The Overlooked

Selvom den spraglede hingst stod vaklende på sine ben, så opretholdt han en så rank holdning, som han kunne mønstre. Og selvom den sorte slange smidigt og hurtigt begav sig imod ham, rykkede han sig ikke. Nok havde Skyggerne nær taget livet fra ham, så nærede han ikke direkte frygt for dem. Han vendte sine krøllede ører i nakken og så direkte i hoppens øjne, med et blik der talte for sig selv - dét han følte, var svigt, foragt og had. Historien bag hans ankomst til denne ø, var mere kompliceret end som så, og et øjeblik overvejede han at fortælle denne Skyggehoppe, hvorfor han var endt i saksen - men dén snak kunne hun jo ligeså godt tage med hendes nye søster. Han fnyste dybt, og skulle lige til at åbne munden, for at svare hoppen tilbage, men så rykkede den kappeklædte dødsengel på sig med en markerende mine. Drezar klappede kæberne hidsigt sammen og skævede imod hingsten der bar navnet Jaidev. Han forstod godt hentydningen, og selvom det stred imod alle hans instinkter og lyster, så vidste den spraglede godt, at han ingen chance havde i en kamp; og at det ville være uretfærdigt at kaste sig ud i en, da det i så fald ville gå ud over dødsenglen. Drezar nøjedes derfor med blot at stirre olmt på hoppen, som tydeligt ikke så ham som en trussel. Den kappeklædte's fremgangsmåde virkede mere sikker, og hvis den spraglede skulle være helt ærligt, så ønskede han at komme herfra med livet i behold - og det var selvom han egentlig havde givet op, inden dødsenglen havde fundet ham. Det svigt, som han havde oplevet fra hans rustfarvede Sirene havde taget meget gnist for ham; men ikke det hele.

[1]

13

Ava lod blikket hvile mod Jaidev. Lade dem gå. Det kunne hun såmænd sagtens gøre, men hvor langt ville de komme med den anden hingsts stolthed? Hvor langt ville Jaidev nå, hvis han skulle bære en anden ud over hans egen vægt? Det var jo ikke ligefrem en lille hoppe, og med hans meget ustabile holdning tvivlede Ava stærkt på han ville kunne klare en tur hen over havet. Der var kortest vej til Zenobia, men også frygteligt meget sand og ikke meget mulighed for at skjule sig. Han ville være et let offer for andre – og rovdyr. Ava havde set visse bevingede ådselædere kaste sig over andre dyr der havde lagt sig til at dø eller som allerede var livløse.

Et lille tilfreds smil kunne lige anes i den ene mundvig, som den spraglede hingst klappede kæberne i og holdt sin bøtte. Noget han vel egentlig gjorde klogt i. Ava var ikke interesseret i at vide hvorfor han befandt sig på øen, for han hørte ikke til der. Han burde ikke være kommet. Han burde have holdt sig langt væk, så i hendes hoved var hans skader selvforskyldte. Enhver der frivilligt begav sig hen til Foehn måtte have et dødsønske, for der var en risiko for man ikke kom levende derfra – noget den spraglede havde været heldig med. Havde det ikke været for Jaidev, havde han med garanti ikke klaret sig.

”Måske er der alligevel en hjerne gemt i det tykke hoved. Har du tænkt dig at dømme mig uden at kende mig, eller vil du tage imod den hjælp jeg tilbyder. Hvad jeg er har intet med hvem jeg er at gøre.”

Ava var den hun valgte at være. Selvfølgelig kunne skyggerne af og til tage over. Man kunne altid kende det på den sindssyge der skyllede ind over hende, men som regel lukkede hun dem selv ud når hun fik nok af andres opførsel. Ava var ikke ond selvom hun havde kastet sin kærlighed mod skyggerne. Hun fulgte bare den sti hun følte var den rigtige. Blikket gled igen hen mod Jaidev. En anelse bestemt. Der var ikke meget at diskutere, hvis det stod til Ava. Hun havde trods alt ikke så meget imod den kappeklædte, selvom hun ikke brød sig vitterligt meget om vogterne.

