ville ej blive let. Blikket vandrede tilbage til Ava, og fangede hendes isblå øjne.

” Jeg fornemmer en kriger i denne hingst. Jeg er sikker på, at vi nok skal komme væk - Chibale er tættest på, og jeg agter at følge ham dertil, ”

Stemmen var rolig og oprigtig mens han så hoppen i øjnene. Han ville gøre hvad han kunne, for at få den spraglet væk, koste hvad det ville! Han kunne ikke lade ham ligge og dø. Jaidev drejede hovedet bort fra hoppen og kiggede en sidste gang på den spraglet. Stemmen var blevet dybere, hæsere. Alvorligere.

” Han er ikke alene. ”

Den spragledes klistrede pels var begyndt at stivne en smule, nu hvor han havde rejst sig fra jorden, og luften for alvor kunne svøbe sig omkring ham. Hans ører havde svært ved at bevæge sig, men alligevel havde han trykket dem i nakken, da den sorte skygge var trådt frem og havde spærret vejen. Og imens den kappeklædte dødsengel havde befundet sig imellem den spraglede Drezar og skyggehoppen, havde han haft tid til at finde balancen ordentligt, og indtage en stilling der ikke krævede alt for mange kræfter. Selvom den spraglede stod 'afslappet' - så var han det langt fra. Årvågent holdt han øje med den lille hoppe, lyttede til de ord de udvekslede. Ved hoppens kommentar, hendes omtale af den spraglede klappede han hidsigt kæberne sammen. Ikke nok med hun omtalte ham som en ting, der ikke kunne høre hende - men hun nedgjorde ham direkte. Eller, sådan tolkede Drezar det. Med lidt stive skridt trådte han med hidsige bevægelser frem på siden af dødsenglen, inden han med trodsigt lagte ører snappede ud i hoppens retning.

,,Hvis du har noget at sige til mig, så snak dog i det mindste til mig, og ikke om mig, udyr. Hvis ikke det var for din slags kunne jeg uden nogens hjælp udmærket komme væk herfra. Smut, og lad os komme væk. Din slags byder kun pinsler med sig!"

Vreden var tydelig. Meget tydelig. Efter den dansende sirene havde bragt ham til denne ø; en ø, som Drezar aldrig havde betrådt før, var han blevet overfaldet af skygger, der lovede hans elskede at blive en af dem - en af samme slags, som udyret foran ham. Hvis ikke det havde været for de ondskabsfulde skygger, havde den spraglede frit kunne forlade denne ø, for aldrig at vende tilbage. Ja, faktisk var han nok aldrig kommet hertil, hvis ej skyggerne havde lokket hans sirene med løfter om magt og styrke. Hans blik sagde det hele - hoppen foran ham anså han kun som en trussel, og han ville på ingen måde acceptere hende i sin nærhed.

[2]

[24]

"Men Jaidev. Se på ham. Selv hvis han skulle overleve kommer han til at skulle have noget hjælp længe. Jeg snakker ikke kun fysisk. Vil du virkelig adoptere ham for.... jae.... Hvor lang tid det end må tage...... Hvis han nogensinde skulle blive sig selv mentalt igen. For han får ingen hjælp andre steder."

Hun havde ikke selv fået nogen hjælp da hun var i Teylar. Vandrede han alene rundt som så mange andre strejfende, ville der var langt mindre risiko for at han kunne få hjælå. Den spraglede hingsts ord ville han kunne komme til at fortryde. Avas ører blev med ét klistret ned i nakken. Med nogle hurtige skridt trådte hun forbi Jaidev og over mod hingsten med hisige skridt.

"Udyr!? Den eneste her der er et udyr er dig! Du har selv sat dine hove her, på trods af så mange der render rundt og 'advarer' om øens farer. Det kan umuligt have undgået dine ører at det her ikke er et sted man vandrer hen på skovtur"

Ava fnøs og måtte holde sig selv i meget kort snor for ikke at hakke ud efter hingsten. Han så ud til at have problemer nok i forvejen, og alligevel var der en form for indre ønske der ønskede skyggerne havde gjort det af med ham da de havde fingrene i ham.

"Og din slags er svagelig! Og hvordan vil du så krydse havet? På ryggen af en anden hingst som et nedlagt bytte? Vi er ikke alle ens. Jeg var dig engang, så kald mig ikke udyr. Du kunne selv blive en af os"

Ordene var snerrende og tæt på truende. Man skulle ikke tirre en skygge, og da slet ikke Ava. Heller ikke før hun havde givet sig selv hen til skyggerne. Hun var stædig og hun lod ingen se ned på sig. Hun lod ingen slippe godt fra den slags tone.

Disturbing Behavior

Tag:  Ava  | Wordcount: 477  | Weather: Snowy, no wind, cold, winter, almost nighttime

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

SKRIV HER

The Overlooked

Tag:  Dreza & Ava  | Wordcount: 388  | Weather: Daytime, dark, wintertime, no wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

De tre sjæle der befandt sig på dødsøen havde opbygget en spænding mellem dem, der næsten var ligeså tæt som den ubehagelig askefyldte luft. Den spraglet hingst Jaidev havde hjulpet på benene, så ud til at have fundet sig til ro bag ham og accepteret, at himmeldanseren var trådt den spraglet og Skyggen. Ava lod sine feminine toner spille mellem hende og himmeldanseren, og henvendte sig overhovedet ikke til den spraglet. Hun sagde ting, himmelhingsten allerede havde tænkt. Tanker han havde slået væk eller ignoreret. Men det var sandt, at han havde brug for hjælp; længe. Kunne han overhovedet forlade Foehn? Kunne Jaidev på noget tidspunkt efterlade ham alene et andet sted? Hvor længe skulle han vogte over ham? Hvor meget
ville den spraglet overhovedet finde sig i - ville hans stolthed koste ham livet?


” Jeg vil gøre mit bedste for… ”


Med ét blev han afbrudt, da spænding eskalerede. Den spraglet havde ej mistet hans stolthed helt, og at blive holdt udenfor samtalen - hvilket nok havde været bedst og klogest for alle parter - havde sat hans blod i kog. Den spraglet samlede sine sidste kræfter og lod vreden falde på Ava. Himmelhingsten lod mekanisk ørerne glide bagover og smækkede kæberne dæmpet, men advarende sammen af den spraglet. Det var bedst at tie stille og ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed på denne ø. Og bedst at lade være med at blive uvenner med en Skyggehest på Skyggenøen. Men forsent. Ava var allerede blevet hidsig og spadseret forbi Jaidev og mod den spraglet for at lade sin vrede tordne over ham.

Med et lydløst suk og en lille frygt for, at den spraglet ej ville nå at forlade øen i det stykke han var tilbage i, vendte himmelhingsten smidigt fronten mod de to sjæle, der ej ønskede hinanden noget godt.


” Ava, jeg beder Dem. Bær over med ham og lad os vandre bort, inden vi tiltrækker mere ballade. ”


Hans sortnede, intetsigende øjne søgte hoppens isblå, kølige blik. Han havde selv revet sig uklar med tordenhoppen, Midnight Myth, og ønskede ej, at hun skulle fornemme at han stadig var på øen. En skygge var mere end rigeligt. Det var for farligt for ham som vandre, at færdes på denne ø. Og den spraglet var ej til meget hjælp, hvis en kamp først blev nødvendig.