”Du ved der er risiko for at det mislykkes at forsøge at klare det alene.”

The Overlooked

Tag:  Ava & Drezar  | Wordcount: 301  | Weather: Daytime, dark, cold, wintertime, no wind

★,｡･:*:･ﾟ☆ ｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆｡･:*:･ﾟ★,｡･:*:･ﾟ☆

Den spraglet valgte at følge Jaidevs råd; at forblive stille. I dette øjeblik var det den bedste og klogeste beslutning. Måske den spraglet havde massere af indebrændt vrede, der på et eller andet tidspunkt ville eskalere; men til den tid ville Jaidev gerne være borte. Han ønskede blot at være anonym og klare sig selv, men han følte ej han kunne efterlade en døende sjæl; men ej skulle den spraglet være grunden til, at Jaidev ej selv ville have muligheden for at komme bort fra denne ø, hvis aske begyndte at fylde lungerne mere og mere. Han foragtede denne ø. Avas isblå blik hvilede på ham. Som stod hun og overvejede hendes muligheder; lade dem gå frit eller blive offeret til skyggerne. Mekanisk rykkede Jaidev ørerne bagover, mens hans sortnede øjne så tomt tilbage på Ava, lod hende spejle sig i hans mørke dybde, der ej havde en ene. Et uendeligt hav af mørke.

Ava lod stemmen lyde. Hun lod det sidste hån falde mod den spraglet; selvfølgelig gjorde hun det. Hun var i en langt stærkere position end han var. Jaidev lod ørerne ramme den hvælvede nakke og fnys kort af Ava; nu var det altså nok at sparke til en, der allerede lå ned. Jaidev var ikke sikker på hvor meget tålmodighed den spraglet hingst havde tilbage i sig, så hvis Ava forsatte med at have det sidste ord, kunne Jaidev ikke tøjre ham til sidst. Så ville alt dette være nytteløst. Avas bestemte blik borede sig ind i Jaidev. Minder ham om, hvor risikabelt han levede hans liv i dette øjeblik. Jaidev brummede maskulint for at rømme sig, inden den mørke, hæse stemme lod sig lyde.

” Der er ingen andre til at hjælpe. Ikke engang Dem Ava, for det ville også være for risikabelt for Dem. ”

Det var hårdt for den spralgede Drezar at stå og vente; energi havde han ikke meget af, og det følte en anelse som spild, at stå og vente på, at den kappeklædte dødsengel og skyggehoppen fik talt færdigt. Han stod fortsat tavst, trods den mindre sorte hoppe fortsat talte ned til ham. Hvis han havde haft sine krafter, havde han lagt sig ud med hende, ingen tvivl om det; men det ville være en sand dødsattest for ham, at gøre dette. Han udsendte et lettere anstrengt suk, inden han stavrede sig ét skridt frem, for at komme lidt op på siden af den kappeklædte.

,,Hvis det er for risikabelt for jer, at hjælpe mig, så lad mig komme så langt jeg kan på egne ben, og så er jeg ikke jeres problem længere.."

Hans stemme var anstrengt, men stædig. Hvis den sorte skyggehoppe alligevel mente, at han var dødvægt, ville hun formegentlig ikke have nogle problemer med at lade ham gå. Dog havde den spraglede Drezar, hvis skind var plettet med indtørret blod, en anelse om at den kappeklædte dog ville have sværere ved at lade ham forsvinde i bølgernes væld. Han havde, når det kom til stykket, formegentlig ikke krafterne til at klare det selv, men hans stolthed holdt ej til at disse to vidt forskellige sjæle, skulle stå og diskutere hvor vidt han skulle hjælpes eller ej. Han stavrede et par skridt bagud nu, for dernæst at sætte kursen på usikre ben imod vandet. Hvis én eller begge ønskede at hjælpe ham, ville han være taknemmelig. Ellers ville han komme så langt han kunne, og med lidt held, nå kysten på Ørkenøen Zenobia - eller dø i forsøget.

[2]

16

Et næsten mørkt blik blev rettet mod Jaidev. Avas forhold til ham havde været både op og ned af bakke. Alt afhang vel egentlig af hvordan hendes dag havde været, eller hvor mange der havde bestemt sig for at stille sig i vejen for hende. Der var så mange der ikke forstod, at det var meget lettere ikke at tro de vidste hvad hun var eller hvordan hun var så snart de mødte hende. Hvor mange gange havde hun ikke fået at vide hun var ond? Hvor mange gange var hun ikke blevet kaldt sur og gnaven – eller det der var værre? Men ville det ikke være det samme, hvis de havde gennemgået det samme som hende, hvis de stod i hendes sted, hvis nogen konsekvent besluttede sig for, hvordan og hvem de var, lige så snart de mødte nogle nye sjæle?

”Du skal ikke tale til mig om risiko, Vogter!”

Ordene var blevet en anelse snerrende, og den lille smule utilfredshed der før havde været vendt mod den spraglede, var nu i stedet rettet mod den vogter hun ikke helt vidste om hun skulle se som ven eller fjende. Egentlig var han nok meget neutral, men når alt kom til alt, stod de på hver deres side.

”Du burde ikke være her. Dette er ikke et sted for dig. Dette er MIT hjem. MIN ø, og din slags bør holde sig langt væk herfra – mere end andre som ham”

Ava gjorde et lille kast med hovedet i retningen af den spraglede uden at rette blikket mod ham. Jaidev skulle ikke påstå det var mere risikabelt for hende, for selvfølgelig var det måske ikke den bedste idé at hjælpe en der lige havde været i kløerne på de røde øjne, men på den anden side havde han fået lov til at slippe med livet i behold. Det var næsten mere risikabelt for Jaidev at befinde sig på Foehn. En fjende af Alduin, af skyggerne, af hende selv, hendes brødre og søstre. En vogter – og helt alene. Alt hvad hun behøvede at gøre var at slå alarm, kalde på de andre og kaste sig over den kappeklædte. Den spraglede ville trods alt ikke være den helt store udfordring at passere.

Da opmærksomheden igen gled mod den anden hingst, den normale hingst, den neutrale, gled hovedet en anelse på skrå ved hans ord. Ava var fristet til at lade ham se hvor langt han kunne komme på egne ben, og følge efter bare for at finde ud af det, uden at hjælpe til, men alligevel vidste hun også godt hun ikke ville få lov til det af Jaidev. Med en hissende lyd, der mundede ud i en purrende lyd og til sidst et feminint lille grin gennem en lukket mule, trådte Ava frem mod den spraglede hingst. Ikke bare trådte et enkelt skridt frem, men fortsatte indtil hun kunne stryge sig op langs siden af ham. Lugten af størknet blod rev hende i næseborene, men den næsten jern-agtige lugt var en af dem Ava på en måde nød. Det glædede hende, det gav hende en form for lille rus. Tanken om at nogen havde fået hvad de fortjente bragte glæde til hende. Fristelsen til at hakke ud som en hurtig og giftig slange var der, ingen tvivl om det, men Ava vurderede den slags var bedre at vente med, til et tidspunkt vogteren ikke var i nærheden til at vogte over ham.

”Slap af, hingst. Jeg sagde jo jeg nok skulle hjælpe. Jo hurtigere i kommer væk herfra, jo mindre arbejde for mig, og jo mindre blodigt for jer. Men hvad siger vores lille udvalgte……… Kan han passe sit eget business?”

Igen blev blikket rettet mod Jaidev, som hun fik vendt sig rundt, og i stedet stod på den modsatte side af den spraglede hingst, end Jaidev. Han skulle i hvert fald ikke tro han behøvede at bekymre sig om hende. Det var ham dem af dem alle der havde den største risiko for problemer hængende over hovedet.

[PGA MANGLENDE SVAR, AFSLUTTER JEG DENNE TRÅD. JEG FORBEHOLDER MIG RETTEN TIL AT KONKLUDERE AT DREZAR HAR FORLADT FOEHN]